Sagaen om Fjerd (version 2)

[Lucille Frost]

Familien Frosts hjem i Infierno summede af aktivitet. Det var den første genopførelse efter en pause i forestillingsrækken. Familien havde besluttet sig for at betale for en opførsel og havde inviteret alle, der var noget i byen. Folk var i gallatøj: kvinderne var i smukke kjoler, mens mændene var i uniformer eller andet fornemt tøj. Blandt de fremmødte var mange af byens prominente personer.



Lucilles lange, røde hår var sat op i en klædelig frisure, og hun var krøbet i en lang kjole, der ved brystet var dybblå, men som ned mod gulvet langsomt skiftede over i en lys blå. Hendes liv var spændt ind med stramme stofstykker, der skubbede hendes barm op og frem. Hun stod ved foden til trappen, der førte op mod de private gemakker. Hendes blå øjne gled søgende hen over menneskemængden.

[Frost]

Frost stod ordløs ved siden af hende. Han havde valgt et mørkeblåt jakkesæt der matchede sin søsters kjole. Hans hår havde han bundet sammen. Båndet der bandt håret sammen var placeret under nakken og en del af pandehåret var allerede gledet ud af hestehalen og han nu omkring hans ansigt.
Han var usikker på om Carmilla ville dukke op og det gjorde ham endnu mere formæl og statuesk end sædvanlig.
"Tror du hun kommer?" Der var stadig et stykke tid til forestilingen startede, men de fleste af gæsterne var dukket op på nuværende tidspunkt. Det handlede nemlig lige så meget om at blive set, som at se forestillingen.
Hans stemme var dæmpet og hans mund var lige ved hendes øre.
Det var en ydmygelse at dele hans usikkerhed med Lucille, men han vidste at han havde hendes støtte og han værdsatte hendes svar. Hun kendte ham og det beroligede ham.
Han mistænkte deres far for at at have bagtanker med det store arrangement. For at prale med den den aftale han havde fået hjem ved at afpresse Carmillas far og offentliggøre forlovelsen langt før planlagt.

[Lucille Frost]

Lucille smilede nærmest engleblidt til sin bror, mens hun lod sin hånd glide ind i hans armkrog. Hun løftede sig let på tå, mens han hviskede til hende. Hun fangede sin brors blå øjne med sine lige så blå og gav så hans arm et lille forsikrende klem, inden hendes læber søgte op til hans øre. ”Selvfølgelig kommer hun,” svarede hun og et lille smil spillede stadig om hendes læber, ”hvem ville ikke komme, når svigerfar ærer én på den måde?” Inde bag smilet var hun ikke helt så glad for denne forlovelse. Tanken om, at hun snart skulle bo væk fra sin bror, huede hende ikke. Derfor håbede hun selvfølgelig, at Camilla var kujon nok til at blive væk.



De to søskende lignede på afstand sig selv som for et par hundrede år siden: hviskende og tiskende, som om de havde nok i sig selv og ikke behøvede resten af verdenen.

Lucille kom igen ned på flad fod og tog sin fåmælte og stive bror i øjesyn. Var han nervøs? Mon ikke han var betænkelig ved hele affæren. Hun lod en langneglet finger feje lidt af hans pandehår om bag øret.

[Frost]

Hendes svar fik lille smil frem i mundvigen på ham. Hun havde ret. Der var store chancer for at Carmilla ville dukke op og han ville få endnu en mulighed for at snakke med hende inden brylluppet.
"Far har overgået sig selv. " Hans øjne skannnede på ny gæsterne efter Camillas sorte hår. Der var rigelig kvinder med sort hår, men ingen af dem var hende. Han overvejede om hun nu, på grund af forlovelsen, ville stoppe med at gå med parykken.

Hendes finger mod hans hår minded ham om at han havde forsømt hende. Skønt hun var ved siden af ham, havde han tænkt mere på Carmilla. Det lykkedes ham at fjerne blikket fra rummet og over på hende.
"Du ser dejlig ud i aften. Ingen af dem kan hamle op med dig. "

[Lucille Frost]

Lucille kiggede rundt i det store rum. Hun anede ikke, hvordan Carmilla så ud. Hun kunne overtale sig selv til, at hun var ligeglad med hende, men virkeligheden var, at hun ønskede, at den lille lede smed blev langt væk fra hele familien Frost. ”Det har han virkelig,” medgav hun med nærmest varme i stemmen, ”jeg hørte ham sige, at hele Infierno skulle mærke Frost i aften.” Hendes øjne glitrede dødt ved det.
Hun så kort Blaze – deres ældre søster – vimse forbi i en blodrød kjole, der komplementerede hendes mørkerøde hår på vej mod deres bror, Romo. Hele Frostfamilien var at finde rundt i salen. Alle var klædt så smukt, som de kunne, og var ved at charmere en eller anden højprofileret person.

Det virkede, som om hendes gestus havde bragt Lupidus tilbage til hende. Hun fangede igen hans øjne og smilede, mens hun brød øjenkontakten ved at se ned. Var hun ikke en dødning, havde hun nok haft en let rødmen, men det kunne hun selvsagt ikke. Hun lavede et par sving med hofterne, så kjolen begyndte at sveje om hendes ben. Hun lod en hånd gide ned af hans jakke. ”Jeg klæder dig godt, ikke?” svarede hun med en stille stemme.

[Frost]

Hans kolde blik fortsatte over salen. De burde selv være dernede og charmere en eller anden som deres søskende. Især Lucille der stadig var uden bejler. Mon ikke Rogir ville bruge aftenen på at finde en eller anden i mængden? Det så ud til at det var lykkedes deres far at skrabe hele det bedre borgerskab sammen.
"Jeg tror det er lykkedes ham."
Han smilede kort ved synet af Romo der havde fået Blaze til at le. Snart ville han flytte ud. Han ville savne tiden med familien og hans søskende, som var de eneste han kunne slappe af sammen med. Han tvivlede på at kunne opnå den samme intimitet med Carmilla. Men det var den pris han måtte betale. Og hvor blev hun af?!
Han kyssede broderligt Lucille på toppen af håret, læberne berørte dårlig nok håret. "Du ville klæde hvem som helst godt." forsikrede han hende.

[Lucille Frost]

Lucille nikkede kort, mens hun gav ham ret. Men selvom det var en storslået aften, hvor alle i familien kunne komme ud og vise sig frem, så brød Lucille sig ikke om det – fordi det var baseret på Lupidus’ forlovelse. Den lå som en forbandelse over hele hendes oplevelse af aftenen.
Hun bøjede sig lidt ned, da han kyssede hende over håret. Hun smilede ungpigeagtigt til ham og besluttede i samme ombæring, at de ikke længere bare skulle stå og vente på en, der måske-måske ikke havde tænkt at vise sig. Hun gav hans arm et lille klem, hvorefter hun begyndte at gå fremad, mens hun stadig holdt om hans arm.
”Kom! Vi går ned og får et glas punch, inden forestillingen starter,” sagde hun og sendte ham et smil, mens hun trak lidt af med ham. Hun styrede ned mod et bord, hvor der stod et par tjenere ved en stor bowle rød punch.

[Frost]

Frost så mod døren, hvor gæsterne var kommet ind af. Der var stadig et rand af gæster der kom og gik. Han kunne godt li at stå der hvor de stod, fordi han havde det fulde overblik der.
"Jeg ved ikke..." Længere nåede han ikke før han lydigt fulgte efter Lucilla med et sidste blik kastet mod døren. De kunne altid gå tilbage efter punchen. Han trak sin arm til sig, da de gik gennem salen.
Han havde håbet på at kunne nå hurtigt frem og tilbage, men der var gæster overalt og de skulle alle sammen komme med de samme hilsner. Han skjulte en startende irritation bag et stift smil og de samme høflighedsfraser og standartsvar som han kunne i søvne. På en måde var det Lucilles skyld at han ikke længere kunne stå lidt væk fra det hele og nyde overblikket, men hun var den eneste han ikke bebrejdede for tidspildet med at nå hen til forfriskningerne. Alt hvad han ville var at være sammen med sin familie et sted hvor de kunne ignorere alle andre.

[Lucille Frost]

På vejen hen til bordet hilste Lucille også på flere personer. Hun smilede, hilste og sagde småfraser igen og igen, uden det rørte hende det mindste at minde om en papegøje, der blot gentog de samme indøvede småting igen og igen. For hende var det bare et middel til at klare sig i denne verden, og hun overvejede overhovedet ikke, at folk kunne have det på andre måder end hende selv.
Da de nåede hen til bordet, begyndte Lucilles næsebor helt af sig selv at begynde at udvide sig og indsnuse, hvad de havde i bowlen. Hun kiggede kort på en af tjenerne. En kvinde, som hun huskede, at hun havde drukket af for et par år tilbage. Hun havde været vred over et eller andet, havde blot grebet fat i hende og sat tænderne i det første og bedste sted. Overarmen, hvis hun huskede korrekt. Ved Lucilles blik begyndte tjenerinden at træde et skridt tilbage. Hun tog sig til den ene arm. ’Utroligt, at jeg åbenbart går og husker på sådan noget’ tænkte hun lidt for sig selv. En mandlig tjener gik ind foran hende, greb et glas og bød de to søskende et glas. ”Hvad har du deri, Adolpho?” spurgte Lucille og virkede halvt hypnotiseret af skålen.
”Jomfrue og en smule brændevin,” svarede han og virkede, som om han var frastødt af det, han selv sagde. Lucille rynkede på næsen. Hun brød sig ikke om, at man blandede op med alkohol. Hun så på sin bror. Han havde måske netop brug for en afstiver. Hun nikkede indvilligende til Adolpho.

[Carmilla Mortella Redd]

Carmilla ankom til forstilling måske lidt sener ind de andre gæster, men hun hade haft nogle andre aftaler omkring nogle af hendes smykker hun hade lave så hun hade sidt til møde det meste af den tidelig del af aften. Hun steg ud af den sort vogn hun kom i, hun hade sin sort paryk på da hun ikke hade være sikker på hvor klogt det ville være og vise det hvide hår. Det sort hår var sat op i en knold men der hang krølle totter fra det, ved hende venstre tining sad en lille buket mørke blå roser med lidt tyl under og som passe til kjolen. Hun hade sin smukke blå kjole på der var blande af mørke blå, lyseblå, og en letter violet blå og så en lys violet sløjfe på ryggen, og der sad sort blonder på vær lag af kjolen. Den passe til hende lyse hud og de blod røde øjne der nu kigge rundt efter frost, om hånd ledet hade hun en sort strop der var forbundet med en vifte der var mørke blå når man slog den ud og med sort blonder i spidserne og med hvid mønster på.
Hendes sko var mørke blå og passe til. Hun gik roligt mod indgangen og fuldt enlig de rasteren gæster også stadig små drøsse til. Hendes holdning var stolt dog en smule mere afslappe men hun hang ikke på nogle måde og hun gik rolig dame skridt, hun hade haft en lang snak med hendes far omkring det hele og var falden betydelig mere til ro nu ind da hun mødt frost første gang. Da hun kom ind kigge hun roligt rundt, mange dufte ramt hendes næse bore men hun tog det roligt og stod bare roligt og kigge efter frost mens hun slog viften ud og elegant vift den lidt for and ansigt for at få frisk luft mod næsen da alle de dufte var en smule irriterende for hendes næse.

kjolen og hår pynte er på billede

[Frost]

Frosts blå øjne fulgte den kvindelige tjener der forlod sin plads, hvor var det uprofessionelt af hende. Hun havde været en del af husholdningen i mange år og han forventede mere end den opførelse, hvor diskret den end måtte være. Han vendet blikket om Lucilles røde hår der skinnede af de mange lys der var tændt.
Han stod tæt op at hende, tættere på end han ville med nogen anden kvinde, så han var sikker på at hun ville kunne høre ham gennem larmen.
"Hr. Corshee bød på en interessant blanding af elver formoder jeg med en modig blanding af vodka i. Ganske forfriskende." Uden ord strøg han Lucille hen over hendes underarm med to fingre for at søge bekræftelse på hans forslag og søgte diskret hendes blik. Ville de stadig have det forhold hvor de så let som ingenting kunne tyde hinanden, når de begge var gifte og flyttet fra forældrenes hus?
"Jeg er sikker på du vil synes om den."

Han vender sig mod tjeneren. "Tak Adolpho. Miss Frost vil gerne have elver med vodka." Han var ikke sikker på om han ville få det korrekt som Derecks, men kvaliteten af blodet og vodkaen ville være i top. Ligesom det Dereck havde skænket ham. "Jeg selv skal have en jomfru elver."

En af gulvets mange tjener, der brugte natten på at servicere gæsterne inden forestillingen brød høfligt ind. "Hr Frost, Deres fader har bedt mig gøre dem opmærksom på at Miss Redd er ankommet for få minutter siden.
Frost åndede tungt ind gennem næsen og strammede sig an ved beskeden. Hvad nu hvis det gik galt? Han tog et par senunder til at samle sig inden han så på Lucille.
"Hun er ankommet." gentog han, selvom han vidset at hun også havde hørt tjeneren lige så let som han havde.
Han vendte sig væk fra det opstillede bord med forfriskninger og spejdede ud over gæsterne. "Det ville være upassende, hvis ikke jeg opsøgte hende." Hans stemme var kold og fraværrende.
Han lagde en hånd på hendes forstørret hofte hvor stativer og lag af stof fremhævede hendes figur. Han ville kysse hende farvel på kinden, men hvis Carmilla så dem ville hun måske få det forkerte indtryk.
"Hvis du vil have mig undskyld." Hun måtte gene slutte sig til dem, men han foretrak at have den første hilsen uden sin nysgerrige lillesøster.

Han forlod hende og blev hurtigt opslugt i mængden af de mange adelige gæster. Der var enkelte borgerlige familier, men familien Frost foretrak sit eget adelige selskab. Derfor Rogir ikke havde inviteret Dereck og ingen af familien, heller ikke Frost, havde haft indvendinger mod at invitere Carmilla, men ikke hendes fætter.
Han søgte efter de kvinder med både sort og hvidt hår. Han var ikke overrasket, da han fik øje på hende med parykken på. Hun så formidabel ud og det lettede ham at hun passede ind. Det var ikke til at se hvor hun kom fra. Hendes udseende og ro gjorde ham stolt.
Han fulgte hende med øjnene inden han tog mod til sig og gik over til hende.
"Lady Redd. Det behager mig De kom i aften."

[Lucille Frost]

Da Lupidus nævnte Dereck Corshee, rynkede Lucille automatisk lidt på næsen. Hun havde for et par årtier siden besluttet sig for, at hun ikke brød sig om Corshee. Han var en olding, der selv mente, at han var Satans gave til alle vampyrer. Han var opblæst og indbildsk – og dobbelt så gammel som hende selv. Tanken om, at han ville kunne servere noget godt, kunne Lucille ikke forlige sig med. Hun forestillede sig, at der garanteret ville være spindelvæv i, fordi det var baseret på en eller anden druideopskrift dateret tilbage til tidernes morgen. Men når hun hørte sin storebror tale godt om det, så måtte stjerner og måne have stået helt rigtigt en enkelt gang. ’Mirakler kan åbenbart ske’, tænkte hun næsten sarkastisk til sig selv.
Hun så ikke ned mod sin arm, da hun mærkede hans blide strøg, i stedet søgte hun og mødte hans blik med et lille smil, mens hun sultent bed sig let i underlæben. Hun var tørstig, og Frost kunne sælge hende sand i en ørken, hvis han ønskede det. Hun agtede hans mening højt nok til, at hun altid bare endte med at sige ja. Ville han i fremtiden ae og lokke Carmilla på den måde? Ville Carmilla forbyde ham at være så tæt på sin søster?
Hun nikkede ordløst indvilgende til hans forslag.

Mens Lucille modtog glasset, oplevede hun ud af øjenkrogen budskabet fra deres far. Hun mærkede, at hun fik en knude i maven, da hun indså, at Carmilla var kommet, og at nu begyndte den nye verdensorden. Hendes blå øjne søgte straks ud over mængden. Hvor var hun? Hvordan så hun ud?
Hun hørte hans åndedræt og følte helt med ham. Lucille nikkede og tog ham igen i øjesyn. Hun fjernede et usynligt støvkorn fra hans ulastelige jakke, mens hun sendte ham et medlidende og lidt opmuntrende blik.
Hun lagde en hånd på hans hånd og gav den et lille klem. Det var svært at finde noget at sige til ham. ”Gå bare… jeg vil være her, når du kommer tilbage,” svarede hun, ”eller ved din side, når stykket starter.”

Hun fulgte ham med øjnene, til han forsvandt i mængden, og følte sig et øjeblik ekstra alene. Hun tog en lille slurk fra glasset. Hun havde ikke lyst til at give Corshee den cadeau, at det faktisk smagte hende. Lupidus havde ret: hun syntes faktisk om det.

((OOC: med mindre Frost og Carmilla går hen efter forfriskninger (ved Lucille) eller at det ringer ind til forestillingen, så kan I godt springe mig over))

[Carmilla Mortella Redd]

Carmilla så blot rundt mens hun stod stolt og roligt og kigge ud over de mange vampyr der var samlet. Hun så mod frost som han kom hen til hende, hun sendt ham et roligt lille smile og så på ham. ”det ville jo være uhøfligt af mig ikke og komme nu hvor de var så venlig og invitere mig” hun så på ham ganske roligt, hun var jo opdraget og nu hvor hun var falden langt mere til ro ville hun jo godt lære frost beder og kende og se hvad han enlig var for en, hvilke også var der for han hade fået og vide omkring det med hendes hår og hun enlig slet ikke var af kød og blod af hendes familie. Hun hade dog set det hade være noget af en mund fuld for ham og tage og det ikke just faldt i god jord men igen han hade jo opdage det før eller siden så hun kunne jo lig så godt sig det som det første så det var over. Hun så på ham han var jo nydelig klædt og det var tydelig at han passe ind i dette miljø. ”de ser fornem ud her til aften” kom det roligt fra hende, som en kompliment til hans påklædning. Det ville jo være uhøflig ikke lig og give hans påklædning en lille bemærkning men så heller ikke mere. Hun holdt blikke på ham, for det var uhøflig og ikke væk når nu hun snakke med ham, at hans søster var i nærheden kendt hun så ikke til, hun hade jo ikke mødt andre fra hans familie, selv om han hade mødt hendes fætter og hendes far men det ville jo nok komme til sidste det var hun sikker på, ”hvornår er det forestilling starter? ” spurt hun ganske roligt og så forsat på ham med de blod rød øjne mens hun roligt holdt om sin vifte om hånd ledet og vente på hvad frost ville svar eller sig til hende.

[Frost]

Frost smilede ikke tilbage til hende. Det var ikke fordi han så afvisende ud, men han sørgede for en vis afstand mellem dem. Ikke bare fysisk. Det kunne være at hun ville smitte ham med sin middelmådighed og han var ikke sikker på hvor han havde hende.
"De tager ordene ud af munden på mig. Det burde være mig der fortalte Dem hvor stålenede De ser ud her til nat." Og hun var smuk i hans øjne, det kunne ingen tage fra hende. Og hvis hun gad, ville hun kunne blive en værdig hustru, så længe hemmelighederne aldrig slap ud. Hun kom med så mange hemmeligheder, at det bekymrede ham. Det eneste gode ved det var at der var så få der kendte til dem og mon ikke han ville kunne få dem humant afskaffet, uden at hun ville mistænke ham? Så længe han sørgede for at være tillidsvækkende?
Der var mange andre muligheder, måske ville det slet ikke blive aktuelt.
"Der er stadig en lille halv time eller sådan, til tæppet går... Føles De med nogen?" Han håbede hun sagde 'nej', han ville ikke kunne bære det, hvis hun sagde 'ja'. "Ville det være for pågående af mig at bede Dem om at ledsage mig resten af tiden De er her?"