On my way home!

[Deleted]

Det havde været en lang vandring, og hun havde spurgt om vej mange mange gange efterhånden, men også været i fare op til flere gange. Dea havde måtte flygte, og hun havde savnet skoven derhjemme så frygteligt meget, derfor var hun endt i denne skov nu, hvor hun nød godt af al naturen omkring sig. Selvom kulden i den grad måtte rive og flå i hende, hun nåede til en så som fik taget pusten fra hende, den var så smukt! Roligt knælede hun ved søen og tog sig noget af drikke, forsigtigt med hænderne formet som en skål. Det smagte så dejligt, det var tiltrængt. Hun var pokkers sulten, maven vred sig ekstremt, normalt samlede hun forråd til vinterens komme, men nu hvor hun ikke var hjemme, skete det ikke ligefrem og væsnerne var ikke naive gode og søde her som i Nirelia. Hun rejste sig igen, inden hun børstede sine knæ af, hun havde ikke andet end en sommerkjole på, det var et under hun endnu ikke var blevet dødenssyg. De lysegrønne øjne gled rundt og søgte sine omgivelser for et muligt sted at sove for natten, så hun kunne få holdt varmen. Dog var alting blevet dækket af et tyndt lag sne, hendes bare fødder var næsten helt stive af kulden. Kroppen skælvede og hun hadet at der ikke havde været nogen til at hjælpe hende. Roligt satte hun sig på en sten, med benene oppe under kjolen og armene samlet om dem. Efter et dybt suk, lod hun sin stemme glide yndefuldt igennem den friske kolde luft, hendes sang lød som en smuk klagesang, en kvinde i nød. Hun måtte lokke nogen til, bare en eller anden, om hun så måtte slå dem ned for at få deres tøj hvis de ikke ønskede at hjælpe hende naturligvis.

[Maxwell O' Connor]

Max havde en af de dage hvor han intet havde at lave og det gjorde dagen frygteligt kedelig. Så han havde besluttet sig for at tag en tur til Krystalsøen, efter at havde siddet hjemme. Hans lillebror virkede til at hygge sig godt hjemme, så han var ikke taget med denne gang, men det var også fair nok. Max rettede på sig lange tykke tørklæde som han havde taget på i stedet for det tynde grønne, eftersom det var blevet pænt koldt i vejret.
Faktisk var han ikke den som frøs, kulden generede ham ikke det mindste men alligevel sagde hans fornuft ham, at det alligevel var en god ide at tag noget ordentlig tøj på bare for at undgå at blive syg. Bortset fra hans halstørklæde, havde han iført en langærmet trøje, en god tyk jakke i en pæn sort farve, lange brune bukser og sin sædvanlige smarte grønne bæltetaske der var både var spændt fast om livet og om hans skuldre. Den betød sjovt nok meget for ham, da han havde arvet den fra sin far og han ville føle sig nøgen ude den.

Han gik med stille og rolige skridt langs en lille smal stig, som faktisk var skjult bag et lille tyndt lag sne, men han viste den var der og viste at den førte mod krystalsøen. Under hans gåtur så han rundt på sine omgivelser, fuglene kunne man høre synge fra trætoppene, men de var ikke til at se. Dog efter ti minutters gå-gang dukkede der en lyd op, som ikke var fuglesang. En sang der kom fra en kvinde, og der lød ikke tid at hun havde det så godt, men stemmen lød da smukt. Max gik de sidste skridt i et rask tempo og rundede et træ og blev så mødt af en kvinde der sad på en sten ved søen, og med benene op under sig. Max rømmede sig lidt og gik roligt frem.

[Deleted]

De lysegrønne øjne gled op da hun hørte en rømme sig, hun stoppede sin sang med det samme og så mod han med en nysgerrig mine. Blikket gled kort op og ned af ham, han så ikke specielt farlig ud, ikke som de typer hun indtil videre havde fundet ud af rent faktisk var ude efter andre væsner. Hun lod sine ben glide ned, hvor de blev afsløret som bare, både fødder og ben havde gemt sig så fint og bare under kjolen. Da hun gled ned fra stenen, gik hun en smule tættere på, det løse rødbrune hår svang sig let i krøller om hendes skuldre.
"De vil ikke gøre mig ondt, vil De?" Spurgte hun usikkert og endte med at bide sig i læben, hun havde jo sin charme over sig, den lå i hendes væsen. Armene gled roligt om hendes krop, hun frøs ganske vidst, hun var van til at sidde i sin træhytte med tæpper og spille klaver dagen lang i kolde tider. Male, tegne, sy, have mere tøj på end dette.

[Maxwell O' Connor]

Han kom roligt hen til hende og rystede på hovedet. "Nej da, det kunne ikke falde mig ind." Med blikket rettet mod krystalsøen, gik han forbi kvinden som tydeligt ikke havde meget tøj på, eftersom det ikke var sommer, Max gøs ved tanken og undrede sig over hvorfor hun kun var klædt i en sommerkjole?"Du her intet gjort mig, og jeg var bare på vej her til da der ikke er meget at lave hjemme." Sagde han venligt, men med ryggen til og blikket som så ned i set den frosne sø.
Max havde hørt at der vist nok var en grotte under vandet hvis man dykkede langt nok ned, men han havde dog aldrig prøvet det da han faktisk ikke viste hvor langt ned det egentlig var. Måske skulle man prøve det når det igen blev sommer? Han tog foden frem og trådte på isen ved kanten af søen, bare for at se hvor tykt det var, og om det egentlig kunne holde til ham. Det viste det sig at det kunne det godt, i hvert fald ved kanten, så han tog foden til sig igen og vente opmærksomheden mod kvinden bag ham.

[Deleted]

Det var da en lettelse, et venligt væsen! Hun måtte smile glad, hun valgte at søge bort fra sin sten og nærme ham sig lidt, mens hun lyttede. Så han boede altså ikke så langt herfra?
"Jeg er langt hjemmefra, og forsøger at overleve vinteren. Ville det være forfærdeligt af mig at spørger om Deres hjælp?" Stemmen var blid og smuk, hun så mod ham med de nysgerrige forårsgrønne øjne, hun var nød til at være direkte, ellers ville hun da ende med at blive syg, hvis ikke også hun allerede var det og hun bare ikke havde opdaget det. Dea bed sig i læben og havde et lille håbefuldt glimt i øjnene, hun ville så gerne bare have lidt varme, lidt hjælp, få det bedste ud af hendes situation. Det var ikke ligefrem frivilligt hun havde forladt sin elskede skov derhjemme, det var slavehandlere som havde fanget hende og til sidst var hun endt helt i Darklia.
"Mit navn er Dea." Forsatte hun så, han burde jo kende til navnet på en unge kvinde der søgte hans hjælp.

[Maxwell O' Connor]

Kvinden havde rejst sig fra sin sten da han havde vent opmærksomheden mod hende. "Forfærdeligt? Bestemt ikke" svarede han roligt og startede med at tag sit lange tykke tørklæde af. Kvinden nærmede sig ham og han lagde tørklædet forsigtigt om hende, så det både dækkede hendes hals og skuldre. "Hvor langt er hjemmefra og hvordan kan det være du er så lidt påklædt?" Han tog sin jakke af og rakte den til hende. "Mere kan jeg ikke låne dig" tilføjede han hurtigt og mærkede at varmen fra jakken forsvandt, men det betød nu ikke så meget for kulden var nu ganske behagelig. I hvert fald lige i øjeblikket. "Maxwell O' Conner, for resten." Han vente sig om og stod med front mod krystalsøen, godt nok havde han ikke forventet at møde nogen her og slet ikke en kvinde i en sommerkjole, så synet af hende, undrede ham en del.
Max skubbede lidt til sneen der lå som et flot hvid tæppe hen over skovbunden, det var joh smukt.

[Deleted]

Det var mere end rigelig det han gav fra sig, for at varme hende, til trods for lån, var det jo bedre end ingenting. Hun måtte trække på smilebåndet, dog kun ganske kort.
"Jeg blev kidnappet i den sene sommer, fra mit hjem i Nirelia, bragt hele vejen til Darklia, hvor jeg nær var blevet solgt som slave, for så at næsten ende som varulve føde, reddet af en drage og nu er jeg så her, slået ned i vinteren for at overleve indtil jeg kan vende hjem." Lød det blidt fra hende, hun så sig lidt omkring, det havde været forfærdeligt men hun var da kommet uskadt fra det, og nu ville hun bare gerne overleve vinteren til hun kunne tage hjem i sikkerhed fra vejret. Det hjalp med tørklæde og jakke, det var virkelig pænt af ham. Hun holdte det godt om sig, som de bare tær næsten lå frostne i sneen, det var virkelig ikke noget hun kunne gøre, da hun ikke ejede noget som helst. Hverken ordenligt tøj eller mad, fodtøj, intet. End ikke et tæppe. Alt hun havde, var det han kunne se.
"Det er venligt af Dem Maxwell." Kom det stille fra hende, hun så op mod ham med et venligt og forførende smil, det lå i hendes natur jo.

[Maxwell O' Connor]

"Hold da op, det kalder jeg noget af en oplevelse. Ikke fordi jeg synes det lyder fedt, tværtimod." sagde han roligt og sukkede lidt over de folk der kunne være sådan over for andre mennesker, hvad fik dem til det og hvorfor? Max rystede tanken af sig, for sådan var verden bare, og det kunne han jo ikke gøre noget ved.
Han stod stadig med fronten mod krystalsøen, og havde lagt hænderne om bag ryggen. Det havde været en utrolig lang dag, og faktisk så kedede han sig stadig en smule. Han gloede på det frosende vand i noget som føles som sekunder, hvorefter han igen vente sig om. "Hvis du fryser om fødderne, som jeg kunne forestille mig du gjorde, kunne du sætte dig på stenen der og tag mit halstørklæde om dine fødder nu hvor jeg ikke har sko du kan låne." Sagde han og kiggede på hende og nikkede så i retningen af den sten hun havde siddet på da han kom.
"Bare et forslag" tilføjede han hurtigt og trådte et skridt nærmere og så sig lidt rundt for at set hvad der var omkring dem, udover træerne. "Jeg er venlig, så længe folk er venlige mod mig" Sagde han lidt fraværende og han gik lidt rundt med blikket rettet mod toppen af træerne som også var dækket af et tykt lag sne, og det fik træernes grene til at hænge lidt.