Rastløsheden ender med at vinde

[Kaciania Satinka]

Vinteren var sat ind og det vidste Kacia godt hvad betød, der var ingen som kunne forlade dalen og ingen grund til at bevogte indgangen for den var frosset til is, som hver dag bare blev tykkere og tykkere fordi der om dagen blev sneen i bjergtoppene smeltet en smule og når det gled ned frøs det til is over indgangen så den bare blev tykkere og tykkere eller når det sneede om dagen men det stadig var for varmt til at det blev liggende ved indgangen, deres egen private fæstning var nu sat ind og de rejsende var kommet tilbage med de ting de havde fået købt sammen med de ting de ikke fik solgt.
Kacia vandrede i ydre kanten af byen langs indgangen på en måde hvorpå hun allerede virkede som et rastløs dyr, til trods for det virkede så let til at man kunne smadre isen, men det var forbudt og hun skulle ikke nyde noget at bryde netop den lov. De skulle jo ikke risikere noget mere end højst nødvendig og desuden ville den anden ende sikkert også være dækket af is allerede, buskene ville være hård på grund af isen og sneen og virke så tykke. Kacia vandrede frem og tilbage med den tykke mørke grønne kappe flagrende legende efter hende, under den tykke kappe havde hun en lige så grøn kjole der sad tæt omkring hendes overkrop og mere løst omkring hende ben for dernede skulle der være plads til de bukser hun havde på inden under for ikke at fryse, foruden de tykke pelsede støvler for at holde fødderne varme. I kjolen var der lavet et hul til halen så den hang under kappen og faldt langs kjolen. De lange røde øre var næsten lagt tilbage i ren og skær frustration over hun ikke kunne komme ud af dalen, selvom hun egentlig ikke havde tilladelse til det i forvejen, bare på grund af hendes forældre frygtede at netop hun skulle dumme sig derude i den store omverden.
Hun var gået væk fra hendes familie som var hjemme og arbejdede på forårets udsending af tøj og andre ting de nu gik og syslede med. Selv hendes bror var hun gået fra fordi hun havde denne rastløshed som til tider kunne kommer over hende.

[Hoshi Catrin Mill Phalfan]

Hoshi havde trænet i nogle dage nu. hun ønskede at blive stærker men da hun så at isen begyndte at komme trak hun sig længere og længere ind i dalen. hun følte sig trist nu. hun stod ved sin hytte og strækkede hug. hun stoppede kort for at gå en tur.
Hoshi kom til indgangen og udgangen og så på isen hun lagde stille en hånd på og sukkede. noget hun i den sidste stykke tid havde gjort, gået og sukket. hun så pludselig en rødhåret person og gik roligt over til hende.
"du vil også gerne ud?"
hun så på Kaciania og smilte stille med et suk. hun ville gerne ud til sin nye ven. hun savnede ham allerede. mon han savnede hende. hun ønskede at møde ham igen når isen smeltede indtil da måtte hun blive i dalen og ønske sig væk. Hoshi var gode venner med Roshan da han var hendes redningmand og igennem ham havde hun jo også mødt resten af hans familie.

[Kaciania Satinka]

Kacia var noget så rastløs som hun vandrede frem og tilbage foran indgangen, fordi hun længtes ud, hvis ikke bare ud til tunnelerne så hun kunne gå på opdagelse der. Det ville blive en frygtelig lang vinter hvis hun ikke fandt noget at lave, noget andet end at sidde og sy, selvfølgelig kunne hun vente til sneen rigtig faldt og så skyde snebolde efter andre men hun kunne jo heller ikke fordrage at blive våd, så hvorfor skulle hun?
Hun gik lidt i sine egne tanker da Hoshi begyndte at snakke med hende, men hun så kun på hende før hun rystede på hovedet. "Det er en forbandelse at være her.." hvæste hun for hun var på randen til at kunne rive hovedet af nogle personer, men kendte man hende ret så ville den følelse gå over igen lige så snart hun fik noget andet at tænke på eller bare når der var gået noget tid, så hun kunne køle lidt ned.

[Hoshi Catrin Mill Phalfan]

Hoshi så på hende da hun talte om det var en forbandelse. måske til tider var det en forbandelse men hun elskede stadig at være kommet her igen. hun elskede sine venner hun havde fået her. hun så på isen og sukkede.
"jeg forstår dig. men vis du er så forbandet af dette sted hvorfor vælger du så ikke bare at flytte ud"
det undrede hende tit vis folk hadede at bo der hvorfor så ikke flytte det ville da være nemmere end at blive. Hoshi så på hende med rolige øjne og satte sig ned ved isen og så på den med triste øjne. hvordan skulle man nogle sinde kunne forelske sig i andet end en halbie nåår man selv var en. hun kunne jo aldrig bringe den hun elskede med tilbage her til.

[Kaciania Satinka]

Kacia traskede rastløs frem og tilbage som hun holdt hendes øjne på isen, og nærmest virkede til at vente på den ville smelte ved hendes blotte blik, men hun var hverken magiker eller drage så hun kunne ikke få den til at smelte så let.
"Jeg kan ikke" mumlede hun for hun kunne jo ikke få sig til at rejse væk i længere tid, hendes liv var jo her med familie og venner og så var alt så velkendt, men derfor kunne hun stadig længtes ud. Det nyttede jo ikke noget at holde en kat tilbage når de havde lyst til at rejse, hendes forældre havde dog fundet fred her og behøvede ikke at rejse, men de havde jo også hinanden, hvor Kacia ikke havde andre end hendes bror og det var da ikke på samme måde. Hendes blik vendte sig ligesom hendes krop som hun så tilbage på dalen fordi hendes liv var her, det var hun godt klar over. Men hun længtes ud fordi hun ønskede at se den verden som fandtes uden for dalen, men hun havde ikke været egnet til at være en af dem som rejste.

[Hoshi Catrin Mill Phalfan]

Hoshi så på hende som hun gik frem og tilbage. hun sukkede lidt. hun gik over ved isen og kørte en finger over isen. "du kan jo altid prøve bare i noget tid måske" sagde hun roligt og så mod Kaciania med rolige øjne. hendes gule øjne holdte roligt øje med hende for at sikre sig at hun blev inde og ikke stak af. hun ville jo helst ikke miste sin veninde hun havde her inde. hun håbede på at hun en dag fandt ro som Kacia's bror jo nok havde da han rejste meget. måske hun en dag kunne rejse med ham og se verden. det måtte de to sammen finde ud af. Hoshi kunne ikke sige hvad ROshan tænkte eller følte.

[Kaciania Satinka]

Kacia så på Hoshi som om hun måtte være dum, det kunne hun da ikke. Hun havde ikke lov til at rejse fordi hun ikke havde forstand på at forsvare sig hvis det kom så langt at hun måtte gøre det. Både de ældre i dalen samt hendes forældre mente hun var for dumdristig og derfor let at blive fanget.
Det endte med hun satte sig ned med et bump på det sted hun var nået hen til efter hun havde fået frem og tilbage. Jorden under hende var temmelig kold, men hun trængte jo alligevel til at blive kølet en del af. Armene blev lagt over kors og hun kom med et irriterende fnys over hun ikke kunne lave noget uden for dalen, for her var intet at lave, det var nærmest som om dalen gik i dvale om vinteren, fordi folk havde travlt med deres ting til foråret. "Her er ikke noget at lave" mumlede hun for sig selv som hun så tilbage på husene. Det virkede så øde lige nu selvom hun nu godt kunne se nogle gå i det fjerne men det interesserede hende ikke rigtigt.

[Hoshi Catrin Mill Phalfan]

hun vidste godt at hun ikke måtte det havde hun jo fået at vide. hun så på isen og sukkede. "måske når isen smelter at du vil med mig ud i verden og se lidt af den?" hun så mod kaciania og smilte. hun ville da gerne vise hende den del hun selv havde opdaget. det var det som var tæt på dalen så man altid kunne komme hjem igen. hun ville jo gerne gøre alt for sin veninde. vis alsår hun ville med og måtte komme med. hun ville helst ikke ha ballade med kacianias forældre eller bror.

[Kaciania Satinka]

Det virkede som om Kacia blev mere rolig også ved lyden af Hoshi ord, der fik et stille smil over hendes læber. "Det kunne godt tænkes, men Roshan må ikke få noget at vide, han ville blive så sur." sagde hun roligt og smilede lidt mere hemmelighedsfuldt fordi hun ville jo gerne ud af dalen, men hun vidste godt hun ikke måtte. Det ville dog ikke overraske mange hvis de fik at vide hun til tider havde sneget sig ind i tunnelerne, bare for at komme lidt væk og undersøge hvordan tunnelerne egentlig var, selvom hun altid virkede til at opdage noget nyt hver gang hun kom derind.
Hun havde dog ingen planer om at rejse for langt væk, men at finde udgangen og liste sig ud, bare for lidt tid for hun kendte for det meste kun de historier som Roshan havde fortalt hende omkring verden uden for. Det gav hende bare lysten til at rejse men hun kunne nu heller ikke få sig selv til at tage afsted alene. "Der er vel ikke en landsby eller et mindre marked i nærheden? Vil gerne se hvordan folk er uden for dalen" sagde hun roligt for at give ide om hvor de kunne tage hen ad, for hun ville jo bare se om de frygtelige historier som de ældre fortalte omkring alle nærmest jagtede halbier for at gøre dem til slaver, var virkelige.

[Hoshi Catrin Mill Phalfan]

det var måske ikke den klogeste ide at lede efter slavejagere som i de ældres historier. hun kløede sig i nakken for at tænke over hvor den tætteste by log. hun så på Kacia og smilte lidt. "jo det kan vi godt finde ud af vis det er det du gerne vil" sagde hun og så op på himlen og hendes varme smil blev trist. hvad mon Efrantis lavede og om han tænkte på hende som hun tænkte på ham. hun ville gerne ned i byen og mødes med ham igen. selv om de kun havde haft et møde så savnede hun ham faktisk rigtig meget. han havde fanget hendes ellers kolde hjerte og ført hende til et bedre sted.
"men selv om tingene i dit hjem ikke går som smurt kan du jo bare sige du sover hos mig. så ved dine forældre jo du er i sikkerhed." sagde hun for at Kacia ikke skulle tænkte over hvordan hun skulle smutte ud uden at forældrene ville udspørger hende.

[Kaciania Satinka]

Kacia smilede lidt for sig selv, for hun ville jo gerne ud og se verden omkring hende og havde tit ville følge hendes bror ud på de mange rejser, men var altid blevet stoppet før hun nåede særlig langt. "Det vil jeg gerne, jeg føler mig så fanget her når ismuren er der og når den ikke er der.. Jeg vil se verden, møde folk og lærer nye ting" sagde hun en smule glad for hun ville jo gerne ud og se verden og møde de ting der fandtes uden for dalen uanset om de var gode eller dårlige.
"Jeg er altså gammel nok til selv at bestemme hvad jeg gør.. tror jeg nok" sagde hun lidt surmulende for hun var da over 23 år, så hun burde da være voksen, men ikke voksen nok til at dalens ældre ville lade hende komme uden for, fordi de var bange for hvad der kunne ske med hende når hun ikke var så hensynsfuld eller havde den rette træning eller adfærd.