Bare en lille omvej

[Neimi Silvertung]

Neimi var bestemt ikke tilfreds med at hendes datter havde ladet sig narre men igen hun var just heller ikke tilfreds med at Su allerede forsøgte at angribe hendes lille pige allerede. Hun forsøgte så vidt muligt at beherske sig så hun fulgte efter ham ind på værelset med staven klar i hendes hånd efter hun havde fundet den frem. "Du har ingen ret til at sige.. Du er ikke hendes onkel, du er ikke en gang beslægtet med hende.." hvæste hun nærmest af ham for han havde ingen ret til at sige. Han betød intet for han ville kun Leonora ondt og det ville Neimi ikke finde sig i. Hun var desuden også ligeglad med om Leonora hørte hende for det kunne hun tage sig af senere, hun ville kun have fat i et problem af gangen. "Hvad er det du vil have? Og hvorfor skulle du have ret til det?" spurgte hun køligt men på en måde også en smule hånligt for hvad gjorde Su troede han havde ret til noget?
Hun sigtede staven imod ham. "Jeg siger det en gang til.. Træt væk fra min datter.." sagde hun køligt for han skulle ikke røre hendes lille pige også selvom hun og datteren ikke var gode venner. Hun vidste nu godt at der var visse besværgelser som hun nu skulle holde sig fra men Gamma havde lært hende ret meget i de år som de havde boet i dalen, så hun var blevet en del klogere og bedre til magi end den gang hun sidst havde set Su, selvfølgelig ikke siden de sidste par dage men i de sidste mange år hvor hun egentlig havde troet han var død. Men nu kom han og truede hendes datter og det skulle han ikke slippe godt fra. "Hvis det endelig er så er din kamp med mig og ikke med hende. Hun har ikke noget at gøre med det her" forsatte hun køligt selvom det ikke ligefrem var fordi hun gad sådan en kamp her en gang til. Hun var så træt af at kæmpe at hvis det ikke var fordi det handlede om hendes barn så ville hun aldrig havde blandet sig i den.

[Su Han La Rosura]

Su kunne ikke andet end at nyde at se at Neimi intet kunne gøre ham når han holde den unge dræber, "kan du beslutte dig? enten har hun ret til min formue og min familie, ellers ikke" sagde han roligt for at vende ordene imod hende med det samme. han holde sig tæt på Leonora i sengen og duftede blidt til hendes hår "desuden, der er andre måder at binde hende til familien end som hendes onkel" sagde han med en svag latter håbede at hun ville forstå hintet om at han intet problem ville have med at ligge i med hendes datter for at få magt over hende, skulle det blive nødvendigt. "det er ganske simpelt Neimi, jeg vil have den formue jeg er fødsels bestemt til, den min bror stjal for din lille Northus" sagde han med tryk på det sidste for at gøre det klart at han bestemt ikke så hende som mere end det. han forsøgte ikke at le for højt af hendes trussel og fik da også hurtigt stoppede sig selv "hvad ville hun dog sige? du nægter hende en beskytter, en familie, et hjem, og nu også en der kan bilde hende ind at han forstår hende" sagde han næsten udforderne "giv mig min bror, og du skal slippe for mig, og hvis ikke... så ser jeg ikke andre muligheder end at blive ubehagelig" hans stemme var rolig som vinden udenfor vinduet. Leonora vågnede langsomt men som Su skulle til at rejse sig lagde hun armene om ham, hun lod som om hun stadig sov men Su vidste trods alt bedre også selv om han ikke sagde det, "see selv i søvne vil hun hellere have mig tæt på" tirrede han Neimi og lod en hånd blidt nusse Leonora's hår både for at provokere Neimi, men også for at lade Leonora vide at han godt vidste hun var ved at komme til sig selv igen. Leo var begyndte at blive opmærksom på samtalen, og selv om hans nysgerrighed bød ham at komme frem så han i sandhed kunne se hvad der forgik så ventede han, for han ville være sikker før han trådte frem, for hans styrke var trods alt svækkede en smugle af saltet og han ville ikke spilde tiden uden hvis han kunne undgå det. Leonora var nu helt ved sig selv igen, ja faktisk følte hun sig næsten ikke fuld mere selv om hun endelig var det, dog forblev hun liggende med lukkede øjne og armene omkring Su, hvorfor hun var villig til at beskytte ham var hun ikke sikker på, men det var nok en kombination af hendes tiltrækning til vampyre, hans forførende stemme, kysset, og at hun for første gang i mange år havde set det meneskelige af Leo om ikke så bare et lille støvkorn af det gemt i hans øjne, og dog kunne det lige så vel være for at trodse hendes mor og straffe hende for at have forladt hende og taget Leo fra hende, for selv om hun ikke vidste en brøkdel af hvad Neimi vidste om Su så vidste hun stadig nok til at vide at det var mere end det tidligere angreb der gjorde spændingen i mellem dem.

[Neimi Silvertung]

Neimi kogte nærmest af raseri som han blev ved med at true hendes datter. "Det var Leos andel han har ret til at give den til som han anser som være arving for ham.. Det er ikke noget du skal blande dig i.." sagde hun vredt for det var grov som han blev ved med at være så tæt på hendes datter, så hun dannede en lille ildkugle og lod den flyve tæt på hans hånd i nærheden af Leonora bare for at advare ham lidt over hun ikke var bange for at brænde ham. "Du vil aldrig blive noget for hende. Hun vil aldrig tage dig som beskytter, ikke når hun først ved hvor ond du var over for Leo og når du er vampyr så vil hun hade dig lige så meget som hun hadede sin far og resten af jeres slags." sagde hun vredt for hun regnede da ikke med at hendes datter ville have noget med en vampyr at gøre når det kom til stykket, uanset om hun så blev helt forvandlet eller ikke. Neimi kogte nærmest af raseri over at Su var sådan overfor hendes datter, det var dog utroligt hvordan hun kunne have været tiltrukket af ham en gang, men det havde hun nu aldrig nævnt til nogle og det var bestemt ikke noget der skulle frem nu. Men hun gav dog utryg for at tanke væmmes hende. "Men fint hvis du vil have Leo så er han neden under hos bartenderen. Noget af hans formue ligger i huset ved siden af blomsterhandleren 4 gader længere nede, hvor der ligger en ledetråd til det næste sted" sagde hun sammenbidt som om man næsten skulle tro det var sandt, selvom Leo hang om hendes hals men det var ikke ligefrem til at se fordi kjolen gik helt op til halsen. "Lad så min datter gå.." sagde hun irriteret stadig lettere truende med ild kuglen selvom hun til sidst lod den forsvinde. Det var dog ikke fordi hun havde opgivet men hun ville prøve at lege med på hans lille leg hvis det kunne redde hendes datter.
"Min datter vil aldrig elske dig uanset hvilken eliksir du end har fået stoppet i hende. Selv en eliksir vil stoppe med at virke på et tidspunkt, så hendes mindre forelskelse vil sikkert fjerne sig." forsatte hun i den vrede tone for hun havde jo lært om en del af den gamle kone også nogle eliksirer som måske ikke var helt fine i dem men hun blev jo nødt til at vide noget om dem for at kunne bekæmpe dem.

[Su Han La Rosura]

"Det var aldrig hans andel! han stjal alt hvad der tilhørte mig, og alt hvad der skulle have kommet til vores søster! han var intet andet end en uduelig tyv og jeg vil få hvad der tilhøre mig!" snærrede han højt uden at tænke over at han skulle lade som om Leonora sov, og han ikke ville vægge hende. han trak en smugle på sit smil "er du nu sikker på det? hendes kys sagde ellers noget helt andet tidligere" hoverede han kort og kunne ikke andet end at frydes ved tanken om hvor let det havde værede for ham at få hende hen til ham. At Neimi havde værede tiltrukket af ham engang vidste han ikke, og lige nu var han endelig ligeglad, dog ville han nok have set anderleds på det hvis han havde vidst det den gang. Su rystede opgivende på hoved "hvor dum regner du mig for at være ? den bartender er totalt forgabt i din datter, det kan selv jeg se, hvis han fik fat i hvad det end er han har bundet sig til ville han aflevere det til hende med det samme, eller som minimum give det til hendes køter" sagde han opgivende "neeej hvad med du henter ham hvis han virkelig er der nede, få ham til at vise sig, og lad os se om Leonora er er værd at opgive pengene for" han nødt det spil de havde, selv efter hun havde gjort det klart at hun kunne skade ham hvis hun ville, for nok var der ikke meget frygt i rummet, men det var nu alivel skønt at se kvinden foran ham prøve at få ham væk. Han lo mildt men før han kunne nå at svare så rettede leonora sig op, hun satte sig i hans skød med en arm om hans hals som for at blokere i mellem dem og så på Neimi "han gav mig intet, han betalte mine drinks, og tilbød mig Leo tilbage så snart han har talt med ham, jeg er ligeglad med pengene, jeg vil bare have min ulv tilbage, og selv vælge hvem jeg er bundet til" sagde hun bestemt. Su lod en hånd glide over hendes kind, og så næsten sultent på hende, "bare rolig Neimi, din lille blomst er i sikkerhed for nu" sagde han og sendte Neimi et lumsk smil før han kyssede Leonora dybt, dog klar til at hoppe væk hvis et angreb alivel skulle komme. Leo reagerede på Leonora's stemme og ikke mere end få sekunder efter kysset stod han knurrende ved Neimi's side og så på sin bror og den pige han havde set som sin egen. "Leonora, væk fra ham, nu" snærrede han tydeligt vredt, og ikke nok med at synet chokerede hende så forvirrede det hende også, for hvorfor havde hendes mor havde Leo med her, og skulle hun lystre ham eller blive ved Su, og hvorfor stod Leo ved siden af Neimi uden at sige noget til hende, hvorfor lod Leo til at tage Neimi's side i dette, hvad var det Su havde gjort der var så slemt at selv Leo ville have hende væk der fra. Leonoras blik flakkede forvillet frem og tilbage alt i mens Su's greb om hende blev stærkere så selv hvis hun ville kunne hun ikke rykke sig fra ham før han gav tilladelse til det eller Neimi fik skramt ham væk

[Neimi Silvertung]

Neimi kogte inderst inde af raseri over Sus opførsel og det at han truede hendes datter. ”Måske var han en uduelig tyv, men i det mindste kunne han finde ud af at bestille noget til forskel fra dig som vil have det serveret på et sølvfad.. Din søster ville nok foretrække at Leo fik det frem for dig” sagde hun irritabelt selvom det ikke var meningen at hun ville tage Leo i forsvar men nu virkede Su bare som en lille forkælet møgunge der skulle have alt serveret på et sølvfad for ellers var hele verden bare imod ham og så skulle de straffes for det. Ingen ansvarsfølelse eller forpligtelse følelse overhovedet.
”Det var et kys i påvirket tilstand. De betyder intet. Hvis jeg var fuld ville jeg også have kysset dig og jeg bryder mig ikke om dig.” forsatte hun i den ligegyldige tone for det kys havde intet betydet, ikke når det var i påvirket tilstand uanset om det var eliksirer eller alkohol eller andre stoffer så betyd de kys intet fordi de ikke kom lige fra hjertet. Men hvis han ville tage det som det betød noget så var det jo hans egen sag, ikke hendes men han skulle nu ikke udnytte hendes datter.
”Han ved ikke han har den. Jeg gemte den inden jeg løb efter dig, fordi jeg vidste hvad du ville.” sagde hun køligt for nu virkede han da også lidt små dum. Hun havde da selv set at drengen havde været fortabt i Leonora, for hun kendte det blik så godt. Men derfor kunne hun jo godt have gemt den mens han så væk, det havde hun stadig evnerne til at gøre.
Det væmmes i Neimi da Su gjorde sådan imod hendes lille pige, for det var tydeligt at pigebarnet var påvirket af et eller andet. ”Lille skat.. Han ville aldrig give dig Leo tilbage. Han ville hellere dræbe dig end at give dig Leo tilbage, han vil ydmygede dig og udnytte dig bare for at få han vil have uden at give noget igen. Den mand er ikke til at stole på. Han har altid gjort livet surt for Leo, hvis han ikke ydmygede ham, så forsøgte han at begå selvmord, han fortalte Leo at ingen kunne elske vores ulv. Du er påvirket af noget min pige, noget som han har givet dig kun fordi han vil have hans penge og han vil have Leos ånd gemt et sted hvor du aldrig får ham igen” sagde hun lidt mere roligt for at virke alvorligt, selvom hun dog mente alt hun sagde. Hun så kort ned på Leo før hun rettede de mørke øjne imod Leonora igen. ”Vi elsker dig min egen. Selvom vi ikke er enige om mange ting, så ønsker vi begge kun det bedste for dig, og det får du ikke med ham. Hvis du lover at holde dig fra ham så får du Leo igen og jeg vil ikke være i dit liv mere” sagde hun roligt med et stille suk for selv den udtagelse måtte Leo da være enig i. De havde begge deres syn på hvad der var det bedste for Leonora så var der vidst ingen tvivl om at de begge elskede hende og hvis det betød at Neimi skulle holde sig væk så gjorde hun det.

[Su Han La Rosura]

Su rystede op givende på hoved "hvis hun virkelig ønskede at Leo skulle have hendes del, så havde hun nok ikke mindede mig om Leonora og givet mig et forslag til hvor jeg kunne starte min søgen" han smilede selvsikkert, for han var endelig ligeglad med hvad hun troede om ham, for han mente han fortjente hver en krone, om ikke for at være sødt i familien så for at ikke at have dræbt Leo selv om han havde ønsket det længe. Su lavede en grimasse "som om du ville få chancen" sagde han og så ud som om at han kunne brække sig ved tanken, selv om det nu kun var for at tirre hende at han sagde det, desuden var han ligeglad hvad Leonora følte så længe han kunne styre hende. Su himmede opgivende med øjne for at vise at han ikke troede på hende, for han havde ikke tænkt sig at gå fra Leonora før han havde Leo, koste hvad det ville. Leonora lyttede til sin mors ord, og selv om det lød sandt så var hun ikke sikker, hun vendte øjne bekymrede mod Su, spørgende for at få hans svar, i håb om at få sandheden, eller om noget kunne høre hans løgn. "jeg har aldrig brudt mig om Leo, det er ingen hemmelighed, og jeg kunne ikke tro på at nogle kunne elske en ulv, ikke før du kom kære Leonora, jeg kunne se det på dig, og jeg lover dig du får ham så snart jeg har fået hvad der tilhøre mig" hans stemme lød ærlig, ja næsten menneskelig, som han så Leonora dybt i øjne med et næsten lokkende blik for at få hende til at tro ham. Leonora vendte øjne hårdt mod Neimi "jeg er ligeglad med pengene, og jeg er ikke påvirkede" insisterede hun uvidende om at hun faktisk var det. Mens Leonora så væk sendte Su Neimi et hånligt blik, for ind til videre så det ud som om han vandt, i hvert fald hvis man spurgte ham. Leo så overraskede op på Neimi ved hendes ord, tydeligt mistroisk over at hun virkelig ville give ham tilbage, et blik som Leonora fangede og blot gjorde hende mere mistroisk end før og hun valgte derfor at blive sidende ved Su, i hvert fald for nu. "hvorfor skulle jeg kunne stole mere på dig end Su? jeg har ingen onde minder om ham.. dig derimod... du var der aldrig, du tog Leo fra mig, efterlod mig hos en familie af blodsugere, og lod mig aldrig gøre hvad jeg ville" sagde hun trodsigt, før hun vendte øjne mod Leo "sig hvad han vil vide så gør jeg det" og selv om hun prøvede at lyde bestemt så var usikkerheden tydelig i hendes øjne. Su holde stadig om hende og så koldt på ulven foran ham "kom nu lille bæst, byt din piges evighed for hvad der tilhøre mig" krævede han koldt men tav dog da Leonora sendte ham et is koldt blik som advarsel for at have kaldt Leo et bæst overfor hende, noget der viste at der trods alt stadig var noget kontrol i hende, på trods af hvad der end var i det hun havde drukket tidligere. Leo så i mellem dem og endte med at vende hoved spørgende mod Neimi, for han vidste han ikke kunne angribe, og han var virkelig ikke meget for at skulle sige det, men for første gang siden sin død var han villig til at lytte til Neimi, dog kun fordi hun var den eneste af dem der faktisk kunne skade Su og at han for en gangs skyld vidste at de var på samme side i det.

[Neimi Silvertung]

”Sjovt nok tror jeg ikke på dig.. Jeres søster var ikke ond og kold som dig.” sagde hun køligt men tydeligt at hun ikke troede om, for de gange hun havde mødt søsteren så havde hun altid været sød og omsorgsfuld, selv den gang hvor hun havde ladet sin kæreste blive vampyr sådan at de kunne blive sammen, det gav kun udtryk for en kærlig person så hun kunne ikke tro at hun ønskede at skade nogle, så meget forandrede folk sig ikke. ”Jeg vil nu heller ikke have chancen medmindre jeg ville kaste op” forsatte hun i den kølige tone, for hun ville da ikke kysse ham, ikke nu hvor han var så ond, tidligere i deres liv måske men slet ikke nu for hun væmmes ved ham. Det kunne man på en måde også se på hende for det ville ikke være særlig behageligt i hendes øjne, og heller ikke om det kunne reddes hendes liv så ville hun hellere dø.
”Su stop med at lyve for hende. Du får intet ud af det. Du ville selv have dræbt Leo hvis du havde fået lov.” sagde hun køligt for hun var snart træt af hans løgne og det hjalp nu heller ikke at hendes datter var påvirket af noget der gjorde hende blind. Neimi vendte mere milde øjne hen imod hendes datter. ”Du er påvirket min egen, du kan bare ikke selv se det.” sagde hun roligt med et stille suk. ”Jeg beder dig ikke om at stole på mig. Jeg beder dig stole på Leo og gøre som han siger. Han vil heller ikke have dig tæt på hans ondskabsfulde bror.” forsatte hun for Leo havde jo selv sagt at Su skulle holde sig væk fra Leonora, så hvis hun ikke ville lytte til Neimi så ville hun måske lytte til Leo. For hun vidste jo godt at hun var en dårlig mor, det havde hun da vidst i mange år så det behøvede de ikke ligefrem at diskutere nu. ”Du skal ikke bestemme om min pige skal leve evigt. Det skal være hendes valg om hun vil vælge et forbandet langt liv eller et kort og godt et.” sagde hun lidt hårdt til Su for han skulle da slet ikke bestemme om Leonora skulle have et evigt liv eller ikke. Leonora var trods alt født dræber så hun ville dø på et tidspunkt, det havde Neimi da lært med årene.
Hun tog hænderne op, stadig med staven i den ene hånd hvorefter hun afslørede medaljonen før hun tog kæden af og rakte den ud i frie hånd, men dog ud til siden af hende og ikke imod Leonora og Su. ”Hvis du vil have den min pige, så kom og tag den.. Men kun du må få den, han må aldrig rører den det vil Leo ikke have og du af alle burde respektere Leos ønsker.” sagde hun roligt bare for at vise at Leonora gerne måtte få den, men hun ville have Leonora skulle komme og hente den, ellers ville hun enten kaste den ud af vinduet eller bruge en besværgelse på som Leo tidligere havde vist hende men hun aldrig havde mestret den gang men det havde hun efterhånden gjort så hun havde dog lært af Leo selvom det havde taget hende en del år at gøre det.

[Su Han La Rosura]

Su så for første gang i lang tid ud til at han holde sig selv tilbage fra at sige noget, "Leo lærte forglemmelse af mig... lad os bare sige vores søster af bedst af ikke at huske hvorfor jeg holder øje med hende" sagde han bestemt men holde sig tydeligt tilbage fra den fulde sandhed, for han havde aldrig indrømmede det for nogle, og han ønskede heller ikke at folks syn på søsteren skulle ændres. Han huskede tydeligt at søsteren mod sin vilje havde ladet sin partner blive vampyr for at rede hans liv, men han kendte sin søster godt nok til at vide at hun ikke ville have endt på det punkt hvis han ikke havde fjernet hendes hukommelse den gang hun dræbte Leo's tvilling. Han himmede kort med øjne til hendes næste kommentar, men sagde intet for så var de da enige på et punkt. "mig? dræbe en ulv? neeej jeg har bedre ting at tage mig til, desuden er det meget sjovere at få folk til at gøre det selv" sagde han og forsøgte at lyde uskyldig, dog med et tydeligt tryk på at han bare lod som om, for det var nu sandt, at dræbe Leo ville have været en fornøjelse, men det var nu sjovere at se Leo ødelægge sig selv. Leonora lyttede til hendes ord men var tydeligt forvirrede, hun vendte sine øjne til Leo et et kort øjeblik før de fandt tilbage på Su der selvsikkert og uden et ord beroligede hende før hun så tilbage "Han er ikke ondskabsfuld, det kan han ikke være når han er i familie med Leo" sagde hun en smugle fjernt, og selv om hun hørte sig selv sige ordene så var det tydeligt at noget i hende ikke helt troede på det. Su lo kort til hendes kommentar og kyssede Leonora's hals og blottede sine tænder, dog uden at sætte dem i hende men blot markerede at han sagtens kunne hvis han ønskede det "tisk tisk, kære Neimi dog, du gav hende forbandelsen at leve, nu er det min tur til at lege" sagde han slesk og smilede til hende, dog uden at fjerne sit hoved helt fra Leonora der sad stille som en sten, tydeligt bange for at blive bidt men ude af stand til at reagere på det så længe hun var påvirkede. "Leo... fortæl ham det.... giv ham hvad han vil have" bad hun stille næsten hviskende og lukkede øjne, for hun kunne ikke klare at se Leo så vred over hendes valg, men så igen kunne hun heller ikke gøre som han ville, og hun begyndte mere og mere at tro på at der var noget i hende, selv om hvad det end var holde hende fra at se den fulde sandhed. Leo så vredt op på Neimi et kort øjeblik inden han med tilbagetrukne øre bevægede sig hen til sengen. han hoppede op på den velvidende at han intet kunne gøre alivel og så Su koldt i øjne "Darklia, kælderen, så tæt på Ewan grav som du kan komme, maleriet af Romilda... blodbundet" sagde han meget modvilligt, velvidende at det ikke var alt, men at det var alt hvad Su kendte til, og at der derfor stadig ville være noget tilbage til Leonora hvis hun ønskede det. "sommerhuset er hendes, og hvis du nogle sinde kommer tæt på hende igen så sælger jeg gerne denne form til den vampyr der stjal Leonora fra mig, for nok er han klam, men en vampyr med næsten hvide øjne, en svaghed for mennesker og en familie der får vores til at se lille og simpel ud, skal nok gøre hvad jeg ikke længere kan" truede Leo med den koldeste tone han kunne komme på. Su smilede roligt "hun vil komme til mig før eller siden" sagde han og gjorde klar til at rykke sig "sukker, vand, liljer, så får i jeres pige igen" afslørede han før han i en hurtig bevægelse fik Leonora af sig og hoppede hen til vinduet. han sendte et sidste smil tilbage imod dem og hoppede så ud af vinduet og væk i mørket.



Leonora blev liggende på sengen næsten i en trance og så hen mod Neimi før hun langsomt døsede hen igen, som om at hvad hun end havde fået var designet til at slå hende ud så snart han kom for langt væk, hvilket dog ikke helt var tilfældet med bare fordi det havde været i hendes system for længe efterhånden. Leo vendte sig og snerrede truende af Neimi, "se hvad du gjorde" knurrede han "selv som død beskytter jeg hende bedre end nu gør!" han næsten råbte af hende, tydeligt vræd, ikke bare over at hun havde taget ham, eller endda dræbt ham, men at Leonora var end i en situation hun ellers ikke ville være kommet i. Leo vendte hoved tilbage mod den bevidstløse Leonora og håbede at hun ville vågne eller at Neimi kunne gøre noget, for selv om han nød at være spøgelse så hadet han den del hvor han ikke kunne hjælpe Leonora med andet end sine ord.

[Neimi Silvertung]

Neimi valgte at forholde sig tavs det meste af tiden, dog kunne hun ikke lade være med at hæve øjenbrynet lidt med hensyn til forglemmelsen, som om han lige havde givet hende en ide, hvis hun så viste hvor søsteren var henne så kunne hun godt ophæve den del og måske ville hun få en allieret på hendes side men det var ikke noget hun ville bruge tiden på nu. Det galt jo om at få Leonora væk fra Su.
Hun havde ikke meget at sige, for hun gad efterhånden ikke kæmpe mere men da det ikke virkede som om Leonora ville have medaljonen tog hun den ind til sig igen og tog den om halsen sådan at der ikke skete den noget, i hvert fald bare for noget tid. Hun ventede bare på at alt dette her var overstået så hun stod bare roligt og så på Su, nærmest ondskabsfuldt men hun sagde ikke noget, som en dræbende stilhed.
Hun var også ligeglad med at Leo afslørede hans hemmelighed hvor noget af formuen lå, for det måtte han selv om, det var jo ham der ville blande sig. Hun så efter Su da han stak ud af vinduet men sagde stadig ikke noget før Leo nærmest råbte af hende, det var først der hun vendte øjnene imod ham, nærmest vred men samtidig ligegyldig. ”Det var dig der rodede hende ud i det her ved at stjæle noget af familiens formue, sådan at Su kom efter hende” sagde hun køligt for hun var træt af alle disse beskyldninger om det ene og det andet. Det var jo ikke hendes skyld at Su var kommet efter Leonora! Det var Leo selv.
Hun gik ud af rummet men kun for at gå nedenunder til bartenderen for at bede ham om at skaffe de ting Su havde nævnt men dog nogle ekstra, bare fordi hun ville være sikker på at alt ville forsvinde ud af Leonoras krop, det var jo ikke ligefrem fordi hendes krop fungerede som et menneskes. Hun gik efterfølgende tilbage til rummet og satte sig på sengekanten for hun kunne ikke andet end at vente. ”Når hun vågner, så sig der venter hende en mindre formue i den hytte du så venligt hjalp med at brænde ned. Der er en lem i gulvet hvor sengen ville have stået, som fører hende ned til de værdier jeg har skaffet sammen til hende siden den dag hun blev født.” sagde hun roligt mens hun så imod hendes datter. Mens hun ventede på at bartenderen var tilbage, det var han var dog først tilbage efter nogle minutter hvor Neimi havde sat tavs og set på hendes lille pige.
Bartenderen virkede meget bekymret over at se Leonora sådan men Neimi fik ham ud af rummet igen, hvor hun lukkede og låste døren. Hun blandede de forskellige ting hun havde bedt om og satte sig på sengekanten med blikket imod hendes datter. ”Jeg er nu glad for at du ikke får lov at ødelægge vores søn liv også” sagde hun roligt nærmest ligegyldigt før hun stillede glasset på bordet sådan at hun efterfølgende kunne gøre sådan at hun halvt sad bag datteren da hun lige så stille og forsigtigt hældte væsken ned i munden på hende. Da Neimi mente hun havde fået nok stillede hun glasset væk og lagde datteren ned igen. ”Hun vågner om 5-10 minutter.” sagde hun roligt uden videre at tage notis af Leo. Hun tog efterfølgende halskæden af og lagde den på bordet ved siden af glasset, uden et ord forlod hun rummet og lod bartenderen komme ind sådan at han kunne sidde og våge over Leonora ligesom Leo nok ville gøre det.

[Leonora Lilaceae Silvertung]

Leo lagde sig ned på sengen bag Leonora og så på hende med et snært af fortvivlelse, for han hadet virkelig ikke at kunne hjælpe når han ellers vidste hvad han skulle gøre. Leo vendte dog øjne vredt mod Neimi da han hørte hendes ord "Siden du dræbte mig har jeg været ved hendes side, jeg har guidet hende, og beskyttede hende, så snart du tog mig skete det her, det er tydeligvis dig der ikke kan finde ud af at tage sig af hende" snerrede han koldt "jeg havde kunnet advare hende, holde hende fra at drikke hvad han gav, føre hende til steder han ikke ville vove at gå" sagde han mere sammenbidt og så hurtigt ned på Leonora da hun rykkede sig, dog stadig bevidstløs. Leo så lidt efter hende da hun gik men sagde ikke noget, i stedet vendte han et bekymrede blik mod Leonora som han holde til Neimi kom tilbage. "hvorfor nu? hun har stadig noget fra mig, også selv om hun ikke vil bruge det" han var en smugle kort for hoved, men var dog tydeligt mere afslappede end han havde været det før hun gik ned. Leo brugte ikke tid på at gøre sig usynlig da bartenderen kom, for rummet var ikke særlig godt oplyst og han vidste at Leonora havde en ulv så han gik ikke ud fra at den unge mand ville opdage forskellen, dog lå han stille til manden var helt væk igen. Leo fulgte hendes hænder med øjne mens hun lavede den lille mixtur, men så så hårdt, og forvirrede på hende da han hørte hendes ord "hvad ?" sagde han lavt men i en krævende tone, tydeligt ikke villig til at tro at hun lige havde sagt hvad hun havde "søn ?" spurgte han i den samme uforstående tone og lå næsten som forstenet, ja faktisk rigesterede han dårligt de efterfølgende sekunder, og da hun gik forsøgte han da også at løbe efter hende, men blev stoppede lige uden for døren fordi han kom for langt væk fra medaljongen. han var fristede til at råbe efter hende, men da han så bartenderen komme imod ham gjorde han med det samme usynlig, for selv om han kunne slippe afsted med det i mørket så vidste han at han ikke ville kunne narre nogle i den over oplyste gang. Leo gemte sig i et mørkt hjørne af værelset vedvidende at han ikke ville kunne holde øje med den unge mand og Leonora hvis han hoppede tilbage i medaljongen, så han valgte at forblive ude, så lange han nu kunne, da det ellers var umådeligt trettende.

minutterne gik langsomt men efter godt 10 min vågnede Leonora, hun følte det hele havde værede en drøm og det stod umådeligt tågede for hende, men synet at den unge bartender som hun efterhånden kendte alt for godt, fik hende til at smile, hun rettede sig så hendes hoved lå på hans ben, så hun kunne se op på ham "Neinei ?" spurgte hun stille for at finde ud af om hendes ulv havde det godt, hun havde trods alt aldrig efterladt den så længe før, og da også kun fordi hun vidste han ville passe godt på den. Leonora's blik var drømmende, og hun var tydeligt ikke sig selv endnu, og selv om hun prøvede så kunne hun ikke få det hele til at hænge sammen, om det var det Su havde givet hende, eller om det var liljerne i drikken, eller noget helt andet så virkede det hele bare så fjernt, og jo mere hun forsøgte at huske jo mere udvaskende blev det, men hun var for træt og udmattede til at kunne tage sig mere af det end det, i hvert fald på det tidspunkt.

[Neimi Silvertung]

Neimi sukkede ind i mellem opgivende for hun orkede ikke at kæmpe mere, hun var så forbandet træt, det var som om de skabte problemer for hende konstant. ”Men det er stadig din skyld han overhovedet kom efter hende. Det nytter ikke noget at ligge skylden over på mig når det er din skyld” sagde hun ligegyldigt for hun gad ikke diskutere med ham. Det var jo ikke hendes bror som var kommet efter det guld som hun havde gemt til Leonora, så i hendes hoved var det Leo selv som havde været problemet hele tiden, for i det mindste så kunne han have forsøgt at skjule formuen for resten af familien eller bare tage lidt af gangen eller bare gøre noget for det.
”Fordi jeg ikke længere vil være en del af hendes liv, så det er den eneste måde jeg kan hjælpe hende en smule på” sagde hun roligt men der var en vis tristhed i hendes stemme for det her ville være sidste gang hun ville se hendes datter i hvert fald ved planlagt møde, men i fremtiden ville hun ikke længere stå i vejen for hende. Det var jo også sådan Leo ville have det, så det var sådan Neimi ville efterlade dem. Derfor havde hun også givet datteren medaljonen tilbage til Leonora sådan at hun ikke skulle være alene, dog vidste hun at Su nok ville komme tilbage en dag men hun kunne kun håbe at datteren til den tid havde lært en masse og fået en del venner som kunne hjælpe hende med beskyttelse imod en vampyr.
Da hun havde rejst sig for at gå og Leo lød både krævende og spørgende hvilket fik et stille smil over hendes læber eftersom hun allerede havde ryggen imod Leo så han ville ikke kunne se hendes smil. Hun var dog stoppet da han spurgte om søn. ”Han er utroligt smuk. Han skal nok blive en rigtig hjerteknuser når han bliver stor” sagde hun roligt uden rigtigt at vende hovedet imod ham men hun begyndte bare at gå ned af trappen igen. For hun ville ikke give Leo yderligere informationer der gjorde at han ville begynde at søge efter barnet eller se om han kunne overtale Leonora til at finde barnet. Derfor undlod hun en masse detaljer, selvom hun vidste ret meget om drengen. Den dreng skulle også have chancen for et godt liv med forældre der elskede ham til trods for han ikke var en af deres egne, noget hun skulle have gjort med Leonora for mange år siden, men det var ligesom for sent. Hun havde lært meget igennem disse mange år, og havde ikke i sinde at gentage dem igen.
Uden at vække for meget opsigt nede i krostuen gik hun ud på gaden og forsvandt i løbet af mørket.

//out

[Leonora Lilaceae Silvertung]

Leo valgte ikke at kommentere mere på hendes ord, for han vidste det ikke ville nytte noget, og han havde i sinde at holde fast på hvad han mente, for på nær de få gange hvor Leonora havde efterladt sin medaljon, så havde han altid været ved hendes side, og selv om han langt fra var den bedste for hende så havde han gjort alt hvad han kunne for at holde hende ude af problemer, eller rettere unødig problemer. han kunne ikke undgå at smile ved tanken om at Neimi ville lade Leonora være, for det var jo en af de ting han længe havde håbet på, en af de ting han havde skubbede Leonora imod, hadet til hendes mor, personen der tog livet fra ham. Leo stivnede da han hørte hendes ord om sønnen, og da han endelig kom til sig selv igen var det for sent at gøre eller sige noget. Mens Leonora langsomt kom til sig selv, kørte Leo's tanker rundt i hoved på ham, hvordan var det sket ? hvorfor havde hun valgt at beholde hans barn ? hvorfor vidste Leonora intet om det ? og hvorfor ville hun nævne det nu ? og sidst men ikke mindst, hvordan kunne han manipulere Leonora til at finde ud af det for ham så han kunne finde sin søn, et mål han ikke ville opgive lige foreløbig, med den samme måldetterhed som Su havde, en af de få ting de virkelig havde til fælles, gik det op for ham at han nok var mere villig end godt var til at skubbe Leonora i en dårlig retning for at få hvad han ville, men det skulle ikke være nu, han skulle først have en plan, og hun skulle få det bedre.

Timerne gik og Leonora kom mere og mere til sig selv, og fik da også sin ulv op til sig igen, det var første gang hun nogle sinde havde været alene med den unge mand så længe, og som var intet sket, virkede hun som det glade åbne væsen som den unge mand altid havde set i hende, selv når hun ville skjule det, noget Leo ikke var så tilfreds med som han nok burde være. Leonora så halskæden og tog den i sin hånd før hun så op på den unge mand, hvor hun nu havde sat sig op så hun bedre kunne tale med ham, "hvis du ser hende... fortæl mig det" bad hun stille før hun tog halskæden om halsen igen og kyssede sin ulv på hoved før hun vendte øjne mod det stadigt åbne vindue og smilede endnu en gang svagt da hun så solen komme op, for det var nu rart med de varme stråler fra tid til anden.

//OUT//