[åben] Home... bittersweet home

[Deleted]

Det var med et tungt hjerte hans fødder slæbte ham hele vejen op til hoveddøren, han lignede noget der var løgn, pinlig ædru og havde det rent ud sagt af lort til. Hans holdning var ikke rank mere, intet ved ham strålede af den mand han engang havde været, som havde døden allerede taget hans sjæl og tilbage var en tom skal. At gå ind virkede ikke til at skulle være en plan, han sukkede tungt og gled ned foran døren i stedet. Hovedet blev bukket og han begyndte at græde på ny, han kunne virkelig ikke alt dette her, hvorfor havde han ikke bare fået det overstået? Han rejste sig op på ny og gik ned af trappen, gik direkte mod sin afdøde kones grav. Igen måtte han knæle ved hende.
"Jeg lovede sig at passe på pigerne, jeg har fejlet og nu er vores ene stjerne hos dig. Hun græder sikkert dine øre fulde af min forsømmelse, af hvilken mand jeg er blevet." Lød hans stemme lavt, han lod hånden glide over stenen som var blevet lavet til hende. En elsket mor og hustru, tabt alt for tidligt. Tårerne fandt vej ned over hans kinder igen, han knækkede næsten i hulken, inden han fik taget sig sammen igen. Et sted hjalp det at bekende sine synder til hende, selvom hun ikke var der mere.
"Min sjæl gik tabt med tabet af dig...... Uden dig mistede jeg mig selv, mistede følelsen af hvad ægte kærlighed føltes som... Indtil..... Jeg mødte en, men jeg smed hende væk fordi flere års gamle vaner ikke bare sådan var at ligge." Lød det grådkvalt fra ham, han knugede sine hænder og slog hårdt ned mod sine lår.
"Jeg gjorde alt hvad jeg kunne som far, men drak og horede så snart de ikke var der. Jeg troede naivt at jeg kunne gøre det uden det ville påvirke dem. Naiv...." Han prøvede at holde det inde, men han måtte læne sig forover, lade hovedet møde med jorden, han var i den grad en knækket mand og intet så ud til at kunne redde ham lige nu.
"Jeg er så ked af det, jeg svigtede alle jeg elsker, og jeg ser virkelig ikke hvordan jeg nogensinde skulle kunne gøre det godt igen. Jeg fortjener ingen af dem, jeg fortjente dig en gang, men efter din død, ville jeg på ingen måde være dig værdig. Jeg skulle have set det komme, set hvordan jeg formede mig. Jeg fortjener ikke at have haft så vidunderlige døtre, så vidunderlig en kvinde som rent faktisk troede på det bedste i mig. Jeg har knust en kvinde som fortjener det bedste i livet." Han talte fra hjertet, det strømmede ud og han kunne ikke stoppe. Men med de sidste ord kunne han ikke sige mere, han græd for meget. Hovedet lå stadig mod jorden, hænderne havde taget fat om græsset. Det var det rene helvede og han fortjente hvert sekund af det, døden var for let, hvis han skulle noget, skulle han have det sådan her, for evigt i en celle.

[spurv]

Liv var efterhånden kommet oven på igen. Alle de blå mærker var forsundet hendes spruge læber var healet, og hun havde fået sin styrke tilbage. Alt var dog langt fra som før. Hun havde mistet sin hukommelse, hun havde mistet over 10 år af hendes korte liv, og det var ikke første gang hun havde glemt hendes fortid. Hun var blevet til en vkinde de sidste 11 år men hun unne ikke huske det, og metalt troede hun derfor stadigt hun var en pige, hun havde ikke haft de 11 år til at vokse til en kvinde mentalt. Liv havde stiret på sit eget spejlbillede. hun var ikke vokset så meget og den gule kjole og fløjten var det samme som det altid havde været, mendes hår og øjne var dem hun kendte, men hun var vokset fra en normal udsendende pige, til en elegant, og yndig kvinde, med en kvides former, noget hun ikke helt havde forliget sig med. men som liv altid havde gjordt, var hun bare forsat hvor hun slap, og begyndte at spille for folk igen.
Uden at vide hvorfor var liv begyndt at gå mod Shades herregård, og han kom og så den store bygning hun i sit hoved havde forladt for et øjeblik siden, men hun kunne godt se at der måtte være gået tid, alt pege på det, men det var svært at følge med i.
Da Liv nærmede sig hoveddøren med sit normale glade smil på kunne hun høre nogen græde et sted. Liv fulgte lyden til hun kom til hvad der tydeligt var et gravsted. foran gravstene lå en mand på knæ på jorden, og så forhutlet ud. Manden hun havde mødt for 11 år siden havde været elegant, og meget rolig at se på, meget langt fra den mand liv kunne se foran sig, men hun kunne aligevel kende ham. Shade havde den gang fortalt hende at han ikke ældedes, så hans enlige udsende var det samme. Da 11 år for liv var det hun huskede som for en uge siden, var hans udsende frisk i hendes hukommelse, imodsætning til så meget andet. Derfor betød det også at hvad hun så chokkede hende ikke desto mindre. hun satte sig ned på hug bag ham, og lagde en hånd på hans skulder
" Shade er det dem"
spurgte hun bekymret, med det mindste smil hun var isatnd til at smile. mange af hendes gamle venner kunne ikke kende hendes udsenende lig med det samme, frdi hun var blevet en kvinde, men alle kendte hendes stemme når først hun talte.

[Maka De Silver]

At se en mand være så pinlig fuld, en mand der ellers havde været så klar i hovedet sidst de havde mødtes var ikke ligefrem noget kønt syn for guderne. Så Maka havde fulgt efter ham fra det sted han havde drukket, bare for at sikre sig at han kom sikkert hjem ligesom han en gang havde våget over hende den gang hun havde været så pinlig fuld. Det havde selvfølgelig også betydet at hun havde smuttet fra Arwel fra der hvor de nu havde boet et par dage, men hun havde ikke ligefrem brug for den mands jalousi så ville hun hellere klare det alene.
Hun havde dog holdt sig på god afstand hele tiden med en bue på ryggen og et kok med pil til at forsvarer Shade hvis der havde været brug for det, men nu virkede han til at være hjemme selvom han gjorde en drejning hun ikke ligefrem havde ventet, så hun rullede med øjnene inden hun atter fulgte efter ham på afstand og gemte sig der hvor hun bedst kunne være uden at vække opsigt for nogle og uden at tiltrække sig hans opmærksomhed men nok til at være tæt på at høre hans gråd og klagesang før en ny stemme brød stilheden, en ung kvindes stemme, hvilket fik Maka til at dukke sig længere ned bag buskene så hun ikke blev opdaget. Hun ville ikke være sikker før han var inde bag hans egne murer igen, for herude vidste man jo ikke hvad der lurede og hun vidste jo heller ikke hvad denne kvinde var ude på eller hvem hun egentlig var. Det eneste hun nu havde lært var at denne mand faktisk var temmelig rig og muligvis adelig, det havde hun just ikke fået helt med sidste gang, men derfor skulle hendes gamle gæld være betalt, så på et tidspunkt blev hun nødt til at give sig til kende men lige nu forholdt hun sig tavs og afventende i baggrunden.

[Deleted]

Det var længe siden han havde været ædru så lang tid af gangen og det gjorde mere og mere ondt for hver dag, alle de følelser, samvittigheden som indhentede ham. Føj! Han hadet sig selv, hadet at være i sit eget skin. Hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne han gøre dette mod sine døtre? Shade kunne ikke holde ud at være i deres hjem, så han havde haft søgt til sin afdøde kones grav, han havde sådan brug for hende, selv efter alle disse år. At nogen ankom lagde han ikke mærke til før en hånd lå på hans skulder, så lille og feminin, han rette sig lidt op og se på kvinden hvis stemme var lige så blid, men også bar mere modenhed med sig. Roligt blinkede han et par gange, lod tårerne forsvinde helt og ned af hans kinder som han stirrede på Liv. Hende havde han ikke set i frygtelig lang tid, men han huskede hende, tydeligt, hende og hendes musik som rørte ham dybt.
"Jeg frygter at den mand ikke eksistere ved sine fulde fem længere." Lød det roligt fra ham, han kunne da samle sig lidt, nu havde han fået noget fra sit hjerte ud, men med blikket mod sit hjem, knugede han hænderne sammen. Nej han kunne ikke få sig selv til at gå derind. Det mindede ham om de mange kvinde igennem årene, det mindede ham om hvilke mange fejl han havde haft begået. Det måtte gå i arv til hans døtre, hvis de da endnu også var i live, den ene havde allerede taget livet på grund af ham. Naturligvis skulle det blive i familien, om så hans sønner tog over, men han skulle bare ikke bo der mere. Han kunne komme på besøg, men at leve der, det kunne han simpelthen ikke! Måske en gård i nærheden, gøre den til en grevebolig, men en lille en, hvor han kunne starte lidt forfra.

[spurv]

Liv kiggede bekrymret på Shade da han vendte sig mod hende, han så virkeligt knust ud, og hun vidste ikke helt hvordan hun skulle svare på hans ord, for enten var han vel Shade eller ej. For liv var det dog tydeligt at han ikke mente det bokstaveligt, for han var ikke blevet skiftet ud med en anden, selvom han måske havde ændret sig. Hun sank ned på hug foran ham. Hvad i alverden var der da sket ham i den tid hun havde været væk, godt nok var hans udseende det samme, men han opførte sig som en anden, og virkede som en anden, hvilket han også selv hentydene til på hans ord. På den måde havde de 11 år siden de havde sets sidst ændred dem på hver deres måde. Liv´s krop var ændret men ikke hendes sind og være måde, hvorimod det var omvendt med Shade. Liv fjernede blidt hånden fra hans skulder og tørrede tårende væk som stadig sad på hans kinder,
" hvad end det er så skal det nok blive lettere"
sagde hun blidt, mens hun kiggede ham ind i øjende, med nogle meget alvorlige øjne, ja næsten stædig, som man normalt ville se hos en ung pige, der gerne ville have sin vilje. så slog hun armende om ham uden et ord, og sad bare der på jorden og holdt fast i ham som om han var noget af det vigtigste på jorden. På mange måder reagerede Liv kraftigere end hun ville have gjordt for 11 år siden, men som hun altid havde gjordt fulgte hun bare sine indskyldelser.