Pearl of The Deep

[Deleted]

Iblandt små plask af vand mod klippesten, lød den insisterende svage lyd, af knirkende bjælker og træværk. I en symfoni med hul raslen af knogler og en blafren af sejl. The Gravewalker var kommet til Øerne. Det store skib flød i stilstand imellem to klippevægge, med ankeret fæstnet til koralbunden langt under skibet. Liner og kroge var ligeledes også fæstnet mod klippevæggene, så hvilken svag strøm der end måtte være, ikke ville få skibet til at skrabe og banke mod klippevæggene. Ombord på skibet var der ro, og en næsten ubehagelig stemning lå over mandskabet. Med solen allerede på vej ned over horisonten, og intet andet end mørke i skyggerne af øens klipper, var dette ikke et sted mange sømænd ville være. Selv mange af de mest hærdede pirater ville frygte et sted som dette.
Med en interessant mønt af sølv imellem sine fingre, stod kaptajnen af skibet på selve rælingen af skibets side. Oprejst og med rank ryg, i fuld balance, til trods for at stå på usikker plads. Hans blik mod mønten, og et lille smil over sine læber. "Kaptajn?" En næsten hviskende stemme lød fra en mand, der stod nede bag ved kaptajnen, og kiggede en anelse usikkert op mod Malekith. "Er du sikker på at det her er en god idé? Havfruer siges at jage i disse vande.." Mandens stemme var endnu lavmælt og forsigtig. Tydeligvis påvirket af den dystre stemning, og ikke mindst de væsner han talte om. Malekith endnu blot betragtede mønten, eller vendte af og til sit blik imod det mørke vand. "Mr. Thorne..." Uden så meget som at kigge mod manden, lød Malekith's stemme, og den forsigtige mand bag ham, lystede i det samme, som var et piskeslag på vej. "Hvis De i sandhed frygter hvad jager i dybet under Deres fødder, ville jeg anbefale Dem en anden levevej..." En sofistikeret og næsten malplaceret tone og stemme, lå over ordene Malekith ytrede. Tydeligvis en mand af en langt mere nobel fødsel og stand, end den typiske pirat man ville finde i f.eks. Tortuga. Endelig Kiggede Malekith over sin ene skulder, ned mod manden. ".. Måske som landmand, langt fra havet?" Lød det så mere spydigt og næsten truende. Og manden til hvem han talte, sænkede straks sit hoved i en næsten skræmt ærbødighed. Godt og grundigt sat på sin plads, af den kaptajn han både frygtede, beundrede, og respekterede ud over de flestes forstand. "Javel, Kaptajn..." Og således, var den mindre problemstilling, ordnet, og Malekith kunne fortsætte.
Malekith knyttede sin hånd om mønten, og puttede den i en bukselomme. Hurtigt derefter lod han sin tykke frakke glide af sine skuldre, og manden bag ham, tog straks imod den. Ligeledes bandt Malekith op for stroppen der holdte hans sværd ved hans hofte, og rakte den ligeledes til manden. Nogle få lange øjeblikke derefter. Stod Malekith i intet andet end sine bukser og solide støvler. Komplet med adskillige små knive og daggerter, fæstnet mod siderne af bukserne, og skjult i støvlerne. Fuldt afslørende hans askegrå og tonede overkrop. Med dets ar og muskler. "Hold mændene stille indtil jeg vender tilbage... Det burde ikke tage lang tid." Var hans sidste ordre, inden han blot trådte en enkelt gang frem, og dykkede i vandet som et projektil, med benene først. Malekith trådte vandene og orienterede sig under vandet det første øjeblik - inden han så resolut satte i bevægelse med benene samlet, og dykkede. Dykkede mod hvad der syntes en større åbning i koralrevet, til en undersøisk grotte...

[Sol Angelika]

Det var ved at være sent, selv for en ung havfrue som Loo-li nu en gang var. Stille havde hun nærmest glidet meget yndefuldt igennem vandet med hendes lille Sea Bonny på hendes skulder og pilerokken der lige så yndefuldt gled igennem vandet foran hende og ledte vejen nede ved koralerne så de kunne komme hjem inden det blev alt for sent. Hun havde dog tidligere skimtet solens røde farver oppe ved havoverfladen som havde gjort tegn til at nu blev det snart nat så hun skulle hjem til hendes familie.
Hun var dog blevet stoppet i sin rute mellem nogle klipper for der var et skib, som ikke bevægede sig fordi de havde smidt anker? Det virkede ikke til at være rigtigt selvom hun godt kunne se det smarte i at være beskyttet på den måde men det kunne nu også være en dødsfælde, dette var et af stederne hvor havfolket kunne lide at jage, så der var ikke mange der ville stoppe der. Det var tæt på de 2 øer som var en del af havfolkets ruter til forskellige steder, der lå nogle øer længere væk men de var ikke i vejen for havfolket som denne var.
Loo-li havde blot set på rokken Spike og han forstod det med det samme, så han gled selv stille afsted ind under skibet og begyndte at forsvinde i mørket. Mens Loo-li valgte at holde afstand, så hun kunne holde øje med skibet. Stillet var hun svømmet op til overfladen og gemt sig bag en mindre klippestykke der lige skjule hendes hoved når hun ikke kiggede frem. Hun havde været bag klippen i et godt stykke tid til hun hørte et plask, som fik hende til at kigge stille frem for at se nogle ringe i vandet bevægede sig ved skibet. De mørkeblå øjne undrede sig over hvad de havde smidt ud eller hvem de havde smidt ud, måske et nemt måltid? Hun lod sig lige så stille synke ned i vandet igen og længere imod bunden som hun kom tættere på skibet, der egentlig ikke virkede indbydende som visse andre, så det kunne ikke være særlige gode folk som var på det skib.
Hendes mørke hår virkede til at skjule hendes bare skuldre så hun faldt mere i med det mørke vand omkring hende, selv den blå hale virkede til at kamuflere hende i vandets mørke. Stille gled hun tættere på så hun kunne se skikkelsen der virkede til at være i vandet frivilligt? Det var nu ikke fordi hun kunne se hans krop så godt i mørket men hun kunne ane ham, så hun ville undersøge hvad han dog skulle i den retning som hun kendte, men hvad havde en overbo af interesse i det sted? Hun svømmede lydløst efter ham og som hun kom tættere på kom pilerokken tilbage til hende og hun nikkede til ham, før hun svømmede efter den fremmed selvom både pilerokken og hendes Sea Bonny sagde det var en dårlig ide men hun var nysgerrig og når det først kom i hende så var det svært at give slip, dog inden hun kom for tæt på lod hun hendes lille ven Lepur (Sea Bonny) glide over på en koral lige ved det der lignede en åbning, sådan at han kunne advare de andre hvor hun var taget hen, specielt hvis der skulle ske hende noget.

[Deleted]

Malekith vidste hvad der jagede i disse vande, og vidste at disse ører - med dets krigeriske kvinder og mystiske havvæsner - var et farligt territorium at befinde sig i. Men selv bar han ikke megen frygt, eller bekymring. Han var der af en årsag, og det vidste hans mænd også godt. Og så ville det heller ikke være første gang hverken ham eller hans besætning havde bekæmpet havfruer. Havet og dets bølger, var hans at udforske! Disse vande og hvad der end måtte krybe i dybet, var blot væsner. Han frygtede ikke havfruer... Det var måske ikke særligt klogt af ham, men han vidste hvad han gjorde. En havfrue var en modstander som ingen anden i vandet. Med styrken i halen til at kaste sig igennem vandet som et projektil - med uanet styrke og vildskab. Og med tænder der kunne sætte sit mærke i et hvert væsen. Og han havde set mange stærke mænd, blive slæbt mod havet bund, af en kvindelig lokkende skikkelse, der syntes blot halvdelen af deres størrelse. Men Malekith var en Sortelver, og Kaptajn af Gravewalker! Han ville ikke bukke under for frygt eller unødige overvejelser. Og med sine efterhånden ganske mange år på bagen, kendte han havet og dets væsner, bedre end de fleste.
Vandet var mørkt, og det var ikke altid nemt at se. Selv var han også svær at spotte. Kun med sit hvide hår, og de gyldne ringe i hans øjne, som syntes tydelige. Han svømmede resolut imod åbningen til den undersøiske grotte - velvidende at han kunne holde vejret i lang tid, men ikke for evigt - og syntes at stoppe op ved den store åbning. Fra sin bukselomme, fandt han mønten af sølv frem, og vendte den. Dette var det rigtige sted. Og i det samme, spændte han musklerne i sin krop, og begyndte at dykke ind igennem åbningen, og ned i grotterne. Ved alle hans sider var der klippevæg og koralrev. Han kunne ikke nå op til luft, skulle han bruge det, og havde ikke tid til at hvile. Det eneste valg han havde, var at fortsætte så hurtigt han kunne. Malekith var en god svømmer. Adræt og smidig i vandet, til trods for at dette ikke var hans vante domæne. Pludselig nåede han en skillevej, hvor den brede tunnel i den undersøiske grotte, delte sig i to. Uden megen tøven, valgte han vejen mod højre. Det kunne næsten virke som om han havde været der før?
Nogle væsner havde måske endda deres hule i disse grotter, så Malekith fandt også en daggert frem fra bukserne, blot for at være klar. Inden længe kunne han forude se en smule lys, nærmest. Og kunne se overfladen af noget vand. Et rum under havets overflade? Han dykkede opad, indtil han endelig kunne stikke sit hoved op over vandet, og ånde luft ind i sine lunger igen. Han så sig hurtigt omkring. Det var et ganske stort og rundt rum... med slidte oldgamle fliser og murværk. Efterladenskaber fra hvad der måtte være en oldgammel civilisation. Uden tvivl tilhørende gamle havfruer, måske? Midt i det store rum, var det dybe vand hvori Malekith var. Som et bassin midt i det hele. Han svømmede til dets kant, og slæbte sig op og stå. Gulvet i resten af rummet, var ligeledes også under vand. Nogle steder gik vandet til hans skinneben, andre steder til hans knæ. Men ellers ikke særligt dybt, bortset fra det bassin der ledte til grotterne, og ud. Men hvad der dog fangede hans opmærksomhed, var uden tvivl det mest imponerende... Væggene var som en rund kuppel, der formede at flot loft. Vægge og et loft, dækket af malerier, mystiske tegn, og figurer. Og Malekith begyndte med det samme at udforske disse vægge, som om han ledte efter noget specifikt... Der var en smule lys derinde, men ikke meget..

[Sol Angelika]

Det hele var nu meget interessant at sådan en fremmed ville frivilligt springe i vandet, hvor væsner der normalt ikke ville tænke 2 gange før de ville gøre deres for at æde ham. Denne fremmed virkede dog til at lede efter noget specifikt i den grotte som var en lidt hellig sted for havfruer og havmænd, men også for de som havde landboer som havde vundet deres hjerter og dermed fået et liv under havet. Hun lod Spike, pilerokken, svømme først for han kunne komme tættest på den fremmed uden at vække for meget opmærksomhed, ligesom andre fisk og havdyr kunne komme tættere på end Loo-li kunne gøre det. Han var også den der viste hende hvilken vej den fremmed var drejet, og ventede i åbningen sådan at hun kunne følge med. Hun svømmede langs grottevæggen med stille bevægelser og dog lidt mere målrettet for hun ville se hvad han ville, selvom hun nu egentlig ikke brød sig om stedet her, der var alt for meget mørke og andre farer som lurede især hvis man ikke passede på, så selv visse havfruer brød sig ikke om dette sted.
Stille svømmede hun igennem vandet til hun så ham stige op af den dybe ende af vandet. Hun fulgte selv med til overfladen men hun blev dog i den dybe ende, for hun ville ikke blive et let bytte inde på den lave ende af vandet. Det var kun toppen af hendes hoved der først steg op så det kun lige var øjnene der var over vandoverfladen mens hun betragtede ham som han gik rundt, før hun lod ansigtet komme helt frem. Pilerokken Spike havde svømmet efter hende og svømmede nu i cirkler omkring hende, klar til at forsvare hende hvis det var vigtigt. "Hvad laver du her? Dette er et farligt sted for en overflade beboer" sagde hun med nærmest fin krystal klar stemme der gav mindre ekkoer i denne grotte men det virkede ikke til at skræmme hende selvom hun vidste hvad der beskyttede denne grotte så selv hun ville passe på selvom der ikke ville ske hende meget men hun brød sig nu ikke om det.
Det lange sorte hår flød omkring hende og skyggede lidt for hendes krop men igen de mørke safir blå skæl under vandet var svære at se, det var mest hendes lettere lyse ansigt som gjorde man med lethed kunne se hende. De mørkeblå øjne betragtede ham roligt og uden frygt, for hvorfor skulle hun egentlig være bange? Hun havde jo set han var sprunget alene og hendes artsfæller var på vej samtidig var der et uhyrer som passede på grotten her der ikke ville dræbe hende men nærmere forsvare hende.
Hun tøvede lidt før hun svømmede tættere på så hun havde albuerne oppe på kanten af det lavere vand, men hun blev stadig i den dybe ende, det var her hun følte sig trygtest når det kom til stykket og ville hurtigere kunne komme væk hvis hun havde brug for det, for hun ville uden tvivl være hurtigere i vandet end han ville. Den lange hale bevægede sig roligt bag hende selvom hendes overkrop var stille mens hun betragtede ham med mørke blå øjne, for hun var nu nysgerrig over hvad han ville sådan et sted.

[Deleted]

Malekith var en Sortelver.. Han besad ikke samme frygt eller frygtsomme hæmninger som så mange andre racer. Mørket skræmte ham ikke. Ej heller mørket af det ukendte dyb. Og han var desuden alt for intelligent til at lade sig krybles af overtroisk påpasselighed. Eller ryste af skræk som de ellers hårdhudede besætningsmedlemmer af The Gravewalker. Han havde læst om dette sted. Beretninger i oldgamle tekster - som vagt betegnede det som et helligt og bevogtet sted. Bevogtet af besværgelser og monstre og dets lige. Men hvad han søgte i dette sted, var langt mere værdifuldt, end at han ville lade sig skræmme. Desuden... Så var det spændende! Accelererende at kaste sig selv for løverne, og udfordre hvilken skæbne guderne end måtte have for ham. Eller måske endda opdage, at han var arkitekten af hans egne skæbne. Han var nu også forberedt på lidt af hvert, så meget burde ikke ignoreres. Knivbladene og de små daggerter spændt og fæstnet til hans bukser, var synlige og skinnede en smule - som lys reflekteredes frem og tilbage imellem vandoverfladen, og det skarpe stål. Han skjulte intet andet end hans hensigt og hans nogle gange meget kryptiske tanker. Hvilket også øgede spændingen - da han stærkt tvivlede på, at han ville kunne bevæge sig længe i vandet og i dette sted, uden at blive opdaget eller i det mindste iagttaget.

Som Malekith havde sit og sin interesse fæstnet imod malerierne og kunstværkerne der beklædte væggene og loftet - hørte han andre vibrationer i vandet, end hvad han selv lavede. Han vidste at både pilerokken og havfruen var til stede, i hvert fald nogle få øjeblikke få hun åbnede munden og talte. Men han handlede dog ikke på det, men forblev i stedet fokuseret på hvad han syntes at lede efter. "Man kunne ved lethed være fristet til at sige det samme, til en havfrue der stikker hovedet op af vandet.." Lød det fra Malekith, som han så endelig kastede et flygtigt blik mod vandets dybe ende og hende - med et lidt skummelt smil. Men han stod endnu med ryggen til hende, og lod en enkelt finger følge en passage af gammelt tekst og skrift. "Og desuden.." ... "Hvor andre ser farer, ser jeg muligheder." Fortsatte han så ganske roligt, og smilte lidt for sig selv. "Jeg kunne også være faretruende.. Og dog fulgte De alligevel efter mig. Måske fordi De vitterligt ingen fare eller trussel ser i mig, og blot ønsker mig som Deres næste offer.. Men selvom jeg sjældent har kendt Deres slags som at være udfordrende og nysgerrige - tør jeg dog næsten tro, at vi to deler noget nær den samme nysgerrighed.." Hans stemme var nobel og dannet, med velformede og velartikulerede ord og sætninger. Dog til forskel fra havfruens stemme, var hans egen en anelse harsk og måske endda nervepirrende for nogle.

[Sol Angelika]

Loo-li havde set mange forskellige væsner i hendes tid, til trods for hun ikke var særlig gammel så var der bestemte væsner som hun ikke rigtigt brød sig om og sortelvere var en af dem. Men det havde nok mest med deres udseende at gøre, der gjorde hun på forhånd dømte dem. Men igen mange land beboer så jo blot på hende og løb skrigende bort til trods for hun intet havde gjort dem, men fordi de frygtede hendes folk. Der var dog sjældent noget at gøre ved det for hun fik jo knap nok lov til at åbne munden før de allerede var løbet deres vej og hun ville ikke tvinge dem til at komme tilbage med hendes sang, det ville ikke være helt retfærdigt.
"Dette sted tilhører mit folk, jeg behøver ikke frygte det" sagde hun roligt uden rigtigt at tænke over han kunne være den farlige her men under vandet ville hun med lethed have en fordel men selv her kunne hun have en fordel fordi dette var hendes hjem, designet af havfolket til brug for havfolket så de med lethed ville kunne forsvare sig foruden det væsen som gemte sig hernede. "Var jeg sulten så var de allerede død den gang de sprang fra deres skib ned i vandet. Jeg undrede mig blot om de vitterlig ønskede at dø eller om der andet der lokkede dem herned og nu ser jeg at de jagter mit folks hemmeligheder, selvom det undre mig de forsøger at finde dem her når der aldrig står den fulde hemmelighed et sted" sagde hun roligt, for jo hun var nysgerrig efter hvad han dog lavede hernede og hvorfor han forsøgte at læse de gamle skrifter når der ikke ville stå den hele sandhed og nogle gange løgne fordi den rigtige sandhed var spredt ud over flere steder og nogle steder kunne ingen dødelige komme hen som havde brug for luft, selv ikke elvere.
"Jeg bliver dog nødt til at bede dem om at vende tilbage til deres skib før de ender med at blive ens føde" forsatte hun i den rolige og krystalklare stemme som havde en anelse alvor bag ved for hun mente det skam det hun sagde. Han skulle væk fra de vægge før det ville ende med hun skulle tvinge ham væk på den ene eller anden måde.
Pilerokken Spike svømmede ud af tunnelen igen for at hente hjælp af en eller anden form, for han var mere bekymret end Loo-li egentlig var, men hendes nysgerrighed havde også givet en del ballade gennem årene og stadig kunne hun ikke styre den. Stille svømmede hun selv lidt bag ud så hun igen var midt i den dybe ende og hurtigt ville kunne komme væk fra stedet eller gøre klar til angreb alt efter hvad hun besluttede sig for, hvis han ikke lyttede til hendes ord så kunne hun ikke svare for følgende. Havde han bare studeret i nærheden oppe på land ville hun ikke sådan være alvorlig men mere nysgerrig efter vide mere, men dette sted var hendes folks og her hørte han ikke til.