Should I search?

[Ethan Mirriko]

Det var efterhånden svært at få noget søvn, da Ethan brugte det meste af sin tid på at våge over Lura. Hendes tilstand blev ikke ligefrem bedre og han vidste ikke rigtig hvad han kunne stille op. Til at starte med troede han, at hun havde spist noget forkert, men da hun fik det værre, vidste han godt at den var hel gal. Han havde faktisk ikke lavet noget i et godt stykke tid fordi han var bekymret for Lura, mest af alt fordi han ikke ville miste sin følgesvend. Alligevel så havde han heller ikke set Katrina i lang tid og regnede muligvis med at hun var ved at få et liv sat på benene igen, efter al den tid. Han forventede i hvert fald ikke at se hende lige foreløbig. Havde han overhovedet tid til det? Det meste af tiden sad han blot ved siden af sengen, som Lura lå i. Han ønskede ikke at hun skulle ligge på gulvet, så svag som hun var blevet, men samtidig så kunne han heller ikke bare se til. Det var yderst pinefuldt og frustrerende for ham. Han håbede blot at hun ville komme sig over det.
Smeden var mørklagt og ovnen havde ikke været tændt i et godt stykke tid, da lysten og viljen ikke havde været der til det endnu. Også selvom folk begyndte at henvende sig med nye som gamle ordre, så lod han det blot passere, imens at han tog sig af Lura. Han var yderst irriteret på sig selv, men samtidig kunne han ikke stoppe sine tanker, som de begyndte at vandre i hans hovede. Han kunne ikke for tanken ud om at han kunne have en bror et sted derude. Men han var ret sikker på at han muligvis skulle følge hans 'mors' ønske om at han ikke opsøgte ham. Men samtidig var han også interesseret i at vide, hvorfor. Han endte med at blive irriteret på sig selv, som han skubbede baljen med vand ned på gulvet og vækkede Lura i al larmen. Hun lå blot helt stille og vendte hovedet mod ham, som han straks lod vandet ligge og blot satte sig hen til hende igen. "Jeg beklager, bare luk dine øjne igen" forklarede han roligt, som han strøg hende over pelsen og lod hende lukke øjnene igen, som han stirrede på vandet, der bredte sig ud over gulvet. Det måtte han tørre op senere, når hun var faldet i søvn igen. Han kunne ikke tillade sig at larme lige nu i hvert fald.

[Deleted]

Tålmodigheden var sådan set ved at være brugt op, selvom hun havde fokuseret på andre ting, hun måtte jo videre i sit evige liv. Desuden, havde der været meget at se til, massere som skulle nås, men for Ethan, havde hun gemt sig og været frygtet. Måske endda taget lidt til fange, man kunne jo finde på mange sjove ting at bilde ham ind. Mørket havde givet hende lov til at rejse videre, hun havde besluttet sig for at se til hendes, ja hvad var han egentlig? Legetøj? Hun bar en slidt kjole, revet itu, lignede en hun havde båret i flere måneder, uden at være blevet vasket og hun havde da også sørget for at ligne en som havde levet forfærdeligt. Selvom sandheden jo var hun havde levet i sus og dus, haft det fantastisk! Bort set fra en ting, hun manglede informationer! Selena stod foran smedjen, hendes blik vandrede lidt, der så virkelig tomt ud og virkede helt, koldt? Hun tog sig selv i at blive bekymret, men hun endte med at lukke sig selv ind, hvad enten der var låst eller ej. Et hårdt ryk af hendes styrke ville være mere end rigeligt til at bryde en låst dør. Roligt så hun rundt, hun bed sig i læben, var han her virkelig ikke. Hjertetslaget afslørede dog hurtigt at det var han, hun kunne også mærke dyret, så, stille. Hun smilede ondt for sig selv, perfekt, så blev den irriterende køter ikke et problem denne nat. Med forsigtige skridt gik hun igennem stedet.
"Ethan?" Kaldte hun, stemmen var urolig og forskræmt, som altid ramte hendes skuespil plet og alt ved hende var jo, perfektion.

[Ethan Mirriko]

Det var egentlig meget beroligende, at mærke Lura's pels under hans fingre, men han kunne ikke lade vær med at bide mærke i hendes hjerte rytme, det virkede næsten uvirkeligt for ham, at hun skulle være blevet så syg, ud af det blå? Der blev næsten nød til at ligge et eller andet bag det, men han havde ingen anelse og så vidt han vidste, så var healeren i byen ikke beregnet til dyr. Han måtte væbne sig med tålmodighed og blot håbe, at det ville være en fase, som hun skulle igennem. Ethan stirrede blot på vandet, som langsomt krøb ned i sprækkerne på træet og gled videre hen over gulvet. Han lod efterfølgende blikket glide tilbage mod Lura, som hun havde åbnet sine øjne og nu blot kiggede op på ham. Forsøgte hun at fortælle ham noget? Han så lettere forvirret på hende, som hun blot puffede til hans hånd for derefter at ligge sig ned igen. Hun lukkede roligt øjnene igen, også selvom hun godt kunne lugte at Selena var i nærheden. Men hun havde ingen kræfter til at protestere eller stoppe hende i at komme ind. Ethan var næsten ved at ligge sig ned, da han hørte en stemme. Det kom nedefra? Han lo blikket glide rundt i værelset for at se hvor hans stav var henne. Han var ret sikker på, at han havde låst døren og at det var ganske tydeligt, at han ikke ville tage imod kunder lige for tiden. Han kyssede Lura på hovedet, før at han rejste sig op og bevægede sig hen til døren. Stemmen havde virket bekendt, men han havde svært ved at placere personen. Som om at hans tanker nægtede. Ethan åbnede døren til gangen og forsøgte at få øje på skikkelsen fra rækværket. Da det endelig gik op for ham, hvem det var, gik han i stå. "Katrina?" spurgte han ganske afkræftet, som han ikke havde fået noget at spise i et stykke tid nu og faktisk bare havde siddet sammen med Lura, i håbet om at hun ville få det bedre med noget nærvær.

[Deleted]

Det var lidt underligt at mærke ham sådan, noget var bestemt galt, men det var nok bare hans pokkers følelser for det åndssvage dyr hun kunne mærke var svag ovenpå. Med et par forsigtige skridt gik hun tættere på, inden hun styrtede hen til ham for at kaste sig i hans arme. Hun skælvede og lød næsten på grådens rand.
"Jeg troede lige der var sket dig noget! Jeg troede dem som var efter mig havde fulgt sporet hertil....." Hviskede hun, med små stop som hun måtte bide gråden i sig. Skuespil, naturligvis. Hendes fingre fandt vej til hans nakke, hvor hun kort nussede ham. Hendes blik gled op mod ham, hun så bekymret ud.
"Du ser sløj ud, hvad er der galt?" Spurgte hun så, tydeligt bekymret og studerede ham lidt. Hendes blik var kærligt og blidt, hun havde skam brugt alt dette skuespil på mange ofre imellem tiden, så hun var ikke ude af træning. Ganske langsomt slap hun ham igen, som følte hun lidt hun ikke havde retten, men var blevet overvældet af følelser, savnet til ham. Kort bed hun sig i læben.
"Jeg kan mærke hende, hun er svag." Lød det så trist fra hende, hun så op af trappen, som søgte hun at dyret kom løbende ned mod hende, men der var intet liv at spotte, ikke et i bevægelse. Som hun stod og tog alle indtryk til sig, gik det op for hende at Ethan's duft ikke var den hun først og fremmest havde lagt mærke til. Rai, hun kunne genkende hans duft hvor som helst, som var hun dybt besat. Hendes blik gled rundt, lidt som var hun på jagt efter noget.

[Ethan Mirriko]

Ethan var ikke helt sikker på, om det nu også var hende, derfor kom det en anelse bag på, at hun lige pludselig farede i armene på hende. Men som han lagde armene om hende og kunne dufte hendes velkendte duft, faldt han meget hurtigere til ro, som han ikke havde i sinde at give slip i hende. Han holdt hende blot indtil sig, som hun skælvede. Han var inderst inde blot taknemmelig for at se hende igen, også selvom han ikke havde haft chancen for at mødes med hende igen, siden sidst. Der var sket en del og han var kun blevet mere forvirret over tingene. Han lod sine hænder bevæge sig kærtegnende ned af hendes ryg.
"Beklager, jeg har ikke rigtig haft lysten eller energien til at holde butikken åben." undskyldede han roligt, som han da bestemt ikke havde haft i sinde at skræmme hende. Han mødte hendes blik, som han tvang et smil frem. Han var jo inderst inde glad for at se hende, men det var svært at skjule smerten, selvom han gjorde et forsøg. Men det lod til at hun allerede havde fornemmet det på ham. Ethan kunne ikke rigtig få sig selv til at forklare, hvad der var galt, det viste sig også, at det ikke var nødvendigt, som hun selv havde opfattet det. Han gav roligt slip i hende, som han vendte blikket mod værelset. Han sukkede let, før at han vendte blikket tilbage mod hende. Han nikkede blot til hendes ord. Det var nærmest umuligt for ham at forklare det. "Jeg ved ikke, hvad der er galt med hende" forklarede han lettere opgivende og bekymret, som han lænede sig imod væggen og blot stirrede ned i gulvet. Det virkede håbløst og det eneste han kunne var at håbe, at hun ville komme igennem det uden skrammer og skader. Men hvad vidste han egentlig om sygdomme? Det tog ham noget tid at se hendes adfærd, som han blot så undrende på hende. Han var lettere forundret over hendes adfærd og frygtede næsten at der var noget i vejen. "Er der noget i vejen?" spurgte han efter noget tid, som han havde rejst sig op igen og så undrende på hende. Var det hendes instinkter? Kunne hun mærke noget, som han ikke kunne?

[Deleted]

Det lod til at hun følte hun nød at være i hans arme igen, havde hun haft et bankende hjerte til at pulsere vildt havde det gjort dette. Hun bed sig i læben og lænede sig ind mod ham, det gøs i hende som hans hænder gled ned af hendes ryg. Et lille suk kom fra hende, blikket gled op mod ham som hun lyttede. Som han havde ladet sin ryg møde væggen, flyttede hun sig kun helt op af ham med hænderne plantet på hans brystkasse. Selena viste sig opmærksom på noget, det var klart at han måtte spørger, hun havde faktisk gået helt væk fra ham til sidst for at se rundt. Hvis der var en duft hun genkendte var det den!
"Han har været her." Lød det bestemt, men også rimelig undrende, hun så rundt og var i den grad næsten rundtosset af tanken. Var der sket mere i hendes planer uden hun selv havde været medvirkende? Det ville bestemt ikke gøre hende noget.
"Din bror." Kom det så fra hende, selv dybt overrasket over dette, hvad pokker lavede han her, hvis ikke for at se sin bror? Hvor ville hun ønske hun havde været der! Hvorfor havde hun ikke det? Fordømt.... At få fingrene fat i ham igen ville være helt perfekt, desuden manglede hun at se hans blik når han fandt ud af hvem hun havde tryllebundet ind i sit spind. Selena valgte at søge blikket mod Ethan igen.