en frustrerende nat

[Zema Alenjando]

Zema havde arbejdet hårdt denne uge. hun havde ikke hvilet sig i over 24 timer da nogle af healerne var blevet syge. ikke slemt men de kunne smitte. Zema gad ikke gå hjem så hun gik til krystalsøen nu hvor hun havde fri. hun havde som altid Sall og en bog med sig.  Sall lignede bare en pels hun havde over halsen da han lå og brugte hendes varme til at sove ved. Zema så ned på søen og gav et suk fra sig denne aften.
et let gab kom fra hende da hun satte sig ved kanten og tog sin stav op og sin bog frem og begyndte at bladre rundt på nogle sider om healing. hun mumlede orderne for at huske dem. hendes Brune hår virkede næsten sort denne aften. hendes øjne var mørke næsten helt sorte. hendes kjole var enkel. intet prangene eller dyrt. hendes hår sad i en hestehale og hendes stav lyste da hun jo gerne ville læse. hun hadede alt for tiden. hun var surt trist og frustreret. hun stressede meget på arbejdet og ash havde ikke sagt noget til hende så han måtte jo synes om hendes arbejde. Zema stoppede kort med at læse men så stadig ned i bogen. hun lyttede til stilheden om hende og vidste ikke hvad hun skulle gøre.

[Dalton White]

Dalton kom gående rundt ved søen, han havde ikke haft det så godt i et stykke tid, men han søgte aldrig rigtig nogle healer, mest fordi han endelig kende nok til urter til at holde sig selv oppe og så vidste han at hans krop kunne klare det, han holde sig bare til byen til det var ovre, men som dæmon, såvar  han bedre til at kalre sig selv,m hans krop kunne tage sygdomme som var dødelige for mennesker og gøre dem til en feber der ville tage lidt tid, så han ville ikke bruge healers tid på ham også fordi de fleste nogle gange fandt ud af hvad han endelig var ud fra hvor meget små ting hjalp på ham, han kunne bedst lig at folk så ham som menneske, ikke fordi han ikke ville være dæmon, han kunne lig hvordan han var, men ville heller undgå foragt.
Der var dog en ting der var noget møg når han var syg, hans evner var allerede flygtige, som vinden selv og når han ikke holde sig i ro og havde dårlig balance og hvad han ellers havde når han var syg, så kunne hans evne komme meget pludselige.

Han så en kvinde ved søen, han var normalt kommet her ned for at slappe lidt af og få lidt vand i hoved, normalt sov han på en kro i øje blikket, det var bedst hvis han havde noget kontant varme og så noget at spise uden at han skulle fange det, så lige nu stod den på en kro. Han kiggede over mod kvinden, han kunne se på hende at hun læste, men hans øjne kunne ikke helt tyde hvad hun læste, men han tænkte han ville være venlig og hilse, bare så han ikke forskrækkede hende med hans tilstædeværelse.
Han gik stille og roligt over imod hende. "hej, undskyld jeg forstyrre" sagde han og kiggede på hende, mens hun var begyndt at kigge imod søen, han ville ikke forstyrre hende for meget, det var bare så hun ikke torede hun var alene og så ville han se om hun var ok med at han var i nærheden. "jeg kunne ikke undgå at se du læste" sagde han og mærkede hvordan noget svimmelhed kom over ham "hvad.. læ.... læserrr....." hans ord blev sløret og han kunne ikke rigtig stå på sine ben, han var ved at falde imod søen og prøvede at få vinden til at støde imod, så han ville ende den anden vej, men hans evner var som sagt flygtige lige nu og det ende med at han blev blæst den anen vej, så han i stedet hvor at falde i søven fløj 3 meter ud og ende i vandet med hoved først.
Faktisk hjalp vandet lidt og da han mærkede det kølige vand kom han mere til sig selv og fik hoved op af vandet, han kunne let nå bunden og kiggede lidt op på hende med et forvirret blik. "jeg... undskyld, jeg er lidt svimmel for tiden" sagd ehan, på trods af at detaljen med at han var blevet blæst ud i søen, nok virkede ldit skræmmende.

[Zema Alenjando]

Zema havde hørt nogle skridt men om det var et dådyr eller et menneske kunne hun ikke finde ud af da så en stemme lød vidste hun det var et menneske. hun så op fra bogen og mod stemmen. en mand. hun trak vejret dybt og tvang et smil frem. hun sagde ikke noget da han så ud til at sige mere end bare hej. hun nikkede til at hun læste og da han pludselig blev sløret i stemmen så hun undrene på ham og da han faldt 3 meter ud i vandet lagde hun bogen og skulle til at ligge Sall væk fra sig da han rejste sig op og så på hende og undskyldte. hvorfor undskyldte han. vis man var svimmel var der jo nok en grund.
"ikke undskyld, bare... kom op så jeg lige kan tjekke hvorfor De er svimmel"
formel var hun af natur fra sit arbejde. hun gik over til hvor han havde stået og faldt i og rakte hånden ud til ham for at hjælpe ham op. hun havde staven i den anden hånd. hendes øjne vidste tydelig tegn på at hun ikke var glad eller munter.
da han, vis han tog fat i hendes hånd hev hun ham op stadig med sall rundt om halsen så hun lignede en rig kvinde. det gjorde hendes tøj så ikke. hun så rundt og så nogle kviste og samlede dem sammen og gik over til ham og lagde kvistene før hun gik over til træerne og knækkede nogle grene af og lagde i en telt over kvistene så hun lavede et bål. hun mumlede nogle ord og en ild knist kom over mod kvistene. og et bål begyndte at komme frem. hun satte sig ved det og så på ham hun ville ikke gøre noget uden at han var med på hvad hun var og at han ikke var imod undersøgelser.

[Dalton White]

Dalton forsøgte at virke som om han havde det helt fint, men det var lidt svært når han lige var faldet 3 meter ud i en sø, hun var allerede der opsat på at hjælpe ham op, de fleste havde nok ikke reageret så hurtig, men hun var vel hjælpsom af natur, så han prøvede at rejse sig op og kom lidt længere ind mod kanten hvor han så hendes hånd der blev rakt ud til ham, ja ok, det ville nok være uhøfligt og utrolig manere hvis man ikke tog imod den hjælp. Han tog roligt imod hånden og lod hende hjælpe ham op. han smilte lige så stille til hende, som om der ikke var noget galt med ham. Dog var der noget som skød igennem ham, som han så hendes øjne, hun var ikke glad, var der noget galt med hende. "tak for hjælpen, men jeg er ok, jeg tror bare jeg.... har været for meget igang" sagde han, mest fordi han ikke vidste hvad han skulle sige, han kunne sige han manglede vand, men det ville bare få hende til at give ham vand, han ville helst ikke være til besvær også fordi han endelig var anbderledes, han skulle jo nok klare sig, det ville bare tage lidt tid.
Han kom hen og satte sig ned, hvor hun begynde at lave et bål. "du skal da ikke bruge tid på mig, jeg har det helt fint" sagde han og kunne godt mærke at han var ved at blive svimmel igen, dog var han utrolig våd nu. han tog derfor fat i sin trøje og fik den af, så han ikke pludselig blev meget kold og kastede den væk, men kunne så mærke det igen og ende med at støde sit ansigt ned i jorden, før han kom helt til sig selv igen, nu følte han sig først som en idiot. "jeg er så dårlig til at lyve" sagde han og sukkede, dog kom der roligt et smil på læben, som han vende sig om på ryggen og kiggede imod hende, det var en utrolig venlig kvinde der stod foran ham følte ham. Dog så han pludselig hvordan hun tænde bålet, han fik lidt store øjne og smilte så bare. "magi er godt nok praktisk, jeg misunder jer godt nok mange gange, det kunne rede mig meget tid ude i skoven" sagde han og begynde på en let latter, det var nok underligt, de fleste syge havde ondt af sig selv og var negativt påvirket af smerter, svimmelhed og kvalme, men Dalton lod sig slet ikke påvirke af det, han var helt åben og glad, han ville ikke være negativ bare fordi at han var lidt fysisk påvirket.

[Zema Alenjando]

Ja Zema var hjælpsom af natur, men det var jo nok også derfor hun havde fået job som lærling som healer. hun så på ham som han kom over til hende. hun tog fat i hans hånd og hev ham op på land. hun var ikke stærk som en mand men stærk nok til at hjælpe. hun fik ham til at sætte sig og da han så begyndte på at sige han havde det fint så hun på ham med undersøgene øjne. nej han havde det ikke fint det kunne hun se. hun kom med resten til bålet og da han så faldt sammen så hun undene på ham og gik over og satte sig ved siden af ham.
"har det fint var? det tror jeg ikke på. og ja De er dårlig til at lyve. lad mig nu bare hjælpe Dem"
sagde hun bestemt som hun tog fat i ham og lagde ham ned på hendes skød så hun kunne tjekke ham ordenligt. Zema tog sin hånd og lagde på hans pande. den var varm. han var ikke rask han trængte til at komme til en healer for længst kunne hun mærke. da han sagde han misundte magiker så hun mod bålet. det var simpel gnist magi. de fleste lærte det.
"der er ikke meget at misunde, vi kan lidt magi, nogle mere end andre"
sagde hun og forstod ikke han tog så let på at han var syg. pludselig var der et par øjne der stirrede lige ned på Dalton fra Zemas skuldre. det var Sall der var vågnet og så på dalton som var den en pels der pludselig var i live.

[Dalton White]

Dalton havde tydeligvis ikke så meget at sige til hvad hun gjorde, han lå bare ned og mærkede hvordan han blev rykket, hans hoved mærkede noget blødt hvor det lå, det var hende, et roligt men taknemligt smil brede sig, som han kiggede op på hende, god af hjerte kunne man alkdrig tage fra hende, men selvom hun så det utrolig svært, så ville han klare sig, det kunne han bare ikke fortælle hende, der var ikke nogle der så sig godt på vind dæmoner, så han lod det ikke komme frem, han måtte se hvad hun endelig gjorde. "selvfølgelig, men dem behøver du ikke kalde mig, jeg er ikke en af status" sagde han og smilte bare stille og roligt til hende, der var stadig ikke noget der viste ubehag i spil eller øjne, han var stadig ikke påvirket af sin sygdom, det var kun den fysiske tilstand som var lidt sværd at håndtere, men han var jo også i sin bedste alder, der var ikke nogle småting der kunne vælte ham her.
Han mærkede roligt den bløde hånd der ramte hans pande, den var behageligt, heldigvis var det ikke noget der gav ham, dog ville et normalt menenske med sådan en feber nok havde et problem med at gå, han havde jo også en meget stærk fysisk krop, den kunne tage en hel del. Han lukkede bare kort øjne, mens hendes hånd var på hans pande, men åbnede dem stille og roligt igen, som hun var færdig.

Han lyttede roligt til hendes ord omkring magi, det var da praktisk. "magi er det der kan skabe en fremtid indenfor verden, se ikke let på det, vi ville slet ikke havde det så godt uden det" sagde han med et lille grin, der var utrolig mange gode ting i form af magio g selv tænkte han endelig slet ikke over hvor meget skade det kunne gøre, hans fokus var på hvordan det kunne hjælpe andre folk, dog så han pludselig noget, hendes pels havde øjne, det tog ham lidt tid og pludselig lage han mærke til at dette var et dyr, et lille smil brede sig over hans læber, "hvem er den lille fyr" sagde han og løftede en hånd lidt, han kende en del til dyr og tog ikke hånden tæt på, han vidste at hvis han prøvede at røre ham ville det tages som en trudsel hvos den ikke kende ham, han lod den derfor bestemme om han måtte ved at lade den lugte til ham og se hvem han var.

[Zema Alenjando]

hun var en bestemt kvinde. vis hun havde sat sig for at hjælpe en hjalp hun til det sidste. hun så på ham da han sagde han ikke var af status. det var hun næsten. hun havde dog opgivet sin rigmands liv for dette her. hun så på ham da han lukkede øjnene.
"nok er De ikke af statuus, men det er simpel høflighed at tiltale fremmede med De"
sagde hun stille og så mod sin bog. hun havde lige læst en besvægelse mod feber og svimmelhed, hvordan var det nu den var?

Sall kiggede på den nu forvirrede mand. Sal log stille da han log i varme af hendes nakke og hår. da hånden kom frem mod ham farede han ind i håret på Zema. Zema bukkede hovedet og udbrød lavt.
"Sall stop det der pjat"
Sall kom over på den anden skuldre og så på Zema som for at undskylde. Zema tog fat i ham og lagde ham på hendes andet ben hvor han sad flot og stolt. han var en smuk hvid mink.
"Det er Sall min makker og bedste ven"
sagde hun og et ægte smil kom frem. hun elskede jo Sall da han altid var der for hende. dog var han lidt fræk og drillesyg. Sall kiggede intens på Dalton og pludselig farede Sall over på daltons mage og lagde sig til rette. Zema rystede på hovedet. en tosset mink det var hvad han var.

[Dalton White]

Dalton sukkede lidt, dog mens han grinte lige så stille, hvis hun ikke lige havde set ham falde så mange gange ville det næsten være umuligt at se han var syg, der var dog noget der fortalte ham at hans ide om frisk luft havde været en utrolig dårlig ide, men det så da ud til at han fik hjælp nu, selvom et eller andet sted havde han det lidt dårligt med det, der var jo nok nogle folk der havde mere behov for det end ham eller så havde hun nok behov for at slappe af siden hun var her, han havde nok forstyrret hende, så hun nu ikke kunne, ak ja, han havde dummet sig igen, men hvad kunne han gøre ved det. "jeg er ikke så god med formaliteter, så heller kald mig Dalton, hvis det vil være ok, jeg føler mig lidt underlig når folk er så høflige" sagde han og grinte, det var jo endelig sandt nok, dog ikke ondt ment, men han kunne ikke rigtig forholde sig til at blive kaldt de, det var slet ikke noget i hans verden.

Han så hvordan minken pludselig forsvant fra ham, han kunne ikke lade være med at grine lidt, det var vel en lidt sky en, men det var vel meget normalt for et dyr der møde nye ting, dog fik han stille og roligt de små infomationer omkring dyret, Sall var den kaldt, han så hvordan den kravlede rundt, dog tog det ikke lang tid før den pludselig var på hans mave og lage sig til rette, han tog sin hånd og lod en finger klø den fine mink på ryggen kort. "hey Sall" sagde han bare og lod så sin hånd falde ned, han havde endelig ikke regnet med at det her ville ske, men livet var ikke forudsigeligt måtte han indrømme. "er du endelig healer, siden du læser om det i bøger" han kiggede lidt på hendes bog, det var lidt han havde lagt mærke til, han kunne selv læse utrolig meget og kunne mange sprog, så det var lidt sjovt at læse med, selvom mange at de ting han nævnte var helt sort for ham.

[Zema Alenjando]

Zema så på ham og kunne se noget nagede ham. hun tog sin stav i hånden og lukkede øjnene og begyndte at mumle nogle ord og hendes stav lyste op. hun så på ham og lagde den roligt på hans pande og feberenskulle gerne falde og det samme med svimmelheden.
"okey Dalton, jeg er Zema Alenjando."
hun så på ham med rolige og næsten helt kolde øjne som om at hun var nagert af noget.
hun så på sall der kravlede over på maven af Dalton, da han nussede den vidste hun at han ikke ville ham ondt og det var hun glad for, hun så undrene på ham da han spurgte om hun var healer.
"ja, jeg er Ash's lærling. han er selv healer og meget bedre end mig. men jo jeg er healer, og jeg prøver at læse mere op til det ind hvad jeg kan" hun så mod bogen og vidste hun ikke burde læse og studere så hårdt som hun gjorde men siden hendes skænderi med inja havde hun stresset meget.

[Dalton White]

Dalton kiggede bare op på hende med et lille smil, zema, det var endelig et kønt, han sagde dog ikke noget i starten, han lod lige sig selv tage nogle få vejrtrækninge, han kunne mærke hvordan hendes besværgelse roligt begynde at forsvinde, dog havde det en utrolig effekt, det som hun var igang med var at hjælpe ham, men på samme tid, så var hans krop stærk og hans immunforsvar utrolig stærkt, så det ville virke som om det gik som en bølge igennem ham og sekundet hvor han åbnede øjne, det var som om der var en helt ny glød i øjne på ham, han tog endnu en ny vejrtrækning. "jeg takker dig zema, det var utrolig dejligt og undskyld min stædighed i starten, jeg er ikke god med healer" sagd ehan stille og roligt, dog rejste han sig ikke, han kløede roligt Sill igen og blev liggende, hans hoved var jo på hendes lår, det var utrolig behageligt. "hvis jeg siger jeg stadig føler mig lidt syg, får jeg så lov til at blive liggende, det er behageligt at ligge her" sagde han med et let charmerende smil og grinte let, det var jo ikke ondt ment, men det var behageligt og afslappende og så ville han jo nok også få det bedre, selvom det hun havde gjort allerede var utrolig godt.

Dog var der noget der ramte ham, det var hendes øjne, han kunne ikke rigtig sige hvad, men der var noget der fortalte ham at hun ikke havde det godt. "men siden du nu hjælper mig, er der så ikke noget jeg kan hjælpe dig med" sagde han stille og roligt, han kunne ikke rigtig begynde at rode i hendes private sager, det kunne kun gå galt afsted hvis han begynde at sige til hende at han kunne se noget i hendes øjne, det ville være meget uhøflig, ud over det burde han nok ikke ligge her for længe, det ville nok blive misforstået hvis der kom nogle forbi og så en mand uden skjorte ligge på zemas lår, det ville nok blive set lidt anderledes end at hun healede ham.
"han må være stolt af dig, du er god" sagd ehan stille og roligt, med en opmundrende stemme, for at vise hende at han værdsatte hvad hun havde gjort, dog kunne han ikke vide hvor glad det ville gøre hende, men han håbede ldit det ville skabe et lille lys i hendes øjne.

[Zema Alenjando]

hun var faktisk lettet over at se på ham at feberen faldt. hun var altid glad når en patient fik det bedre, men noget gjorde hende ikke helt så glad som hun plejede. da han spurgte om han måtte blive liggende så hun på Sall og så på hans øjne og så den nye glød i hans øjne.
"det gør jo nok ikke nogle skade"
sagde hun og trak på skuldren. hun var ikke den der så det forkerte i det men mindre ash kom forbi. hun havde stor respekt for ash. hun så mod ilden og så hvordan flammerne dansede. hun mærkede øjnene glide i. hun nød ildens dans. hun kom til at tænke på hvad han havde startet med at sige. ikke god med healere. hvordan kunne man ikke være god med en healer. de hjalp jo bare de syge.
"hvad gør at De... du ikke er god med healere?"
spurgte hun roligt og så ned på ham.
ja hendes øjne var stressede kolde og triste. ja hun havde det ikke godt. hun hørte hans spørgsmål og så rundt. hvad skulle han kunne hjælpe ende med? hun var jo ikke rigtigt typen som fik hjælp med mindre det var nødvendigt.
"hmm næ det er der vidst ikke. hvorfor spørg du?"
hun så roligt på ham og da han sagde ash måtte være stolt sukkede hun. hun ønskede at gøre ham stolt, men om hun gjorde vidste hun ikke. hun ville jo gerne høre ham sige "godt gået Zema" men det var ikke sket. bare en gang ville være rart. hun lukkede øjnene og lod det sort brune hår falde ned over skuldren.
"det er han vel"

[Dalton White]

Dalton lod stil falde helt ned og lukkede øjne, mens han slappede af, det var utrolig rart og afslappende, hvis han var heldig kunne det være at han ville kunne komme tilbage ud og rejse videre allerede imorgen, han havde jo endelig også noget at lave, han var jo blevet nød til at betale for alt muligt på det sidste og penge var aldrig noget han holde for meget af, mest fordi at det ville betyde man blev noget på landevejen som folk ville snyde. hvis han holde sig uden for meget, så var han mere sikker. "tak" kom det bare roligt fra ham som han slappede af, han kunne ikke helt få sig selv til at rejse sig, nok også fordi han havde haft så travlt på det sidste, der havde været så mange efter ham efter nogle havde sat en pris på ham på grund af en misforståelse, dog var det vidst nogle lunde overstået nu.
Dalton lyttede roligt til hendes spørgsmål, hvad var hans problem med healere, ja det var vel svært at forklare uden at ligge det hele på bordet, men han kunne vel lige så godt sige noget, ellers ville det hele bare virke skummelt, dog blev han ved med at holde sine øjne lukkede. "healere kan lærer mange ting om dig ud fra hvordan din krop har det, jeg er ikke så glad for at folk ser på hvem jeg er og finder ud af ting uden at jeg fortæller dem selv, derfor har jeg det ikke så godt med healere normalt" det var vel en flink måde at sige det på, det var jo ikke fordi han hade dem eller noget, han var bare usikker når de gik ind og fandt ud af ting om han, det var jo ikke nogen hemmelighed hvad han var, men han vidste at de fleste trak sig væk fra en dæmon og dømte dem utrolig hårdt.

Han åbnede stille øjne og kiggede op i hendes, der var stadig det samme i dem som før. "lige som dig kan jeg fortælle ting om folk, jeg ved godt det ikke er min plads, men dine øjne fortæller en historie og dine fortæller om sorg, du har det ikke godt, du må endelig fortælle hvis jeg skal blande mig uden om, men jeg siger bare hvad jeg ser, som du ser hvad du ser" han stemme var utrolig rolig og han søree for at han ikke virkede pressende, han havde jo ikke lyst til at få hende til at tro at han ville grave det ud af ham, måske ville han også bare advare hende, for hvis han kunne se det ville det ikke være fordi han var den eneste, der ville være flere mennesker, som kunne se det på hver deres måde.
Han måtte indrømme at han ikke helt vidste hvad han skulle sige til hende efter hun udtalte sig om at han var det så trist, det var jo ikke noget han viste noget om og han sad lidt fast der og valgte ikke at sige noget.

[Zema Alenjando]

Zema så på ham. fortælle om andre uden at spørger. Det måtte være mange år siden for dem hun kendte spurgte ind til patienterne og undersøgte dem derefter når de fik lov. hun sukkede lidt og trak på skuldrene.
"er det mange år siden du var hos en healer? for vi spørger nu ind til patienterne hvordan de har det og hvordan de oplever deres symptomer."
hun lagde en hånd på hans pande. feberen var faldet drastisk. det var gode tegn. at han log godt var nu dejligt at vide Sall satte sig op og så på Zema og kravlede over Dalton og over til hende og nussede sit hoved op af hendes arm.

Zema så i hans da han åbnede dem. hun nussede Sall imens hun lyttede. hun lukkede øjnene og lagde sig ned på græsset og tog sal på sin mave og så op på himlen. ja han havde et. hun var i sorg.
"ja det er sandt. jeg er i sorg. men det er nok ikke noget der intrassere dig."
hun var ligeglad om man blandede sig lige nu. alt virkede ligegyldigt. hun havde mistet sit lys, sin Inja. hun savnede hende men fandt det utilgiveligt at hun havde kysset med en anden når de var sammen. eller teknisk set sammen.

[Dalton White]

Dalton smilte let, hvor længe var det endelig han havde været til en healer, var det ikke ved at være mere end et menneskes levetid siden, det var det vidst, men kunne han fortælle hende det, nej han blev nok nød til at sige det på en lidt anden måde. "Det ved jeg ikke helt, men nogle år vil jeg nok sige, jeg er ikke en person der bliver så tit syg at jeg ikke selv kan klare det" sagde han med et lille smil og trak på skulderne. "men det er ikke at de ikke spørg, det er ideen om at de kan finde ud af noget jeg holder for mig selv, bare ved at kigge på en og se hvordan man reagere, jeg føler mig for blottet på den måde" sagde han bare stille og roligt og kiggede op i himlen, stjerne stod klart på himlen, det var endelig utrolig behageligt at se på, der var ikke så meget stress over dem, bare en blid blinken, igen kom der roligt et smil over hans læber med dem, han mærkede også Sall som kravlede tilbage over ham, de små fødder var hurtige og det kilde endelig lidt.
Dalton kunne mærke hvordan hun pludselig ende på jorden, hun virkede sådan lidt opgivende om enmet, men hvis hun havde det så slemt, så var det vel endelig en meget normal ting, de fleste normale mennesker tog sig meget af modgang, de havde ikke så let ved bare at leve videre som han gjorde. "prøv mig, jeg er mange gange bedre end man tror med at hjælpe med problemer, om det så er ord eller om det er med handling" sagde han bare og lyttede, mens han kiggede op imod stjernerne, det var flotte og han håbede også de ville lade hende slappe lidt af.

[Zema Alenjando]

¨hun lyttede til ham. så det var år tilbage. men hvor længe var det. hun lukkede øjnene og tænkte. han var fløjet 3 meter ud over søen. det var længere end man normalt ville falde. noget var han men hvad? lige nu kunne hun ikke lige tænke på det. da han så sagde de opdagede ting han ikke ville ha så hun mod ham
"så som at de måske har nogle ar de ikke vil ha vist eller?"
han var et mysterium for hende lige nu. hun gabte lydløst og så op på himlen.
da han så tilbød at hun kunne prøve ham af måtte hun lige tænke. hvordan sagde man det så han ikke tænkte hun var en særlig for denne tid var lesbiske og bøsser bare unormalt.
"jo... hmmm jeg var sammen med en fantastisk person, men denne person fangede jeg i at kysse med en anden, og vi gik i vrede fra hinanden."
det var nok den eneste måde hun kunne side det uden at fortælle personen var en kvinde som havde kysset med en anden kvinde for øjnene af Zema.