start the game

[Dragana Dragoens]

En kølig brise, der alligevel kunne gå i gennem tøjet, hvis man ikke var godt klædt på. En skyfri himmel hvor fugle var på vej tilbage fra deres vinter trak. En smuk mild dag, til trods for den kølige brise som ind i mellem kom mellem hækkene. Meget kunne ikke høres, men alligevel for de med gode øre kunne høre nogle trække vejret meget tungt og ind i mellem blev stilheden afbrudt af et skrig, som kom fra en desperat dødende et sted i labyrinten.
Jagten var i gang.
I midten af labyrinten, på en sten nær statuen og vandfaldet sad en elegant skikkelse med benene let over kors og hænderne i mod stenen hun sad på. Det yndige mørke hår var flettet i en løs fletning med et lilla silkebånd, som hang over hendes ene skulder og ned over hendes barm. Hun sad i en smuk mørk lilla kjole med en dyb V-udskæring og som gik ned til hendes ankler. Kjolen var dog langærmet til trods for det milde forårs vejr. Rundt om halsen bar kvinden en almindeligt men smukt sølv hjerte og ved hendes side lænende op af stenen et sværd ligeledes af sølv og det ville skinne i kap med solen, hvis det ikke fordi det stod i sin sorte skede. Ved hendes side lå en hvid tiger, som kun virkede til at reagere når et skrig afbrød stilheden, som var i vinden foruden det lille vandfald fra statuen. Det virkede helt idyllisk og nærmest som om kvinden ventede på noget, hvilket hun gjorde.
Slaver som ikke havde adlydt den senere tid både på slottet, hos andre adelige og ikke salgsbare fra slavemarket, fandtes nu nogle steder i labyrinten frie og alligevel ikke, håb om at de kunne finde deres vej ud inden deres forfølger fandt dem. Unge krigere og lærlinge var i gang med at jage og finde disse slaver i denne magiske labyrint, i håb om at finde den slave som var markeret med et specielt mærke som kvinden havde givet den mest ulydige slave. Dernæst skulle krigerne og lærlingene finde deres vej ind til midten, hvor de kunne få et muligt ønske opfyldt eller en belønning fra den som havde sendt dem afsted. Det var dog ikke kun krigere og lærlingene som var med i legen for at vise deres værd. Nogle som havde befundet sig i nærheden af krigerne da legene begyndte fik også lov til at deltage i håb om at kunne vinde noget. Labyrinten gav dog noget af en udfordring, på grund af tornehækkene og så det at stedet var magisk så det var ikke altid at den vej, man var gået ned af var der når man ville tilbage af samme vej.
3 timer var efterhånden, men ingen var endnu vendt tilbage med den rigtige, selvom det mindskede i antallet af slaver som blev jagtet, der var måske 10 tilbage ud af de 30 der var blevet sendt afsted, nogle havde været lette at fange og andre af slaverne var mere snu. Der var dog ingen som havde været i midten i de sidste 30 minutter, muligvis fordi de ikke kunne finde det eller fordi de ikke kunne finde slaverne.
Den yndefulde skikkelse var dog blevet siddende for hun skulle bedømme om det var den rigtige slave som personen havde fundet. Hun havde ikke modtaget en ravn endnu om at nogle af slaverne var sluppet ud af labyrinten, så de måtte stadig være derude et sted.

[Lucan De Lupora]

Lucan var en smule irriteret på sig selv. Reelt set burde han ikke være her, han vidste jo godt han var en dygtigere kriger end de fleste af deltagerne, men udsynet til en præmie havde trods alt fristet ham.
Han var også irriteret på sig self for at have taget rustning på, det var jo ikke lige frem fordi at disse slaver var nogen udfordring. Dagen var ganske vist mild og køl, men han svedte alligevel på grund af brynjens kraftige skindfor. Han bevægede sig roligt igennem labyrinten med draget sværd. Sværdet var plettet af blod. Det var ikke kun slave blod. Enkelte havde prøvet at tage en lovende udseende slave fra ham, de havde dog hurtigt måtte sande, at denne lejesvend lod sig ikke overtale så let.
I hans anden hånd havde han et reb. Rebet var bundet rundt om halsen på en slave. Denne gang måtte det simpelthen være den rette. Det ville være en udsygt fornøjelse at slå de fine krigere der ellers altid rynkede på næsen af lejesoldater som ham.
En lærling fik øje på ham.
Lucan havde blot trukket i brynje uden noget slag over, og selvom rustningen kunne afskrække de fleste fra et tankeløst angreb, lignede han bare en simpelt fodsoldat, ikke noget en ridderlærlig ikke kunne klare.
Slaven krympede sig, og så ud til at vente på en mulighed for at stikke af, men Lucan var træt sulten og tørsdig, han ville blot have det overstået, og uden større finesse afbøjede han lærlingens slag og stødte til med sit sværd. Klingen gled igennem den unge lærling, hvis ansigts udtryk signalerede overraskelse og chok, før øjnene blev tomme.
Lucan trak klingen ud og trak slaven videre med sig ind til midten af labyrinten.
Hans irritation fik ham til at glemme hans gode manere.
"Nu må det sgu være den rigtige" sagde han med et hårdt tonefald.

[Dragana Dragoens]

Da fodtrin nærmede sig løftede den hvide tiger hovedet og så i retningen. Dragana fulgte ligeledes tigerens blik imod trinene fra den ene åbning i labyrinten. Da manden kom ind med en slave bag sig, rejste hun sig roligt op og gik dem i møde, det samme gjorde den hvide tiger. Hendes sværd lod hun være, for den var kun til hvis nogle kunne finde på at angribe hende når hun sad alene, dog var det hendes gamle sværd og ikke hendes nye som var gemt oppe på slottet.
"Antallet er også mindsket efterhånden" svarede hun roligt til hans ellers hårde tonefald, til trods for hun ikke tog sig af det for han havde jo selv bestemt han ville være med i legen. Hun skulle jo underholde krigerne på en eller anden måde når de nu ikke rigtig lå i krig med Nirelia og hun kunne jo ikke sende dem alle sammen til at slås imod bjergfolk og pirater, så det her virkede som en god ide og så kunne man komme af med nogle slaver.
Hun gik hen til dem med rank ryg og videre forbi Lucan imod slaven, som hun havde blikket. Tigeren stoppede lidt foran Lucan og havde øjnene på ham. Slaven krympede sammen da hun kom hen imod slaven, men denne kom ikke særlig langt. Hun tog fat i rebet nær slavens hals, men det var mest for at have styr på denne, mens hun med den frie venstre hånd lod den glide over slavens hals, mens det lignede en lilla flamme som afslørede en sort rose på halsen og slaven lavede et ansigtsudtryk som fortalte at det gjorde ondt at mærket blev fremvist. "Det ser ud til du er den heldige" sagde hun roligt med et tilfreds smil over hendes læber. Hun havde selvfølgelig godt selv set det var den rigtige slave, men det vidste han jo ikke.
Hun trådte væk fra slaven igen og viftede ligegyldigt med hånden. "Dræb slaven og fortæl mig hvad du kunne tænke dig i belønning og så skal jeg se om jeg kan opfylde det" sagde hun roligt som hun gik forbi Lucan igen og hen imod stenen. Hun gik bag om stenen og tog et bur frem med en sort ravn, som hun satte fri så den fløj op. Legen var forbi og vagterne skulle have det at vide, så deltagerne kunne få lov til at gøre hvad de ville med de resterende slaver.

[Lucan De Lupora]

Lucan så på slaven. Han kunne se bønnen i dens øjne. Håbet om at måske, bare måske, var der en chance for at Lucan slap ham fri. Men skønt Lucan ikke nød at slå ihjel, så havde han for længst lært at være kold over for det. Med et et hurtigt, og overraskende hårdt hug skar han næsten slavens hovede af. Han bukkede sig ned og tørrede sværdet af i slavens kjortel, og vente så sin opmærksomhed med Dragana.
For nogle få år siden ville han have ønsket at blive slået til ridder. En del af ham, en stor del af ham ønskede det stadig. Men han ville have titlen, ved at gøre sig fortjent til det.
Men med freden var der ikke meget at gøre.
"Jeg er legesoldat. Jeg ønsker arbejde. Med den her fred er der ikke en skid og lave. Jeg kan knap nok finde arbejde som karavane vagt, ikke at det er værdigt arbejde..."
Han så hende ind i øjnene.
"Jeg ønsker at få arbejde der er en kriger værdig"

[Dragana Dragoens]

Efter ravnen var sluppet fri satte hun buret ned på jorden igen og satte på stenen igen og lod blikket hvile på ham, mens hun ventede på at høre hvad Lucan ønskede sig. "et arbejde siger du?" sagde hun en smule undrende: "Er det alt?". Det var ikke ligefrem et ønske som Dragana havde forventet, hun havde forventet ønske om guld, berømmelse eller noget andet som mange af de knap så heldige manglede.
"Hvis det ikke er andet, så kan det ønske da godt blive opfyldt. Men er du sikker på hvad det indebære?" spurgte hun roligt for det ønske kunne hun da egentlig godt opfylde, selvom det var i en verden af fred mellem Darklia og Nirelia, så var der aldrig fred i Darklia. Ikke med den grådighed, ondskab og folk der kæmpede om deres territoriummer fordi de ville have mere og mere mens de kæmpede om overlevelse.
"Men hvis det er det du vil have, så må du jo flytte ind på slottet" sagde hun roligt for hvis han ville have arbejde som en kriger, så måtte han jo også leve på slottet som de fleste krigere gjorde når de ikke var udsendt til andre steder.

[Lucan De Lupora]

Lucan lo, højt og længe. "Ja, det er alt hvad jeg ønsker. Penge har jeg såmænd nok af. Ry som kriger har jeg, men ry og rygte er sultne skabninger, som altid skal fodres. Og krig er det bedste føde... Jeg går ikke ud fra at jeg kunne overtale dig til at starte en krig med Nirelia?"
Han smilede skævt og trak på skuldrende. "Jeg har allerede boet blandt slottets krigere. Jeg er ikke populær deroppe, et eller andet med at være en dårlig lærling eller sådan noget. Desuden har jeg det ganske behageligt i mit hus som det er. Som jeg sagde, det eneste jeg ønsker er arbejde til at gøre mit sværd rødt. Jeg ønsker ikke pomp og pragt bare for at fundet en slave." Det sidste sagde han med slet skjult foragt i stemmen.
Mange af de andre krigere havde pralet med den belønning de ville kræve for at finde slaven. At blive slået til ridder, at få deres eget slot, at få alverdens rigdomme. Det var udsigten til at vinde over disse arrogante skvat havde fristet ham lige så meget som udsigten til en præmie. Udsigten til at kunne belære dem om at fange en simpel slave ikke var værdig grund til at blive slået til ridder.
"Den berømmelse jeg søger kan kun vindes på slagmarken."

[Dragana Dragoens]

Et lille skævt smil kom over hendes læber ved hendes kommentar. "Jeg ville nu ikke have noget imod en krig, men tingene bliver gjort anderledes nu end min forgænger. Jeg kunne dog godt tænke mig at få kongen af Nirelia til at vågne lidt op, så jeg kunne se min modstander an." sagde hun roligt for hun var nu heller ikke officielt blevet dronning, men det var en taktik hun havde valgt at bruge fordi hun ville have overraskelses momentet overfor Nirelias kongelig, men hun kunne jo ikke en gang få en irriterende konge at se og mange vidste ikke meget om ham.
En mild feminin latter kom over hendes læber "Der er så mange som ikke er populære deroppe, men de har ikke noget at sige når en først er blevet fredet, desuden kunne jeg altid bruge en til at træne et par lærlinge" sagde hun stadig med et smil over hendes læber for det ville ikke være første gang en var upopulær deroppe. Drazillas yngling Rai var meget upopulær men han var blevet fredet med ordre fra den afdøde Drazilla og Dragana havde valgt at den ordre stadig skulle forsætte efter Drazillas død.
"Det er også helt i orden. Men kom med tilbage til slottet for en dag eller 2, så kan vi finde en gruppe og en opgave til dig." sagde hun roligt som hun rejste sig, for hun kunne ikke med det samme give ham en mindre kamp at slås i, først skulle det rigtige sted findes for der var jo mange steder hvor krigerne skulle vise deres værd på slagmarken samtidig vinde nogle steder for hende. Det var bare med at finde det mest udsatte sted, når han nu så gerne ville vinde hans værd, så skulle han jo også have en chance for det.
Hun begyndte at gå hen imod ham og tigeren som havde sat og stirre på ham i alt den tid rejste sig også fordi det var tid til at gå.