Et ensomt evigt liv

[Odette Soul]

Efteråret var nu kommet igen og det var efterhånden flere måneder siden at hun blev fulgt helt hjem til herregården af Jace, men det havde ikke ligefrem været en glædelig hjemkomst. Nok havde hun hilst på hendes fader men kun for at få at vide at hendes elskede storesøster nu havde begået den værst tænkelige forbrydelse, nemlig at hun havde taget sit eget liv, netop på dette slot hvor Odette nu gik igennem gangene med hænderne let foldet foran sig og hovedet sænket en smule.
Odette var her på dette, hvad der føltes at være et ensomt slot, fordi hendes far i en brandert havde lovet dronningen at Odette ville komme og lærer dronningen omkring langbrug og hvordan man drev det. Nu hvor Odettes far var forsvundet så måtte hun jo overholde hans løfter, selvom Drazilla vidst allerede havde nævnt noget om at Odette nu hvor den eneste Soul tilbage. Noget Odette nægtede at tro på for der var stadig hendes lille søster og hendes far, selvom hun ikke havde set nogen af dem i meget lang tid. De ikke bare begå selvmord uden at efterlade en besked! det nægtede hun at tro på. Efter hun var ankommet her på slottet for en måned siden, havde hun også søgt efter Regina fordi hun havde hørt at Regina var kommet tilbage men åbenbart forsvundet igen, eller død. Odette var ikke længere sikker på noget af det og det tyngede hendes hjerte og lagde en større vægt på hendes skuldre end hun egentlig havde brug for.
Som hun gik igennem gangene væk fra biblioteket efter have givet dronningen nogle lektioner i landbrug og hen imod gæsteværelset hun havde fået tildelt så hun ikke meget af det hun gik forbi, hverken ud af vinduet eller de vagter hun gik forbi. Hun kiggede mest på hendes fødder for hver skridt de tog og et stille suk forlod hendes læber, hvor intet smil fandtes. Det lange hår hang også løst fordi hun ikke helt orkede at sætte det op og den grønne kjole var også temmelig simpel uden noget spændende ved det, hvis det ikke var fordi folkene vidste hvem hun var så kunne hun sagtens gå for en simpel bondepige. Noget hun egentlig havde drømt om fordi hun hadede at være adelig, men nu måtte hun stå ved hendes pligt og opføre sig som adelig, når tiderne havde brug for det.

[Jace Frederic Dragonscale]

Det var et smukt syn udenfor nu når efteråret var begyndt. Træerne var farverige da bladene var ikke begyndt at falde af endnu. Fuglene sang som de sad i træerne og kiggede ned over landskabet. Det var et godt stykke tid siden Jace havde mødt Odette for første gang, men han havde ikke kunne lade være med at tænke på den dag de havde tilbragt i hulen og da han havde ført hende hjem. Han havde vendt dagen i hovedet mange gange for at tænke om han kunne gøre noget anderledes men han havde det nu godt med det han havde gjort. Det var også grunden til at han var taget afsted for at møde hende igen.
Som han stod foran bygningen tøvede han dog lidt, han var ikke sikker på om Odette overhovedet ville kunne huske ham eller om hun bare ville sende ham væk igen. Han løftede hånden for at banke på døren men tøvede lidt igen. Roligt vendte han sig om for at skulle til at gå igen men han stoppede op og så mod døren igen. Der gik lidt hvor han så på døren før han vendte sig mod den igen og bankede på døren med et mere roligt blik over sig. Han var iklædt sin militær uniform som han for det meste var når han tog afsted til finere steder, han havde ikke rigtigt andet fint tøj end hans generals uniform. Ikke den han brugte når han var på arbejde men den han havde på til fester og sådan noget. Som han ventede på døren blev åbnet, rettede han bare en smule på sit tøj og stod med ret ryg og et roligt blik.

[Odette Soul]

Der gik noget tid før en lettere forvirret ældre dame åbnede døren ved Souls Herregård, selvom hun så lettere undrende på Jace bevarede hun den rolige fatning. "Og de ønsker? Hvis de er her for at møde herskabet, så må jeg beklage og sige at husets frøken er henne på slottet. Resten af familien er som de måske er bekendt med enten døde eller forsvundet.." sagde hun roligt for hun kunne ikke se hvorfor en fremmed skulle dukke op ved denne herregård, når ingen af herskabet ikke var hjemme. "Jeg kan desværre ikke lukke dem ind, da jeg ikke har fået besked fra frk. Odette omkring gæster." sagde den ældre kone roligt for hun kunne desværre ikke lukke nogen ind som de ikke kendte eller ikke havde modtaget besked om. "Jeg beklager deres rejse har været forgæves" sagde hun roligt før hun stille og roligt lukkede døren i igen for hun kunne jo ikke være mere behjælpelig for ham, nu da frøken Odette var på slottet og dermed slet ikke i nærheden og resten af familien kunne hun heller ikke få tilladelse fra da de heller ikke var her.

Samtidig på slottet
Odette vandrede igennem gangene til hun ankom til hendes eget værelset hvor hun trådte ind og lukkede døren efter sig. Det var her hun havde brugt det meste af hendes tid siden hun ankom for en måneds tid siden for hvad skulle hun ellers lave? hun var ikke i humør til at tilbringe tid med andre for hun var nærmest træt hele tiden, træt efter den sorg og den byrde der var lagt på hendes skuldre, så når hun ikke underviste dronningen var hun på sit værelse, hvor hun enten lå på sengen eller sad og så ud af vinduet. Hun gik hen til vinduet og satte sig til at se ud af den, for hun savnede samtidig med sorgen også at lave noget fysisk sådan at hun kunne få tankerne hen på noget andet end sorgen. Hun havde aldrig forstillet sig denne smerte da familien var i live for hun havde jo regnet med at de skulle leve evigt og lykkeligt.

[Jace Frederic Dragonscale]

Jace havde stået ganske roligt og lyttet til damen der havde åbnet døren for ham. Han sukkede dog stille for sig selv som det var døren blev lukket og han stod og kiggede på den. Han havde ikke regnet med at han var taget derhen for ingen nytte. Men han måtte bare tage tilbage til slottet og finde ud af om han kunne finde hende der. Det ville tage for lang tid med hest så han valgte at se sig lidt omkring før han gik lidt væk fra huset og gemte sig bag nogle træer.
Han begyndte der at skifte form og endte med at stå som en stor smuk rød drage. Der gik ikke lang tid før han lettede og var på vej tilbage mod slottet. Han var dog lidt rusten i sin flyvning da det var længe siden han havde været på en flyvetur sidst. Dog holdt det ham ikke fra at gøre det nu. Han skulle hurtigst muligt tilbage og han var bare glad for han ikke havde taget sin egen hest til turen derhen for så ville han ikke have efterladt den. Men siden det ikke var hans var han lidt ligeglad.
Efter et godt stykke tid ankom han dog til slottet igen og landede et lille stykke derfra og skiftede tilbage til menneske form igen. Han fik sig klædt på igen og måtte lige stå lidt og få jordforbindelse igen da han havde fløjet i et godt stykke tid og uden pauser. Han gik dog roligt ind på slottet og spurgte en af tjeneste folkene hvor Odette var henne. Som han blev vist der hen stoppede han roligt foran døren og bankede roligt på. Han rettede lidt på sit tøj igen og stod bare og ventede på døren blev åbnet.

[Odette Soul]

Timerne havde nærmest fløjet afsted som hun sad i vinduet og så udover byen som hun kunne se, fuglene der fløj hen over himlen og solen der nu var ved at gå ned igen før hun egentlig havde opdaget hvor hurtig tiden var gået. Det eneste der havde afbrudt hendes tanker i første omgang var en slave som havde banket på døren, for at aflevere hendes mad. Hun havde ladet slaven komme ind og stille det på sminkebordet foran spejlet før hun selv havde rejst sig for at gå hen at spise og dernæst gå tilbage til sengen for at ligge sig ned. Slaven var forsvundet igen efter denne havde afleveret maden.
En gang banken på døren havde vækket Odette fra hendes fraværende tankegang og hun havde atter rejst sig for at gå hen til døren, for at se hvem der nu forstyrrede hende. Hun gad ikke en gang ordne håret eller tøjet efter hun havde lagt sig på ryggen på sengen. Stille åbnede hun døren men kun på klem før hun vidste sig i døråbningen med sørgmodige øjne, for hun fandt nærmest ingen glæde, desværre heller ikke i den person som stod på den anden side. Døren var stadig kun på klem så man kun så halvdelen af hendes ansigt. "Ja?" sagde hun stille for hun ville egentlig helst være alene, selvom hun på en måde glædede sig over synet af Jace, for sandt at sige havde hun savnet hans selskab eftersom han havde været den eneste hun rigtigt havde snakket med siden hendes jagt på Regina var sat i gang for hvad der virkede til at være 2 år tilbage, hvis det ikke havde været mere. Den eneste anden hun havde snakket med havde været Gizon, som også havde været vældig sød ved hende, så ham havde hun på en måde også savnet, men for både Jace og Gizon havde det nok været den menneskelige kontakt med folk hun havde manglet på det tidspunkt.

[Jace Frederic Dragonscale]

Et roligt smil gled over hans læber som det var at døren blev åbnet på klem, men det forsvandt lidt igen som det var han så hendes triste udtryk. Han havde ikke regnet med at se hende sådan men det var vel at forvente efter hvad der var sket i hendes familie. Roligt så han bare på hende lidt og prøvede at smile opmuntrende til hende. ”Hey, jeg ville bare tjekke ind og se hvordan du havde det, siden det var så længe siden jeg havde set dig sidst..” kom det roligt fra ham med et blidt smil og roligt blik. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige da hun ikke så ud til at være glad for at se ham.
Ganske roligt trådte han et skridt tilbage så hun kunne se ham lidt bedre og stod bare med et smil på læben. Han havde en svaghed for kvinder, specielt hvis de ikke var glade. Så ville han gerne hjælpe dem eller i det mindste gøre noget for at få et smil på deres læber igen. Han kendte hende dog ikke så godt at han vidste hvad han kunne gøre for at dette skete så han måtte bare prøve sig frem. ”Det kunne være du kunne tænke dig at gå en tur i aften solen med mig?” hans stemme var blid og beroligende. Det var tydeligt der ikke lå noget skummelt i hans tanker men han bare ønskede at se hende smile lidt. ”En smuk pige som dig burde ikke være gemt væk på et værelse… hun burde være ude og dele sin skønhed med verden…”.

[Odette Soul]

Odette stod stille og så på ham med de sørgemodige brune øjne, der plejede at være fyldt med glæde og varme nærmest uanset hvilken situation hun var i, foruden når hun var vred eller når noget tyngede hende. "Det var sødt af dig, jeg har det fint efter omstændighederne" sagde hun stille som hun forsatte med at se på ham uden smil eller glæde, for hun havde det jo så fint som man nu kunne have det når man fik at vide at ens familie enten var død eller forsvundet, og så hun var tvunget til at holde det løfte hendes far havde givet, sådan at hun ikke rigtigt fik tid til at sørge.
Roligt stod hun og lyttede til ham og et stille smil nærmest skjult smil listede sig lidt over hendes læber ved hans ord. "Du har stadig ordene i din magt. Hvorfor går finder du ikke en mere livlig og glad person at gå en tur med.?. Jeg er næppe til meget morskab i aften" sagde hun roligt men det var jo sandt. Hun var jo næppe den glade person hun havde været sidst de havde mødtes, lige nu følte hun nærmest ingen glæde eller liv i hendes krop så hvorfor skulle han dog tilbringe tid med sådan en kedelig person som hende? Også selvom han mente hun var smuk, så kunne hun ikke ligefrem se skønheden lige nu.

[Jace Frederic Dragonscale]

Jace så skam roligt på hende med sit blide smil og rolige blik og lyttede til det hun sagde. Han kunne skam godt forstå at hun ikke var glad efter det hun var kommet hjem til men han ville ikke lade det stoppe ham i at gøre hende gladere igen. Hun fortjente det lige så meget som alle andre at være glad også efter alt der var sket. Hun var en vidunderlig pige det havde han skam set første gang han mødte hende så han ville gerne se den pige igen. Ikke at han mente hun ikke måtte være trist, han synes bare ikke det var noget hun skulle gå med alene eller gemme sig væk med.
Han smilede dog lidt bredere ved hendes ord og rakte hånden frem mod hende med en blid bevægelse. ”Lige nu er du den eneste jeg ønsker at bruge min tid med, om du kan se det eller ej er du smuk og en vidunderlig person… Om du smiler eller ej kan jeg skam stadig se din skønhed og det vil resten af verden også kunne hvis bare du vil lade dem” kom det meget blidt og smilende fra ham. Han ville bare gerne bruge sin tid med hende og prøve at lære hende mere at kende. Han havde ikke kunne lade være med at tænke på hende siden den første gang de var mødtes.

[Odette Soul]

Da han rakte hånden frem virkede hun nærmest til at træde et tøvende skridt tilbage, væk fra ham, fordi hun ikke var helt sikker på om det var en god ide og hun havde ingen at gå til råds hos for alle var jo nærmest væk og hun havde det også svært når hun var tilbage på herregården for alt var forandret, og ikke ligefrem på den gode måde.
"Jeg er ikke sikker på det er en god ide" sagde hun stille for hun vidste det jo ikke, for hun havde tilbragt hendes dage på værelset for det var nu en gang her hun havde det bedst i disse uvante omgivelser som både skræmte hende men som også gjorde hende mere ensom. Hun lukkede stille døren i med et stille suk inden hun åbnede den igen, denne gang mere før hun trådte ud på gangen og lukkede døren efter sig. Hun tog hans hånd for hun regnede med at han ville vise hende rundt eller vide hvor de skulle hen af. "Så også kun fordi det er dig" sagde hun stille for det kunne godt være hun havde brug for en eller anden form for opmuntring, hun kunne jo ikke være trist i resten af hendes evige liv. Selvom derhjemme var der jo ikke rigtigt noget problem for hun kunne arbejde for at glemme, men det var meget svært her på slottet, det var jo ikke ligefrem et landbrug med masser af dyr hun kunne gå og hygge om. Her fandtes der jo stalddrenge og staldmestre som hun ikke ville forstyrre i deres arbejde.

[Jace Frederic Dragonscale]

Som det var hun sagde det nok ikke var en god ide kunne Jace mærke et lille suk i hans krop da han så gerne ville have hende med men han ville heller ikke overskride hendes grænser. Dog var han lige ved at vende sig om og gå som det var døren blev lukket da han ikke rigtigt kunne komme på mere som kunne få hende til at stole på ham. Men inden han nåede at vende sig om kom hun ud til ham igen og tog hans hånd. Et stort smil kom over hans læber som det var han roligt lukkede hånden om hendes og så på hende.
Han begyndte så roligt at gå med hende ned af gangene og ned til døren der førte udenfor. Han ville gerne vise hende rundt i de steder han brugte meget af sin tid, og hvis hun ville, så havde han skam også planer om at vise hende hans egne dyr. Han vidste skam godt lige om landbrug og at hun nok savnede at være hjemme i stedet for at være her, men mere end det vidste han faktisk ikke om hende så han ville bruge denne tid til at lære lidt mere om hende.
Som de kom udenfor smilede han ganske roligt og så op på himlen. Det var en smuk aften og solen var kun ved at gå ned så de havde noget lys endnu at gå rundt i og snakke og se på ting. ”Hvor kunne du tænke dig at gå hen først?” kom det roligt fra ham som han gav hendes hånd et lille klem og gik med hende lidt mere væk fra slottets kolde mure. ”Vi kan besøge Zizzi eller Larian…. Ellers kan vi kigge på der hvor jeg bruger meget af min tid, eller vi kan bare traske rundt og nyde det dejlige vejr og den skønne udsigt fra skoven?”. Hans smil var nærmest kært og hans stemme meget beroligende. Han ville bare gerne have at hun gjorde det hun helst ville og hvis det var så lidt som muligt var det helt fint med ham.

[Odette Soul]

Det var måske meget godt for hende at komme ud af værelset og se noget mere af slottet, for ikke så mange år siden havde hun drømt om at undersøge slottet, men nu var det mere et fængsel end et spændende slot. Det var nu også rart at snakke med en anden som ikke var dronningen, for der skulle hun jo passe lidt på med hvad hun sagde når det kom til stykket.
Hun trak stille på skuldrene da han spurgte om hvor de skulle gå hen, for hun kendte jo ikke meget til stederne på slottet. "Hvem er Zizzi og Larian?" spurgte hun roligt for det vagte lidt hendes nysgerrighed, selvom hun nok ikke ville finde dem meget interessante hvis de var mennesker. "Kan man virkelig se skoven fra disse lukkede gårde? Bliver det ikke svært med muren og bjergene?" spurgte hun undrende for så vidt hun vidste så var det kun lukkede gårdhaver som fandtes på slottet og så kunne hun ind i mellem se nogle af bjergene i baggrunden af slottet foruden byen og voldgraven som gik nærmest rundt om slottet. Men det kunne jo godt være han ville have hende med ud på en flyvetur, dog kendte hun ikke til hans race så hun vidste jo ikke at han kunne gøre det, men det lød som et underligt spørgsmål at de kunne gå ude og se skoven derfra.

[Jace Frederic Dragonscale]

Jace var helt rolig som det var han ventede på hendes svar og kunne ikke andet end at smile over det første hun sagde. For ham betød hans dyr jo meget for ham så han vidste faktisk ikke hvad han skulle kalde dem for at kalde dem kæledyr lød bare forkert for ham. Han så lidt mod himlen og smilede lidt mere. ”Det er mine små engle.. eller Zizzi er en engle… Larian er mere en en uregerlig teenager” kom det ganske roligt fra ham som det var han begyndte at føre hende mod staldene hvor de var. Han tænkte hun nok ville kunne lide Larian og Zizzi da de ikke var mennesker og de altid var så dejlige overfor nye mennesker, for det meste da, de elskede at drille Jace når det var han prøvede at imponerer sine ledsagere. ”Vi kan skam sagtens komme til skoven, vent du bare og se” grinede han let som det var han gik og roligt holdt hendes hånd. Han ville dog ikke gøre noget som det var hun ikke kunne lide så han var meget blid i sine bevægelser og holdt kun ganske let så hun sagtens kunne skubbe hans hånd væk hvis hun ikke ville have det. Som de gik så han roligt på hende og smilede til hende. ”Jeg er nu glad for de valgte at tage med, en smuk kvinde som dig burde ikke være alene på sådan en skøn aften”. Hans stemme var meget blid men også en smule charmerende. Han var jo glad for at få kvinder til at smile, og havde nok også været lidt af en kvindernes mand inden han blev mere af en gentleman. Men det var bare anderledes med Odette, han havde kun været sammen med hende i hulen men der var bare noget over hende der gav ham lyst til at tage hende med sig og flyve langt væk fra alt.

[Odette Soul]

Et stille smil gled over hendes læber da han snakkede om Zizzi og Larian for hun kunne lige forstille sig det, lidt som hendes søskende hvor den ældste havde været så sød som en engel mens hendes lille søster var som en lille prinsesse der hadede ikke at få sin vilje, men igen det var jo ikke helt det samme som dyr.
Det stille smil forsvandt igen og hun så dog lidt undrende på ham da han nævnte de kunne komme til skoven, for det var vidst ikke det de havde snakket om? Havde de ikke snakket om udsigten til skoven og ikke en tur i skoven? Måske var det bare hende som havde hendes tanker et fuldstændigt andet sted. Hun sagde dog ikke noget og rettede blikket fremad i stedet mens de gik hånd i hånd, for det tænkte hun nu heller ikke over de gjorde, det var bare dejligt at komme ud og mærke den friske luft og have ham til selskab. "Jeg kan lige så godt vænne mig til at være alene, der er ikke nogen af min familie når jeg en gang kommer hjem, så er der kun dyrene og tjenestefolket at vende hjem til" sagde hun roligt for det var jo ligesom noget hun lige så godt kunne vende sig til.
Mens de gik så kunne hun alligevel ikke lade være med at studere de forskellige ting de gik forbi ud af øjenkrogen, for lidt nysgerrig var man vel når man kom til et nyt sted og hun havde jo ikke rigtigt fået en rundvisning for der var ikke ligefrem nogen grund til det og Odette havde ikke rigtigt haft lyst til det.

[Jace Frederic Dragonscale]

Det var en rolig aften så det var smukt udenfor som de gik mod stalden. Hans smil fadede lidt som det var hun snakkede, det lød til at være trist for hende, og han synes ikke det var retfærdigt at hun skulle være alene når hun nu var sådan et dejligt væsen. ”Bare fordi der ikke er mennesker omkring en behøver man ikke være alene” kom det fra ham med et roligt blik og en blid tone.
Som de kom til stalden åbnede han stille døren for hende med et smil og lod hende gå ind først. Da hun var gået ind gik han stille efter og ført hende ned forbi de første båse med heste ned til en stor og smuk sort friser. Han stoppede ved båsen og lavede en lille klikke lyd med tungen som fik hestens opmærksomhed. Et bredt smil kom over hans læber og man kunne tydeligt se glæden i hans øjne som det var han nussede hestens hoved og kyssede den på mulen.
”Lad mig introducere dig til Larian” kom det fra ham med et lille grin som det var han igen vendte sig mod Odette og tog hendes hånd op så Larian kunne mærke hende. Larian opførte sig dog pænt og kunne godt huske hende fra sidste gang hans havde set hende så han bumpede blidt mulen mod hendes hånd og vrinskede blidt. Et stort smil var stadig over Jaces læber som det var han bare stod der og så på hende og Larian. ”Han kan vidst godt lide dig”.

[Odette Soul]

"Der er mennesker, men det er ikke det samme når det ikke er familie" sagde hun roligt for det havde været svært for hende at fange at hun nu var alene, de eneste som kunne beregnes som familie var hendes halvbrødre som pludselig var dukket op, men hun havde kun set dem ganske kort før hun havde sat sig ind i jagten på Regina, der vidst også havde fundet ud af at hendes far ikke havde været den mand som de ellers havde troet.
Hun gik roligt ind i stalden da de var kommet derhen, dog holdt hun lidt op i kjolen med den frie hånd for ikke at få for meget snavs på den, hun var jo ikke hjemme og i arbejdstøjet. Men da de kom hen til båsen lod hun igen kjolen falde helt til jorden så hun kunne røre Larian, hvilket fik et lidt større smil over hendes læber end Jace tidligere havde set denne dag, det virkede nærmest som et kærligt smil. Hun aede Larian stille på mulen, "Hvordan kunne jeg dog glemme sådan en smuk dreng som dig" sagde hun med det glade smil mens hun betragtede hesten, for hvordan kunne hun dog glemme sådan en hest? Hun havde jo ment den var smuk allerede tilbage i hulen, men igen hun havde fået en del at tænke på siden hun var kommet hjem. "Jeg har desværre ikke en godbid til dig" sagde hun stille som hun lod hånden glide ned på halsen og klappede ham kort for hun havde desværre ikke et eller andet godt hun kunne give Larian.
Et stille skjult blik gled dog over på Jace, for hun havde jo meget at være taknemmelig overfor ham, for han havde været sød ved hende og vist hende vejen hjem igen. Så hun var temmelig glad for ham når det kom til stykket, og hun havde da også savnet hans selskab, det kunne hun ikke helt nægte, men det kunne godt være at hun bare manglede selskab generelt.