Mssing you

[Odette Soul]

Det var atter ved at være forår igen, en tid Odette tidligere havde elsket meget, men de sidste par år var gået så hurtigt hun ikke rigtigt kunne følge med. Det var noget hun havde mærket meget siden hendes far og søster døde 3 eller 4 år siden. Du godeste hun havde ikke tænkt meget over dem fordi hun havde travlt med at styrer den store gård alene før havde de været 4 til at styrer den og nu var der kun hende, for den sidste søster, hendes lille søster var forsvundet og hun havde ikke hørt eller set hende endnu længere siden at hendes fader og storesøster var døde.
Det var længe siden hun havde besøgt den grav som var blevet lavet til dem, til trods for der ikke var nogle lig af finde. De havde været udødelige og derfor døde på en grusom måde uden at efterlade et lig som hun kunne sørge over. Det gjorde ondt bare ved tanken om deres skæbne.
Denne tidlige morgen havde været speciel slem for Odette på grund af savnet fra hendes familie, så efter lidt tid havde hun besluttet at det var på tide at besøge deres grav igen. Stedet var ikke langt væk men hun ville alligevel ride derhen for den fandtes på ejendommen, men stedet var stort med marker og skove omkring den så det ville gå hurtigere til hest. Hun havde taget en mørke grøn kjole på og endnu mørkere kappe over hendes skuldre. Det lange brune hår hang løst og bevægede sig efter hende mens hun gik med lidt hastige skridt for de som allerede var oppe, selvom solen knap og nap var til at se i horisonten, men hun kunne ikke vente, så uden at få noget at spise gik hun hen til staldene fordi hun ville bede dem sadle hendes hvide hingst så hun kunne afsted til gravene hurtigst muligt. Mens hun gik tog hun hendes brune fine ride handsker på, for selvom foråret var her var det stadig en smule køligt om morgen.

[Lionel Canine]

Da solen begyndte at kunne ses i horisonten, havde Lionel allerede været oppe i nogle timer for at se til hestene, det var kun ham der var i staldene på dette tidpunkt da de andre der normalt også var der, ikke var vågnet endnu og ville sikkert først komme ned og hjælpe ham da de havde fået deres morgenmad. Det var ikke fordi det gik Lionel på, havde det egentlig fint nok med at være alene med dyrene, det passede ham aller bedst da han syntes de andre gik mere i vejen end de rent faktisk hjalp ham.
Lionel trak en brun hoppe ud af dens bås, den havde ikke haft det særligt godt de sidste par dage, så Lionel ville lige se til den og om der var noget han kunne gøre for den som de andre sikkert havde overset. Selvom hoppen stridedet lidt imod at komme ud af bås, fik Lionel stille og roligt den overtalt til at komme ud " Rolig lille ven, det skal nok gå" sagde han roligt mens han kørte sin hånd hen over dens manke, mens han kiggede rundt på kroppen for at se om der var noget der som havde irriteret den. Da Lionel havde fået den til at stille sig flot stille begyndte at krontollere om der var noget under hovne, og rigtigt nok kunne han se at en af sømmene fra dens sko var blevet sådan at den havde fået et sår, men han kunne så ikke forstå at de andre havde overset dette, men det var lige meget nu, nu gik det ud på at få den ud og håbe på at der ikke var gået infektion i såret.
Han kæmpede lidt med at få den ud, men da det endelig lykkes trak hoppen sit ben til sig, det gjorde bare at Lionel blev trukket med og blev nærmest kastet ud af stalden eftersom de havde stået tæt på åbningen. På vej ud af stalden ramte Lionel en spand med vand så da han landede på jorden, blev han helt gennemblødt og lidt mudderet til, så den ellers hvide løse skjorte som han havde haft på var godt gennemblødt og lidt brunlig på ryggen.

[Odette Soul]

Med rolige og faste skridt gik hun de få trin ned af trapperne som hun rettede på den ene handske. Hun begyndte at gå hen over gårdspladsen over imod staldene så hun kunne få hendes hest gjort klar til at hun kunne ride hen til det minde sted hun havde fået lavet dem. Hun var næsten nået hen til stalddøren og på vej ind da hun hurtigt måtte springe et skridt tilbage fordi en af stalddrenge røg ud af døren efterfulgt af noget vand. Efter hun havde lavet et hurtigt skridt tilbage var det som om hun var vågnet af hendes egne tanker og hun så undrende på drengen, som om hun tænkte over hvad pokker han havde gang i siden han endte med at falde ned på jorden. Hun sagde dog ikke noget men så på ham med et løftet elegant øjenbryn før hun gik forbi ham ind i stalden til hesten som hun fik ro på ved at tale blidt til den og anede den over mulen. "Du er stadig ude på ballade var? din gamle drillepind" sagde hun med et smil for hoppen havde været hendes igennem mange år men nu mente hun selv den var blevet for gammel så hun ville ikke længere ride på den men den skulle stadig have lov til at leve sine dage ud i luksus. Da hun havde fået ro på hesten gik hun ud til Lionel igen. "Når du er færdig med at pjatte med vand så skal Nubila sadles hurtigst muligt." sagde hun roligt for hun skulle have sadlet den hvide hingst som stod i stalden, det var den som havde overtaget erhvervet som den hest som hun red på. Hun gik ind i stalden igen og bandt hesten op igen for hun ville lige sætte den ind i boksen igen for hun havde vidst fået rigeligt med spænding for den dag.

[Lionel Canine]

Lionel fik rejst sig op igen og kiggede ned lidt i jorden fordi han var pinligberørt over han næsten havde ramt Frøken Soul, " Det må de undskyld " sagde han mens blikket stadig fokuseret på jorden, efter lidt gik han selv ind i stalden igen for at finde sadlen frem til hendes hest, det var normalt ikke Lionel der sadlede Frøken Souls hest, men nu måtte han jo bare tage sig sammen nu hvor han alligevel var den eneste der allerede var oppe, "Javel Frøken Soul" sagde Lionel mens han skyndte sig over for at find sadlen frem, men han stoppede op da hun begyndte at ville have den gamle hoppe tilbage ind i sin bås " Jeg er ikke færdig med at se til hende, der var et søm fra skoen som havde sat sig forkert" Sagde Lionel roligt mens han blik stadig var rettet mod jorden, han prøvede virkelig på ikke at lyde som om han gav hende ordre eftersom han jo udmærket godt vist at hvis han fik sagt noget forkert, så ville han nok ikke længe have et arbejde på gården, og det var sket før for ham at han ikke havde været bedre til at vælge sine ord ovre for dem han arbejde for.

[Odette Soul]

Det var egentlig ikke fordi Odette ville skælde ud på ham eller sætte ham i arbejde, hun kunne jo egentlig godt selv sadle hesten men hendes tanker havde lige været fjerne af savn til familien. Et mindre gys strøg igennem hende da han var formel overfor hende, hvor hun dog hadede det, ingen af de andre kaldte hende for frøken medmindre der var fornemme gæster.
Hun valgte dog ikke at sige noget før han stoppede hende fra at trække hesten ind i båsen, hvilket fik hende til at vende sig imod ham med et løftet øjenbryn, dog ikke i undren men et der sagde han skulle passe på. Der gik dog ikke mange sekunder før hun slap hesten og selv begyndte at undersøge dens hove. Hesten stod helt stille uden hun behøvede at binde den op, men hun havde også passet og plejet den siden den dag den blev født og de havde et specielt bånd selvom hesten var ved at være gammel. Hun fandt skoen, der havde haft et dårligt søm som han snakkede om, et stille suk kom over hendes læber. "Var sømmet rusten eller brunlig?" spurgte hun roligt for hun skulle lige være sikker på hvad det næste skridt var. Noget kunne vente til smeden kom mens andet var noget som gjorde at hesten skulle have behandling med det samme og så måtte Odette tage sig af det, fordi dette var jo en af hendes ældste venner.