En vinterleg

[Neimi Silvertung]

Det var en nu en gang en smuk vinter, sneen havde faldet i løbet af natten så det nu nåede op om anklerne på folk når de gik. Der lå sne på tagene, sne på gaderne og sne på de træer som nu fandtes hist og her. Solen skinnede fra en himmel hvor der var en del skyer på, så den forsvandt ind i mellem, men det gjorde ikke noget. Vejret var alligevel lidt mildt selvom det var koldt. Alt i alt en smuk vinterdag, som fik mange i godt humør til trods for kulden. Solen skinnede højt og folk smilede på gaderne. I en skygge i en gyde op af en hvid mur stod en hætteklædt skikkelse, en hvid kappe skjulte det meste af tøjet men kunne ikke helt skjule det mørke hår som hang over skulderne. Det skjulte heller ikke helt det barnlige ansigt som stod og så på de legende børn og de voksne som grinede mens de passede på dem. Den unge skikkelse holdt også øjnene med børnene som legede med sneen og med hinanden.
Den hætteklædte skikkelse faldt nu godt i med de hvide bygninger og den hvide sne. Under den hvide kappe var der et brunt sæt tøj, men det kunne ikke rigtig ses på grund af kappen. Det virkede som skikkelsen ikke ville ses, men alligevel gemte hun sig ikke ret meget for så ville hun ikke kunne se de legende børn, som ikke tog sig notis af skikkelsen fordi de havde travlt med at lege med hinanden.

[Daahir Albondiel]

Dagen idag havde været særligt smuk, med en klar krystalblå himmel og for årstiden høj sol. Det havde været en rigtig god dag, så Daahir havde brugt den udendørs, hvor han tidligt om morgenen var taget på jagt, men nu da han var færdig, søgte mod den nærmeste by, hvilket havde bragt den unge elver til dette sted. Kongen bar ikke tykt tøj, da kulde aldrig havde rørt ham, hvor han kun var iført hans lette udrustning, og noget relativt tyndt tøj af fint hvidt stof, hvor han også havde sit langsværd i bæltet, to langknive på ryggen, bag sit fulde pilekogger, og en bue slynget op over ryggen. Bag sig fulgte hans hest Mithire, uden Daahir havde behovet for at holde hånd på tøjlerne, over hesten lå liget af en hjort som Daahir havde nedlagt og som han planlagde at give til en heldig handelsmand. Da han nærmede sig byens midte, trak han sin kutte op over hovedet, i et desperat håb for ikke at blive genkendt, han ønskede ikke at skulle blive behandlet som en konge.. Ikke idag.. Men det var ikke altid tingene gik som han ville det, uanset hvad han ellers selv havde af magt i forbindelse med sit embede.. Stille vandrede han frem, over sneen på makedets tildækkede brosten, men uden at efterlade så meget som antydningen af et fodaftryk på den løse sne...

[Neimi Silvertung]

Den unge skikkelse stod på afstand der legede i sneen, i hvert fald den smule som der var. De hvinede og grinede som de kastede sne efter hinanden og byggede små figurer. De havde røde kinder som om de havde leget ude hele dagen, hvilket nok ikke helt var sandheden. Men de morede sig og den hætteklædte skikkelse i gryden måtte også trække på smilebåndet af deres sjove leg. Det så godt nok sjov ud men hun kunne ikke slutte sig til legen, det ville give for meget opmærksomhed som hun ikke ønskede. Hun så dog til som børnene opdagede en hest og nærmest begyndte at løbe skrigende imod den for at klappe den fine hest, hun så hvordan nogle af forældrene forsøgte at skynde sig efter dem men de små var lige en tand hurtigere til bens end de var.
Neimi så undrende imod dem men valgte at forblive i gyden for ikke at komme dem til undsætning, de skulle jo nok klare det ellers måtte lidt magi klare det. Hun trådte dog et mindre skridt frem for at kunne følge mere med i hvad der nu ville ske. Om hesten ville blive bange og gøre noget imod børnene eller om forældrene nåede at stoppe dem. Hun var dog glad for at de havde vendt ryggen til hende så hun kunne komme lidt mere frem, men hun ville jo ikke afsløres for hun kendte godt nogle af de voksne men igen hun kendte i hvert fald også et af børnene.

[Daahir Albondiel]

At de børn der ellers havde leget på pladsen, ville finde nogen større interesse i Mithire måtte komme som en overraskelse for Daahir, men han tog det i stiv arm, men en velplaceret rolighed og et let smil til de glade børn, en næsten uhørlig fløjten lød fra hans tynde læber, og hesten stoppede brat op hvor den var, og med en let og velmenene gestus gjorde han forældrene klar over at det var iorden at deres børn kom over til dem. Den store hingst betragtede opmærksomt børnene som de kom op til den, og da deres hænder rørte ved dens bløde hvide pels, vrinskede den veltrilfreds og trykkede sig selv forsigtigt tættere ind mod deres endnu små hænder, men uden at flytte sig fra stedet, eftersom den var yderst godt trænet og vidste præcis hvad der var forventet af den, efter lyden af Daahir's fløjten havde kommet for dens øre, en lyd der måske nok havde været knap hørlig for mennesker, men som dyr hørte højt og tydeligt.. "Hvad hedder den?" ville en lille pige på omkring 7 år vide uden at se væk fra hingsten, hun havde en tyk jakke forret med en brunlig pels på over nogle grålige bukser og hendes mørke hår var idag blevet sat op i en hestehale, holdt fast med et stykke lædesnører, de brune øjne hvilede opmærksomt på hesten og det var tydeligt at hun var vild med den allerede "Han.. Nok er det en hest men næsten alle levende væsner er enten han eller hun.." Rettede Daahir kort for hovedet den unge pige med rolig stemme, før han tog sig selv i næsten at skælde hende ud for at stille et spørgsmål.. Måske vidste hun bare ikke bedre endnu? Hun var trods alt endnu meget ung, selv for et menneske.. "Han hedder Mithire, som på mit elverfolks sprog betyder 'levende tempel' " forklarede han med et stille smil og strøg hingsten let over mulen

[Neimi Silvertung]

Neimi stod først roligt i hendes skjul som hun betragtede børnene der var interesseret for hesten, specielt et barn holdt hun øje med. En glad dreng der stor smilede selvom han nok var omkring de 10-11 år med mørkt hår og brune øjne, der stod lidt i baggrunden for at lade de helt små komme til da han kunne ae hesten uden noget større besvær. Han glad dreng der så ud til at trives hvor han var.
Neimi trådte længere frem fra hendes skjul og ud på den åbne gade, hvor hun stod for nogle få øjeblikket mens børnene alligevel optaget af hesten. Drengens mor vendte tilfældigt hovedet i retningen af Neimi og det fik Neimi til at trække hætten længere ned over hovedet for ikke at blive genkendt før hun vendte ryggen til nærmest som om en der var blevet forstyrret i det hun lavede eller forhindret i det hun havde forsøgt at mande sig op til, så hun gik i den modsatte retning af folkemængden. Faderen vendte også hovedet imod Neimi som havde ryggen til dem, han gjorde en utilfreds mine med ansigtet før han vendte hovedet imod børnene og hestene igen, i passende afstand. Det tog dog lige nogle få sekunder mere for kvinden før hun så lidt ængstelig over imod hendes efterhånden store søn. Som om hun vidste noget mange andre ikke vidste.
En ung dreng på blot 4 år gjorde tegn til at ville slå hesten med knyttet næve, men den unge dreng på de 10-11 år var lidt hurtig som han tog drengens hånd. ”Man slår ikke heste, man aer med åben hånd.” sagde han venligt før han kiggede på Daahir. ”Vi må vel gerne rører Mithire?” spurgte han for han skulle jo lige være sikker på de overhovedet måtte rører hesten, det var han jo opdraget at skulle have tilladelse til.