Den lange omvej

[Gabriel Dragoens]

Gabs øjne blev rettet hen imod hunden, han vidste det faktisk ikke, han vidste bare at den hund altid havde været i huset, i alt imens crys havde været her, men tanken havde faldet ham ind han kunne bare ikke gætte hvad det så var hvis det ikke var en hund, "Jeg ved det faktisk ikke, min teori var engang det var en formskifter, eller noget i den stil men jeg tror det ikke længere," svarede han så for han vidste det ærligt ikke. og han havde ikke planer om at finde ud af det han havde endda engang overvejet om han skulle aflive hunden for den skulle kunne få fred, men han kunne bare ikke den var alt for sød når den endeligt havde en god dag hvor den ikke var helt trist, han tog kluden fra hende og begyndte at gennem gå hendes hår for resterne af blodet han havde intet imod at hjælpe hende så godt han kunne, "Nå, fortæl lidt om dig selv,du healer hurtigt, kan jeg se, " sagde han så og sendte hende et venligt smil det skadede ikke at lære hende lidt at kende.

[Neimi Silvertung]

Eftersom Neimi havde dårlige erfaringer med hunde og ulve så var hun egentlig ikke særlig tryg ved at den var i huset sammen med dem, hvilket nok betød hun nok ikke ville sove men bare gå når hun var klar igen uanset om det stadig var lyst eller ikke. ”Jeg ville ikke stole på den hvis jeg var dig. Især ikke hvis den har levet længere end hvad et normalt dyr ville gøre” sagde hun roligt for hun stolede ikke på sådan nogle dyr. Der fandtes magikere som havde det bedre som et dyr frem for et menneske så de kunne leve sig rigtigt ind i rollen.
Neimi sad roligt mens han forsøgte at ordne hendes hår. ”Jeg dømt til at leve for evigt. Så mine sår heler hurtigt fordi jeg ikke kan dø. Dog føler jeg stadig smerte både dem min krop får og dem mit hjerte får” sagde hun roligt for hun kunne jo ikke dø selvom hun til tider gerne ville så hun måske kunne møde dem hun elskede på den anden side. Hun havde hadet hendes beslutning efter alt det der var sket men der var jo intet som kunne ændre det, udover en ting og det kunne hun alligevel ikke få sig selv til at gøre, ikke efter der stadig var en trussel over hendes datters hoved. ”Man gør dumme ting for kærlighed” mumlede hun lettere opgivende for sig selv, for det var ikke meningen at han skulle høre det.