a new home a new life

[Selia Jheduar]

Vinden blæste køligt, man kunne godt mærke efteråret var kommet til landet nu, det hade være noget af et forår og sommer hun og nathan hade haft, de hade haft travlt med og bygge deres helt eget hus. Det var så underligt for hende, hun starte et liv i en hule, blev tage til lave i et stort hus, så befriet og levet kort i bjergene og nu snart i et hus hun kunne kalde sit eget sammen med manden hun elskede noget så højt, og snart deres kommende baby, eller hun hade faktisk en mistanke en mistanke om der var mere ind en baby i maven for den var da temmelig stor når man tænkt på hun var ved og være 6 måneder henne, hun hade dog ikke lufte den ide med nathan men hun overveje og gør det. Hun var på vej tilbage til huset, hun vist nathan var der han knogle sådan på det hus og hun elske og se ham arbejde, der var en særlig glød over ham når han arbejde på huset, det fyldt hende med en glædelig følelse og så var det temmelig frækt også. Hun hade en lille kurv med, i den var der noget brød og stof så hun kunne side i det ene af de færdig rum og prøve og sy lidt baby tøj og andet til den lille. Hun glædet sig virkelig til og blive mor, hun følt sig klar men dog stadig nervøs for om det nu nok skulle gå. Det var jo nyt for hende men nathan hade jo prøve det før, det hade han jo fortalt. Hun sukke det var tragisk det der var sket med hans søn men hun ville ikke selv ende sådan, niks nej! Hun ville være en god mor og mage! Hun nusse den enlig temmelig store mave blidt, hun kunne knap nok være i noget tøj efterhånden hvilke plage hende lidt, selv om hun ikke hade noget mod og gå halv nøgen rundt selv om det var for koldt nu. hun så huset for and sig efter hånden og smile bare, hun var iklædt en mørkrød kjole der gik til knægene det var det eneste hun rigtig kunne være i efter hånden, om maven var et tørklæde viklet rundt om live og op under maven for hjælpe med og støtte hendes ryg, og hun hade flad sko på.

[Deleted]

Skovområdet med søen, det var perfekt, de kunne leve som ulve her hvis de ønskede det, og leve som mennesker. Og barnet skulle uden tvivl lærer begge dele, hvis han fik en søn, ville han elske far og søn tid i skovene, jage, fiske, bygge, bruge de bare næver. Der var intet andet end lykke som udstrålede fra hans øjne. Dette forår, samt sommer var gået på intenst byggeprojekt, han var nød til at være færdig inden vinteren kom og efteråret som allerede lovede en hård vinter bekymrede ham, så han havde bestemt knoklet hårdere i denne tid end ellers. Selvom det virkede koldt, stod han i bar overkrop som han savede nye stykker træ til de sidste par vægge indvendig. Soveværelset havde været det første han havde været færdig med, samt en vugge til babyen. Han var meget bange for ikke at nå børneværelset, men det gjorde heller intet, for vinteren over skulle barnet sove inde hos dem. Det ville han i hvert fald helst have. Så kunne man kalde ham en pylret far, men det var altså hans ønske! At værne om det barn ville han gøre med sit liv, uden tvivl. Sveden pilede ned af ham, han arbejdede hårdt og det kunne ses. Flere og flere træ stykker samlede sig, han vidste præcis hvor mange han skulle bruge og at lave dem færdig først og så sætte dem op, gav bestemt mest mening. Så snart han havde formet barneværelset og køkkenallerummet, så kunne han bygge ydre vægge færdige der også. Der var heldigvis ikke lang igen, og brædderne til taget var allerede lavet, eller halvdelen af den i hvert fald. Da han så sin dejlige gravide kvinde komme i hans retning, måtte han stoppe op og smile stort, han havde lidt skramme på overkroppen fra træ som lige havde snittet ham eller var gledet og lige fik fat i hans bare hud, men det tog han på ingen måde så tungt. Han slap hvad han havde i hænderne og løb over mod hende, gav hende et kæmpe kys, og gled så ned i knæ for at nusse om den store mave. Mistanken om flere unger havde slet ikke slået ham, han havde for travlt med husbyggeri og han vidste det var forskelligt fra kvinde til kvinde hvor store de blev, så det var virkelig ikke en tanke som var i hans hoved. Hænderne gled rundt og mærkede spark og slag mod hans store varme håndflader.
"Far elsker dig! Og far elsker din mor!" Grinte han lykkeligt ind mod maven, som han kyssede blidt, men fik en fod lige i hovedet så han måtte sætte sig bagover og slå en varm latter op.
"Det der, det er en dreng! En stærk sund dreng, ligesom sin far." Udbrød han med et lykkeligt blik op mod sin elskede mage.

[Selia Jheduar]

Selia smile for sig selv, som hun nærme sig huset. Nathan hade virkelig knogle som en gal for at få huset færdig, og hun var så stolt af ham for han hade gjort det rigtig godt, og hun forstod han var bekymret for de sidste mange vinter hade vær slemme og det så ud til den kommende vinter ville være lige så slemt. Hun kunne snart skimte nathan der arbejde, synet af ham i bar over krop vare simpel hen guf! Hun mærke smile brede sig over hendes læber, hun var så lykkelig lig nu. hun hade jordens dejligste mage og deres første barn på vej selv om hun mistænkte at der var mere ind en, og et hus der så ud til at nærme sig færdig. Hun ville ønske hun var beder til håndværke for hun ville gerne hjælpe nathan men han hade nærmest forbudt hende alt hvad der hed tunge løft, nathan hade vist sig og være en rigtig pyller far men igen med hans baggrund forstod hun ham godt.
Hun smile som hun så nathan nærmest smide alt han hade og løb hen til hende, hun smile og slog armen ud og tog glad i mod ham og gengældt hans kæmpe kys inden hun mærke han smutte mellem hendes arm og ned på knæ og nusse hendes stor mave, hun mærke der begyndt og komme uro i maven som nathan nusse hendes mave. Hun kom med enkle støn for de spark var kraftig og gjord ond som bare pokker! Hun så på ham og smile som nathan snakke og lo som han røg bagover efter et kraftig spark lig i hoved fra hendes mave, ”det kan da også være det en smuk og stærk pige som sin mor” sag hun drillenden og så på ham og smile kærligt til ham, ”men nu vække du ellers en dejlig rolig baby.. av” hun tog sig til maven og nusse den blidt for at få babyen til og falde til ro, ”hvordan går det med huset? Jeg har lidt brød med vis du sulten” hun pege på kurven der hang på hendes arm, mens hun prøve ikke og skære for mange grimasser af alle de spark for der var da voldsom liv der inde i dag, hun puste og nusse videre men ro kom der ikke just og det gjord altså virkelig ondt med alle de spark og slag mod den udspændt mave.

[Deleted]

"Jeg ville jo få knust mit hjerte hvis vi får en smuk pige som skal forlade sin farmand for en mand en skønne dag. Det går virkelig ikke. Basse du har bare at være en dreng!" Først snakkede han til Selia, men henvendte sig så til maven med en rigtig faderlig stemme og et skævt smil, inden han kom op igen. Sådan en stærk unge, det kunne ikke være andet end en sund og rask baby. Lykken strålede ud af hans øjne, han var i den grad verdens heldigste mand.
"Jeg mangler at få delt opholdstue, køkken og babyværelset. Skal vi ikke have køkken og stue i samme rum, for at lade familie være samlet mere?" Kom det roligt fra ham, inden han kom med et brummende tilfreds lyd, mad lød så godt! Hans mave knurrede højlydt, han lo og daskede til den.
"Har du hørt skat, vi skal også have en bjørneunge! Den bor i min mave! Det er godt du har mad med, så vi kan fodre bæsterne!" Lo han, inden han næsten åd kurven med sine øjne. Han lod armen glide under hendes og fulgte hende det sidste stykke. Han var lige blevet færdig med det sidste af terrassen ud over søen, så han fulgte hende med derhen, hvor de kunne sidde og se ud over søen som var rimelig stille grundet selve det kølige vejr. Dog kom en fisk i ny og næ op til overfladen og fiskede efter de sidste få insekter som ikke var gået i hi eller døde.

[Selia Jheduar]

Selia så på ham og lo bare af ham og ryste på hovedet ”men det skal heller ikke være en dreng! Hvem skal så passe på mig når jeg er gammel og grå?” spurt hun kækt og smile bare som han snakke til maven, hun lo lidt og nød bare synet af nathan der snakke til den livlig baby der tumle rundt der inde. Han hade virkelig ænder sig siden de var komme fra dereck og helt til nerilia det var en utrolig forvandling syntes hun. Hun så på ham og smile som han snakke om huset ”du sandelig nået langt elskede.. men jo lyder som en god ide vil helst være sammen med dig og babyen så meget som overhovedet muligt” hun smile og så på ham som hun hørt hans mave knurre hun grine bare og ryste på hovedet ”så lad os komme hen og sætte os så vi kan få den bjørnunge affoder ” hun smile og kysse ham på kinden som han lage armen om hende og ført hende til terrassen, hun så ud over søen og trak vejre dybt, hun var virkelig jordens heldigst kvinde. ”her er godt nok dejlig roligt.. og smukt” hun så på nathan og nusse blidt hoved mod hans hals som ulve gjord for at vise omsorg inden hun med besvær kom ned og side på træ gulvet og puste bare tungt, det var sandelig ikke let mere og komme op og ned med den stor mave, hun tog brødt op af kurven efter og have sat den på gulvet og rat nathan det ene. Inden hun tog det andet men brække det halvt over hun var enlig ikke så sulten igen, hun tog en bid og så på det ellers rolig vand som kun en enkle fisk brød ind i mellem.

[Deleted]

Hendes drillen, fik oprigtige tanker til at glide igennem hans hoved, han ønskede ikke hun blev gammel og grå, han ville have hende altid ved sig. For evigt! Ligeså deres børn. Han fulgte hende med sig, hjalp hende ned af sidde, inden han slog sig ned ved siden af hende. Hånden hvilede han trygt på hendes mave, inden han satte læberne derned og sang en stille vuggevise for maven, mens hans tommel strøg blidt hen over den. Han så godt hvordan sparkende påvirkede hende. Da han var færdig, rettede han sig op, og tog imod brødet hun rakte ham, inden han begyndte at spise af det, mens han så ud over søen. Der var smukt og fredfyldt, der var perfekt. Og freden ville ikke vare længe endnu. Et smil gled over hans læber, han var i den grad tilfreds! Som han tyggede af munden, lod han blikket glide mod hende.
"Jeg blev malet i mine unge dage Selia, af en maler som gør at man bliver udødelig. Jeg kan ikke dø, ikke før jeg ser mit eget billede. Jeg ønsker du bliver malet, så vi kan leve evigt sammen, lave tonsvis af børn og præge verden med vores herlige race!" Lød det blidt fra ham, han smilede stort til hende, han mente jo hvert et ord. At få hende malet ville være perfekt! De skulle minimum have ti børn over deres evige liv, det var han fast besluttet på! Dette var hvor de skulle leve, han byggede gerne huse til deres børn, de kunne få deres eget lille samfund! Drømmene gled rundt i ham, det kunne ses i hans øjne, håb og drømme, samt lykke.

[Selia Jheduar]

Selia så på ham og smile bare, hun var lette over at komme ned og side igen og så på ham som han hvile hånden mod hendes mave, at han begyndt og synge for maven overraske hende virkelig det hade hun slet ikke regne med. Hun smile dog bare kærligt til ham og lytte med til sangen og sukke stille og kvalt selv et gab, hun mærke maven falde til ro det lod til den lille var fladen i søvn igen. Hun så på ham og smile bare til ham inden hun igen så på søen og nød virkelig den frisk luft og roen der var for den ville snart være slut, snart stod den på baby gråd og lange nætter. Hun så ud af øjnene krogen at han så på hende, og dreje hovedet og så på ham som han snakke om hende, ”mig.. blive malet?” hun så på ham, hun hade aldrig hørt om at blive male kunne gøre en uddølig. Hun så ned og tænkt lidt på de muligheder det gav, hun fik nærmest julelys i øjne som hun tænkt over det han sag, for evigt sammen og lave tonsvis af børn hun så på ham ”det ville være en drøm der gik i opfyldes… jeg vil elske og brug evighed sammen med dig elskede” hun så på ham og smile, hun kunne se hans håb og drømme samt lykke fylde hans øjne og det gik hendes hjerte til og smelte. Hun læne sig ind til ham og spise vider mens hun bare nød og hygge sig med ham og få noget og spise, hun lag den fri hånden på maven og lukke øjnene og fokuser på de små bevægelser der inde, hun lukke alle andre lyde ud og så virkelig ud til og fokuser på og kunne mærke hvad der forgik der inde, hun håbe på et tegen.. et tegen på at hendes fornemmelse var rigtig at hun vente mere ind bare en enkle baby der inde.

[Deleted]

Det ville bestemt være det bedste, han ville ikke kunne overleve at miste hende, se hende blive gammel og grå uden han havde muligheden for at gøre det med hende. Da han var ung, havde han bare set så mange muligheder i hans magi, han havde ville jo så gerne blive bedre, se verdenen. Lige nu, ville han bare familie, han var blevet lærd, han havde set mere end rigeligt til verdenen. Nu ville han slå sig ned med Selia, få en masse børn og nyde at være far!
"Jeg vil finde ud af hvordan min skat, så snart barnet er stort nok til at blive passet, så tager vi afsted min elskede." Hviskede han kærligt, inden han kyssede hendes pande og lagde hovedet over hendes som hun hvilede sig ind til ham. Han spiste ivrigt videre, mærkede brødet ligge en god bund, han måtte ikke få for meget når han arbejdede, det ville blot give kvalme, det havde han skam prøvet før! Der kom et fredfyldt suk fra ham, han var afslappet og havde det skønt!
"Jeg tænkte at fylde vuggen med mos, så naturen er tæt på den lille og forbindelsen til naturen er fra fødslen af? Hvad siger du til det?" Spurgte han muntert, inden han lod hånden hvile oven på hendes som lå på maven. Alt lige her, var hvad han ønskede og måtte stræbe efter.

[Selia Jheduar]

Selia smile bare, tanken om ikke længer og skulle gå og være bange for hun ville dø fra ham. At de altid kunne være sammen for evigt uden og tænke på døden kunne tage dem med minder man så dette billede af en selv var en fantastisk tanke, hun sukke fredfyldt og så mod ham. Hun vist dog ikke det med og rejse af sted så snart babyen var stor nok til og kunne blive passet, kunne hun nu også få sig selv til og rejse fra den? Ville hun overhoved kunne klar og være væk fra hendes afkom? Hun hade aldrig tænkt den tanke hun hade altid tænkt hun skulle være sammen med hendes baby for evigt. Hun nikke dog svagt og nød kysset på panden og hans hoved der lage sig mod hendes, hun sukke stille og nød det virkelig. Hun slappe tydeligvis mere af sammen med ham ind alene. Hun så mod ham uden og rykke hovedet og mærke hans hånd på maven hvilke varme så dejligt på denne kølig dag, ”lyder som en god ide min skat.. der intet beder inde og sove på blødt skov mos” hun sukke stille og så mod maven, hun overveje virkelig om hun skulle lufte hendes tanker omkring hun mistænkt der var mere ind en baby i hendes mave, hun ville så nødig tage fejl men hun følt sig virkelig så sikker. Hun valgt og rette sig en smule op og tog nathans anden hånd og lag den på den anden side af maven så han holdt på vær side af maven mens hun lag hænderne på toppen og bunden af maven og forsigtig trykke for at få babyen til og reager og sparke hun ville se om det var rigtig hun ville teste det uden og blande en healer eller noget ind i det.

[Deleted]

Det her var jo helt perfekt! Han elskede det, han så mod halsbåndet på hendes hals, det var forfærdeligt det Dereck havde budt hende, fanget i sin egen krop. Han var jo fri til at forvandle sig altid, det var hun ikke. Der måtte være en løsning, han ville finde den, det ville han altså! Hvordan skulle den stakkels lille ny kunne forstå? Nej han ville beskytte ungen for sådanne ting, den måtte af, men hvordan? Måske han skulle rejse ud og finde ud af det? Flere tanker gled i gang, noget skulle gøres i hvert fald. Han sad og tyggede lidt på sin læbe, da han mærkede hun bevægede hans hænder rundt, han rettede sig lidt mere op og så ned mod maven med et smil. Der begyndte at komme lidt liv igen, han forstod ikke helt hvad hun lavede. Lige indtil han så noget som fik ham til at blinke forvirret med øjnene. Var det, en fod i hver sin side af hendes mave? Han begyndte selv at mærke efter, det tog vejret fra ham, som hans øjne spærrede sig helt op.
"Enten har vi en mutant unge, eller også ligger der to unger derinde." Kom det en smule rystet fra ham, han stirrede mod maven, først vidste han slet ikke hvordan han skulle reagere. Som han følte videre var han slet ikke i tvivl, han mærkede også hovederne hver for sig, som de moste rundt derinde.
"Tvillinger." Mumlede han for sig selv, inden han lyste helt op og så nu op mod hendes smukke ansigt og måtte give hende et dybt kys. Det var perfekt! Helt igennem perfekt! Han kunne slet ikke beskrive sin lykke med andet end det kys han gav hende, han var i den grad oppe og køre over det! Hurtigt rejste han sig, han så mod de ufærdige hus, det var godt han havde sørget for det var stort fra start af da han jo ønskede mange børn, men de var en vugge i underskud. Han måtte i gang med det samme!

[Selia Jheduar]

Selia så på ham som hun hade set han kigge mod halsbåndet, hun sukke hun huske godt hvad dereck hade sagt ”kun en mand kan tage det af… hm der lave det.. hvor en han er” mumle hun stille og lod hånden rør det, hun mærke angsten ligge under huden og prikke til hende, angsten for dereck kom og tog alt fra hende igen. Denne gang ville det bare blive være vis det var, hun ville miste nathan og hendes baby! Nej hun måtte ikke tænke den tanke, hun ryste på hovedet for at få tanken væk. Hun sukke hun savne og være en ulv, hendes hvide pels at kunne løbe på alle 4 og bare drøne gennem skoven så let som ingen ting. Hun sukke hun ville så gerne være ulv igen, lege med de små når de lært deres ulve form at fjolle rundt med nathan. Det var dog altid rart når nathan var ulv han var dejlig varm og ligge op af når han var i ulve form, dejlig blød og varm plus hun syntes hans ulve form var sexy selv om nogle nok ville sig det var forkert og tænke sådan men hun var en ulv dybt inde i sin sjæle og det ville aldrig ænder sig. Hun så på ham som hun fik lagt hans hænder hvor de skulle og mærke selv efter mens hun kigge hendes smile blev dog større og større og så på ham som nathan bekræfte hendes tanke, ”tvillinger” gentog hun og smile bare som hendes øjne stråle i lykke, de skulle ikke bare have en men hele to unger på en gang! Hun mærke snart nathans læber mod sin og lo mod hans læber mens hun gengældt hans kys og hendes glædes tåre trille ned af hendes kinder. Hun var så lykkelig lig nu. hun så på ham som han rejste sig og smile, nu skulle de i vært fald blive færdig med huset og de mangle en vugge også nu var der bare dobbelt så meget og nå. Hun kom med besvær op og stå og så på nathan og gik hen til ham og nusse hovedet mod hans, ”vi får nok og se til… hele to små” hun smile og så på den rumstere mave hun kunne mærke forskel på sparkene hun smile ”en pige..” sag hun stille og strøg maven blidt i den ene side og mærke en baby falde til ro mens den anden stadig brokke sig, hun smile ”en dreng” sag hun der efter og nusse den side hvor den mere livlig baby var. Hun så på nathan og smile kærligt og kysse ham på øret og drillenden nappe lidt i den, hun elskede og være dyrisk over for ham en ting nok kun de to kunne forstå og nyde sammen. Hun mærke snart maven falde til ro og hun smile bare ved det og så på huset ”nå vi må i gang! Der nok og lave og med hele to så har vi ekster travle” hun smile og gik ind i huset for at begynd og hjælpe til.

[Deleted]

Der var ikke en eneste tvivl i ham, han skulle nok finde den mand som kunne åbne halsbåndet og frigøre hende så hun kunne blive ulv igen. Men hun havde haft tid til at lære menneskeskikkelsen godt af kende igen, og han håbede ikke at hun droppede den helt så snart at hun fik muligheden. Han var godt tilfreds med sit håndværk, det var smukt og praktisk, lige til at holde en livstid eller ti. Han måtte smile tilfreds, det var så perfekt som noget kunne blive! Han så mod hende og blinkede til hende. Glæden strålede dog ud fra hans øjne, han var virkelig dybt taknemlig, det var så perfekt som noget kunne være!
"Du er intet mindre end drømmekvinden, skænker mig to stærke børn på en gang. Du er vidunderlig Selia." Lød det varmt fra ham, han havde støttet hende i at komme op igen. Og han pakkede tingene sammen for hende, stillede kurven på en stolpe og smilede til hende igen. To små, han vidste hvor hårdt det var med den ene, men hans anden mage havde også været meget modsat af Selia, han havde elsket hende ja, men hun havde vist sig at være et monster. Minderne vældede kort op, han måtte tage en dyb indånding, hans lille søn. Som Selia ellers stod og gjorde sig mere eller mindre til, var han et helt andet sted, han sank hovedet, inden han trak hende helt ind til sig og lod armene glide ned om hendes mave som hendes ryg blev presset mod hans faste brystkasse.
"jeg vil beskytte jer med hele mit liv, det ved du godt ikke?" Hviskede han uroligt, som hænderne nussede maven på hver sin side, han begyndte igen at synge lavmeldt, med sin varme og ru stemme. Lige ind i hendes øre, som han kyssede blidt imellem pauserne. Nathan var en varmhjertet mand som havde haft mistet sig selv, men nu genvundet det hele igen, men at historie skulle gentage sig selv kunne han slet ikke klare, men tanken var der, den skræmte ham. At de måtte gå ind og komme i gang, fik ham til at nikke blidt, han rystede det andet af sig og måtte gå hen til brædderne han var i gang med for at forsætte.

[Selia Jheduar]

Selia stod og smile lykkeligt til ham som han stod der med glæden der stråle ud af hans dejlig varm øjne, hun følt helt hun skulle smelte på stedet. Hun var virkelig lykkelig, hun hade fundet verdens bedste mage man kunne tænke sig, hun vente hele to vidunderlig unger med ham og de hade snart et yndig hjem som nathan ind da selv hade lavet! Hvad mere kunne en simple kvinde fra skoven dog ønske sig!
Hun smile som han snakke og smile bare kærligt og dybt forelsket til ham, ”du er vidunderlig nathan… jeg hade aldrig troede jeg skulle finde en mage så vidunderlig som dig.. og som kunne skænke mig hele to vidunderlig stærke børn” hun smile og så på ham, han var bare dejlig han var så hjælpe som og blid ved hende, men samtidig vis hun at han kunne være fast og hård vis det ved nødvendig, en rigtig mand i hendes øjne. Hun så på ham, hun kunne høre han trak vejre dybt, og fik et mere bekymert blik nu. hun så på ham som hans hoved sank ned og hun mærke han trak hende ind til ham så hendes ryg var mod den dejlig fast brystkasse, og hans stærke arme der gled om hendes runde mave der stadig var fyldt med sparke glade babyer. Hun gøs lidt ved hans hvisken men smile blidt og lag hænderne oven på hans, hun hade en fornemmelse det var hans fortid der plage ham.
Det var virkelig tragisk det der var sket med hans først barn, hvordan kunne en mor gør sådan noget mod sit eget barn? Hun forstod det ikke, men en ting vist hun da! Hun ville aldrig gøre sådan mod hendes børn, aldrig ville hun skade dem eller efterlade dem. Hun ville være hos dem, elske dem og beskytte dem med sit liv! Hun dreje hoved en smile og smile kærligt til ham ”det ved jeg elskede.. og jeg vil beskytte jer med mit..” hun smile og nusse hans hænder blidt. ”vi skal nok få det vidunderligt sammen.. os alle 4.. jeg vil aldrig nogle sinde gør dem noget nathan.. jeg vil elske og beskytte vores børn… vores bevis på hvor meget vi elsker hinanden” hun smile og sukke som han begyndt og synge ud for hendes øre og nød det virkelig meget. Hans kys på øret fik hende til og fnise ind i mellem men nød det til det var slut inden de begynde og arbejde og selia knogle til, tros ryggen klage over vægten fra maven og den meget bevægelse så blev hun ved ind til hun dog måtte glide ned og side, efter og have hente det stof der var i kurven og den nål og tråd plus saks der var der også og satte sig til og sy for nu mangle hun ekster meget baby tøj.

[Deleted]

Hendes stemme og hendes ord gjorde ham tryg, han smilede for sig selv, det skulle nok blive perfekt, dette var hans chance i sit evige liv, en chance han på ingen måde ville smide væk. Ikke ved at blive paranoid og ikke stole på Selia, for han stolede på hende, det gjorde han virkelig! Nathan gik i gang igen, han kunne mærke hans overkrop var blevet noget køligere af at sidde stille den korte tid. Resten af dagen gik med at han fik lavet det træ han skulle bruge og til sidst byggede han resten af væggene. Næstedagene måtte gå på at få bygget ydremuren færdig rundt om, og så skulle taget på, så var de parat til vinteren, så snart han havde fået ildstedet på plads naturligvis. Sengen han havde bygget til dem var robust og enkel for nu, han havde fyldt den med mos, for at lade Selia var tilpas og nær sin ulveside. Han sukkede lidt ved tanken, han måtte få fat i den mand, men det måtte vente til at vinteren var overstået, at rejse ud nu ville være idioti. Aftenen var kommet, mørket havde lagt sig så tungt at han ikke kunne se mere. En olielampe stod i soveværelset som var det eneste fuldt lukkede lokale for nu. Han fik ryddet det sidste op og endte i soveværelset, han lagde sig afkræftet ned i mosset og mærkede kroppen tynge nedad. Det havde været en lang og hård dag, men også fantastisk.

[Selia Jheduar]

Selia hade virkelig gjort alt hun kunne for at hjælpe nathan så meget hun kunne ind til hun ikke kunne holde til mere, hun brug resten af tiden på og side i soveværelset i sengen. Hun elske deres seng og i sær mossen de sov på, dejlig blød og minde hende om den mos klump hun sov på som lille. Hun fik syet nogle sæt tøj af det stof hun hade med, der var endda ekster stof til et enkle gardin til soveværelse som hun også fik syet, men nu var det bleven mørk og kun en enkle olie lampe i soveværelset lyst op, hun smile som hun så nathan kom ind han så træt ud og smile bare som han lage sig i mosset. ”du er virkelig nået langt skat.. ved du godt jeg så stolt af dig.. og stolt over at være din mage” hun smile og fik lagt sig på siden for ryggen kunne hun ikke klar og sove på mere. Hun lod hånden stryg nathan blidt over kinden, mens hun så kærligt på ham og bare nød synet af ham. Mande hun elske mere ind livet selv, manden der hade redt hende fra slaveri, manden der hade stjålet hendes hjerte og velsignet hende med 2 vidunderlig babyer der vokse lystig i hendes mave. Hun putte sig ind til ham så meget hun kunne for maven og nød det og snuse stille til ham og lod hænderne nusse og kæle nathans krop for at han skulle føle sig ekster godt til pas og virkelig mærke at hun virkelig bare ville ham alt det bedste.