Let go of me!

[Deleted]

"SLIP MIG!!!!!!!!!!!!" Skreg hun, som hun sparkede ud efter alt i nærheden af sig, hun mærkede de store stærke arme gribe om hendes krop, hun var ilter og i den grad ikke bange for at slå fra sig, selvom hun ikke havde meget at give af. Smerten som strømmede igennem hendes krop som en knyttet næve fik slået alt luft ud af hende, var ikke en hun havde kendt mage til, hun klynkede og mærkede det var svært at genvinde luft. I forvejen havde hun bind for øjnene, nu blev hun også kneblet, stoffet var klamt, bundet hårdt og hun havde ingen mulighed for at sige noget, kun lidt lyd kom igennem som hun skreg da luften igen tillod det. Hendes krop sprællede stadig, mændene som var to, bandede og svovlede over at der skulle være så meget liv i en pokkers nymfe, de havde tænkt sig at sælge hende videre, rejsen havde været lang og de havde haft slået hende ud hver gang, men sidst havde det været så voldsomt at de nær havde slået hende ihjel, så de havde måtte holde hende vågen og fodre hende. Hvilket bestemt var en besværlighed. Kjolen hun var iført var hendes egen hvide kjole, som var knapt så hvid, den var beskidt og ligeså var hun. Natten stod smukt, fuldmånen klædte himlen og varulvenes brøl lød i nærheden, det fik det til at gibbe i den ene, som slap sit tag kort. Her så hun sit snit og fik vredet sig ud af de ellers stærke arme og stak af, løb ud i mørket, uden at kunne se eller føle. Armene var bundet bag hende, dog var hendes fødder frie, hun skreg, selvom det var svært at høre. Bag hende hørte hun mændene skrige, dog smertefuldt og højlydt. Perfekt, hun ville være den næste hvis de ikke var tilfredse med de to store brød som havde fanget hende. Det løb hende koldt ned af ryggen, hun kom afsted så hurtigt hendes ben måtte bære hende, det rødbrune hår svang fra side til side. Bindet for hendes øjne var vådt af de tårer hun græd, hun ville hjem, hjem til sin elskede skov og sit hus i trækronen. Hun havde ikke bedt om noget af dette her! Dea mærkede en smerte igen, hård, som at løbe ind i en væg, og så blev det hele mørkt, mørkere end under klædet for øjnene, hun var gået ud som et lys. Faktisk, havde hun ramt en væg, en af ruinernes rester som havde tårnet sig, men som hun ikke havde kunne se, alt hun tænkte på var at komme væk jo.

[Gizon Kaitseb]

det var dejligt med en flyve tur. han havde en ven til at passe gårdet da Gizon havde været stresset for tiden så han tog nogle dage fri til at flyve så han kunne øve sig. han stoppede pludselig op i luften da han hørte en skrige. hans grønblå øjne gled rundt over jorden men kunne intet se. han trak på skuldrene og anede faktisk ikke hvor langt han var fløjet. han kom lidt længere da han hørte nu to mænd skrige smertefuldt. det gøs ned af Gizon. han så ned mod jorden og så en hvid skikkelse løbe under ham. han undrede sig. længere fremme så han nogle gule øjne der løb efter den hvide skikkelse. Gizon fløj lidt ned mod omgivelserne. her så han det var varulve og den hvide skikkelse var faldet om. det var en kvinde. hun var faldet om... og hun var kneblet bundet og havde bind for øjnene. hvilke monstre havde gjort dette.
Gizon hørte varulvenes brøl og skyndte sig at dykke ned til kvinde og som han kom ned tog han sine klør frem og greb fat i kvinden. han nåede lige at lette da varulvene kom. han fløj lige op og så på de sure varulve. Gizon rå efter et sted at lande som ville være sikret men han kunne ikke se et sted. Gizon begyndte at flyve tilbage af den vej han var kommet. der måtte være sikkert et sted der. han var godt nok ikke højere end 3.70 meter høj så han var ikke den største drage.

[Deleted]

At blive snydt fra en måltid var bestemt ikke noget som varulve var glade for, men at en drage tog byttet først var der jo heller ikke meget at gøre ved. Den livløse kvinde hang blot fra grebet, hun var dog ikke bevidstløs i vildt lang tid, inden hun vågnede stille op. Vinden i håret og mod kroppen var dejlig forfriskende, hun sukkede kort og missede med sine øjne, inden hun vågnede helt op. Da hun vågnede, så hun lidt forskrækket op, hvad pokker var det?! Hendes lysegrønne øjne spærrede sig helt op under klædet, hun kunne mærke hun ikke var på jorden og at noget havde fat i hende, hun gispede, inden hun på ny begyndte prøvende at skrige, men hun var jo stadig bundet, kneblet og med bind for øjnene. Kroppen begyndte at sprælle uroligt meget, hun gik i panik. Det var koldt, hun var kold og hun ville hjem, ville vaskes, ville have tryghed. Alt i hende var fyldt op af uro, det gjorde ondt i hendes krop, hun var sikkert fyldt med flere blå mærker efter at være blevet slået flere gange af de to bavianer som heldigvis havde ladet deres liv. Varulvene! De var der ikke mere, hun var jo, på vej væk, det kunne hun da mærke og i luften hvis hun ikke tog helt fejl.

[Gizon Kaitseb]

Gizon fløj roligt og holdte temopet. da hun begyndte at prøve at skrige så han ned mod hende og da hun sprællede fik han store øjne. han skyndte sig at finde et sted at lande. han satte sig roligt på en lysning. han så på hende og fik en af sine klør frem og satte den ved hendes kind og skar kneblet op. han gjorde det meget forsigtigt.
da det var gjort tog han forsigtigt fat i det våde ebind og pillede det af. så hun ville kunne se den mørke røde drage med det sorte pels over ryggen og et lille sort skæg. hans grønblå øjne lste næsten op i dette lys og hans lidt mærkere vinger var lukket sammen på ryggen. han hade sat hende ned så hun ikke fløj oppe i luften når han hjalp hende. hans hale lå rundt om hvor hun var. han holdte stadig fast i hende for at hun ikke kom til skade og vis nu varulvene var fuldt efter så kunne han beskytte hende.

[Deleted]

At de pludselig landede fik hende til at blive helt stille, hun prøvede at høre sig frem til hvad der skete, hun var så pokkers bange, følelsen af kloen mod sin kind, som så skar kneblet op, fik hende til at bevæge kæben lidt. Lidt efter blev klædet fjernet fra hendes blik også, hun missede med øjnene, fuldmånen lyste alting så smukt op, men var også skarp for en som havde været i blinde i dage efterhånden. Følelsen af jord under sig var rar, meget rar, men den havde stadig styr på hende, da hun fik vendt sig til lyset af månens blege skær, stirrede hun skræmt mod dragen, aldrig havde hun set sådan en før. Der kom et kort klynk fra hende, hun kunne ikke sige noget, hvad skulle hun sige, forstod sådan en overhovedet noget? Hendes blik hvilede mod det alligevel store væsen i forhold til en simpel nymfe som hende. Oven i det var hun i forvejen ikke særlig høj af en kvinde af være, langt fra. Hun var stadig bundet, men virkede til at slappe mere af, hun løftede kort op i armene, som tegn til hun gerne ville være fri, den havde jo hjulpet hende med at få munden fri og sit blik var igen at bruge, selvom synet var lidt skræmmende. Der var dog noget over dens øjne som gjorde hende rolig.

[Gizon Kaitseb]

Gizon så på de skræmte øjne der mødte ham. og lagde hovedet på skrå for at ise at han ikke ville ondt. han vidste ikke tænder så dem kunne hun ikke være bange for. Gizon så på hende da hun vidste sine arme. han tog sin klø frem igen og skær et reb over og begyndte at snorre det rundt om hendes arme så det ble løsnet og til sidst faldt fra hendes hænder.
han så på hende og kunne se hun var lidt mere rolig end i starten. Gizon lagde sig ned og kiggede mod sin ryg for at sige hun kunne stige op, han ville gerne ha hende helt i sikkerhed. det lå til hans natur. han kiggede på hende og ville jo ikke gøre hende noget. han håbede hun ville tage imod hans tilbud. for han vidste vis han forvandlede sig tilbage nu ville der gå dage før han kunne forvandle igen. Gizon lagde hovedet ned på jorden for at ise han var harmløs. de grønblå øjne så dog mod hende med en rolig aura.

[Deleted]

Befrielsen i at mærke rebet løsne sig og til sidst forlade hendes ømme håndled var ubeskrivelig, hun fandt et smil frem, som hun tog armene frem med ømme bevægelser og måtte lave et par rul med sine skuldre og bøje i sine arme lidt, samt tage sig til håndledene som var generet og røde.
"Tak." Hviskede hun blidt, inden hun lod de lysegrønne øjne studere væsnet yderligere for sig, hun fugtede sine læber kort. Det var virkelig utroligt, at hun skulle være blevet reddet af sådan et væsen, historier og beskrivelser afslørede navnet drage. Men at de skulle være farlige og nogen man skulle holde sig fra, men denne her, havde reddet hende og nu befriet hende. Da den gjorde tegn til at lade hende stige op, sank hun en klump. Skulle hun virkelig derop? Hendes blik blev lidt stift, men havde hun noget valg, der var stadig farligt og hun var ikke helt vildt stærk. Det blev hendes død at blive her, så hun måtte vel tage chancen. Et roligt nik kom fra hende. Hun trådte forsigtigt ved det store væsen, hun lod sine fingre møde hans skæl, det føltes specielt. Dog var pelsen på hans ryg indbydende, hun måtte løfte op i skørterne for at komme op og sidde ordenligt.
"Lov mig at passe på mig, jeg har altså aldrig reddet på en drage før." Mumlede hun blidt, inden hun lænede sig forover og krammede sig ind til dragens ryg, hun smilede svagt, det var faktisk ganske trygt, men mon det ville forsætte med at føles sådan når de først endete i luften?

[Gizon Kaitseb]

hans sorte pels på ryggen ar blød som kanin pels. hans skæl var robuste og fine. han så på hende som hun bevægede armende. de havde måske været bundet i lang tid. da hun så sank en klumb og satte sig oprejste han sig forsigtigt og foldede sine vinger ud. han slå et par hårde slag og begyndte at flyve frem af men han kunne mærke hendes frygt fra at forlade jorden så han havde valgt at flyve lige over træ kronerne.
Gizon så mod hende og smilte inden i. så hans drage skikkelse kunne bruges til noget godt! det var han glad for. tænk at hele livet at ha været bange for at blive en drage i frygt for at blive fanget men nu at den kunne bruges til at rede en. da de endelig efter lang tids flyven kom til grænsen landede han roligt ved grænsekroen og lagde sig fladt ned så hun nemt kunne komme af. han ville jo ikke skade hende. eller i dens sags skyld gøre hende forskrækket.

[Deleted]

Det gav et sug i hendes mave som de lettede fra jorden, hun gispede og krammede sig ind mod hans ryg, klamrede sig faktisk nærmere end noget andet. Hun trak vejret hurtigt og hårdt, det var noget af en adrenalinsus hun oplevede, hun lukkede først øjnene hårdt sammen, men endte med at åbne dem. Det kildede i maven, hun satte sig forsigtigt op og så lidt rundt, igen lukkede hun øjnene, men nød det nu mere. Det var en helt ny form for frihed, at flyve, hun tog sig selv i at håbe det aldrig nogensinde var sidste gang hun sad på en drageryg. Hun lod sine fingre glide igennem pelsen, det føltes dejligt! Lårene pressede automatisk sammen mod ham, for ikke at falde af. Et lille smil hvilede på hendes læber, det var faktisk, ret sjovt det her, meget bedre end da hun var bundet, blind og kneblet. Da de landede ved grænsekroen, anede hun ikke hvor de var, men langt væk fra faren gik hun ud fra. Som han lå ned, svingede hun benet over ham, inden hun gled blidt ned af hans ryg og rettede på kjolen lidt. Et taknemmelig smil gled over hendes læber og øjnene strålede af selv samme taknemlighed.

[Gizon Kaitseb]

da hun endelig gled af forvandlede dragen sig til en mand som nu log på alle fire. han havde de samme grønblå øjne og hans hvide hår lyste i natten. han satte sig ned og var øm i hele kroppen. han så op på hende og smilte venligt. han ville ikke forskrække hende. så han startede med at blive sidene.
"jeg håber De er okey frøken?"
sagde han roligt og sad roligt med benene samlet foran sig og tog om sig selv. han var jo ikke helt van til at rede folk fra sin drage tilstand. men øm ja det var han godt nok. hele hans krop dunkede af smerte. han var ikke en trænet drage så han var ikke trænet i at forvandle sig. og slet ikke i så lang tid. det var jo ikke ligefremst midnat mere.

[Deleted]

Forvandlingen for hendes øjne fik hende til at tage et skridt bagud, inden hun stod måbende og gloede dumt mod ham, var det, var det en person?! Hun så forbavset mod ham, først stod hun bare stille, sagde intet og blinkede næsten ikke med øjnene. Det skulle lige synke ind.
"Jeg eeeh... jeg er vel så okay som man nu kan blive taget i betragtning. Hvordan...." Hendes stemme afslørede hun var i chok, hendes lysegrønne øjne blinkede et par gange ganske forvirret. Hun vidste ikke engang hvad hun skulle spørger om! Hun studerede ham lidt.
"Tak." Hviskede hun næsten åndeløst, det var virkelig på sin plads med et tak, nu hvor hun vidste han forstod. Hendes blik viede ikke bort fra ham på noget tidspunkt, som skulle hun sikre sig han ikke forsvandt og hun var sikker på hun ikke var skingrende sindssyg.

[Gizon Kaitseb]

han så på hende og grinte lidt over hendes møde at tage det på. da hun så talte smilte han bare. han var ganske rolig. da hun så spurgte hvordan men ikke afsluttede så han ned i jorden. han skulle lige tænke før han så op på hende og svarede.
"hvordan en drage bliver til et menneske, det er nemt forklaret. jeg er en Draconian."
han ville ikke rejse sig for så ville smerterne blive værre men det behøvede hun jo ikke at vide. han vidste dog ikke om hun kendte hans race. for ærligtalt vidstse han ikke meget om den selv.
"ingen årsag, kunne jo ikke lade de varulve æde Dem"
han så på hende og mærkede voldsomme stød af smerten men bed det i sig for ikke at bekymre hende.

[Deleted]

Det var som om hun havde holdt vejret og nu pustede hun hårdt ud, overrasket stadig.
"Jeg har aldrig mødt en som dig." Lød det så stille fra hende, de lysegrønne forårsøjne gled mod hans skikkelse, hun lagde hovedet på skrå og gik mod ham med den sensuelle gang som lå i hendes væsen. Da hun gled ned foran, så hun lidt studerende på ham, hun var god til at mærke andre og han virkede ikke helt okay.
"Men..... Du kunne jo være kommet til skade." Mumlede hun så, inden hun lod sin hånd søge frem mod ham, hun lagde den mod hans brystkasse og mærkede allerede nu spændingerne i hele hans krop, blikket gled op mod hans.
"Du har brug for hvile, har du ikke også" Spurgte hun stille, inden hun sendte ham et sødt smil.

[Gizon Kaitseb]

aldrig mødt en. det var jo normalt at høre. men han havde heller ikke mødt andre som ham selv. han så på hende og da hun gik mod ham sukkede han lidt. den sensuellitet synes han at se hos mange kvinder lige for tiden. han så hvordan hun satte sig ned ved ham og han smilte blot da hun sagde han kunne være kommet tilskade.
"som drage er jeg mere robust end som menneske"
sagde han blot. da hun så lagde en hånd på hans bryst kasse trak han sig en lille smule for han vidste det ville gøre ondt. hele hans krop var jo i smerte. da hun så talte igen så han ned på hendes hånd og så op på hendes øjne.
"måske... det vil sige... øhm..."
hvordan sagde man at man ikke havde styr på sin evne når han var på den alder han nu var på. det var jo ret så pinligt. han sukkede og lagde hovedet ned på sit knæ.
"jo vis jeg kunne gå ville jeg nok ha gået ind på kroen og fundet to værelser til os... men det kan jeg ikke"
sagde han og så væk i skam.

[Deleted]

Som nymfe lå det i hende, den sensuelle udstrålling, hun var skabt til at lokke mænd i fordærv. Hendes blik hvilede blidt på ham, hun så ham trække sig, det vækkede lidt undren hos hende, men hun bed ikke mærke i det som sådan. At han fumlede med ordene fik hende til at smile, hun lyttede dog og da han havde fortalt at han ikke kunne gå, blev hun lettere overrasket.
"Jamen, så må hvilen jo komme til dig." Kom det roligt fra hende, hun rejste sig yndefuldt, inden hun forlod ham. Der gik omkring tyve minutter, så var hun tilbage igen, med favnen fyldt med puder og tæpper. Da hun ellers var fremme ved ham, smed hun det fra sig, hun så lidt rundt, det virkede til at holde tørt, så det var en god ting. At leve ude i det fri var hun van til, uden de forskellige hjælpemidler rejsende havde med sig. Et bål ville vække for meget opsigt, så det ville hun ikke lave, de kunne holde hinanden varme, samt tæpperne hun havde med sig. Roligt lagde hun et par tæppet oven på hinanden, meget nær ham, så der ikke var langt at skulle kravle eller hvad de nu fandt ud af at han gjorde. Så lagde hun puderne, samt gemte et par stykker til at kunne ligge under hans knæhaser, da det ville støtte hans ben bedst muligt. Da hun var færdig, smilede hun stolt og tilfreds.
"Det er min tur til at hjælpe dig nu, eller redde dig." Fniste hun sødt, inden hun valgte at se ham lidt an igen, hvordan pokker gjorde de det her. Hun så ned af sig selv, hun var beskidt og ulækker, det var noget så forfærdeligt, men hun måtte jo holde lidt ud, vandet var alt for koldt at skulle vaske sig i og den eneste mulighed var indenfor i kroen.
"Fortæl mig, hvordan får jeg dig hjulpet bedst muligt over på tæpperne?" Spurgte hun blidt, som hun havde sat sig ved ham igen, hendes blik var kærligt og omsorgsfuldt. Det her var det mindste hun kunne gøre, han havde jo reddet hendes liv!