What the future brings (Open)

[Valentin Zaire]

• Mørket var ikke faldet på endnu, men der var ikke længe til det ville ske. Solen stod lavt på himlen, og de sidste stråler blev kastede hen over området, og ramte især skikkelsen der stod øverst på en af de mellemhøje bjerge. Han nød fornemmelsen af disse stråler, den behagelige varme der prikkede på den smule synlig hud der nu engang var på ham. Øjnene blev lukket, og han trak vejret dybt ind mens tommelfingeren strøg hen over skaften på sit sværd, et sværd der lå i skeden på venstre side, hæftet til bæltet rundt om hans liv. Dette var også den eneste bevægelse hans sådan fysisk foretog sig, foreuden at trække vejret altså. Kappen bevægede sig let grundet den lettere kølige brise der ramte ham, ikke at han ænsede kulden overhoved dog. Kort efter gled de blågrå øjne op, og ansigtet var neutralt og udtryksløst. En lyd fangede dog hans opmærksomhed, en lyd der kunne stamme fra enten et dyr eller et andet levende væsen, og dermed ikke blot en almindelig lyd. Han rykkede sig dog ikke særlig meget, men gled blikket omkring søgende efter lydens ejermand. 
  
  
  Åben tråd, dog for én person, tak. 

[Kaciania Satinka]

Det var en af de få dage tilbage inden kulden ville sætte ind endnu en gang så den unge nysgerrige Kacia ville mindes med omgivelserne uden om hendes dal, derfor var hun stukket af fra tunnelerne og vagtposterne. Hun ville se verden der lå uden for dalen men hun havde dog ikke tænkt sig at tage alt for langt væk fra den hemmelige indgang til dalen, bare over til en af de mindre bjerge hvor der voksede træer og var dyr i skovene. Hun havde rejst meget tidligt om morgen allerede før solen var stået op men det gik ligesom op for hende hen på eftermiddagen at hun ikke kunne komme op på toppen af bjerget selvom hun havde været tæt på, så måtte hun vende rundt hvis hun skulle nå så meget af hendes hjemtur at hun kunne være hjemme hen på formiddagen den næste dag, så hun ikke risikerede ikke at kunne ind i hendes dal. Hun havde dog efterladt små spor så hun kunne finde hjem igen, og nu skulle hun gerne hjem inden hendes bror blev alt for bekymret for hende og de sendte søgere ud for at finde hende eller at hun bare ikke kunne komme ind. Men der var stadig lang vej over til det større bjerg ved siden af hvor hun først var kommet fra men kunne hun komme til den rigtige grotte så kunne hun bruge tunnelerne og så komme ud på den anden side om morgen og så ville der ikke være mange timers gang hjem. Det her var også bare en af hendes dumme ideer hun havde fået og det var temmelig risikabelt så tæt på at alt blev lukket.
Roligt gik hun på en af stierne som ville føre hen til grotten der var et stykke under hende og som Hoshi tidligere havde vidst hende kunne bruges til en hurtigt hjemrejse uden for mange farer. Men hun måtte være hurtigt så det sidste sollys ikke ville efterlade hende i mørket, for hun var nu ikke helt tryg ved det så det var med raske skridt hun gik af sted. En mindre sten, som hun kom til at sparke til, fik hende dog til at stoppe op som hun betragtede den trillende ned af kanten og ramte andre små sten på vejen mellem nogle træer. Roligt stod hun og betragtede det som den røde hale roligt viftede frem og tilbage under den mørke grønne kappe, som hun havde over sig fordi det havde været en smule koldt. Hendes lange røde hår hang løst og ørene gled let tilbage da hun betragtede stenene, som et rovdyr betragtede et bytte der bevægede sig. Da stenene stoppede forsvandt hendes interessere også for dem og hun kiggede kort ad bjergsiden, irriteret over hun ikke havde nået toppen selvom der ikke havde været langt derop.. En bevægelse længere oppe fangede hendes opmærksomhed og hun stod lidt og betragtede det der lignede et andet væsen men hun valgte og ryste på hovedet for hun måtte jo ikke snakke med fremmed, de ville bare skade hende.
Igen begyndte hun at gå men hun havde ikke trådt mere end få skridt før hendes fod gled på en sten og hun røg ned af stien og ned mellem nogle træer, der fik hende til at komme med et mindre skrig af ren og skær overraskelse før hun blev stoppet af et træ, som hun holdt fast i mens hun forsøgte at få fodfæste igen.

[Valentin Zaire]

• Han havde stået i sine egne tanker, og dem havde han mange af, da en bevægelse ud af øjenkrogen efterfulgt af et skrig, fangede hans opmærksomhed. Eller nærmere, bevægelse fik ham til at vænne sig rundt, skriget til at komme i bevægelse. De rolige tanker han for få øjeblikke siden havde haft, var forsvundet som dug for solen, og efterladende ham med én eneste ting, hans sanser vakte, og hans krop i alarmberedskaber. Musklerne spændtes, de gråblå øjne fokuseret mod sit mål som han elegant, og hurtigt, fik lukket afstanden hen til skikkelse som han havde vurderet til enten at være et barn, eller en kvinde. Et skrig betød - for ham - altid nød, og eftersom han havde set skikkelse kure ned ad bjerget på denne vis, var han naturligvis omgående bekymret for vedkommendes sikkerhed. Hvem personen var, var for ham underordnet, og hans formål ville ikke ændre sig, om det så havde været Dronning Drazilla hende selv! 
  Selv bevægede han sig elegant, hurtigt og med ynde der formentlig ville forundre de fleste der skulle spotte ham i disse øjeblikke. Kappen flagrede let efter ham, men var dog absolut ingen hindring på nogen måde. Han var sikker tilfods, og placeret fødderne korrekt ved hver hastig skridt han tog. Pulsen steg, vejrtrækningen ændrede sig i takt med pulsen, men som han nåede hen til personen, satte han farten ned og standsede. Uden så meget som et ord, spørgsmål, eller dets lige rakte han ud, greb fat om hende og hjalp hende sikkert på fødderne. "Kom du noget til?" spørgsmålet faldt med en lettere dyb mandig klang, spørgsmålet udtrykkende oprigtig bekymring og interesse i svaret. Forhåbentlig var hun ikke kommet noget til. Det var omtrent samme tid at han opdagede hvem han stod overfor, dvs. at han stod overfor en ung kvinde med flammende rødt hår, og dermed ikke et barn. Ikke at det havde nogen betydning alligevel. Da han var sikker på hun kunne stå på egne ben, slap han hende, og trådte væk. 

[Kaciania Satinka]

Hun var sikret, allerede inden den fremmed kom havde hun fået fodfæste men endnu ikke kommet op, så det kom lidt som en overraskelse for hende at en pludselig hev hende op, hvilket gjorde hun kom med et mindre gips af overraskelse men hvis hun tænkte tilbage så havde hun godt hørt en løbe men personen kunne jo have været ligeglad med hende, så det overraskede hende at nogen rent faktisk ville hjælpe hende. Lige så snart hun dog havde helt fodfæste igen trådte hun nogle hurtige skridt væk fra ham med ørene lagt tilbage, for hun ville ikke være for tæt på, man kunne nemlig ikke stole på de væsner som levende uden for dalen, det havde hun ihvertfald altid fået at vide.
Hurtigt tjekkede hun sig selv for skader dog med et halvt øje rettet imod ham hele tiden, så hun hurtigt kunne stikke af fra ham, men hun fandt ikke rigtigt nogle, måske et par hudafskrabninger under blusen og bukserne, det var dog noget hun ville komme hurtigt over og det ville ikke forsinke hendes rejse. "Nej takket være dig" sagde hun efter lidt tid roligt med et stille smil for hun vidste ikke rigtigt om hun skulle stikke af nu eller om hun kunne tillade sig at snakke lidt med ham, det var svært at sige for hun havde aldrig mødt et væsen som var uden for hendes dal, kun hørt historier der egentlig bare gjorde hende mere nysgerrig end hun burde være. Hun havde jo ikke en gang tilladelse til at rejse ud! Hun vidste hvilken skideballe der ventede hende når hun kom hjem men det måtte hun tage til den tid, hvis hun altså kunne nå at komme hjem.
De grønne øjne så op mod himlen i mellem træerne. "Jeg kommer for sent..De slår mig ihjel" mumlede hun stille for sig selv uden rigtigt at lægge skjul på hvad hun sagde. Hun så atter imod ham inden hun vendte rundt og gik med hastige skridt væk fra ham for hun ville bare ende med at komme for sent til hendes tilholdssted og nu hvor mørket var ved at falde på så anede hun ikke hvad hun skulle gøre ved at overnatte i skoven her på bjergsiden, det var jo helt uvant for hende, det var hun slet ikke blevet oplært i hvordan man skulle overnatte sådan et sted og sikre sig ikke at blive overfaldet når man mindst ventede det.

[Valentin Zaire]

• Alle de reaktioner han modtog fra hende da hendes situation omsider var blevet stabil, var anderledes end hvad han var vant til. Hun virkede usikker, opmærksom og .. ung. Alt for ung. Hvad der fangede hendes opmærksomhed var dog helt klart de grønne øjne, de var årvågne og opmærksomme. Selv kunne han fornemme hendes forsigtighed og opmærksomhed mod ham, og han holdt sig derfor på - forhåbentlig - passende afstand for ikke at vække hendes frygt eller mishag mod sig. Via hendes svar, var der vel en form for tak til ham, ikke at han syntes at tage imod det, han reagerede i alt fald ikke. For hende kunne hans udtryk formentlig virke som en anelse dyster, noget han desværre ikke kunne gøre så meget ved, han var ikke vant til andet. De efterfølgende ord fik dog hans ene bryn til at blive skudt i vejret, og så var hun ellers af sted. Han vendte sig rundt, og så efter hende, ventede kun et øjeblik, inden han fulgte efter. "Vent, frøken.. er du i fare..?" fordi han var den han var, kunne han ikke andet end reagerer på hendes ord, for det lød da voldsomt, og hvis hun var i nød, så betragtede han det som sin pligt at reagerer og gøre noget ved det. I løbet af få øjeblikke var han nåede op på siden af hende, og fulgte hende blot. Han havde absolut ingen planer om at gøre hende noget, og forhåbentlig lignede han heller ikke en trussel.         

[Kaciania Satinka]

Kacia havde en smule travlt inden hun helt mistede hendes stedsans fordi lyset ville forsvinde, ganske vist så hun også udmærket i mørket, men normalt var hun meget mere opmærksom på hendes omgivelser så hendes skridt ville blive langsommere og mere forsigtige når hun ikke kendte disse steder særlig godt. Lige nu lyttede hun dog efter hvad han valgte at gøre mens hun selv gik af stien der gik ned af for hun skulle nå et bestemt sted længere nede som hun kunne overnatte i.
Da han kom op på siden af hende trådte hun dog et ekstra skridt til siden for ikke at gå for tæt på ham, man vidste jo aldrig hvad folk kunne finde på. "Det ved jeg ikke.. Det kommer an på om jeg kan finde ned til stedet i tide inden sollyset helt forsvinder.." svarede hun lidt afvejende for hun ville ikke virke som en person i nød, for det kunne jo være han ville bruge det til hans fordel og overfalde hende. Selvom han egentlig ikke virkede som sådan en, men hun havde hørt historier om hvordan folk overbeviste andre om de var gode nok lige inden de overfalde dem og dræbte dem. Hun ville heller ikke indrømme hun egentlig ikke kendte disse skove særlig godt, ej heller væsnerne som fandtes i dem. Hun kendte bare den grotte som havde en tunnel der kunne føre hende det rigtige sted hen. Bare hun kunne nå hen til tunnelerne så var hun mere i sikkerhed i stedet for at gå her hvor hun kunne blive overfaldet fra alle sider, i tunnelerne var der kun 2 sider hun kunne blive overfaldet fra så de ville være nemmere at være opmærksomme på.