Bare en lille omvej

[Neimi Silvertung]

Jagten på den unge pige var forsat til Nirelia eller det var her den unge mor ledte efter hendes datter, men hun havde taget sig en kort pause fra hendes søgen, bare en kort en for at gå en lille smutvej. Det var i udkanten af byen, hvor der ikke var særlig meget liv udover de folk der boede her. Neimi stod i en sidevej og så ud på en mindre plads, her så hun på nogle glade folk der snakkede sammen og hyggede sig. Nogle små børn legede rundt omkring og alle virkede glade og tilfredse som om verden uden for intet betød for dem.
Neimi stod lænet op af en mur og betragtede dem med et stille smil på læberne, for det der var noget hun aldrig havde fået. Sådan et familie liv fordi det var blevet taget fra hende før hun overhovedet havde nået at få en. Noget ingen vidste var at det ene barn som faktisk løb rundt der tilhørte Neimi og Leo, men der var nu heller ingen der skulle have noget at vide, men igen eftersom barnet lignede de forældre Neimi havde givet det til så var der ingen som kunne tvivle på noget. Neimi vidste det dog og det gjorde forældrene også, men igen der var nogle gange nogle børn som blev adopteret af andre og hun vidste netop det par havde problemer med at få børn, så de havde været lykkelige den gang hun havde afleveret drengen for efterhånden mange år siden.
Drengen løb rundt blandt andre børn, et par piger og et par drenge mere, og de hyggede sig noget med at lege fange eller hvad de nu havde gang i. Neimi vidste godt at hun ikke kunne blive her for længe, men hun ville bare lige sikre sig at drengen stadig havde det godt. Som hun stod der i sidegaden havde hun ryggen imod en anden vej som førte til en mindre kro, men pladsen foran hende virkede som et mindre samlings sted når beboerne i nærheden skulle hygge sig. Til trods for det var forår så var det temmelig mild i vejret med høj solskin, hvilket gjorde folk ikke havde det helt tunge vintertøj på, det havde Neimi nu heller ikke. Hun havde kun en mørke brun kappe på udover den grønne kjole som hun bar inden under. Fuglene kvidrede oppe på tagryggene og planter var begyndt at komme med skud ligesom blomster var ved at komme op af forskellige krukker og potter som stod hist og her.

[Leonora Lilaceae Silvertung]

Det var efterhånden ved at være et godt stykke tid siden at Leonora havde forladt den lille bjerg by og hendes mor, og selv om det havde været hårdt i starten, så havde hun trods alt hurtigt fundet ud af hvordan hun skulle overleve, og med hjælp fra leo havde hun da også fået fat i nogen penge så hun ikke behøvede at stjæle alt hvad hun ville have fat i. Hun havde haft en del vokseværk, og selv om hendes øjne virkede lysere i lyset end de før havde været det, så var de det rent faktisk ikke, hun havde blot bestukket en heks til at give hende en eleksir så hun ville glide bedre ind sammen med menneskerne, selv om det havde givet bagslag ind til videre, men på trods af det lignede hun sin rigtige far mere end hun havde gjort det da hun stak af. hun havde fået sig en tatovering ikke længe efter hun var stukket af, den samme nat som hun første gang havde drukket alcohol, så hun huskede intet af hvem der havde lavede det eller hvor det var sket, men hun fortrød det ikke, for den mindede hende om at hun nu var alene. Leonora var blevet en høj slank kvinde, og som hun kom gående ned af gade med sine lette trin, var det tydeligt at se at hun var modnet i den tid hun havde skulle klare sig. hun var en kort men dog pæn sort kjole, hendes hår var samlet med en fletning, og hun havde et reb viklede om den ene hånd, ved hendes side gik en ung ulvehund, den lignede på ingen måde Leonardo, men for en hver der vidste hvem hun var ville det være tydeligt hvorfor hun var faldet for lige netop de lyse øjne der var så tæt på halvejs mellem hende selv og leo som det var fysisk muligt. Den unge hund løb gøende afsted med logerende hale mod den unge dreng og hoppede op af ham, "Neinei! vær sød din tosse" råbte hun muntert, ja næsten for muntert for en der havde kendt hendes gamle jeg. hun løb det sidste stykke hen til drengen og fik hunden til at sætte sig ned "det må du virkelig undskylde, hun gør ingen ting" undskylde Leonora, dog anede hun ikke hvem drengen var, og gjorde hun det havde hun nok heller ikek været så sød ved ham. hun rodet drengen i håret og trak et lille stykke slik of af sin lille taske som hun gav ham før hun gav ham et 'shyy' tegn og blinkede til ham før hun vendte rundt og luntede afsted forbi Neimi uden at se hende, "kom Neinei, lad os finde noget blod" sagde hun til hunden idet hun gik forbi Neimi for at komme hen til kroen bag hende, stadig uden at annerkende at Neimi var der, ikke for at være uhuøffelig men fordi hun slet ikke havde lagt mærke til kvinden, for det var jo ikke unormalt at der var mennesker i gyderne i det eller så muntre område. Leonora gik hen til kro døren og åbnede døren "Ey Tristan! du må heller dukke dig, Neinei kommer!" råbte hun ind før hun gav tegn til at hunden måtte løbe ind for at sige hej til en Leonora tydeligvis vidste var der inde, en bartender der som en af de eneste i byen vidste hvad hun var, men også var den eneste ven ud over hunden og Leonardo hun havde tilbage i verden. hun forsvandt ind i den halvtomme kro for at sige hej til sin ven og for at få sig noget at drikke.

[Neimi Silvertung]

Neimi stod roligt og betragtede det hele dog uden at sige en lyd, for hun ville ikke gøre opmærksom på sig selv. Hun havde det nu bedst med at være i skyggerne så folk ikke lagde mærke til hende medmindre hun ville have opmærksomhed. Hun var her ikke for at skræmme parret eller drengen men bare for at se hendes søn vokse op, det var jo ikke altid hun havde kunne snige sig til at gøre det for der var alligevel lang vej fra det lille hus og herhen, så det havde altid været en længere rejse og hun havde jo ikke tilladt sig at rejse fra Leonora, men efter pigen havde stukket af så havde Neimi mindst en gang om året besøgt dette sted for at se til hendes søn, i det mindste havde hun håb for at han kunne få hvad folk mente var en normal opvækst.
I første omgang tænkte hun ikke meget over den fremmed kvindes udseende men det betød heller ikke noget, her i Nirelia skulle hendes søn jo ikke have noget at frygte, selvom det fik Neimi til at være lidt mere opmærksom på grund af ulven, der fik hende til at rynke kort på næsen, for hun havde det nu ikke godt med den slags dyr, ikke efter alt det der var sket. Hun sagde dog ikke noget men forholdt sig tavs i skyggerne som kvinden gik forbi, men der var dog noget i den unge kvindes stemme som alligevel gjorde Neimi lidt opmærksom på hende. Lige så stille som den unge kvinde gik forbi fulgte første Neimis øjne med indtil hun måtte dreje hovedet, dog kunne hun ikke følge kvinden hele vejen uden at vende kroppen men hun hørte en dør åbne sig i nærheden så dette måtte være ind til den mindre kro som fandtes bag hende. Men for ikke at virke som om hun fulgte hende ventede Neimi nogle sekunder og betragtede drengen igen som han blev set på med misundelige øjne af de andre, noget der trak et lille smil over Neimis læber igen før hun vendte sig rundt og fulgte kvinden ind i kroen. Dog lidt mere diskret fordi hun ville ikke have opmærksomhed på sig selv, så hun satte sig endda i et hjørne nær døren så hun kunne få en hurtig udvej hvis det var nødvendigt. Hun var lidt nysgerrig på kvinden så hun ville studere hende på afstand og lytte på afstand, for hun virkede og lød alligevel en del bekendt men Neimi havde så småt besluttet at hun ikke ville hundse med datteren mere, bare sikre sig at hun havde det godt, hvis hun altså fandt hende. Derefter kunne hun så selv beslutte sig for hvad hun skulle stille op med hende liv, der var jo intet at leve for mere og hun havde endda forladt dalen for evigt fordi hun ikke følte sig hjemme der, men det havde været et fast arbejde som kunne skaffe mad og ting til hende og datteren sammen med et tag over hovedet, noget Leonora nok ikke forstod.

[Leonora Lilaceae Silvertung]

Leonora havde ikke lagt mærke til kvinden der fulgte efter hende, og det havde ulven heller ikke, eller rettere, den levende havde ikke, for Leo var der stadig, slev om hun næsten aldrig viste sig mere, så var han der, og hvis der var nogen han ville kunne genkende så var det Neimi, men han valgte ikke at sige noget, for han ville ikke kunne gøre noget der inde uden at skabe for meget opmærksomhed. Leonora omfavnede den unge mand, et menneske der ikke var meget ældre end hende selv, "Lilaceae, hvor har jeg dog savnede dig" sagde han højt nok til at det kunne høres men ikke nok til at det var for at få nogen form for opmærksomhed. hun kom fri fra hans greb og satte sig på en stol oppe ved baren "bare Leo, det er mere end rigeligt" sagde hun tydeligt ikke helt tilfreds med at blive kaldt ved det navn der gjorde hende mindst lige så genkendelig som hendes efternavn, også selv om hun ikke regnede med nogen sinde at møde nogen der ville kende hende, men da det ikke var noget hun havde fundet en forklaring på, eller rettere en udvej for, så ville hun ikke tage chancen, for hun var nu endelig meget glad for hendes ensomme vandre liv, for selv om hun havde vampyr blod i sig så nød hun solen mod sin hud, og vinden i hendes hår, noget hun uden tvivl havde fra sin mor. "sååå kan dine yndlings tøser få noget at drikke?" spurgte hun i en drillende tone, før deres samtale blev så lav at man ikke ville kunne høre det fra døren. det var tydeligt at se at hun var glad for drengen, at hun ikke så ham som mad, som hun gjorde med så mange andre, men det betød ikke hun ville falde for ham, han var intet andet end en god ven, og en skøn beskytter, og så gav han gratis alcohol så det sagde hun ikke nej til, selv ikke hvis hun havde kunnet. hendes øjne gled kort hen mod døren, og hun fik kort øje på Neimi, men selv om hun burde kunne genkende sin mor, så gled hendes blik bare videre, for selv om kvinden virkede bekendt så var det ikke det første hun tænkte på, for hun forsøgte jo at glemme Neimi, så hun bedre kunne klare at være alene selv om hun ikke ville ligge skjul på at hendes hund var opkaldt efter den eneste kvinde hun både elskede og hadet lige meget.

[Neimi Silvertung]

Neimi sad i sit eget hjørne og betragtede i stilhed datteren, dog ikke for intens men når hun ikke så på datteren så lyttede hun ekstra skrapt for hun var efterhånden sikker på det var hendes datter og det hjalp nu også lidt på navnet hun hørte, til trods for hun ikke selv ville kalde datteren det så havde hun gået med til det fordi Leo gerne ville have det og hun havde jo holdt af ham selvom hun ikke havde gjort meget opmærksom på det. Hun fortrød dog ikke hendes valg med at slå ham ihjel, for han havde intet betydet for hende efter det han havde gjort imod hende, at tage hendes elskede fra hende og han havde ikke beskyttet hende da de andre havde forsøgt at myrde hende.
Da hun hørte at Leonora spurgte efter noget at drikke sukkede hun stille, det var vidst noget pigen havde fra sin fars side. Neimi havde aldrig rørt alkohol men til gengæld havde Gambit været temmelig glad for det så han en overgang havde været dranker. Noget Neimi havde hadet at se ham være, men hun fik da pillet det af ham så de kunne leve sammen i ro og mag. Hun vendte blikket og så i den modsatte retning for til trods for at Neimi stadig lignede en ung kvinde omkring de 20 år så var hun langt ældre end det og det var nu meget godt hvis man forsøgte at starte på en frisk, men det ønskede hun alligevel ikke. Hun havde det bedst med at lide i stilhed og vide hun ikke var god nok for nogle, ikke en gang hendes egne børn.
Hun rodede i hendes mindre taske og tog en lille flaske op før hun trak hætten godt nedover hovedet. Hun drak diskret af den lille flaske og mærkede hvordan eliksiren tog sin virkning. Håret blev lysere og øjnene mere grønne end brune ligesom nogle af ansigtstrækkene ændrede sig. Eliksiren smagte dog hæsligt i sig selv men det hjalp hende med at holde sig skjul fra dem hun kendte. Efter hun følte eliksiren havde taget sin virkning rejste hun sig fra sit hjørne og gik hen til baren hvor hun satte sig ned. Nu galt det bare om ikke at tale for hendes stemme ændrede sig ikke, den del havde hun alligevel ikke fundet ud af endnu men hun havde før klaret sig med fakler. Hun gjorde tegn med hånden om hun ville have opmærksomhed og smilede sødt til den unge mand efter han havde givet Leonora hvad hun ville have. Neimi skrev med fingeren på baren at hun bare ville have et glas vand at drikke, for hun skulle ikke røre det afskyelige alkohol. Hun behøvede heller ikke andet lige nu for hun havde spist for under en time siden men lidt at drikke kunne hun altid bruge, især hvis det gjorde hun kom tættere på så hun kunne høre mere.

<- den hun forvandler sig til

[Leonora Lilaceae Silvertung]

Leonora lagde først mærke til kvinden da hun satte sig ved siden af hende, og begyndte at skrive med fingerne. hun lagde hoved meget svagt på skrå og studerede kvindens bevægelser mens hendes tanker kørte afsted, var hun stum, var hun bare hæs, eller havde hun en stemme hun ikke ville have folk til at høre. Leonora nåede dog ikke at tænke længe over det før Neinei havde stilt sig med forpoterne på kanten af bardisken mellem dem og puffede til Neimi med snuden i håb på opmærksomhed. "hun gør ikke noget, men jeg kan godt fjerne hende hvis hun er i vejen" sagde hun til den lyshåret kvinde, dog ikke med den samme glæde som da hun talte til bartenderen eller den lille dreng udenfor, for selv om hun da var en venlig sjæl det meste af tiden, så havde hun en kvote af det, og børn og venner fik altid førsteret til den, men hun var nu stadig venlig, med hendes lille smil. hun fik sin drink og manden satte samtidig en skål med vand på gulvet henne ved vægen, der fik Neinei til at løbe der hen med det samme og drikke noget. Tristan begyndte at spørge ind til hvor hun havde værede på det sidste, og han endte da også med at få forklarede i en lav tone at hun havde været på en mindre tur gennem skoven i grænselandet, og at det havde været noget så kedeligt fordi hun ikke havde haft nogen at løbe om kap med, hvilket var hendes måde at udtrykke både hendes kærlighed for at løbe, men også hendes sult og hendes hang til at jæge der tit drev hende til blod når hun slet ikke havde behov for det, men udelukkede fordi det var sjovt. tristan jokede med at hun da altid kunne løbe om kamp med ham der svansen med slips, deres egen lille kodesprog for Vlad, den eneste vampyr hun ind til vidre havde syntes var både køn og ufattelig irreterrende på samme tid, hun rynkede på næsen ved forslaget og rystede svagt på hoved, "jeg skal ikke hen til ham, så siger han bare til min mor at han har set mig... ikke at jeg tror hun ville bekymre sig alivel" det sidste sagde hun henkastede, som havde hun besluttede sig for at Neimi ikke ledte efter hende, ja faktisk havde leo formået at overbevise hende om at hendes mor bare var glad for at slippe af med hende og kun ville blive irreterret hvis hun så hende igen, noget ingen andre end leo havde været i stand til at bilde hende ind, for selv om hun ikke ville indrømme det, så savnede hun til tider at have et hjem, og have en der bekymrede sig om hende. de forsatte deres lave samtale som kun Neimi ville kunne høre, og nåede da også omkring hvorvidt hun var begyndt af give efter for kærlighed, noget hun hurtigt slog fast bare var noget omdigtede pladder som kun ulve kunne føle, noget hun igen havde fået fra leo, der for en gang skyld havde sagt noget i håb om at holde hende ude af ballade, overraskende nok.

[Neimi Silvertung]

Neimi sagde ikke noget for hun ville foregive at være stum, det var nogle gange lettere selvom det til tider var meget svært, for hun var jo ikke altid særlig god til at holde mund når det kom til stykket. Nogle gange nåede hun ikke at holde munden lukket før tanken var tænkt færdig, men lidt havde hun da lært med tiden, selvom det stadig kunne være svært. Denne gang ville hun dog kun lytte, en ting hun havde været glad for var forbedret siden hun blev udødelig, før i tiden havde hun temmelig svært ved at høre en komme bag hende til trods for de ikke ligefrem listede. Hendes hørelse havde nemlig ikke været særlig god på grund af hendes barndom og alle de tæsk hun havde fået sig i løbet af hendes liv.
Hun så dog lidt overrasket på ulven så hun gav et mindre hop fra sig og virkede lidt som om hvad hun skulle stille op med ulven, selvom hun dog tænkte sit men hun sagde intet udover hun så på den unge kvinde og trak lidt på skuldrene som om hun ikke havde noget imod det men hun virkede nu stadig ikke helt vild med den men ikke så meget at hun slog ud efter den eller noget.
Da Neimi fik sit vand vendte hun dog opmærksomheden imod glasset selvom hun sad og lyttede lidt til deres samtale selvom hun ikke virkede til at tage notis af dem. Hun sippede lidt af vandet inden hun tog en lille bog frem sammen med et skrive redskab så hun det lignede hun noterede nogle ting i den men hun skyggede nu alligevel lidt for det hun skrev, som om hun ikke ville have folk så noget, men igen hendes skrift var ikke det kønneste derfor havde hun aldrig skrevet selvom hun godt kunne, dog var det læseligt. Hun lyttede dog til hvad de sagde men hun var dog ikke helt sikker på hvem de hentydede til før Leonora snakkede om at der var en som ville sladre til hendes mor, for det kunne næsten kun være Vlad de snakkede om.
Hun drak hendes vand færdig, lagde en mønt som betaling og rev en side ud af bogen som hun foldede et par gange før hun skrev Leonoras fulde navn på det med lidt små bogstaver som hun lagde lidt under glasset for at holde det hvor det var. Hun rejste sig fra stolen og gik hen til døren med små lette hurtige skridt fordi hun ville ikke stoppes før hun kom ud. Derefter forlod hun kroen for at gå igennem de små veje og de små smutveje for hun skulle væk. Nu havde hun fundet det hun søgte så var der ingen grund til at være her mere, så hun ville hen til et sted hvor en gammel bekendt boede og hvor hun havde fået lov til at bo en dag eller 2 til gengæld for hun ville lave mad, for hun havde nu altid været en god kok. Hun kunne lave lækre retter selv med meget få ingredienser, det var nok derfor hun havde været temmelig god til eliksir i sidste ende.

*Sedlens indehold lyder følgende:
*Din mor bekymre sig. Hun har ledt efter dig over alt, fordi hun frygtede at du skulle ende som hende. Men nu ser hun at du er blevet smuk og har det godt. Så hun håber blot du en dag kan tilgive hende, for hun vil aldrig stoppe med at elske dig og bekymre sig om dig, uanset hvad andre og visse ulve siger. Hun vil dog aldrig være langt væk, hvis du skulle få brug for hende en dag *

[Leonora Lilaceae Silvertung]

Leonora lagde godt mærke til at kvinden begyndte at skrive noget, men hun tog sig ikke af det, kvinden interesserede hende ikke sønderligt meget. at hun ikke lod til at have noget imod Neinei passede hende fint, for hun var ikke meget for folk der skubbede hendes hund væk. hun forsøgte ikke at læse hvad kvinden skrev, men holde sig bare til hendes lave samtale med manden der mere og mere virkede som en ven end bare en bartender. i samme øjeblik som kvinden rejste sig for at gå tog tristan glasset, han sagde ikke noget med skuppede bare sedlen hen til Leonora, velvidende at det måtte være hende, for ikke nok med at han aldrig havde hørt andre med hendes mellemnavn så havde han heller aldrig før mødt en silvertung, ikke så vidt han vidste i hvert fald. Leonora åbnede brevet modvilligt og læste det, hun kryllede det sammen og lagde det ned i den lille taske før hun rejste sig "hvis du ser hende... så tilhøre hun mig" sagde hun kort for hoved til tristan før hun gav tegn til Neinei og gik mod døren. hun stoppede uden for døren og duftede ud i luften "lad os finde hende, nu" hviskede hun til ulven før hun lod den løbe foran efter den fært som hun selv havde midstede men fandt igen da de kom tættere på. hun gjorde hvad hun kunne for at få det til at se ud som om hun bare havde travlt men vreden boblede i hende. hun fandt kvinden efter hvad hun selv mente var utrolig lang tid, men til hendes forsvar så jagtede hun også et nyt menneske i en by fyldt af dem, med gader hun ikke kendte særlig godt. hun vendte om et hjørne og fik endelig øje på hende "hey!" råbte hun vredt, ligeglad med om nogen kunne høre hende. hun kom hurtigt hen til hende, men uden at røre hende spærrede hun truende vejen for hende, lige som hunden forsøgte at virke truende, selv om det var svært for den da den endelig bare ville sige hej og aes af alle. "hvor kender du mit navn fra? og hvor kender du min mor fra ?" snerrede hun truende, faktisk så langt fra den muntre stemme hun før havde haft som hun kunne komme, det var tydeligt at hun ikke var tilfreds med den besked hun havde fået, både fordi hun ikke kunne se at kvinden foran hende var hendes mor, men også fordi det var så langt fra den sandhed hun havde overbevist sig selv om, og det at hun aldrig ville kunne tilgive Neimi for ikke at fortælle hende hvem der dræbte leo, en ting han endnu ikke selv havde fortalt hende da han vidste det ville slå hårdere hvis hun fik det af vide af Neimi, og at det var noget hun ikke ville kunne tilgive, i hvert fald ikke sådan som hun havde det nu. det gik op for hende at hun ikek havde hørt kvinden tale, og at hun nok ikke kunne, men det slukkede ikke hende vrede "du kan jo fortælle hende at, hun tager fejl, hvis hun virkelig tror jeg har det nemt, eller godt, eller normalt, så er hun dummere end jeg nogen sinde gav hende æren for" hun var tydeligt vred men hun holde sig dog tilbage, og holde sin stemme så lav som hun kunne for ikke at tiltrække opmærksomhed, eller rettere ikke mere end hun allerede havde gjort. "og hvis hun nogen sinde tror at hun kommer til at tale med mig, eller bare komme en smugle i nærheden af en tilgivelse, så bør hun overveje at fortælle sandheden... og" hun tav kort og trådte lidt tilbage "og hun bliver nød til at acceptere, at han aldrig havde dræbt ham hvis jeg ikke havde tiggede ham om at gøre det" det var første gang hun fortalte sin sandhed i fulde, for selv om hun før havde sagt at leo gjorde det for at beskytte hende, så havde hun aldrig helt ville stå ved at hun var den eneste grund til at hendes far døde, for hvis hun ikke havde bedt ham om det var hun selv overbevist om at leo ikke kunne have fundet på det, men så igen var der jo også meget hun ikke selv vidste om leo, selv om hun troede hun vidste alt. hun bakkede langsomt lidt væk da hun kunne mærke hun var ved at midste kontrol over sig selv, noget der blev værre af at hun både var sulten og havde drukket, og hvis der var et sted hun ikke ville vise sit sande jeg så var det i et land hvor alle hadet den del af hende hun selv skammede sig over. "hvis hun elskede mig, hvis jeg virkelig betød noget, så havde hun selv fundet mig, i stedet for at sende en anden" sagde hun kort for hoved og vendte rundt for at gå væk.

[Neimi Silvertung]

Som altid så havde Neimi en dårlig stedsans og havde kort måtte stoppe op for hun havde kommet til at dreje forkert et sted, men hendes hjerne havde også været fyldt med tanker så hun havde bare gået uden at tænke over hvor hun egentlig gik hen. Hun stoppede med et suk før hun drejede rundt igen men blev stoppet af Leonora der nærmest virkede som om hun pludselig var dukket op ud af det blå. *Forbandet tanker* tænkte hun men blev dog stående hvor hun stod da Leonora begyndte at spærre vejen for hende. Hun sagde ikke noget men så nærmest bare på Leonora med sørgmodige øjne for hvad skulle hun gøre? Hun havde med tiden lært det nogle gange bare var lettere at lade datteren rase ud ligesom hun selv nogle gange bare havde brug for at rase ud. Det temperament havde Leonora sikkert fra hende, noget der egentlig ville more hende i en hver anden situation og det havde da også før fået hende til at smile lidt for sig selv når datteren ikke så det.
Da Leonora vendte rundt så Neimi bare imod hende men for første gang åbnede hun munden i den skikkelse hun havde forvandlet sig til. "Du er gammel nok til at vide sandheden. Jeg ved du overtalte ham til at gøre det og jeg tilgav dig for længe siden, for jeg ved at han brugte dig som undskyldning for at få lov til at udleve hans had til din far, men vidste du at han lo mens hans kumpaner jog et sværd igennem mig og efterlod mig til at dø, så ja jeg slog ham ihjel fordi han tog alt fra mig, først tog han min nærmeste ven, så min frihed, så tog han min datter som han vendte imod mig og så tog han min mand. Han ville aldrig stoppe. Han forsøgte efterfølgende at myrde mig så jeg måtte beskytte mig. Vlad valgte at tage skylden fordi jeg ikke ville have du skulle hade Leo, jeg ville have du skulle huske ham som en god mand, selvom han har placeret så meget had i dit hjerte. Jeg ville ikke have du skulle hade mig fordi jeg forsøgte at beskytte mig selv imod ham" . Der var ingen vrede i hendes stemme som der ellers havde været når hun havde skændtes med hendes datter, der lød til at være sorg i den, men hun forventede ikke at Leonora forstod at Neimi måtte slå ham ihjel, men sandheden skulle frem også selvom det måske ikke var rette tid eller sted, men hun havde holdt det hemmeligt i alle disse år og pigebarnet var jo vokset op til at blive en smuk kvinde som på en måde nok skulle klare sig, men kom der en dag hvor Neimi måtte tage kampen op med et spøgelse så måtte hun det.
Hun undlod dog nogle små detaljer som at hvad de havde gjort kort før at hun havde myrdet ham og sådan nogle små detaljer, de var vidst ikke vigtige.
Hun trak vejret dybt en enkelt gang før hun fandt en ny flaske frem og drak af den, en slags modgift til hendes tidligere eliksir der ville forvandle hende tilbage til den kvinde hun rigtigt var. "Jeg rejste fra dalen selv samme dag som du ikke kom hjem om aftenen. Jeg har ledte over alt efter dig, blevet angrebet af en morder, som troede han efterlod mig til døden og efterfølgende nær fængslet i min søgen efter dig, men jeg stoppede aldrig. Jeg ved at jeg er en dårlig mor, men jeg elsker dig. Jeg forventer ikke du forstår, jeg forventer ikke du tilgiver. Men jeg vil aldrig stoppe med at våge over dig, selvom du har dit eget liv så vil jeg aldrig være langt væk.". Hendes stemme døde hen som forvandlingen tog sin virkning og hun blev sig selv igen, stadig med nu brune sørgmodige øjne. Hun forventede nærmest at datteren blev rasende men hun var efterhånden ligeglad for hun havde jo alligevel ikke så meget at leve for mere. Hun vendte sig rundt og begyndte at gå i den retning som hun egentlig havde været på vej hen før hun var faret vild.

[Leonora Lilaceae Silvertung]

der gik ikke mere end nogen få ord før det gik op for Leonora at det var hendes mor, og hun var ikke glad for det, slet ikke når de mødtes på den måde, Hun knugede hænderne hårdt sammen og stod bare stille og lyttede, selv om det var umådeligt svært for hende ikke at råbe af Neimi med det samme. Hun vendte sig om da hun stoppede med at snakke, og så på hende med et blik der fik det til at se ud som om hun kunne æde hende når som helst, havde det da værede muligt. "hvor vover du at tale sådan om ham" snærrede hun og nærmede sig igen "han ville aldrig... du lyver" snærrede hun tydeligt ikke villig til at tro på at leo nogen sinde ville have gjort det, men så igen havde hun jo altid fået noget helt andet at vide. "fordi han tog noget fra dig, så mente du at det var på sin plads at tage alt fra mig... hvad er du dog for en mor" fnøs hun opgivende "han var gammel, du kunne bare have ladet os være de sidste år jeg ville have haft ham, så havde jeg ikek været vred, jeg havde kunne gå til ulvene senere i livet uden at frygte for om jeg kommer der fra igen, jeg havde haft glæde, lærdom, beskyttelse, men endnu bedre... jeg ville måske ikke have lært at hade dig" hun løsnede sine knyttede næver, men hun var stadig vred, dog vidste hun at hvis hun gav efter for vreden ville det betyde hun aldrig kunne komme tilbage til byen igen. "du skulle have dræbt mig før jeg blev født... du er skyld i det her" sagde hun anklagende men bestemt, for hun havde trods alt aldrig følt sig hjemme nogen steder, og hun kunne ikke se hvordan hun nogen sinde skulle komme til det, når hverken mennesker varulve eller vampyre ville kendes ved hendes.

Hun fnøs da hun hørte Neimi's næste ord, og selv on Leonora ikke selv så det så dukkede Leo op bag ved hende, med en skævt smil der selv i ulveformen afslørede at han nød hvad han så, og blikket i hans øjne var ikke til at tage fejl af, det var hans 'hvad sagde jeg' blik, og ikke et venligt et af slagsen. "hvade du virkelig ville finde mig så kunne du sagtens have gjort det... hvis du vidste noget som helst om mig ville du have vidst hvor jeg var" sagde hun opgivende, tydeligt ikke villig til at tro på at hendes mor virkelig havde ledt efter hende. "du har aldrig elsket mig, du elsker kun det af min far du ser i mig" hun var stadig vred men dog kunne en svag tåre anes i hendes øjne, og det var tydeligt at hun heller ikke brød sig om at snakke om sin far, og endnu mindre kalde ham far. hun skulle til at gå men blev dog stående for at se hendes mor sande ansigt igen, for hun ville ikke glemme det igen, hun ville ikke lade sig blive overraskede igen, ikke hvis hun kunne undgå det. "er du klar over hvor mange gange jeg har planlagt at få fat i dit billede siden leo fortalte mig om det ? hvad holder mig fra at jagte det endnu mere nu? at du fandt mig? at du fortalte mig at du var mere optagede af hævn end at gøre mig glad ?" hendes vrede boblede op igen, selv om hun ikke vidste at leo var fremme og blot stod bag hende og lignede en der var ved at dø af morskab. "Leo fortalte mig en gang at i havde chancen for at dræbe ham, da du fik din hukommelse... hvis du virkelig hadet ham så meget hvorfor gjorde du det så ikke bare, før jeg lærte ham at kende ?" det var tydeligt hun prøvede at forstå det, men med alt hvad hun havde fået at vide fra Leo var det svært for hende at finde rundt i hvad der var sandt og forkert. Leo trådte hen ved siden af Leonora, uden at tage øjne fra Neimi "du skulle have ladet ham dræbe mig, eller denne vladimir som hun har talt om... du kunne også bare have ladet vær med at lyve for mig kære silvertung" lød det fra ham som hans knurrende ord blev bårede af den sarte vind hen til hende. Leonora så ned på ham, overraskede over at han viste sig i den by, i dagslys, men hun modsagde ham ikke, hun havde lært at stole på ham, selv om det nok var det dummeste af alle de ting hun havde gjort. hun fulgte dog efter Neimi, for selv om hun var vred, fustrerede, ja så ville hun stadig have svar, hun ville vide hvorfor hendes mor havde givet hende et liv som frs starten af var dømt til at være mindre værd alene på hendes blod.

[Neimi Silvertung]

Neimi sukkede stille for sig selv for hun havde godt regnet ud at datteren aldrig ville forstå hvad hun havde gjort. Hun vendte sig imod datteren igen, med rolige nærmest alvorlige øjne. "Jeg lyver ikke min pige. Du kan altid bide mig for at se mine minder hvis du vil se sandheden. Han fortalte dig vel aldrig at nogle måneder før han myrdede din far og før han forsøgte at myrde mig, havde han slettet min hukommelse omkring dig fordi han ikke ville have din far skulle komme efter dig ved at lokke ud af mig hvor i var. Havde han bare løjet lidt for dig og sagt han havde myrdet din far så havde du haft ham lige indtil den dag hvor han selv døde, for din far ville ikke have dig og jeg kunne ikke huske dig, selvom jeg inderst inde vidste der var en som jeg manglede så vidste jeg ikke hvem. Jeg gjorde intet andet end at forsvare mig selv" sagde hun nærmest køligt roligt som hun tit gjorde når hun var lettere vred men talte sandheden for pigebarnet ville jo ikke forstå og Neimi ville ikke tvinge hende, det måtte jo være op til pigen selv om hun troede på sin egen mor eller den ulv som fyldte hendes hjerte med had og hendes hjerne med løgne. "Normalt ville jeg have dræbt inden du blev født, men du er din fars datter, den mand jeg elskede og ønskede at leve sammen med. Men Leo slettede min hukommelse der så jeg ikke huske din far til kort før du vel født og der blev jeg klar over Leons løgne." forsatte hun i samme kølige toneleje for datteren kunne lige så godt få nærmest alt at vide. Nu blev alle kortene lagt på bordet og alt blev afsløret.

De brune øjne som havde været rettet imod Leonora blev nu rettet imod Leo før hun lod dem vendte tilbage til Leonora. "Jeg var aldrig langt væk. Jeg har holdt min afstand, du ville alligevel ikke lytte til mig eller se mig. Jeg har elsket dig lige siden jeg mærkede dig under mit hjerte, været lykkelig da jeg mærkede dine små spark i maven. Jeg holdt af dig da du sov ved min side om natten. Jeg ser ikke så meget din far i dig som jeg ser mig selv, jeg har både grinet og grædt på grund af det.". Hendes stemme blev en anelse nedtrykt for det var jo sandt, der var så meget af hende selv i datteren at hun så en yngre udgave af sig selv, en udgave der havde væsner omkring hende der holdt af hende selvom hun ikke kunne se det.
Hun begyndte dog selv at blive noget så vred på datteren men hun holdt igen, for dette var ikke ligefrem stedet at råbe særligt højt, men ved datterens ord lagde hun hovedet på skrå og så en anelse undrende på hende. "Hvorfor skulle jeg dræbe den mand som rent faktisk virkede til at interessere sig for dig.? Du er vel godt klar over at Leo stoppede mig i at tage i mit eget liv fordi jeg ikke mente jeg var værdi til at have dig. Jeg havde bedt ham om at beskytte dig så du ikke skulle ende som mig.". Hun undrede sig en smule men igen datteren kunne jo ikke forstå det. Neimi havde været ret langt nede den gang fordi hun for første gang i hendes liv var bange, bange for ikke at kunne magte opgaven i at være mor.
Da hendes øjne vendtes imod Leo var der en smule vrede i dem, for hun gav stadig ham skylden for alt. "Jeg ville ikke lade Gambit dræbe dig dengang Leo fordi jeg holdt af dig. Og hvornår har jeg lige løjet for dig? " sagde hun lettere irriteret selvom hun egentlig ikke gad at snakke med ham. Han skulle sjovt nok altid blande sig på de forkerte tidspunkter.

[Leonora Lilaceae Silvertung]

hun knugede hænderne ved lyden af hendes ord, både fordi hun ikke ville tro det, men også fordi at tanken i sig selv gjorde hende vred. "det var sikkert før drømmene" forsvarede hun leo, uden selv at kunne huske hvornår de var begyndt, kun at de var der alt for længe, og at det den gang havde skramt hende noget så grusomt, nok også fordi hun ikke havde nogen gode referance punkter på Gambrit til at ændre hendes drømme. hun vidste ikke hvad hun skulle sige til hendes ord, så hun stod stille for en kort stund "du skulle bare have gjort det" konstaterede hun næsten opgivende, for ikke nok med at hun var sikker på hun aldrig ville være velkommen nogen steder, så havde hun endnu ikke mødt en som hende selv, noget der om muligt fik hende til at føle sig endnu mere udenfor end hun allerede var.

hun så ud som om hun kunne brække sig da Neimi sagde hun altid havde elskede hende, tydeligt noget hun nægtede at tro på "hvis du virkelig elskede mig, så havde du ikke efterladt mig så tit at jeg dårligt kunne huske din stemme... dine rejser, min far, dit liv var altid vigtigere" snerredehun kort for hoved, for selv om hun ikke helt ville stå ved det så havde hun som lille tit savnede at have sin mor der, og hver gang Neimi var smuttede igen havde det været værre end gangen før, noget leo havde udnyttede selv før han var bevidst om det. Hun løsnede igen sine hænder og så over på sin hund der lå henne ved vægen og næsten falde i søvn, tydeligt van til hendes udbrud, før hun så tilbage på Neimi, mens hun rystede svagt på hoved "og se hvor godt det virkede, jeg er en udstødt rejsende ude af stand til at elske, hvilken skøn kombination af mine så kalde forældre" sagde hun kort for hoved, og skulle til at gå da hun hørte leo svare "de sidste timer jeg havde i live, du sagde du ikke vidste hvor Leonora var, og du lod som om jeg betød noget så du kunne komme tættere på" det var tydeligt hvad han havde i tankerne med hans ord, men at han kun holde detaljerne tilbage begrund af Leonora ikke skulle have det billede i sit hoved "du havde så mange andre muligheder, du havde ikke behøvede at gøre det inden min død" hans ord blev båret af vinden i en lav knurren der passede så umådeligt godt til de vrede øjne. leonora så uforstående på ham, men dog irreterrede over at der var noget han holde skjult for hende. hun tog hånden langsomt ned i hendes taske og knugede hånden om den medaljon som Leo's sjæl var bundet til, hun havde tit overvejede at smide den væk, men dg var hun blevet for afhængig af Leo til at hun havde kunnet gøre det, men det var dog tydeligt at se i hendes øjne sporene af den samme irritation som Neimi så tit havde haft for Leo, også var at finde i Leonora, selv om hun ikke selv kunne se det. Hun trak den op af tasken men holde den skjult i sin hånd uden at sige noget, mens en kort tanker fløj i gennem hendes hoved at det var overraskende at ingen endnu var stødt på dem, og hun håbede det heller ikke gjorde det, for det ville være svært at forklare sig ud af det der så tydeligt var et spøgelse der stod ved hendes side.

[Neimi Silvertung]

Neimi sagde ikke noget til det første Leonora sagde med drømmende, for hvad skulle hun sige? Hun kendte jo ikke så meget til hendes datter i den tid. Hun havde været bange og havde brug for tid til sig selv den gang, mest for ikke at miste sin frihed. Den frihed hun elskede så højt. "Og være gået glip af den bedste gave man kunne give mig? Til trods for du tror du er alene så ved jeg hvordan det føles ikke at føle sig hjemme nogen steder. Jeg forstår dig bedre end du tror" sagde hun roligt for jo der var en gang hun ville have dræbt hendes ufødte barn, det havde hun gjort før men hun ville nok have overvejet at beholde barnet når det nu var Gambits.
"Hvad vil du have jeg skal sige? Jeg var ung og følte en evig træng til at rejse og ikke kun for at se din far men fordi jeg trængte til at være mig selv. Jeg var umoden og ikke parat til at skulle have ansvaret for andre end mig selv og hvordan skulle jeg kunne det når jeg ikke en gang kunne tage ansvaret for mig selv?. Men der gik aldrig en dag hvor jeg ikke tænkte på dig, der var dage hvor jeg ventede på at Leo ville bruge besværgelsen der kunne hente mig hjem til dig uanset hvor jeg var henne af, fordi jeg var selv for langt væk til at nå tilbage. " sagde hun stadig lettere rolig for hvad skulle hun sige til det? Hun var godt klar over hun ikke havde været parat til at blive mor, det havde været så svært at ligge hendes gamle liv til side for at tage sig af en anden skabning. Hun havde ikke kunne tage tilbage til Gambit den gang, det havde hun heller ikke gjort. Hun havde ikke set ham en del år efter Leonoras fødsel før de mødtes ved en tilfældighed og de gamle flammer var dukket op igen.
Ved Leonoras næste ord så hun lettere anklagende på Leo. "Nu fordrejer du sandheden igen. Jeg vidste ikke hvor hun var, men jeg vidste hvem der passede på hende. Du har altid betydet noget Leo, du var min bedste ven, min lærermester og den jeg så op til. Du lovede mig hun altid skulle være glad, at hun altid skulle være elsket og føle kærlighed, at hun skulle behandles som en lille prinsesse, du lovede hun aldrig ville behøve at stjæle, du lovede at passe på hende og du lovede at hun aldrig skulle ende som Alice eller jeg. Hvorfor betyder dine løfter i livet ikke noget i døden? Du elskede os i livet men du elsker hende ikke i døden." der var nærmest gråd i hendes stemme men hun valgte at holde igen, hun ville ikke græde, ikke være svag, men hun var træt af at kæmpe med alt og alle. "Jo jeg behøvede af grunde jeg ikke vil sige højt. " der var nærmest skuffelse i hendes stemme men hun kunne jo ikke gøre noget ved det, men hun ville ikke sige grundene mens Leonora var til stede, det behøvede hun ikke at vide.
"Men jeg vil gå nu. Hvis nogen ser os så kan det gå udover Leonora og det vil jeg ikke have. Hun har lidt nok på grund af os." sagde hun roligt og nikkede kort med hovedet som tegn til at hun nu ville takke af og gå væk sådan at Leonora ikke fik problemer på grund af hende, med hensyn til Leo kunne hun jo intet love for han skabte kun problemer i Neimis øjne.

[Leonora Lilaceae Silvertung]

Leonora fnøs da hun hørte Neimi's ord, tydeligt ikke villig til at tro sin mor's ord. "yea right, hvor må det være forfærdeligt at være et normalt menneske, den ene race der er elskede af alle om så det er i sengen eller som mad" sagde hun irreterrede og tydeligt ironisk "jeg har endnu ikke mødt en eneste som mig, jeg mødte en der var halvblod men hendes evner var anderleds, hun var stærkere end mig og langt mere accepterede" hun sukkede kort "vampyrene hader mig, ulvene hader mig, og menneskerne er bange for mig, hvad har jeg af muligheder tilbage" sagde hun opgivende men dog mindre surt end før. "i så fald skulle du ikke have fjollede rundt på den måde, selv jeg ved hvad chancerne er når man gør det" sagde hun opgivende, for selv om hun da selv nød at dele natten med en mand så gjorde hun det ikke så tit da hun frygtede at ende med et barn hun ikke kunne tage sig af. Leonardo knurrede højt igen, så højt at ulven løftede hoved og så opmærksomt rundt, uforstående over hvorfor Leo knurrede. "mine løfter var til hende, så længe jeg levede, hun kunne have haft et skønt liv hvis i var blevet væk, hvis du ikke havde dræbt mig" han var tydeligt vred men en kort blik fra Leonora fik ham til at dæmpe stemmen igen "jeg vil altid elske Lilaceae, men dig... jeg har intet godt tilbage, ikke med den måde jeg skulle dø" snerrede han lavt. hendes manglende vilje til at give ham grunden fik ham bare til at se opgivende op, som var hun ikke hans tid værd og han kommenterede derfor ikke på det sidste. han så op på Leonora og idet hun nikkede stille til ham forsvandt han som havde han aldrig værede der. Leonora så bare tomt på sin mor, som kiggede hun på en fremmede "selv efter alle de her år, fortæller i mig stadig ikke hvad der endelig skete den dag" hun virkede opgivende, og lavede en lille kliklyd der fik ulven til at rejse sig og komme hen til hende "jeg husker ikke at du nogen sinde gjorde noget godt for mig, selv da jeg behøvede Leo mest prøvede du at tage ham fra mig, og du taler om kærlighed" hun lavede en opgivende bevægelse og vendte sig for at gå, dog tabte hun den lille medallion uden at ligge mærke til det. ulven der så ud til at forstå mere end den burde kiggede kort på medaljongen og så op på Neimi med et blik der næsten skreg at hun skulle tage den, som om den forstod at Leo var bundet til den og ikke længere Leonora da det havde været for hårdt for ham at være knyttede til et menneske. Ulven løb efter Leonora og forsvandt lydløst rundt om hjørnet sammen med hende.[/b][/b]

[Neimi Silvertung]

På sin vis havde Neimi opgivet at snakke fornuft i hendes datter, for hun kunne alligevel ikke få datteren til at forstå i sidste ende, det krævede jo at hun havde levet hendes liv. "Du har stadig ikke lært at ens race intet betyder i denne verden. Det er kun dig selv der tror alle hader dig." sagde hun roligt men dog lettere stille, for hun mente datteren på det punkt var blevet blind. Hun så ikke kærligheden eller skønheden i noget, til trods for at Neimi ikke selv følte meget kærlighed men hun så det på folk når de så på hinanden eller på ting de holdt af. "Jeg kunne præsentere dig for mange som var lige som dig. Som er blevet efterladt af enten en eller begge deres forældre, folk som har levet på gaden uden venner eller familie eller hvor forælder ikke elsker deres børn og ikke er villig til at kæmpe for dem. Jeg kunne vise dig folk som ikke vil være bange for dig men ville byde dig velkommen med åbne arme, men jeg er ikke sikker på du vil kunne se. Du forstår ikke at på hver eneste tidspunkt i dit liv har du haft en som har elsket dig, beskyttet dig og har kæmpet for dig" forsatte hun i samme tone, selvom det nok ikke var det smarteste at sige men hun var på et punkt hvor hun var træt af at høre hvor ondt datteren havde af sig selv, for det var pigebarnet jo selv ude om. Hvis hun bare åbnede øjnene lidt og tænkte over tingene så ville hun faktisk indse at hun havde levet et udmærket liv, et liv med en del drama ja, men der fandtes et liv der var værre, men det kunne hun jo ikke se.
Hendes brune øjne vendte sig stille imod Leo, nærmest som om hun egentlig ikke rigtig gad ham. "Kære Leo.. Du var selv ude om det." andet havde hun ikke at sige det var jo ham som havde forsøgt at dræbe hende først og hvis hun ikke havde været udødelig så havde det sikkert også lykkes ham. Han havde jo allerede den gang vidst hun var udødelig, det var nok derfor han havde haft det så sjovt med at dræbe hende, fordi han vidste hun ville lide på grund af ham.
Igen vendte hun øjnene imod Leonora, for hun var træt af at skændtes med datteren, den datter der var blind for alt andet end hende selv. Det var nogle gange som om man snakkede til et eller andet dyr som kun tænkte på sig selv. "Når du en dag ikke længere er blind for det som er lige i nærheden, så husk at jeg er her hvis du får brug for mig" sagde hun roligt da Leonora vendte sig om for at gå, for hun mente datteren var så selvoptagen at hun ikke kunne se udover sin egen næse ind i mellem, derfor gad hun ikke blive ved med at skændes med hende. Hun havde andre ting at lave, for hun skulle jo have noget at spise til trods for hun var udødelig så skulle hun jo stadig have noget at spise.
Hun stod lidt og så efter datteren og sukkede kort efter hende. Hvorfor skulle livet være så hårdt? Det havde været nemmere den gang hun ikke havde følt så meget. Hun så pigen tabe medaljonen men hun ville ikke sige noget, for det gjorde jo hun kunne få den langt væk fra datteren og hun havde et bestemt sted i tankerne, bare for at straffe Leo på sin vis. Da hun var sikker på datteren var væk gik hun hen og samlede den op og gemte den væk fordi ingen skulle vide hun havde den der efter gik hun hen til det sted hun skulle lave mad for i dag.