Dark Clouds [Åben]

[Deleted]

Som hestenes hove landede i mudderet i langsom rytmik, vistes deres brusende ånde i den kølige og våde luft. To heste, med en rytter på hver. Alastair trak i tøjlerne og bragte hesten til hold, som han og hans kompagnon gjorde holdt foran hvad der måtte være en gammel kirke, fra en tid langt tilbage - da disse lande endnu var regeret af lyset. De var ikke langt fra grænselandet. Måske en halv dags ridt. Men de var indenfor Darklias mørke grænser. Og over deres hoveder var himlen dækket af mørke skyer der lod tung regn falde. Alastair vedholdte en rank status, og lod ikke regnen påvirke ham, som hans blik var vendt imod den forfaldne store kirke. "Vi burde ikke være her... Hvad ville der ikke ske, skulle vi blive opdaget?" Hans følgesvend var derimod svøbt ind i sine klæder, med en hætte langt over hovedet. Med blikket på Alastair. Afventende, frysende, og en anelse utålmodig. "Dette monsters forbrydelser overgår enhver grænse eller lov. Og selvom jeg tvivler på at Drazilla er ivrig efter at lade retfærdigheden ske fyldest, tvivler jeg dog også på at hun ville protestere mod at dette monster skulle lade sit liv." ... "selv ligegyldigheden hos mørkets væsner, kan bruges til din fordel." Lød det næsten informative, kølige, og rolige svar fra Alastair. "Han kom denne vej.." Lød det så endeligt fra Alastair, der i det samme hankede op i sig selv, og trådte af hingsten hvorpå han sad. Et undrende blik kom i det samme frem på ansigtet af den unge følgesvend, som i det samme også lod sig selv glide af sin egen hest. "Men.. hvordan ved du det, Stormester?" Den unge mand var blot et menneske. En ung lærling, i sin træning til at blive ridder, og senere en såkaldt Templar. En ridderorden af almindelige dødelige mænd og kvinder, der tjente Paladinerne. Alastair forventede at knægten vidste han skulle følge med, og trak i mundtøjet af sin hingst, for at lede den tættere på den forladte kirke. Ikke en eneste gang fjernede han blikket fra kirken. "Vampyrer er, selv på deres bedste dage; arrogante og teatralske." Han tøjrede hingsten til en pæl. "Han ved han ikke kan løbe for evigt, så han vælger et sted som dette til konfrontationen.. blot for melankoliens skyld." Fortsatte Alastair roligt, og vendte først der blikket mod sin følgesvend. "Vent her med hestene, og kald ud hvis du skulle spotte andet eller andre." Selvom befalingen fik det til at krybe ned ad den unge mands rygrad, nikkede han resolut og stillede sig hos hestene, med et vågent øje mod sine omgivelser.

Alastair trak sit sværd. Og iklædt sin gyldne rustning og med det let glinsende sværd, skubbede han den ene halvdel af den store dør på klem, og trådte indenfor. Han vidste han bytte var derinde, og tøvede ikke et sekund med at træde længere ind. En oldgammel og stor kirke, med et stadig intakt tag, mod med nogle få huller i nogle fjerne vægge. Ellers blot overtaget af spindelvæv og generel forfald. Og stearinlys der ikke var blevet rørt i mange år. Hvad smule lys der var derinde, var fra den mørke nattehimmel. Men selv uden en sol på himlen, syntes det næsten som om at et svagt lys reflekteredes i Alastairs rustning og i klingen af hans sværd. Selv i den dybeste afgrund, ville en Paladin stå som et lys i mørket. Hans holdning var stolt og rank, og gangen rolig. Vægten af hans masse og fysik kunne høres ved hvert genkaldende skridt han tog. Og hans blik hvilede rastløst mod de mørke afkroge og bjælker, inden han så stoppede op. "Klaus Velkin. Du er eftersøgt i begge kongeriger for de koldblodige mord på i alt tretten børn, og seks vokse. Jeg er her for at bringe dig tilbage til Nirelia, så du kan stå til dom.. eller udøve den, skulle du nægte." Orde faldt fra hans dybe stemme, og rungede i svag genlys igennem den store kirke. Men alt hvad han mødte i svar, var... stilhed.

[Neimi Silvertung]

Regnen, den forbandet regn som havde virket til at komme pludselig havde fået en ung skikkelse til at søge tilflugt i det der var nærmest, en forladt kirke, ikke noget hun var særlig glad for eftersom hun godt vidste hvad der foregik i Darklias templer, nemlig ikke noget særlig godt, men det havde virket så stille og forladt da hun tidligere var gået herind og havde gemt sig i et hjørne med armene om knæene for at holde varmen, for hun ville ikke rigtigt risikere at tiltrække mere opmærksomhed ved at tænde et bål, så hun valgte bare at fryse, ikke fordi det dræbte hende men hellere det end at blive tortureret eller voldtaget eller hvad der nu skete. Hun havde tidligere set en mandlig vampyr komme herind, men han havde blot set på hende og lagt en finger over læberne for at give tegn til hun skulle være stille, hvilket hun blot nikkede til for hun skulle ikke blande sig i andres problemer.
Denne lille skikkelse der sad i hjørnet og virkede temmelig ynkelig, vidste nu meget mere end man skulle tro, det afslørede de brune øjne ind i mellem, men lige nu var de mere triste end normalt. I mørket var hun godt skjult af hendes mørkegrønne kjole og de mørke sko, selv det mørke hår virkede til at være med til at gemme hende i mørket. Hun ønskede jo heller ikke ligefrem nogen form for ballade, men bare at kunne få lov til at rejse videre uden problemer. Hun havde været på vej til Nirelia før regnen havde fanget hende her i kirken. Hun lænede hovedet tilbage imod muren som hun kort så op på taget før øjnene stille gled i og hun valgte bare at lytte til regnen som hun tydelig kunne høre, men blev afbrudt af at porten endnu en gang åbnede sig. Stille rettede hun hovedet op igen og åbnede øjnene som hun lod hvile imod porten der ikke var så langt væk igen, fordi hun havde valgt et hjørne tættest på udgangen. De brune øjne betragtede roligt skikkelsen der kom ind, men hovedet blev stille lagt på skrå mens blikket blev mere undrende, for den mand virkede sær, der var noget over ham som var sært i hendes øjne, ikke noget hun havde set før.
Hun overvejede hendes valgmuligheder for han var tydelig ude efter den mand der tidligere var kommet ind i kirken, ikke noget hun havde lyst til at blande sig i. Der var dog noget underligt over denne mand, han måtte da kun komme fra Nirelia både som han så ud og også som han talte, vidste han ikke at dronning Drazilla havde det med at favorisere vampyrer, frem for andre væsner? Men igen hun havde nu heller ikke været ude for dalen i flere år, det var kun fordi hendes datter var stukket af at hun selv havde set sit snit til at rejse, hen til et hemmelig sted som hun ikke havde fortalt nogen om, ingen vidste det udover hende selv men det var også hendes mindre uheldige hævn, det havde drejet sig om.
Stille rejste hun sig, nærmest som et rovdyr på jagt, til trods for hun ikke ønskede ham ondt, men bare var barnlig nysgerrig efter at se hvad han var for et væsen. Ikke ligefrem et hun havde stødt på før, til trods for hun havde mødt mange væsner igennem hendes korte liv. Hun listede hen til den nærmest søjle hvor hun stod og betragtede ham igennem mørket, på en hvis afstand sådan at hun ikke forstyrrede noget, men bare kunne følge med i hvad der skete. Dog havde hun ikke set vampyren i lidt tid, han skjulte sig nok i mørket, hvis ikke oppe under taget eller taget en bagdør hun ikke selv kendte til. De mørke øjne betragtede ham roligt men hun måtte dog fjerne en tot hår fra ansigtet for bedre at kunne se ham, men øjnene gled ind i mellem væk fra ham fordi hun ville se efter den anden også.

[Deleted]

Paladiner næredes af Lyset, i enhver forstand, og metaforisk forståelse. Dagslyset gjorde dem stærkere, og rene hjerter omkring dem, gav dem mod og vilje. Skulle en Paladin leve et mørkt sted som dette, hvor væsnerne blot havde onde intentioner, ville en sådan styrke og vilje falme med tiden. Men en Paladin som Alastair, var ikke rørt af mørket. Næsten som om dets mørke essens søgte at undvige ham, og han stod endnu rank og stolt på de blanke gulve, med blikket op imod det høje loft, søjlerne af sten, og bjælkerne af træ der gik tværs under. Selvom stilheden forblev efter hans ord, vidste han at vampyren gemte sig et sted deroppe i mørket. Alastair virkede næsten fornærmet og ulmende.. som om vampyrens åbenbare mangel på mod gav ham kvalme. En væsen af mørket, og et væsen af lyset. To ganske klare modsætninger, der mødtes et mørkt sted. Alastair vidste godt det ikke var mangel på mod, men et forsøg på kløgt fra vampyrens side. For disse væsner var af mørket, og mørket omringede dem begge. Han vidste alt hvad der var at vide om vampyrernes evner. Men selvom vampyren i teorien kunne være lige bag ham, syntes han at kunne fornemme vor dette afskyelige væsen gemte sig. "Shhh.." Lød det endeligt i et svagt ekko, svært at lokalisere. En diabolsk stemme, der efter den hyssende lyd, lod en svag latter krybe frem. "Du er så højlydt, Alastair!" ... "Men jeg må sige, at jeg er beæret! Beæret over at Ordenen har sendt dets Stormester efter mig. Aldrig havde jeg troet at en så uskyldig gerning som at dræbe nogle børn, ville drage mig en sådan opmærksomhed." Alastair trådte i det samme et enkelt skridt frem. "Det er ikke dine gerninger der er uskyldige, men det var de sjæle du tog!" ... "Jeg havde kun forventet, at en morder af børn, ville gemme sig i skyggerne!" Alastair lød fordømmende og næsten arrig. Ivrig efter at hugge dette monster i adskillige stykker. Men alt hvad han ord mødte, var endnu en diabolsk latter. "Ja! Åh så uskyldige.. og søde!" ... "Åh.. en sådan sød smag.." Hånende og hoverende på samme tid, blev Alastair tvunget til at knytte sine næve omkring sværdet for ikke at lade sin vrede løbe af med ham.

"I syv år, har Ordenen jagtet dig, Velkin! Men dette vil være din sidste nat, inden du møder lyset!" Råbte Alastair op mod loftet. Ikke nødvendigvis rasende eller særligt ukontrolleret. Men som om han læste af lovtekst. Og i det samme kiggede han lige frem med en determination der var at tyde på hans ganske væsen. Han greb hårdere om sværdet, og satte i bevægelse. For hvert skridt, løb han hurtigere og hurtigere. Hvert skridt gav en tung genlyd i hele den stille sal, som han løb direkte med kurs mod en af de store stensøjler der holdte taget og bjælkerne. Ingen frygt. Ingen tøven. Han ville hellere lade sit eget liv, end at se dette monster leve endnu en dag, eller kræve endnu et offer. Gudinden befalede det.. Og derved, løb han mod søjlen. Tydeligvis i sinde at løbe direkte mod det. Og i et mægtigt brag, taklede han sin brede skulder mod det hårde stenværk. Han var en stor mand. Og iklædt sin rustning var han tung og frygtindgydende. Men med Alastair var der mere end blot rå styrke involveret. Først, virkede det ikke til at hans brag mod søjlen havde gjort nogen forskel, men i det samme derefter, lød der et smæld, og en stor revnede formede sig og spredte sig op langt søjlen. Alastair trådte et par skridt tilbage fra søjlen og kiggede op. "Jeg vil hellere jævne dette sted med jorden, og begrave sig i dets sten, frem for at se dig vandre denne jord en dag til!" En truende erklæring, gjort med formål og overbevisning. Selv den største tvivler, ville tro på hvert et ord han sagde. Og i et, faldt et lille stykke af søjlen af stenværket, og knustet mod gulvet ved siden af Alastair. Og langsomt... begyndte en del af taget, at smuldre, og falde mod jorden. Fulgte af solide bjælker der ramte gulvet med hast og vægt..

[Neimi Silvertung]

De brune øjne veg sjældent meget fra Alastair når hun skulle kigge efter den anden mand hun ikke kunne se. Hun blev der i mørket og lyttede til deres samtale, både forventningsfuld og lettere håbefuldt på at der skulle til at ske noget. Det var noget som kort overraskede hende at hun følte, spændingen, den følelse hun ikke havde følt i flere år fordi hele hendes tilværelse den gang var blevet ødelagt af kærlighed og jalousi, så hun havde ikke følt noget i mange år, end ikke glæde eller sorg. Hun så kort væk som Alastair havde løbet frem for hun havde ikke forventet at føle noget, så hun skulle lige sluge hendes følelse af spænding, for hun havde ingen ret til at føle det.
Da Alastair begyndt at løbe frem tog det et par sekunder før hun egentlig opdagede det, hvilket gjorde hun trådte længere frem fra hendes skjul så hun kunne følge det hele selvom det var på pladsen bagerst, men det gjorde også hun kom mere til syne, selvom Alastair stod med ryggen til hende så hun forventede ligesom ikke at han ville se hende. Da bygningen begyndte at give efter for hans sammenstød med søjlen, gik hun dog lidt ned i knæ fordi hun skulle ikke nyde noget af at bygningen faldt sammen over hende, så hellere regnen uden for end at få stykker af bygningen i hovedet. Hun nåede end ikke at vende sig rundt for hun kom med et højt nærmest skrigende gips fra hende, fordi en hånd holdt over hendes skulder, så hun kunne ikke røre sig den ene vej eller den anden. Hun var som stivnet i vampyrens favntag og ænsede end ikke at han førte en anden hånd om hendes hals og begyndte at trække hende baglæns med et ondskabsfuldt smil på hans læber. Neimi lagde ikke meget til hvad der nu skete, minderne væltede over hende fra sidste gang det skete at nogen trak hende med. Det havde kostet hendes elskede livet, hun havde mistet hendes hjem, mistet hendes følelser og næsten også mistet lysten til livet. Havde det ikke været for hendes udødelighed så havde de også taget hendes liv, i stedet havde de tvunget hende til at se på, disse billeder rullede nu ind over hendes øjne og i hendes hoved hørte hun deres latter og hendes egne skrig som ingen virkede til at tage sig af. "Så sød... så ung" virkede vampyren nærmest til at hviske til hende, uden hun dog lyttede til det. Blikket der var vendt imod jorden, var nærmest helt blank af frygt som hun blev hevet med bagud og uden for i regnen igen. Det var først her hun vågnede lidt op og begyndte at gøre modstand, som hun forsøgte at komme væk men styrken fra vampyren havde hun nærmest glemt at de besad."Nu tager jeg en sjæl mere!" råbte vampyren efter Alastair og før Neimi igen nåede at reagere sad hans tænder i hendes hals og med et stille suk, lukkede hun øjnene og virkede til at blive mere og mere slap. Dog var de ellers uhyggelige minder blevet fjernet for en kort stund, kun for at mindes de tider hvor hun var nærmest lykkelig i favnen på den mand hun havde elsket for så mange år siden, inden han blev taget fra hende af hendes bedste ven, på grund af jalousi og frygten for ting der aldrig ville ske.

[Deleted]

Ingen dødelig mand besad en styrke, et mod, eller evner som en garvet og trænet Paladin. Det var intet under at så mange af mørkets væsner frygtede mænd som Alastair. Fanatiske og fordomsfulde, frygtløse og helt og aldeles utrættelige i deres formål og viljestyrke. Der var dog ikke mange tilbage, og Alastair var en del af en døende, men dog stadig mægtig race. Men der var mange stærke og mægtige racer i denne verden. Nogle stærkere og langt mere frygtindgydende end en Paladin! Og mørkets væsner var så sandelig ikke til at spøge med. Ofte bærende på storslåede magiske evner, eller lignende. Hvad der i sandhed adskilte en som Alastair fra resten er denne verdens mægtige væsner... var hans overbevisning. Hans tro. Og hans viljestyrke! Der var ingen selviske mål. Intet begær efter magt eller personlig ære, til at tynge ham i hans jagt. Og dét, var hvad mørkets væsner syntes at frygte mest... Ikke hans sværd. Ej heller lyset der syntes at følge ham i tykt og tungt. Men hans vilje! En vilje der tillod ham at revne og splintre en søjle af sten, tyve gange større og mere solid end ham selv. En vilje der tillod ham at træde væk fra mødet med søjlen urørt og uden at vakle. En Paladin var velsignet af Gudinden. Og et vaske ægte eksempel på manifestationen af vilje og frygtløshed. En forbillede for verdens mennesker, der ofte hjalp med at bringe mod og håb til de forsvarsløse eller de svage. For mange mistede modet når de blev mødt med mørket fra Darklia...

Alastair opfattede i det samme skriget fra pigen, og vendte hastigt omkring. Han så nu endelig Velkin, holde om pigebarnet, og med baglæns kurs ud af den store dør Alastair var kommet ind af. "Mød mig din kujon!" Råbte Alastair og løb i det samme mod den store dør Velkin og pigen var forsvundet ud af. Udenfor stod Alastairs følgesvend, og betragtede med stor frygt vampyren sætte sine tænder i halsen på pigen. Med rystende hænder, drog han en kniv, og løb mod vampyren. I et modigt, men næsten febrilsk råb, plantede han kniven i Vampyrens ryg. Velkin blev derved afbrudt, og måtte rive sine tænder ud af pigen i et lille råb. Men kniven havde misset hjertet, og i en hurtig bevægelse, kastede Valkin pigen til side, og svingede med armen mod Alastairs følgesvend. Bagsiden af vampyrens hånd ramte den unge mands ansigt i en styrke de færreste mænd ville kunne begribe. Det brækkede den unge mand kæbe, og sendte ham flyvende bagud et par meter, inden han næsten livløst landede i mudderet. Gispende efter luft, og langsomt ved at kvæles i blod. I det samme havde Alastair nået døren, og løb direkte igennem den, som han havde løbet mod søjlen. Med en sådan kraft, at den ene store side af døren, røg af sine rådne hængsler, og faldt mod jorden i et lille brag. Alastair havde ikke vidst hvad han ville møde når han kom igennem døren, og havde ikke kunnet forudse det. Og blev derfor overrasket over at den rasende vampyr nu var stormet direkte mod ham. Alastair svingede med sværdet uden at stoppe, men vampyren undveg, og viklede begge sine hænder om Alastairs hals. Men vampyren havde ikke overtaget i mere end et sekund, inden Alastair nikkede ham en skalle, og kom ud af vampyrens greb. Velkin måtte tage et skridt tilbage og ømme sig lidt, men Alastair tillod ham ikke et eneste øjeblik. Paladinen taklede vampyren med vægten af sin krop, og skulle til at sænke sit sværd mod jorden, inden vampyren så forsvandt. Alastair svang i stedet sværdet omkring sig og vendte sig om, og ganske rigtigt stod vampyren bag ved Alastair. Vampyren fik vristet sværdet ud af Alastairs hænder, og lod den falde til jorden. Alastair viste ingen frygt, ej heller da vampyren lod sine tænder vise sig, klar til at sænke dem i Alastairs hals. Og i stedet for at tillade vampyren sit bid, greb Alastair under vampyren lår med den ene hånd, og løftede ham over hovedet, ofr så at kaste ham mod jorden. I stedet for at gå efter sit sværd, gik Alastair mod vampyren igen. Vampyren svingede ud efter Alastair med sin næve, og Paladinen undveg. I undvigelsen, nåede Alastair om til vampyrens bagside, og hev kniven ud af ryggen på blodsugeren. Vampyren svingede igen, og igen undveg Alastair. Og denne gang, sluttede det med at Alastair plantede kniven i vampyrens hjerte, og løftede op med et trodsigt blik mod vampyrens kolde øjne. Vampyren gjorde hvad smule modstand han kunne, men langsomt rådnede den døde hud, og i den stadig runge regn, faldt støvet, og de resterende klæder, til jorden.

Alastair så sig omkring, orienterede sig om hvad der foregik, imens han fangede pulsen igen. Der var pigen, som dog virkede uskadt. Men hvad han også hørte i den pludselige stilhed. Var lyden af hans unge følgesvend, som gispede efter vejret i den boblende lyd, af blodet der fylgte hans lunger. Alastair løb hurtigt mod den unge mand, og faldt på knæ ved siden af ham. Den unge mand spærrede sine øjne op ved synet af sin stormester, og rakte ud efter ham. Alastair tog den unge mands hånd, og placerede sin anden hånd på brystet af ham. Den unge mand kunne ikke tale, selvom han forsøgte, og et sjældent syn af empati og magtesløshed vistes i Alastairs næsten fortvivlede ansigt. Han kunne intet gøre. Lungerne var allerede fulde af blod, og den unge mand blot ventede på at dø. "Du kæmpede bravt... Du gjorde mig stolt." Forsikrede han den dørende knægt, som dog stadig kiggede op på sin stormester med udspærrede øjne. Øjne der dog lidt efter lidt lukkedes i, som den unge mand kvaltes i manglen på luft. Paladinen sænkede sit hoved og tillod sig et øjeblik. Men hurtigt derefter skar han sine tænder mod hinanden, greb om sværdet der var sat i mudderet, og rejste sig op. I det samme nærmede han sig pigen, en anelse truende, og tydeligvis lidt oprevet. "Hvem er du? Og hvad laver du her?" Spurgte han bestemt og fjernede ikke sit blik fra pigen, men næsten nedstirrede hende og søgte at holde hende i skak med sin stolte holdning og borende blik. En ung mand var netop død i et forsøg på at redde hende, og Alastair ville have svar...

[Neimi Silvertung]

Efter Velkin havde sat tænderne i Neimi lagde hun ikke mærke til meget mere for hendes øjne lukkede i og hun mærkede den velkendte rus hun ikke havde følt i årevis, en vampyrs gift der flød igennem hendes krop og det mindre rus spredte sig over hende. Så hun gjorde ikke mere modstand, ej heller da hun blev smidt ned i mudderet i nærheden, lå hun bare og trak vejret tung mens hun bød den velkendte gamle følelse velkommen. Hun lå på siden med lukket øjne så hun så ikke meget af kampen mellem Alastair og Velkin, ej heller en tredje der havde blandet sig, selvom han vidst ikke skulle have gjort det. Lige så stille som de 2 tandmærker lukkede sig i hendes hals, lige så stille åbnede hun hendes øjne med udvidede pupiller som om hun var påvirket af et eller andet, men det var hun jo også, vampyrens bid kunne være temmelig giftig for nogle, men for sådan en som hende var det bare mere berusende. Hun lagde sig om på ryggen med helt åbne øjne som hun så op på himlen, mens regnen faldt ned i hendes hoved og vaskede noget af mudderet væk fra hendes ansigt sammen med noget af blodet fra hendes hals og gjorde hende mere gennemblødt end hun før havde været, men hun var ligeglad, alt virkede så nyt og levende.

Hun hev en smule efter vejret, som om noget var ved at kvæle hende for lidt tid, inden hun igen trak vejret roligt selvom hun stadig var lettere påvirket. Hun tog den ene hånd op foran hendes ansigt som hun betragtede den med åbne fingre, så regnen kunne komme igennem ind i mellem. Et barnligt smil gled over hendes læber, hun morede sig for forsøgte meget længe, noget så simpelt som at ligge i regnen i påvirket tilstand mens hun betragtede hendes ene hånd, havde glædet hende. Hun havde været lang nok væk i hendes egne tanker til at hun ikke hørte kampen i mellem dem. Denne nye fagre verden hun endnu en gang var blevet lokket ind i om natten, denne gang ufrivilligt for hun havde ikke forventet vampyrens angreb men det kunne være godt det samme. Stille begyndte hun at nynne en vuggevise før en stemme trængte igennem hendes hoved og hun endte med at sætte sig op med et lettere fjoget smil som hun betragtede ham mens hun stadig var lettere påvirket, det var altid noget at vampyren ikke havde drukket mere for det ville have påvirket hende endnu mere. "Du er sær. Hvem du er? Hvem spørger om sådan noget midt om natten, i drivende regn efter man har smadret det sted den anden havde søgt ly for regnen?" smilet var stadig fjoget som hun betragtede ham nærmest barnligt. Det gav et lille sæt i hende som hun kom i tanke om noget. Hun forsøgte at rejse sig med lige så snart havde lettet lidt fra jorden, faldt hun ned på numsen med en vis latter for hun morede sig over hun ikke kunne stå selvom hun havde sådan en lyst til at rejse sig. Hun mærkede tydeligt at hun var mere påvirket nu end hun tidligere havde været blevet det, den gang hun tilbragte en del tid med vampyrer. De venner hun en gang havde, for de havde intet gjort hende men behandlet hende godt imodsætning til visse andre racer.

[Deleted]

Alastair var oprevet, men viste det ikke rigtig. Ikke på andre måder, end den nærmest truende position han havde taget overfor skikkelsen af pigen. Ikke mange ting og væsner i Darklia var som de så ud til at være, og selv den mindste pige kunne være en værdig modstander. Så han holdte sin afstand, og holdte stadig sværdet i sin hånd, efter at have stillet spørgsmålet. Men ved hendes svar, og lidt efter lidt, indså han at denne unge kvinde ikke måtte være i sit rette sind. Eller ved sine fulde fem. Derfor gav han ikke hendes svar og tilhørende kontraspørgsmål nogen vægt overhoved. Som at tale til en dør... Alastair havde brugt mange år af sit allerede relativt lange liv, på at studere mørkets væsner. Han kendte alt til vampyrer, som var værd at vide. Han viste ingen frygt for denne pige, og betragtede hende blot klumre om sig og falde til jorden igen, som han satte sværdet i skeden igen. Han trådte nærmere, og da han var nået hen til hende, lænede han sig ned mod hende. Et par fingre tog om hendes hage, og vendte hendes hoved til den ene side. Der var ingen mærker efter biddet.. Hun var ikke noget menneske, og realisationen fik ham til at slippe hende igen med et lille svirp med håndledet. Væmmet ved synet af euforien i hendes øjne.. "En ung mand ligger død i mudderet, efter at have forsøgt at forsvare dit liv.. og du blot smiler?" Egentlig mere et retorisk spørgsmål, end det var noget han forventede svar på. Kun et individ der i sandhed nød vampyrens bid, ville have en sådan reaktion. Let påvirket af mørkets korruption. Det var langt fra alle der ville reagere således på vampyrens bid.

Alastair valgte ultimativt at ignorere hende for en stund. Lade hende rode rundt i mudderet og regnen, og forhåbentligt komme til sig selv. I stedet gik han tilbage til liget af den unge ridder. Uden den store tøven, løftede han op i den livløse krop, lagde den over hans ene skulder, og bar den forbi pigen, med kurs imod hestene der stadig stod tøjret. Han svang liget over sig, bag sadlen af hans egen hest, uden det store besvær. Og begyndte at tøjre liget til hesten. Han ville ikke tillade at liget skulle rådne i dette land. Så hellere få ham hjem, og give ham en passende begravelse. Lidt derefter, vendte han sig igen mod pigen, tog nogle skridt mod hende, og betragtede hende så ganske skarpt. "Hvad er dit navn? Og hvorfor er du her så tæt på grænsen? Du må enten være på vej ind i Darklia, eller på vej ud.. så hvilken er det?" Spurgte han så, denne gang en anelse mere roligt. I et halvhjertet forsøg på at nå hendes fornuft. Men han var ikke en særdeles tålmodig mand, og han udstrålede stadig en vis form for foragt og væmmelse over synet af hende.

[Neimi Silvertung]

Neimi kunne ikke lade være med at smile lettere fjoget for det var lidt sjov det her, når hele verden virkede til at blive vækket til live, selv stene virkede til at få deres eget liv. Hun sagde ikke rigtigt noget til han tog fat i hendes hage, sad bare og smilede for sig selv. "Du har fine øjne" sagde hun lettere grinende inden han nåede at slippe hendes hage igen. "Vi dør alle på et tidspunkt.. Jeg døde for flere år siden" svarede hun blot til hans spørgsmål, selvom han nok ikke havde forventet noget svar så slap det ligesom over hendes læber inden hun nåede at tænke sig om. Selvom dette kunne føre ud i en længere samtale hun egentlig ikke gad, for hun var efterhånden træt af at tale om hendes fortid, en fortid hvor mange ville have været døde allerede inden de havde fyldt 20 år.
Efter han igen var gået begyndte hun at studere hendes egne hænder igen som om hun fandt dem morsomme, men lidt efter lidt sænkede hun dem igen og virkede til at blive mere normal, dog blev hun siddende for sig selv i mudret, hun var jo alligevel gennemblødt så det ville ikke gøre den store forskel. Giften foretog sig og det gjorde hun ikke kunne lade være med at tænke *Forbandet være denne udødelighed* inderst inde, for hun hadede hendes udødelighed men hun kunne nu heller ikke få sig selv til at opsøge slottene for at dø. Hun havde jo stadig lidt at leve for, hendes børn, til trods for hendes ældste datter hadede hende som pesten og hendes søn kendte ikke en gang til hendes eksistens, noget han nu heller ikke skulle. Da Alastair kom igen var hun lidt mere sig selv, udover at være en smule omtumlet efter at have været påvirket af giften, hun mærkede tydeligvis hvor længe siden det havde været hun havde været påvirket sidst. "Slap nu lige lidt af... Folk kalder mig Neimi, jeg var på vej til Nirelia fordi jeg har noget jeg skal ordne der" sagde hun nærmest en smule irriteret dog fulgte der et efterfølgende stille opgivende suk over hendes læber, for giften var næsten helt forsvundet og det var faktisk trist at tænke på fordi det havde bragt hende kort tilbage til en tid hvor hun havde været tæt på at være lykkelig. Hun tog sig kort til hovedet, selvom hun ikke havde ondt, så følte hun sig ikke helt ved sig selv og skulle lige bruge et øjeblik på at komme helt til hægterne igen.

[Deleted]

Ak ja, Alastair var en ganske alvorlig personlighed. Overalt hvor han kiggede, så han kun en underlig tilfredshed eller ligegyldighed over folk. Af alle afskygninger, og alle racer. Åbenbart tilfredse med hvordan tingene var, eller blot ligeglade. Han beskyttede et folk der hellere ignorerede mørket ved deres porte, og tjente en dronning der hellere sneg sig ud fra slottet, end at sidde på tronen og regere. Alt imens en grisk dronning af Darklia søgte blot mere magt og indflydelse. Mørket og dets væsner var utrættelige, imens de utaknemmelige børn af lyset blot søgte fredfyldte tilværelser, uden tanker mod hvad en sådan tilværelse ville koste dem. Eller hvilke magter der ville tage det fra dem. Han havde brugt næsten 60 år af sit liv på at genopbygge en ødelagt og spredt Orden af hellige krigere, og nogle gange syntes det i nød. Hendes ord var kryptiske, og på ingen måde hverken underholdende eller så morsomme som hendes attitude måtte pege på.

Men selvom han dog så en netop sådan ligegyldighed i denne tilsyneladende unge kvinde, så han dog ikke den store ondskab i hende. Nok slog hun ham som en bøjelig personlighed. Let at manipulere og lokke. Han forblev rank og stolt, dog med et lettere irriteret blik mod hende, idet hun fortalte ham at 'slappe af'... "Behold dine hemmeligheder, og dine gåder..." ... "Jeg, er Alastair Castellian. Og jeg har intentioner om at forlade dette øde sted, og vende tilbage til Nirelia." De skulle jo samme vej. Og uanset hvad hun ellers måtte være for en skabning, slog hun ham ikke som en person der var velegnet til at klare sig selv på en sådan rejse. Eller klare sig selv, i det hele taget. Som hun roede rundt i mudderet. "Du er velkommen til den ledige hest, og velkommen til at følge mig til Nirelia." ... "Så længe du holder dine vage og barnlige ord for dig selv.." Kommenterede han så ganske strikt, inden han selv vendte sig mod sin egen hest, og gjorde sig klar til at tage afsked med dette sted.

[Neimi Silvertung]

Neimi var i og for sig ligeglad med hvad han stod for eller hvad hans holdninger var, han var jo en mand, de havde det med at have høje intentioner om sig selv og hvad de stod for, hvis de stod for noget. Hun hadede mænd generelt, de kostede alligevel ikke andet end smerte når det kom til stykket, livet ville have været så meget nemmere hvis hun var vokset op i et kloster, langt fra alle mænd.
"Jeg havde godt gættet du var fra Nirelia, du stråler jo langt væk af det.. Udover du ikke er særlig formel" sagde hun en anelse irriteret for nok havde hun tidligere været nysgerrig omkring ham var, men hun havde dog aldrig været i tvivl om hvor han var fra, han havde den udstråling som mange kriger nu en gang havde. Så det var nu heller ikke svært at gætte han var en af højt stående kriger med lidt for stor ego, dog sagde hun ikke noget om det, hun lod bare hendes antagelser være i hendes hoved. Hun så lettere irriteret på ham men da han sagde hun kunne følge med så trak hun bare på skuldrene før hun rejste sig, for hun kunne jo lige så godt følge med, selvom hun ikke var særlig interesseret i at gøre det, men hun havde jo gjort så meget som hun egentlig helst ikke ville. "I lige måde gamle mand" svarede hun blot en smule drillende til gengæld for at hun skulle holde hendes såkaldte vage og barnlige ord for sig selv, så skulle han også selv holde mund. Han kunne jo alligevel ikke sige meget som kunne interessere hende særlig meget, selvom hun dog havde spørgsmål så kunne de vente til hun fandt en mere interessant person at snakke med. Roligt gik hun hen til hesten og stillede sig ved siden af den, men så blot på den før hun kort kløede sig på næsen, hun havde egentlig aldrig redet selv for ingen havde lært hende det. Hun havde højest siddet bag på når en anden havde redet, men det var ikke særlig mange gange for hun havde helst ville gå eller køre i vogn. "jeg må hellere takke nej og bare gå" sagde hun med et lidt opgivende suk mens hun vendte hovedet en smule imod jorden. Det med at ride havde hun aldrig ment var nødvendig, selvom langt de fleste lærte det, så havde hun aldrig fordi hun også mente hun altid havde haft alt den tid hun behøvede for at lærer det men hvad gjorde man lige når alle dem man kendte døde før en? Hun vendte sig rundt og begyndte selv at gå i retningen af Nirelia.

[Deleted]

Selv det mest stålfaste sind, kunne af og til blive en smule splittet i overvejelser eller tanker. En del af Alastair tænkte at han måtte hjælpe hende, og se igennem fingre med hendes attitude og væsen. Imens en anden del af ham, stadig manglede at se en del af hende der fortjente den respekt han gav så mange. Mand, eller kvinde. Menneske eller ej. Kun de som havde fortjent det, fik hans respekt. Og det var en liste der ofte blev kortere og kortere. Og her stod han konfronteret med en spydig og respektløs ung kvinde, der fornærmede ham såvel som afslog et ellers generøst tilbud. "Formaliteter er ikke en given ting." Kommenterede han, i en form for 'høflig' fornærmelse. Og derved sigende, at hun ikke havde fortjent hans formaliteter. Kvinder.. Evigt forventende, men sjældent givende.
Hun huede ham slet ikke, og ingen længe, havde han taget en fast beslutning. Denne unge kvinde måtte klare sig selv. For hun levede tydeligvis ikke i lyset, og der var derfor ikke meget han kunne gøre for hende, hvis hun ikke ville have ham til at gøre det. En del af ham tænkte endda at gøre en ende på hendes lidelser... men han kom hurtigt til sine sanser, og satte sig i stedet i sadlen med et lydløst suk. Han var ikke god til denne slags. Og ville afvise selv sin egen dronning, havde hun talt til ham i samme tone. Hurtigt kiggede han op imod de stadig regnfyldte tordenskyer, og glædede sig til at komme væk herfra. "Som du ønsker..." Svarede han en anelse køligt. Og i det samme efter hun havde afvist hans tilbud, rakte han ned efter tøjlerne af den anden hest, og trak den efter sin egen. Roligt red han forbi hende, og skænkede hende endda et lille nik, inden han så fortsatte på sin færd..

//Out