Post by Ulric van der Eretain on May 12, 2018 0:47:53 GMT 1
Fulde navn:
Ulric "Morrslieb" van der Eretain
Alder:
52 år.(Men ligner en voksen mand i 30-40 års alderen)
Fødselsdag:
Den præcise dato kan han ikke længere huske. Så den første fuldmåne af August, er hvad han holder sig til.
Race:
Magiker
Tryllestav:
En tryllestav skåret fra et gammelt piletræ der stod i haven af Ulric's læremester. Begunstiget med styrke af Jord Dæmonerne, ved brug af sjældne metaller i stavens kerne. Da Ulric lærte magi uden en stav, og specialicerede sig indenfor andre områder; blev tryllestaven sat ind i håndtaget og knopen af hans sabel. Med den ene hånd hvilende på sablens knop eller omkring sablens håndtag, kan han med den anden; benytte sig af håndmagi, selvom dette ikke er nær hans speciale.
Speciel Race:
Varulv
Bo Pæl:
Et Gods på Darklias sydøstlige grænse.
Job:
Tidligere Healer og Kirurg hos Hopitalet i Grænselandet.
Tidligere Magiker-Lærling under sin daværende Læremester.
Adelig af Darklia og medlem af Hoffet.
Leder af Darklias Frie Kompani under Dronningen af Darklia. Også kendt som De Vilde Ryttere.
Våben:
En Sabel af udsøgt kvalitet, der oftest ses hænge fra bæltet af hans robe, og med hans hånd på knopen. En gave givet ham af Jord Dæmonernes smedemestre, da han forladte dem i sin tid.
Fortid:
Ulrics liv og fortid, er en fortælling om fredelige tider og intentioner, gjort ondsindede og forskruet af tragedie. Det er en fortælling man sjældent vil høre fra Ulrics egne læber. Så hans mænd og de der ellers måtte sladre om ham; nyder at bringe hver deres unikke udgaver til bordet og andres ører. Han var kendt af nogle selv før han blev Adelig, men siden da er mange fortællinger begyndt at springe op omkring ham. Disse er fortællinger ofte krydset med myte, og deler flere ligheder med vandreskrøner eller sømandsfortællinger, end de gør med sandheden. Dog er der altid en gennemgående temalogi der skinner igennem enhver af selv de mest opdigtede historier; At mange ting kan ske igennem en livstid. Og at det kræver en særlig styrke at kæmpe sig igennem et sådan utal.
Langt de fleste ved, eller kan med lethed lære, at Ulric engang var en healer ved Hospitalet i Grænselandet. Sådanne nysgerrige sjæle kan også hurtigt finde ud af; at det var her han mødte Angelina. Men ikke mange ved at Ulric blev født som førstefødte søn, med en storesøster, i Norden, ved foden af bjergene. Navnet "van der Eretain" betyder mere eller mindre: "Fra stedet hvor Spurvene evigt Svæver". Hvilket er en direkte hentydning til Eretaine Gården, ved foden af de nordlige bjerge. Ulric husker disse tidlige år af sit liv, ganske muntert. Familien var ganske almindelige, simple, ydmyge. De tjente til dagen og vejen ved at kultivere - nu sjældne - violette roser på skrænterne af bjergene. Disse roser var især populære iblandt dværgene, da de kunne overleve ualmindeligt længe uden sollys. Der gik dog ikke mange år inden den unge Ulric begyndte at vise særlige, og ikke mindst skræmmende, evner. Evner der hurtigt tydede på, at den unge Ulric var mere end blot et almindeligt menneske - ligesom hans to forældre. Som enhver opmærksom læser ville kunne tænke sig til; blev Ulrics fader vred. For hvis Ulric var født med magi i sine årer, så kunne han umuligt være hans søn, ikke? Og dette kunne vel kun betyde én ting... En utro hustru! Det ellers fredelige og idylliske liv på gården ved foden af bjergene, nåede et pludseligt endeligt ved denne åbenbaring. Faderen behandlede derefter moderen med stor foragt, had, og ikke mindst vold. Indtil den dag hvor Ulrics ældre søster, ikke længere kunne holde til at vidne det; og gennemborede sin far med en kniv, for så at flygte mod Vest.
Ved tabet af både sin mand, og sin datter; kunne den endnu unge Ulric se til imens hans mor blev mere og mere fjern. En tid der selvfølgelig ikke varede længe, da familiens levevej var i fare. Dagen kom så, hvor en fremmed bankede på døren. En mand der åbenbart ikke var en fremmed til Ulrics mor. Ulric var for ung til at forstå den fulde mening bag handlingerne af de forrige par måneder... Han forstod ikke engang helt hvad der skete, da den fremmede mand tog ham i armen, og satte ham på en hest. Og med et blik vendt over skulderen, var det den sidste gang Ulric ville lade sit blik glide over de smukke bakker og violette skrænter af Eretaine Gård. Og sidste gang han ville se sin moder.
Den fremmede viste sig med tiden, at være en Magiker. Aldrende, gnaven, og vissen. Og Ulrics biologiske fader. Men da den gamle magiker forbød Ulric at kalde ham fader - såvel som da han nægtede at dele sit sande navn, og i stedet tvang Ulric til at kalde ham "Mester" - blev det hurtigt tydeligt for selv den unge Ulric, at dette ikke var en mand med interesse i faderlige pligter. Ulrics nye Mester bragte ham til Darklia, og til et lille fællesskab af primært Jord Dæmoner der levede nær på grænsen til Grænselandet. Og her blev Mesterens intentioner gjort tydelige. Ulric var hans sidste levende arving, og Mesteren var for gammel til at fædre flere arvinger med villige kvinder. Og det var derfor Ulrics pligt at vidreføre Mesterens magiske arv, om så knægten ville det eller ej. Mesteren var ikke populær hos Jord Dæmonerne, og måden hvorpå han behandlede sin nye værge; var bestemt heller ikke smigrende. Men Mesteren var alligevel så tilpas uundværlig til Dæmonerne, at de kun kunne protestere mod Mesterens tilstedeværelse; ved at tage en god hånd om hans værge.
Ulric voksede derved op i en ganske atypisk facon. Især for en knægt der havde startet livet som en gårddreng. Mesteren haglede Ulric med teori, besværgelser, ritualer, historie, matematik, og alt andet han havde kendskab til. En sådan nådesløs lærdom, at Ulric ikke ville have kunnet overleve det, havde det ikke været for Jord Dæmonerne. Mesterens elitære retorik om betydningen af Magi og overlegenheden af Magikere, faldt oprindeligt for døve øre så snart han lærte disse underlige skabninger at kende. Sære, usædvanlige, til tider grove i sprog og adfærd - men slet ikke hvad en ung knægt ellers ville have forventet af Dæmonerne fra fortællingerne. Der boede ikke meget mere end tyve Jord Dæmoner i dette lille fællesskab - og Ulric lærte med tiden alle deres navne. De levede simple liv i naturens skød, hvilket jo selvfølgelig syntes at passe dem perfekt. Oftest ville de bare tage en god gåtur, jage en tilfældig desperat vampyr væk fra deres land. Eller blot sidde og nyde synet af den usædvanligt frodige natur de var omgivet af. Mesteren lærte Ulric mange ting. Uhyggeligt mange ting! Men fra de rolige samtaler på mosbedækkede kampesten, eller den ophidsede sladder blandt håndværkerne; lærte Ulric meget mere om verden, end Mesteren nogensinde ville kune håbe at lære ham. Dæmonerne passede på Ulric, og Mesteren. Selvom den sidste ikke ligefrem var af fri vilje. De tårnhøje og brede mænd, eller robuste kvinder, holdte Ulric ved selvskab, og fandt sikkert også en smule interesse i at se en knægt vokse ind til en ung mand.
Ulric spenderede over 10 år hos Dæmonerne. Fra en alder på 9, til han var 19. Der var hårde tider, trange tider, desperate tider. Men også gode tider - til trods for Mesteren. Og han, ikke mindst, levede der i komplet hemmelighed. Ingen udefrakommende vidste hvem han var, hvad han var, eller hvorfor han var der. Det var sjældent nogen fremmede overhoved fik set ham. Men inden dette simple og ekstremt monotone liv kunne begynde at gå Ulric helt på nerverne; kom der en vinter så barsk, at den gamle Mester døde. Ulric så derfor kun to valgmuligheder. At danne sig et fortsat liv hos Jord Dæmonerne, eller at vandre sin egen vej - fri for Mesterens hårde hånd og undervisning.
Ulric valgte den sidste mulighed. Han takkede farvel til de Dæmoner han i bund og grund var vokset op med. De samme ansigter han havde set i efterhånden mange år. Og drog ud på sin egen færd. Oprindeligt, og i starten; var det svært. Han vidste nok om verden og de der befolkede den, til at vide hvordan han skulle gebærde sig. Men Verden overraskede ham alligevel. Det ene øjeblik var han en lejesvend og dusørjæger. Det andet var han hjemløs. Så blev han en soldat. Og så blev han igen hjemløs. Han solgte arbejdet skabt af sine hænder, og solgte resten af sin krop; blot for at kunne overleve i en verden der var langt mere barsk end han havde forventet. Men han fandt sin vej, og fandt endda også et kald i livet. En interesse, så og sige. Han studerede kirurgi, anatomi, og healing i Nirelia - og i en alder af 25 år, endte han med at arbejde på Hospitalet i Grænselandet. Og det var så her han mødte Angelina.
Angelina var en kvinde skåret af samme stof som ham selv. Stærk, beslutsom, beundringværdig. På enhver måde en kvinde der velfortjent modtog hans hengivenhed og kærlighed. Hun var en healer fra Nirelia, der åbenbart var flygtet religiøs forfølgelse, og fundet fred i Grænselandet. I løbet af flere år, arbejdede de begge på Hospitalet. Og i løbet af disse år, udvikledes der langsomt et bånd og et forhold imellem dem. Efter mange år for sig selv, eller spærret inde i en lille landsby, var Ulric overbevist om at han havde fundet et sted for sig selv. Men Angelina havde en hemmelighed, og denne hemmlighed ville ændre Ulrics liv for evigt. Måske skammede hun sig, måske ønskede hun ikke at skræmme Ulric væk fra hende. Uanset hvad; kunne hverken Angelina eller Ulric løbe fra den hemmelighed hun havde valgt at skjule fra ham. Hun var en Varulv! Og hendes flugt fra Nirelia havde ikke været forsaget af religiøs forfølgelse, men af et skyldigt sind over de liv hun havde taget. Under den fulde måne, blev Ulric nærmest lemlæstet af den kvinde til hvem han havde erklæret sin evige kærlighed.
Så snart hans mangfoldige skader var delvist healet, flygtede han fra Grænselandet. Flygtede fra Angelina, og forsagede sin kærlighed til hende i vrede og smerte. I denne vrede og frustration, flygtede han tilbage til det lille fællesskab af Jord Dæmoner hvorved han jo nærmest var vokset op. Var han blot ankommet nogle få dage senere...
Efter at have slagtet Dæmonerne i deres søvn, og vågnet op morgenen efter sin første forvandling; døde den gamle Ulric - til fordel for en ny mand til fulde formet af sine gerninger og vældet af vrede og sorg der fyldte en hver af hans tanker. Han blev besat. Inkarneret og hyldet af trangen til at fjerne den forfærdelige forbandelse kærligheden havde ladet faldet over ham. Det tog ham lang tid at lære hvordan han skulle kontrollere sig selv, eller stoppe sig selv fra at lade ulvens vrede forvandles til blodsudgydelser under fuldmånens lys. I den tid søgte han desperat efter urter og ingredienser, til blandinger designet til at undertrykke bæstet i sig. Farlige, livstruende, katastrofale eliksirer; der med tiden ville vise sig at have store konsekvenser. Han undertrykkede sin sorg og sine forfærdelige gerninger. Forkastede og tog afstand til dele af hans sind og mentalitet, han hellere ville være foruden. Degraderet til en vraget galning der vandrede den mørke skov i Darklia i søgen efter urter og ingredienser. Ganske bevidst om degraderingen af hans sind, men uden midlerne til at bekæmpe det. Inden længe spredtes der rygter om et bæst i Darklias mørke skov, som gjorde bytte ud af enhver forbipasserende eller modig jæger. Disse brutale dødsfald fik dog ikke lov til at vare ved for evigt; da Dronning Drazilla valgte at få bugt på dette bæst én gang for alle.
I stedet for nåden der ofte lå i døden, og i stedet for at gøre ham til en martyr af fortællingerne der allerede var ved at springe frem om dette bæst; fik Ulric lov til at rådne i fangekældrene under Drakoné. Ulric var på dette tidspunkt, ingen fremmed hvad angik hårde eller trange tider. Men månederne før hans indespærring, og de mange år han brugte i fangekælderen; var anderledes. Han havde mistet sig selv. Mistet sit sind til galskab og vederstryggelighed. Og i sin lille mørke celle under Drakoné Slot, begyndte han at forme sig selv fra bunden; imens noget andet dannedes med ham. At han var en varulv, bar ingen konsekvens for hans indespærring. Cellerne under Drakoné Slot er stærke og robuste, og kunne holde selv de mest stærke, beslutsomme, og innovative fanger. Så hver fuldmåne, forvandledes han til en varulv. Og hver fuldmåne af disse 10 år, var varulvens desperate forsøg på frihed og lemlæstelse; uden nogen form for resultat eller succes. Minderne, tankerne, desperationen, og frustrationen af hans galskab blev undertrykt ved hjælp af ren og skær beslutsomhed. Men i stedet for at forblive gemt et sted i hans underbevidsthed, sev disse dybe følelser fra hans sind, og til Varulven hver fuldmåne. Og som Varulvens desperate forsøg på frihed slog fejl, begyndte bæstet langsomt at indse netop dette. Varulvens frådende, dyriske, og desperate natur, blev erstattet af følelserne og årvågenheden Ulric havde undertrykket. Og fra denne mentale fusion og erstatning; dannedes et væsen af eget sind og motivation. Et væsen, en personlighed, formedes. Og Morrslieb blev født. Adskilt fra den Ulric der langsomt fik besindelsen over sin mentalitet igen, men stadig den samme, og levende i samme krop.
Efter næsten 10 lange år i fangekældrene, med kun sjældne besøg og selvskab; viste Dronning Drazilla sig på den anden side af tremmerne. Hun havde et tilbud til ham. Et forslag. En ordre. Og ikke en af slagsen han havde råd til at afvise. En blodig konflikt, et oprør, var opstået. En konflikt Drazilla frygtede ville koste for mange af hendes soldaters liv. Så i stedet stillede hun Ulric et ultimatum. Han kunne tage imod hendes tilbud, eller dø. Og skulle han fejle, ville han også dø. Så hvilket valg havde han? En accept af betindelserne, og succes, var den eneste mulighed, så hvilket andet valg havde Ulric? Han skulle sværge sin evige troskab til Darklias trone, og benytte sig af sin charme til at danne sig en væbnet gruppe af farlige individer. Med denne gruppe skulle han bekæmpe denne potentielt truende fjende, og sætte en stopper for den stigende konflikt; i hendes navn. Hvis han, mod alt forventning, var succesfuld; ville han blive givet sin frihed. Men hvis/når han fejlede, hvis han ignorerede hendes ordrer og missionen, eller afvise hendes tilbud; ville han dø.
Mod absolut al forventning, var Ulric succesfuld. Han og hans væbnede gruppe af tvivlsomme karakterer, formåede at sætte en ende på denne konflikt. Dette var tydeligvis ikke et resultat Drazilla havde forventet, og hendes øjeblikkelige reaktion var at indespærre Ulric igen. Men hun ændrede hurtigt sin mening, og gav ham sin frihed, som lovet. Hun belønnede ham endda også med en gård, i det sydøstlige Darklia, og tillod ham at vedholde kommandoen over den væbnede gruppe han havde dannet under hendes ordrer. En gruppe der med tiden ville vokse, og blive til De Vilde Ryttere.
Ulric slog sig ned på den gård Dronningen havde givet ham, og begyndte at leve livet på ny. Han viste sig at være særdeles ressourcerig, og drevet; og forvandlede med årene gården til et Gods. Han øgede sin rigdom markant ved hjælp af innovative og industrielle investeringer og lån; og officielt dannede De Vilde Ryttere som et Frit Kompani under hans styre, og Dronningens autoritet. Et især populært alternativ for unge, oversete, og rebelske medlemmer af adelige slægter - frem for at skulle tjene i den alemene hær. Og siden da, har Ulric og hans Vilde Ryttere holdt til på Eretain Gods. Og Ulric har ledt et liv af stor rigdom, luksus, og mystik.
Familie:
Konrad Eretaine - Fader - Menneske - Død
Vivienne Eretaine - Moder - Menneske - Død
Mia Eretaine - Søster - Menneske - Forsvundet
Udseende:
Kropsbygning:
Ulric er en høj, bredskuldret, og solidt bygget mand. Med en krop der bevidner et hidtil ganske hårdt liv. Hans krop er ikke direkte muskuløs, men ej heller atletisk eller slank. Fra naturens side er han solidt og rigtig godt bygget. Med kraftige knogler og markerede muskelgrupper; fremtræden brystkasse, brede skuldre, tydelige mavemuskler, og stærke lemmer. Dét, kombineret med at han ligger på en vægt lidt under det middelmådige for en mand af hans ganske størrelse; gør han kan synes som skåret af sten. Karakteristiske træk ved hans krop; er store hænder, brede skuldre, kropsbehåring på bryst og arme - og ikke mindst de mange ar der mærker hans krop. Mange på overkroppen og armene, som skærer linjer og streger i håret og huden. Samt et enkelt for enden af kinden inden øret.. Mest unikt og fremtræden af disse ar; er dog de store næsten makabre ar der sidder tydeligt på siden af hans hoved. Over øret og lige under kronen af hår.
Robe og Beklædning
Tilbehør og Detaljer
Højde:
190cm
Hårfarve og Hårlængde:
Mørkerødt, og skåret i en ekstrem undercut. Med kun en krone af halvlangt hår. Samt et kort aristokratisk overskæg, og ofte et velplejet skæg om hagen og kæben.
Øjenfarve:
Blå-grønne
Hudfarve:
Lys i huden. Dog mærket af vind og vejr igennem årene.
Andet:
Varulven han forvandles til, er næsten to hoveder højere end ham selv. Bredere og mere markant af figur. Med en smal talje sammenlignet med den brede overkrop. Sylespidse tænder ej dækket af læberne og tandkøddet, og lange kløer. Et ganske typisk udseende for en varulv. Pelsen er mørkerødt som Ulrics egen hårfarve, og de kridhvide øjne bevidner en aggressiv og fjendtlig list usædvanlig for sin slags.
Personlighed:
Ulric
Ulric van der Eretain er, ganske simpelt, en meget kompleks mand. Med mange afkroge og detaljer til sit væsen. Som i helhed skaber en dyb og rig personlighed.
Først og fremmest; er han en aristokratisk, elitær, og autoritær mand. Der er forskel på individer, og ethvert individ burde kende sin plads, eller få det dikteret af andre. Ligesom at han er loyal overfor Darklias trone, forlanger han absolut loyalitet og ærbødighed af sine undersåtter og de han kommanderer. Hans elitære holdning stammer mere af hans eget væsen og bedrifter, end det gør af hans race. Til trods for det ofte tvivlsomme og vilde selvskab han befinder sig i, slår han igennem som en ganske dannet og kultiveret mand. Med en værdsættelse for kunst, vin, skønhed, og detaljer. Han er næppe direkte elegant - det er trods alt svært for en mand af hans fysisk - men stjæler ofte opmærksomheden i et lokale med sin maskuline udstråling. Han lever et næsten ekstremt luksuriøst liv, men er samtidig også til stadighed omringet af en stor del aktivitet. Med underdanige tjenere, og en skare af loyale og hengivne følgere. Han benægter aldrig sine mænd nydelse eller underholdning, men slår stærkt og øjeblikkeligt ned på ethvert brud på den nærmest forskruede ridderlige kode han ofte lever efter.
Til trods for disse kerner af sin personlighed, nyder Ulric selvskabet af rebelske, vovede, og vilde personligheder. Også selvom han ofte står som en modsætning til en sådan hårdfør adfærd. De eksperimenter han har gjort mod egen krop, har efterladt ham til dels følelseskold, rent fysisk. Vin smager ikke som det gjorde, og en kvindes berøringer bringer ikke den samme nydelse som det gjorde engang. Derfor søger han konstant distraktioner fra et plaget sind, og jagter atter større sensationer. Et stort selvskab af adrenalin-søgende, rebelske, og vilde personligheder; bidrager til en hverdag fyldt til randen med aktivitet og underholdning. En hverdag ofte domineret af en stærk sans for eventyr, nydelse, og sanseindtryk. Som han selv ofte siger; så må en mand til tider udvise blot en smule vanvid - da det hjælper ham med at føle sig i live. Dette har formet ham som en selvsikker og næsten frygtløs mand, der kommanderer megen beundring fra de som er under ham. Men det betyder bestemt ikke at han er uagtsom eller dumdristig.
Ulric er også mystisk og hemmelighedsfuld. Han er meget belært, og søger konstant ny lærdom og viden - på en livslang mission efter at kende til alle kroppens og naturens funktioner. Han studerer anatomien af alle racer, udfører makabre eksperimenter på andre såvel som sig selv. Brygger og prøver nye eliksirer, udforsker glemte og magiske ritualer, og læser gamle ruller fra alskens biblioteker eller templer. Så selvom hans Gods næsten hver dag kan være fyldt med festlig aktivitet fra sine mænd og følgere; kan han sagtens bruge en hel dag i sine gemakker - begravet i sine studier, eksperimenter, og forsøg. Ligeledes har Ulric sine aktiviteter udenfor hvad der indvolverer en søgen efter viden eller spænding. Aktiviteter han ofte holder hemmeligt, eller kun tillader få andre at kende til.
Til trods for disse... tvivlsomme og måske endda urolige træk og lag af hans karakter; besidder Ulric en kapacitet for empati og sympati man ikke ofte finder i en Adelig fra Darklia. Ulric er Adelig, ja. Han er velhavende, ja. Og måske mest af at, er han karismatisk og besidder en stor insigt i det dødelige sind. En sådan kapacitet for Empati og Sympati, betyder bestemt ikke at han direkte har ondt af andre, eller i virkeligheden giver en rørende tanke for andre. Nej.. Han forstår sig på mentaliteten af selv de mest forskruede individer, finder dem endda også ganske fascinerende. Er i stand til at se en hvilken som helst situation, realitet, eller fantasi; fra perspektivet af en anden. Og føler en sympatisk respekt for en døende mand, som en ulv der værdsætter sit bytte.
Iblandt de mange ting han tjener sin rigdom på; sponsorerer han visse institutioner i især Grænselandet og Darklia. Børnehjem, fattiggårde, sindssygeanstalter, horehuse. Ofte i hemmelighed, da det kunne skade hans ry iblandt de adelige af Darklia - eller sætte en hjul i benet på den mindre legende han selv er ved at blive. Han er som sagt en kompleks mand, så præcis hvorfor han gør sådanne ting, til trods for de risici der er involveret; vil måske aldrig nå dagens lys. Men én ting er sikker... Ulric van der Eretain er i bund og grund en mand af en ganske betydelig karisma og charme. I stand til at forvandle manges had og foragt til ham, til glæde og beundring; med blot nogle få ord og handlinger. Ulric smiler til et barn, og barnet smiler igen. Han slår barnet, og barnet forstår sin fejl. Kompleksiteterne af Ulrics sind og væremåde, er i sandhed dyb og rig. Hans motivationer involerer ikke blot at udvikle og danne sig selv, men at se andre udvikle sig; og drage viden derfra. Viden! Viden er hans største tørst. Viden om krop og sind, natur og magi! Viden... er hans mægtigste våben!
Morrslieb
Morrslieb er navnet på den splittede personlighed Ulric udviklede under sin tid som galning i Darklias mørke skove, og i fangekælderen af Drakoné Slot. Dette er en personlighed der kun viser sig under den fulde måne, og når Ulric er forvandlet til Varulv. I bund og grund ER Morrslieb Ulric, men de langt værste dele af hans rige personlighed, taget til ekstremerne. Morrslieb er en direkte personificering af Ulrics undertrykte vrede, aggressivitet, dominans, sorg, sadisme, drivkraft, og drabelig list. Alle andre dage af året er Ulric sin egen mand, og Morrslieb hverken påvirker eller frustrerer Ulric. Men på dagen af den fulde måne begynder Ulric at kunne høre en fjern harsk stemme, og knurren i sit hoved. Pludselige halucinationer og vrangforestillinger, i form af drabelige og blodige syn; blinker for hans øjne. Og hans sans for virkeligheden svinder en smule. Når Fuldmånen så viser sig på den mørke himmel, og Ulric forvandles; undertrykkes hans sædvanlige personlighed, til fordel for den personlighed som har kaldt sig selv Morrslieb. Dette er en personlighed der agerer i stedet for den typiske Varulvs drabelige og nærmest smalhjernede adfærd. Og ikke engang den stærkeste eliksir kan garantere Ulric kontrollen over sine tanker og handlinger. I bedste tilfælge kan en sådan eliksir skabe en mental intern strid imellem Ulric og Morrslieb, der oftest ender ud i langt mere tragiske handlinger end sædvanligt.
Moorslieb er en nederdrægtig, hæmningsløs, snu, og aggressiv Varulv. Med evnen til at tale og kommunikere, og besidder ligeledes megen af Ulrics egen intellekt. Morrslieb er dog ikke en splittet personlighed vækket af de dybeste afkroge af Ulrics sind, i et forsøg på at forsvare ham, eller for at håndtere de forfærdelige ting Ulric gjorde. Men nærmere en personlighed skabt ved hjælp af fejlagtige og desperate eliksirer, kombineret med tabet af hans egen sind efter nedslagtningen af Jord Dæmonerne han var vokset op hos. En, så og sige, inkarnation af det bæst der lever i enhver mand, og af Ulrics undertrykte minder og karakteristikker. Modsat Ulric, så kan Morrslieb til tider høre Ulrics stemme i sit hoved, og kan til sin vis; føre en samtale med 'sig selv'. Eller kommunikere Ulrics tanker til enhver der måtte være modig nok til at være i selvskabet af denne varulv. Men til trods for den åbenbare trussel en varulv som Morrslieb byder, så er Morrslieb sit eget væsen, der lever indeni Ulric. Med sine egen motivationer, sine egne lyster og behov. Det er, i hvert fald ikke længere, i Morrsliebs interesse at slagte og fortærre de uskyldige og uheldige.
Siden Morrslieb begyndte at udvikle sin egen intelligens, har Varulven været besat af idéen om et menneskeligt 'normalt' liv. Besat af konceptet om en ophøjet eksistens, frem for livet som en frådende galning. Moorslieb er besat af at imitere Ulrics sædvanlige personlighed, så og sige. At lære at agere og opføre sig som en mand, frem for et bæst. Han er et aggressivt, bramfrit, og hæmningsløst monster; som desperat forsøger at undertrykke den bestialske vrede der driver ham. Til fordel for at agere civiliseret og fattet. Men selv efter de mange år siden Ulric blev forbandet; har Morrslieb ikke formået andet end en større intelligent årvågenhed omkring sin egen eksistens. Som Varulv bruger han det meste af sin tid i sine egne Gemakker på Godset, eller laboratoriet. Hvor han mumler til sig selv i en evigt aggressiv men melankolsk tone, der tyder på en indre strid imellem intelligent og dyrisk adfærd.
Så imens Ulric vedholder sin civiliserede og dannede adfærd, men bliver vildere i sin konstante søgen efter nye sensationer; Forsøger Morrslieb at danne sig selv som et individ, og afkaste den indre vildskab han ikke syntes at kunne slippe. Ulric og Moorslieb er i stand til at kommunikere med hinanden. Og de har nået en form for forståelse. Ulric indtager ingen eliksirer der modarbejder fuldmånens magt, og tillader Morrslieb at opleve en begrænset eksistens under dets lys. Til gengæld, tager Morrslieb ingen voldige initiativer, og forlader aldrig Godset. Langt de fleste af Ulrics mænd ved at han er Varulv, og ved at han ikke vil forstyrres under fuldmånen. Men nærmest ingen kender til Morrsliebs eksistens. Sammen besidder Morrslieb og Ulric en fælles sans for overlevelse, der ofte forhindrer de to i at modarbejde hinanden. Morrslieb har endda beskrevet Ulric som værende hans mest kære og nære ven. Men det betyder bestemt ikke at de to lever i fred og fordragelighed, eller at den ene kontrollerer eller påvirker den anden. Ulric ved, at han ikke kan stole på Morrslieb. Og Morrslieb ved, at Ulric potentielt har magten til at fjerne hans sind for evigt. Så der er, til trods for deres forhold, en stor mistillid imellem de to samlevende personligheder. To væsner og individer, levende i samme krop.
Svagheder (min 3):
Sølv
Som enhver anden Varulv, er Ulric særdeles følsom overfor sølv. Ulrics overfølsomhed overfor sølv, er så intens, at han kan smage det i luften, eller mærke det kildre mod huden; hvis så meget som en ørering af sølv er i nærheden. Lys reflekteret i en overflade af sølv, brænder næsten hans øjne, og blænder ham i et øjeblik. Han forbyder absolut alt sølv på sit Gods, og tillader ingen at nærme sig hvis de bærer det mindste sølv.
Eksperimenter
Ulrics mange eksperimenter på egen krop, har givet ham fysiske fordele, og på sin vis skabt Morrslieb som en uafhængig personlighed; levende i sig. Men en kraftig negativ effekt disse eksperimenter har haft; er fysisk ufølsomhed. Hans krop kan have svært ved at registrere selv den kraftigste smerte, eller den mest overvældende nydelse. En ufølsomhed overfor smerte kunne ved første øjekast synes en fordel at besidde. Men hvis han ingen smerte føler, hvordan skulle han så kunne vide hvornår han er ved at bløde ud? Hvordan skulle han kunne identificere indre blødninger eller lignende? Og med manglen på smerte, kommer også manglen på så meget andet. Hans smagsløg er degraderede, og kan knap nok opfange smagen af selv den mest luksuriøse vin. Han lider til tider af kraftige hovedpiner, og et slørret blik deraf. Blodet der flyder i hans årer har også ofte svært ved at vedligeholde kroppens varme. Han er ikke direkte koldblodig, men nyder og behøver ofte en varm og lun atmosfære. Og den broderede robe han bærer, er formet af adskillige lag, og hjælper ham med at holde varmen. Kulden er bestemt ikke hans ven.
Udfordringer/Ultimatum
I sin konstante søgen efter nye sanseindtryk, erfaringer, viden, og visdom; har Ulric meget svært ved at afsige en udfordring. Både af den direkte, eller den indirekte slags. I Ulric vil man ofte finde en værdig sparringspartner og en mindst lige så værdig modstander. På samme tid bryder han sig ikke om at blive stillet et ultimatum. Og anser sådanne verbale konfrontationer, fra selv de mest magtfulde individer, som værende meget fornærmende.
Magi
Ulric er ganske habil i brugen af sine magiske kræfter, men har i høj grad specialiseret sig indenfor de mere tidskrævende emner og fag. Ritualer, eliksirer, polymorfi, alkymi, er iblandt hans stærkeste punkter. Men dette gør også at han, på trods af ganske gennemsnitlige magiske evner, bestemt ikke er en mester i brugen af besværgelser med hverken stav eller hånd. Og sætter derfor sin lid til sine formidable fægteevner, kløgt, og fysiske styrke i enhver voldelig konfrontation.
Ridderlighed/Ære/Ekstremer
Ulric besidder en stærk sans for ære, og praktiserer i høj grad en lettere forskruet form for ridderlighed i alt hvad han gør. Han besidder dannede manerer og en stærk forståelse for etikette. På samme tid er han en mand af ekstremer. Værdige kvinder behandler han med respekt og manerer, imens han behandler uværdige kvinder sadistisk og dominerende. Han tillader meget i sit nærvær, men slår hårdt ned så snart noget strider imod hans forudindtagede forståelse for moral og ridderlighed. Hans aristokratiske væremåde bidrager med særlige principper og leveregler; efter hvilke han oftest lever sit liv. Og på grund af hvilke, han hurtigt kan miste besindelsen, skulle de blive brudt. Dette kan hæmme ham i visse konfrontationer og/eller situationer, med skrubler og eftertænksomhed. Og kan bruges af de ressourcefulde til at manipulere og påvirke ham.
Fuldmånen
En stor del af Ulrics planlægning og hverdag vedrører månens cyklus. Han modtager ikke gæster, besvarer ikke tilkaldelser, og sørger aktivt for at være på sit Gods, under den fulde måne. Under lyset af den fulde måne mister han til dels også sig selv, både ved forvandlingen til Varulv, men også ved Morrslieb's fremtræden.
Søvnløs
Den konsekvens han mærker mest til fra eksperimenterne på egen krop, er søvnløshed. Han er næsten fuldstændig ude af stand til at falde i søvn, eller vedligeholde en sovende tilstand i mere end en håndfuld minutter. Dette kan virkelig påvirke en mands sind, og lede til overanalyserende og rastløse træk der nogle gange driver ham til uagtsom og trængende opførdsel. Dette er en konsekvens han stadig forsøger at rette op på. Men såvidt han ved, vil han aldrig igen mærke sensationen og komforten af en god nats søvn.
Kvinder
Dette ville næsten virke åbenlys for enhver heteroseksuel mand. Men Ulric helt igennem bedårer kvinder, deres krop, deres væremåde, og deres sind. En sexet og forførende kvinde ville ikke skulle arbejde særligt hårdt for at fange hans opmærksomhed, eller vække hans lyst. Samtidig tillader han også kvinder i sit nærvær en masse privilegier, og har en tendens til at behandle dem fordelagtigt, sammenlignet med mænd. Dog afhænger dette også af kvinden, hendes klasse, og hendes elegance. For hvad angår ludere, skøger, og ligende; er han meget sadistisk, krævende, og dominant. Til trods for dette, stoler han dog sjældent på kvinder. Ikke at han konstant er direkte mistroisk overfor dem; men han lader dem sjældent komme for tæt ind på livet.
Laster/Trængsler
Især grundet søvnløsheden af hans sind, den konstante strøm af tanker og analyser, og ufølsomheden af hans krop - må Ulric tyde til endnu mere ekstreme midler for at føle sig levende, og for at opnå den ønskede nydelse. Ulric er, i mange tilfælde, en misbruger. Han er direkte afhængig af seksuel nydelse og forløsning, hvilket ikke ligefrem bliver gjort nemmere af det faktum; at der ofte skal meget til for at bringe en sådan nydelse frem for hans krop. Han er også en habil misbruger af søvndyssende, hallucinerende, og nervedulmende urter, eliksirer, opiater, og narko. Han har en tendens til at leve livet til dets fulde potentiale. Eller i det mindste forsøge at gøre netop det. Han kender til de risici der stammer fra mange af hans handlinger, men ignorerer dem ofte, for at kunne føle sig levende blot en enkelt gang mere. Dumdristig eller Modig, er ikke passende ord til at beskrive hans tilstand... Tørstig, ville måske passe bedre.
Disse svagheder gælder også for Morrslieb
Styrker (max 5):
Overlegen Intellekt
Ulric Van der Eretain er en ekstremt belært og vellæst mand. En stor del af hans liv har været, og er fortsat, dedikeret til en konstant søgen efter ny lærdom og viden. Fra hans år som Lærling under hans gamle Mester, til hans år i Nirelia som student i Kirurgi og Anatomi. Han har besøgt Rigernes største biblioteker, og besidder selv et bibliotek af betydelig størrelse. Han ofte læser nyt materiale, eller genopfrisker sin viden vedrørende velkendte emner. Hans intelligens og visdom er dog ikke kun boglig i sin form. Når han ikke har studeret, har han erhvervet sig et væld af erfaringer fra livet. Og søvnløshed giver ham masser af tid og overskud til fortsat at lære imens resten af verden sover trygt.
Fægtemester
Ulric har ligeledes spenderet efterhånden mange år af sit liv som soldat, lejesvend, dusørjæger, og lignende. Han har i høj grad tilsidesat perfektionen af besværgelser og praktisk magi, til fordel for udviklingen af formidable fægtevner. Hans foretrukne våben er sin sabel, og den daggert der oftest hviler i hans brede skærf om livet. Men besidder også betydelige evner i brugen af alskens slags nærkampsvåben. Såvel som i brugen af sine næver og lemmer. Afstandsvåben som bue og armbrøst er ikke hans stærke side, og er våben han ignorerer.
Polymorfi
Polymorfi er en magisk, næsten primitivt videnskabelig, praksis; der indvolverer manipulationen af kroppen på det genetiske niveau. Ved hjælp af magi og kirurgi. Enten ved at erstatte gener og celler med disse af andre racer eller væsner, eller ved at fjerne eller tilføje det samme. Dette er en ganske avanceret variant af den praksis mange magikere benytter sig af, for at forlænge deres levetid. Men også en praksis der bærer store risici og konsekvenser. Og derfor en praksis der ofte ses meget skævt på. Disse polymorfiske eksperimenter på egen krop, har været den ledende årsag bag den ufølsomme tilstand hans krop lever under. Men har dog også været til fordel på visse punkter. Ulrics krop er, som resultat af disse mange eksperimenter, ganske unik. På trods af hans menneskelige dødelighed, er hans krop i stand til at overleve enorme mængder afstraffelse, såvel som selv drabelige og fatale sår og skader. Et sværd igennem brystkassen, eller en stridshammer mod kraniet(begge ting han har prøvet); er skader hans krop potentielt kan overleve. "Potentielt" er en vigtig betegnelse hér... Skulle Ulric f.eks modtage et fatalt angreb, eller en dødelig skade; vil det ikke have nogen videre øjeblikke effekt. Men hvis hans unikke krop ikke får tid til at regenere, og hvis han indenfor nogle få dage derefter ikke kan få adgang til de ingredienser han skal bruge for at reparere skaderne - så vil han lide en langsom og smertefuld død. Skulle han f.eks modtage sådanne skader i fængsel, på nogen måde være adskilt fra et laboratorium, eller modtage et væld af sådanne skader indenfor kort tid - vil han dø. Dette gælder selvfølgelig ikke når det kommer til skader og sår modtaget fra våben eller midler der involverer Sølv. Hans krop har måske en minimal forøgelse af tolerance overfor dette drabelige metal; men sølv kan egentlig dræbe ham lige så let som det kan dræbe enhver anden Varulv. Ligeledes har disse polyformiske eksperimenter gjort ham, til dels, hærdet og lettere immun overfor en lang række gifte. Store doser af f.eks gift kan dræbe ham, da det nedbryder, og forhindrer kroppens regenerative evner i at tage hold. Men små eller traditionelt typiske doser af næsten enhver slags gift, har en mere ekstatisk og hallucinerende effekt på Ulric. Af denne selv samme grund bruger Ulric ofte særligt udvalgte gifte, eller blandinger deraf, som opiater og nervedulmende medicin.
Karisma
Ulric kan i høj grad være en meget charmerende mand og karismatisk leder. Dette gør at mange individer følger ham i hans Kompani, eller er ansat på hans Gods. Ulric ses derfor sjældent alene, eller uden selvskabet af sine loyale følgere. Og kan til enhver tid forvente hjælp og støtte fra sine kumpaner og partnere. Til trods for hans ofte indadvendte og ensomme liv, foretrækker han gensidigt fordelagtige forhold og venskaber, frem for en overflod af fjendtlige bekendtskaber.. En smule svært, når man som Ulric har et væld af personligheder der ikke bryder sig særligt om ham.
Dyr:
På sit Gods ejer han adskillige velplejede heste, samt alskens slags land- og husdyr. Derudover ejer han også 3 personlige rughårede jagthunde.
Ulric "Morrslieb" van der Eretain
Alder:
52 år.(Men ligner en voksen mand i 30-40 års alderen)
Fødselsdag:
Den præcise dato kan han ikke længere huske. Så den første fuldmåne af August, er hvad han holder sig til.
Race:
Magiker
Tryllestav:
En tryllestav skåret fra et gammelt piletræ der stod i haven af Ulric's læremester. Begunstiget med styrke af Jord Dæmonerne, ved brug af sjældne metaller i stavens kerne. Da Ulric lærte magi uden en stav, og specialicerede sig indenfor andre områder; blev tryllestaven sat ind i håndtaget og knopen af hans sabel. Med den ene hånd hvilende på sablens knop eller omkring sablens håndtag, kan han med den anden; benytte sig af håndmagi, selvom dette ikke er nær hans speciale.
Speciel Race:
Varulv
Bo Pæl:
Et Gods på Darklias sydøstlige grænse.
Job:
Tidligere Healer og Kirurg hos Hopitalet i Grænselandet.
Tidligere Magiker-Lærling under sin daværende Læremester.
Adelig af Darklia og medlem af Hoffet.
Leder af Darklias Frie Kompani under Dronningen af Darklia. Også kendt som De Vilde Ryttere.
Våben:
En Sabel af udsøgt kvalitet, der oftest ses hænge fra bæltet af hans robe, og med hans hånd på knopen. En gave givet ham af Jord Dæmonernes smedemestre, da han forladte dem i sin tid.
Fortid:
Ulrics liv og fortid, er en fortælling om fredelige tider og intentioner, gjort ondsindede og forskruet af tragedie. Det er en fortælling man sjældent vil høre fra Ulrics egne læber. Så hans mænd og de der ellers måtte sladre om ham; nyder at bringe hver deres unikke udgaver til bordet og andres ører. Han var kendt af nogle selv før han blev Adelig, men siden da er mange fortællinger begyndt at springe op omkring ham. Disse er fortællinger ofte krydset med myte, og deler flere ligheder med vandreskrøner eller sømandsfortællinger, end de gør med sandheden. Dog er der altid en gennemgående temalogi der skinner igennem enhver af selv de mest opdigtede historier; At mange ting kan ske igennem en livstid. Og at det kræver en særlig styrke at kæmpe sig igennem et sådan utal.
Langt de fleste ved, eller kan med lethed lære, at Ulric engang var en healer ved Hospitalet i Grænselandet. Sådanne nysgerrige sjæle kan også hurtigt finde ud af; at det var her han mødte Angelina. Men ikke mange ved at Ulric blev født som førstefødte søn, med en storesøster, i Norden, ved foden af bjergene. Navnet "van der Eretain" betyder mere eller mindre: "Fra stedet hvor Spurvene evigt Svæver". Hvilket er en direkte hentydning til Eretaine Gården, ved foden af de nordlige bjerge. Ulric husker disse tidlige år af sit liv, ganske muntert. Familien var ganske almindelige, simple, ydmyge. De tjente til dagen og vejen ved at kultivere - nu sjældne - violette roser på skrænterne af bjergene. Disse roser var især populære iblandt dværgene, da de kunne overleve ualmindeligt længe uden sollys. Der gik dog ikke mange år inden den unge Ulric begyndte at vise særlige, og ikke mindst skræmmende, evner. Evner der hurtigt tydede på, at den unge Ulric var mere end blot et almindeligt menneske - ligesom hans to forældre. Som enhver opmærksom læser ville kunne tænke sig til; blev Ulrics fader vred. For hvis Ulric var født med magi i sine årer, så kunne han umuligt være hans søn, ikke? Og dette kunne vel kun betyde én ting... En utro hustru! Det ellers fredelige og idylliske liv på gården ved foden af bjergene, nåede et pludseligt endeligt ved denne åbenbaring. Faderen behandlede derefter moderen med stor foragt, had, og ikke mindst vold. Indtil den dag hvor Ulrics ældre søster, ikke længere kunne holde til at vidne det; og gennemborede sin far med en kniv, for så at flygte mod Vest.
Ved tabet af både sin mand, og sin datter; kunne den endnu unge Ulric se til imens hans mor blev mere og mere fjern. En tid der selvfølgelig ikke varede længe, da familiens levevej var i fare. Dagen kom så, hvor en fremmed bankede på døren. En mand der åbenbart ikke var en fremmed til Ulrics mor. Ulric var for ung til at forstå den fulde mening bag handlingerne af de forrige par måneder... Han forstod ikke engang helt hvad der skete, da den fremmede mand tog ham i armen, og satte ham på en hest. Og med et blik vendt over skulderen, var det den sidste gang Ulric ville lade sit blik glide over de smukke bakker og violette skrænter af Eretaine Gård. Og sidste gang han ville se sin moder.
Den fremmede viste sig med tiden, at være en Magiker. Aldrende, gnaven, og vissen. Og Ulrics biologiske fader. Men da den gamle magiker forbød Ulric at kalde ham fader - såvel som da han nægtede at dele sit sande navn, og i stedet tvang Ulric til at kalde ham "Mester" - blev det hurtigt tydeligt for selv den unge Ulric, at dette ikke var en mand med interesse i faderlige pligter. Ulrics nye Mester bragte ham til Darklia, og til et lille fællesskab af primært Jord Dæmoner der levede nær på grænsen til Grænselandet. Og her blev Mesterens intentioner gjort tydelige. Ulric var hans sidste levende arving, og Mesteren var for gammel til at fædre flere arvinger med villige kvinder. Og det var derfor Ulrics pligt at vidreføre Mesterens magiske arv, om så knægten ville det eller ej. Mesteren var ikke populær hos Jord Dæmonerne, og måden hvorpå han behandlede sin nye værge; var bestemt heller ikke smigrende. Men Mesteren var alligevel så tilpas uundværlig til Dæmonerne, at de kun kunne protestere mod Mesterens tilstedeværelse; ved at tage en god hånd om hans værge.
Ulric voksede derved op i en ganske atypisk facon. Især for en knægt der havde startet livet som en gårddreng. Mesteren haglede Ulric med teori, besværgelser, ritualer, historie, matematik, og alt andet han havde kendskab til. En sådan nådesløs lærdom, at Ulric ikke ville have kunnet overleve det, havde det ikke været for Jord Dæmonerne. Mesterens elitære retorik om betydningen af Magi og overlegenheden af Magikere, faldt oprindeligt for døve øre så snart han lærte disse underlige skabninger at kende. Sære, usædvanlige, til tider grove i sprog og adfærd - men slet ikke hvad en ung knægt ellers ville have forventet af Dæmonerne fra fortællingerne. Der boede ikke meget mere end tyve Jord Dæmoner i dette lille fællesskab - og Ulric lærte med tiden alle deres navne. De levede simple liv i naturens skød, hvilket jo selvfølgelig syntes at passe dem perfekt. Oftest ville de bare tage en god gåtur, jage en tilfældig desperat vampyr væk fra deres land. Eller blot sidde og nyde synet af den usædvanligt frodige natur de var omgivet af. Mesteren lærte Ulric mange ting. Uhyggeligt mange ting! Men fra de rolige samtaler på mosbedækkede kampesten, eller den ophidsede sladder blandt håndværkerne; lærte Ulric meget mere om verden, end Mesteren nogensinde ville kune håbe at lære ham. Dæmonerne passede på Ulric, og Mesteren. Selvom den sidste ikke ligefrem var af fri vilje. De tårnhøje og brede mænd, eller robuste kvinder, holdte Ulric ved selvskab, og fandt sikkert også en smule interesse i at se en knægt vokse ind til en ung mand.
Ulric spenderede over 10 år hos Dæmonerne. Fra en alder på 9, til han var 19. Der var hårde tider, trange tider, desperate tider. Men også gode tider - til trods for Mesteren. Og han, ikke mindst, levede der i komplet hemmelighed. Ingen udefrakommende vidste hvem han var, hvad han var, eller hvorfor han var der. Det var sjældent nogen fremmede overhoved fik set ham. Men inden dette simple og ekstremt monotone liv kunne begynde at gå Ulric helt på nerverne; kom der en vinter så barsk, at den gamle Mester døde. Ulric så derfor kun to valgmuligheder. At danne sig et fortsat liv hos Jord Dæmonerne, eller at vandre sin egen vej - fri for Mesterens hårde hånd og undervisning.
Ulric valgte den sidste mulighed. Han takkede farvel til de Dæmoner han i bund og grund var vokset op med. De samme ansigter han havde set i efterhånden mange år. Og drog ud på sin egen færd. Oprindeligt, og i starten; var det svært. Han vidste nok om verden og de der befolkede den, til at vide hvordan han skulle gebærde sig. Men Verden overraskede ham alligevel. Det ene øjeblik var han en lejesvend og dusørjæger. Det andet var han hjemløs. Så blev han en soldat. Og så blev han igen hjemløs. Han solgte arbejdet skabt af sine hænder, og solgte resten af sin krop; blot for at kunne overleve i en verden der var langt mere barsk end han havde forventet. Men han fandt sin vej, og fandt endda også et kald i livet. En interesse, så og sige. Han studerede kirurgi, anatomi, og healing i Nirelia - og i en alder af 25 år, endte han med at arbejde på Hospitalet i Grænselandet. Og det var så her han mødte Angelina.
Angelina var en kvinde skåret af samme stof som ham selv. Stærk, beslutsom, beundringværdig. På enhver måde en kvinde der velfortjent modtog hans hengivenhed og kærlighed. Hun var en healer fra Nirelia, der åbenbart var flygtet religiøs forfølgelse, og fundet fred i Grænselandet. I løbet af flere år, arbejdede de begge på Hospitalet. Og i løbet af disse år, udvikledes der langsomt et bånd og et forhold imellem dem. Efter mange år for sig selv, eller spærret inde i en lille landsby, var Ulric overbevist om at han havde fundet et sted for sig selv. Men Angelina havde en hemmelighed, og denne hemmlighed ville ændre Ulrics liv for evigt. Måske skammede hun sig, måske ønskede hun ikke at skræmme Ulric væk fra hende. Uanset hvad; kunne hverken Angelina eller Ulric løbe fra den hemmelighed hun havde valgt at skjule fra ham. Hun var en Varulv! Og hendes flugt fra Nirelia havde ikke været forsaget af religiøs forfølgelse, men af et skyldigt sind over de liv hun havde taget. Under den fulde måne, blev Ulric nærmest lemlæstet af den kvinde til hvem han havde erklæret sin evige kærlighed.
Så snart hans mangfoldige skader var delvist healet, flygtede han fra Grænselandet. Flygtede fra Angelina, og forsagede sin kærlighed til hende i vrede og smerte. I denne vrede og frustration, flygtede han tilbage til det lille fællesskab af Jord Dæmoner hvorved han jo nærmest var vokset op. Var han blot ankommet nogle få dage senere...
Efter at have slagtet Dæmonerne i deres søvn, og vågnet op morgenen efter sin første forvandling; døde den gamle Ulric - til fordel for en ny mand til fulde formet af sine gerninger og vældet af vrede og sorg der fyldte en hver af hans tanker. Han blev besat. Inkarneret og hyldet af trangen til at fjerne den forfærdelige forbandelse kærligheden havde ladet faldet over ham. Det tog ham lang tid at lære hvordan han skulle kontrollere sig selv, eller stoppe sig selv fra at lade ulvens vrede forvandles til blodsudgydelser under fuldmånens lys. I den tid søgte han desperat efter urter og ingredienser, til blandinger designet til at undertrykke bæstet i sig. Farlige, livstruende, katastrofale eliksirer; der med tiden ville vise sig at have store konsekvenser. Han undertrykkede sin sorg og sine forfærdelige gerninger. Forkastede og tog afstand til dele af hans sind og mentalitet, han hellere ville være foruden. Degraderet til en vraget galning der vandrede den mørke skov i Darklia i søgen efter urter og ingredienser. Ganske bevidst om degraderingen af hans sind, men uden midlerne til at bekæmpe det. Inden længe spredtes der rygter om et bæst i Darklias mørke skov, som gjorde bytte ud af enhver forbipasserende eller modig jæger. Disse brutale dødsfald fik dog ikke lov til at vare ved for evigt; da Dronning Drazilla valgte at få bugt på dette bæst én gang for alle.
I stedet for nåden der ofte lå i døden, og i stedet for at gøre ham til en martyr af fortællingerne der allerede var ved at springe frem om dette bæst; fik Ulric lov til at rådne i fangekældrene under Drakoné. Ulric var på dette tidspunkt, ingen fremmed hvad angik hårde eller trange tider. Men månederne før hans indespærring, og de mange år han brugte i fangekælderen; var anderledes. Han havde mistet sig selv. Mistet sit sind til galskab og vederstryggelighed. Og i sin lille mørke celle under Drakoné Slot, begyndte han at forme sig selv fra bunden; imens noget andet dannedes med ham. At han var en varulv, bar ingen konsekvens for hans indespærring. Cellerne under Drakoné Slot er stærke og robuste, og kunne holde selv de mest stærke, beslutsomme, og innovative fanger. Så hver fuldmåne, forvandledes han til en varulv. Og hver fuldmåne af disse 10 år, var varulvens desperate forsøg på frihed og lemlæstelse; uden nogen form for resultat eller succes. Minderne, tankerne, desperationen, og frustrationen af hans galskab blev undertrykt ved hjælp af ren og skær beslutsomhed. Men i stedet for at forblive gemt et sted i hans underbevidsthed, sev disse dybe følelser fra hans sind, og til Varulven hver fuldmåne. Og som Varulvens desperate forsøg på frihed slog fejl, begyndte bæstet langsomt at indse netop dette. Varulvens frådende, dyriske, og desperate natur, blev erstattet af følelserne og årvågenheden Ulric havde undertrykket. Og fra denne mentale fusion og erstatning; dannedes et væsen af eget sind og motivation. Et væsen, en personlighed, formedes. Og Morrslieb blev født. Adskilt fra den Ulric der langsomt fik besindelsen over sin mentalitet igen, men stadig den samme, og levende i samme krop.
Efter næsten 10 lange år i fangekældrene, med kun sjældne besøg og selvskab; viste Dronning Drazilla sig på den anden side af tremmerne. Hun havde et tilbud til ham. Et forslag. En ordre. Og ikke en af slagsen han havde råd til at afvise. En blodig konflikt, et oprør, var opstået. En konflikt Drazilla frygtede ville koste for mange af hendes soldaters liv. Så i stedet stillede hun Ulric et ultimatum. Han kunne tage imod hendes tilbud, eller dø. Og skulle han fejle, ville han også dø. Så hvilket valg havde han? En accept af betindelserne, og succes, var den eneste mulighed, så hvilket andet valg havde Ulric? Han skulle sværge sin evige troskab til Darklias trone, og benytte sig af sin charme til at danne sig en væbnet gruppe af farlige individer. Med denne gruppe skulle han bekæmpe denne potentielt truende fjende, og sætte en stopper for den stigende konflikt; i hendes navn. Hvis han, mod alt forventning, var succesfuld; ville han blive givet sin frihed. Men hvis/når han fejlede, hvis han ignorerede hendes ordrer og missionen, eller afvise hendes tilbud; ville han dø.
Mod absolut al forventning, var Ulric succesfuld. Han og hans væbnede gruppe af tvivlsomme karakterer, formåede at sætte en ende på denne konflikt. Dette var tydeligvis ikke et resultat Drazilla havde forventet, og hendes øjeblikkelige reaktion var at indespærre Ulric igen. Men hun ændrede hurtigt sin mening, og gav ham sin frihed, som lovet. Hun belønnede ham endda også med en gård, i det sydøstlige Darklia, og tillod ham at vedholde kommandoen over den væbnede gruppe han havde dannet under hendes ordrer. En gruppe der med tiden ville vokse, og blive til De Vilde Ryttere.
Ulric slog sig ned på den gård Dronningen havde givet ham, og begyndte at leve livet på ny. Han viste sig at være særdeles ressourcerig, og drevet; og forvandlede med årene gården til et Gods. Han øgede sin rigdom markant ved hjælp af innovative og industrielle investeringer og lån; og officielt dannede De Vilde Ryttere som et Frit Kompani under hans styre, og Dronningens autoritet. Et især populært alternativ for unge, oversete, og rebelske medlemmer af adelige slægter - frem for at skulle tjene i den alemene hær. Og siden da, har Ulric og hans Vilde Ryttere holdt til på Eretain Gods. Og Ulric har ledt et liv af stor rigdom, luksus, og mystik.
Familie:
Konrad Eretaine - Fader - Menneske - Død
Vivienne Eretaine - Moder - Menneske - Død
Mia Eretaine - Søster - Menneske - Forsvundet
Udseende:
Kropsbygning:
Ulric er en høj, bredskuldret, og solidt bygget mand. Med en krop der bevidner et hidtil ganske hårdt liv. Hans krop er ikke direkte muskuløs, men ej heller atletisk eller slank. Fra naturens side er han solidt og rigtig godt bygget. Med kraftige knogler og markerede muskelgrupper; fremtræden brystkasse, brede skuldre, tydelige mavemuskler, og stærke lemmer. Dét, kombineret med at han ligger på en vægt lidt under det middelmådige for en mand af hans ganske størrelse; gør han kan synes som skåret af sten. Karakteristiske træk ved hans krop; er store hænder, brede skuldre, kropsbehåring på bryst og arme - og ikke mindst de mange ar der mærker hans krop. Mange på overkroppen og armene, som skærer linjer og streger i håret og huden. Samt et enkelt for enden af kinden inden øret.. Mest unikt og fremtræden af disse ar; er dog de store næsten makabre ar der sidder tydeligt på siden af hans hoved. Over øret og lige under kronen af hår.
Robe og Beklædning
Tilbehør og Detaljer
Højde:
190cm
Hårfarve og Hårlængde:
Mørkerødt, og skåret i en ekstrem undercut. Med kun en krone af halvlangt hår. Samt et kort aristokratisk overskæg, og ofte et velplejet skæg om hagen og kæben.
Øjenfarve:
Blå-grønne
Hudfarve:
Lys i huden. Dog mærket af vind og vejr igennem årene.
Andet:
Varulven han forvandles til, er næsten to hoveder højere end ham selv. Bredere og mere markant af figur. Med en smal talje sammenlignet med den brede overkrop. Sylespidse tænder ej dækket af læberne og tandkøddet, og lange kløer. Et ganske typisk udseende for en varulv. Pelsen er mørkerødt som Ulrics egen hårfarve, og de kridhvide øjne bevidner en aggressiv og fjendtlig list usædvanlig for sin slags.
Personlighed:
Ulric
Ulric van der Eretain er, ganske simpelt, en meget kompleks mand. Med mange afkroge og detaljer til sit væsen. Som i helhed skaber en dyb og rig personlighed.
Først og fremmest; er han en aristokratisk, elitær, og autoritær mand. Der er forskel på individer, og ethvert individ burde kende sin plads, eller få det dikteret af andre. Ligesom at han er loyal overfor Darklias trone, forlanger han absolut loyalitet og ærbødighed af sine undersåtter og de han kommanderer. Hans elitære holdning stammer mere af hans eget væsen og bedrifter, end det gør af hans race. Til trods for det ofte tvivlsomme og vilde selvskab han befinder sig i, slår han igennem som en ganske dannet og kultiveret mand. Med en værdsættelse for kunst, vin, skønhed, og detaljer. Han er næppe direkte elegant - det er trods alt svært for en mand af hans fysisk - men stjæler ofte opmærksomheden i et lokale med sin maskuline udstråling. Han lever et næsten ekstremt luksuriøst liv, men er samtidig også til stadighed omringet af en stor del aktivitet. Med underdanige tjenere, og en skare af loyale og hengivne følgere. Han benægter aldrig sine mænd nydelse eller underholdning, men slår stærkt og øjeblikkeligt ned på ethvert brud på den nærmest forskruede ridderlige kode han ofte lever efter.
Til trods for disse kerner af sin personlighed, nyder Ulric selvskabet af rebelske, vovede, og vilde personligheder. Også selvom han ofte står som en modsætning til en sådan hårdfør adfærd. De eksperimenter han har gjort mod egen krop, har efterladt ham til dels følelseskold, rent fysisk. Vin smager ikke som det gjorde, og en kvindes berøringer bringer ikke den samme nydelse som det gjorde engang. Derfor søger han konstant distraktioner fra et plaget sind, og jagter atter større sensationer. Et stort selvskab af adrenalin-søgende, rebelske, og vilde personligheder; bidrager til en hverdag fyldt til randen med aktivitet og underholdning. En hverdag ofte domineret af en stærk sans for eventyr, nydelse, og sanseindtryk. Som han selv ofte siger; så må en mand til tider udvise blot en smule vanvid - da det hjælper ham med at føle sig i live. Dette har formet ham som en selvsikker og næsten frygtløs mand, der kommanderer megen beundring fra de som er under ham. Men det betyder bestemt ikke at han er uagtsom eller dumdristig.
Ulric er også mystisk og hemmelighedsfuld. Han er meget belært, og søger konstant ny lærdom og viden - på en livslang mission efter at kende til alle kroppens og naturens funktioner. Han studerer anatomien af alle racer, udfører makabre eksperimenter på andre såvel som sig selv. Brygger og prøver nye eliksirer, udforsker glemte og magiske ritualer, og læser gamle ruller fra alskens biblioteker eller templer. Så selvom hans Gods næsten hver dag kan være fyldt med festlig aktivitet fra sine mænd og følgere; kan han sagtens bruge en hel dag i sine gemakker - begravet i sine studier, eksperimenter, og forsøg. Ligeledes har Ulric sine aktiviteter udenfor hvad der indvolverer en søgen efter viden eller spænding. Aktiviteter han ofte holder hemmeligt, eller kun tillader få andre at kende til.
Til trods for disse... tvivlsomme og måske endda urolige træk og lag af hans karakter; besidder Ulric en kapacitet for empati og sympati man ikke ofte finder i en Adelig fra Darklia. Ulric er Adelig, ja. Han er velhavende, ja. Og måske mest af at, er han karismatisk og besidder en stor insigt i det dødelige sind. En sådan kapacitet for Empati og Sympati, betyder bestemt ikke at han direkte har ondt af andre, eller i virkeligheden giver en rørende tanke for andre. Nej.. Han forstår sig på mentaliteten af selv de mest forskruede individer, finder dem endda også ganske fascinerende. Er i stand til at se en hvilken som helst situation, realitet, eller fantasi; fra perspektivet af en anden. Og føler en sympatisk respekt for en døende mand, som en ulv der værdsætter sit bytte.
Iblandt de mange ting han tjener sin rigdom på; sponsorerer han visse institutioner i især Grænselandet og Darklia. Børnehjem, fattiggårde, sindssygeanstalter, horehuse. Ofte i hemmelighed, da det kunne skade hans ry iblandt de adelige af Darklia - eller sætte en hjul i benet på den mindre legende han selv er ved at blive. Han er som sagt en kompleks mand, så præcis hvorfor han gør sådanne ting, til trods for de risici der er involveret; vil måske aldrig nå dagens lys. Men én ting er sikker... Ulric van der Eretain er i bund og grund en mand af en ganske betydelig karisma og charme. I stand til at forvandle manges had og foragt til ham, til glæde og beundring; med blot nogle få ord og handlinger. Ulric smiler til et barn, og barnet smiler igen. Han slår barnet, og barnet forstår sin fejl. Kompleksiteterne af Ulrics sind og væremåde, er i sandhed dyb og rig. Hans motivationer involerer ikke blot at udvikle og danne sig selv, men at se andre udvikle sig; og drage viden derfra. Viden! Viden er hans største tørst. Viden om krop og sind, natur og magi! Viden... er hans mægtigste våben!
Morrslieb
Morrslieb er navnet på den splittede personlighed Ulric udviklede under sin tid som galning i Darklias mørke skove, og i fangekælderen af Drakoné Slot. Dette er en personlighed der kun viser sig under den fulde måne, og når Ulric er forvandlet til Varulv. I bund og grund ER Morrslieb Ulric, men de langt værste dele af hans rige personlighed, taget til ekstremerne. Morrslieb er en direkte personificering af Ulrics undertrykte vrede, aggressivitet, dominans, sorg, sadisme, drivkraft, og drabelig list. Alle andre dage af året er Ulric sin egen mand, og Morrslieb hverken påvirker eller frustrerer Ulric. Men på dagen af den fulde måne begynder Ulric at kunne høre en fjern harsk stemme, og knurren i sit hoved. Pludselige halucinationer og vrangforestillinger, i form af drabelige og blodige syn; blinker for hans øjne. Og hans sans for virkeligheden svinder en smule. Når Fuldmånen så viser sig på den mørke himmel, og Ulric forvandles; undertrykkes hans sædvanlige personlighed, til fordel for den personlighed som har kaldt sig selv Morrslieb. Dette er en personlighed der agerer i stedet for den typiske Varulvs drabelige og nærmest smalhjernede adfærd. Og ikke engang den stærkeste eliksir kan garantere Ulric kontrollen over sine tanker og handlinger. I bedste tilfælge kan en sådan eliksir skabe en mental intern strid imellem Ulric og Morrslieb, der oftest ender ud i langt mere tragiske handlinger end sædvanligt.
Moorslieb er en nederdrægtig, hæmningsløs, snu, og aggressiv Varulv. Med evnen til at tale og kommunikere, og besidder ligeledes megen af Ulrics egen intellekt. Morrslieb er dog ikke en splittet personlighed vækket af de dybeste afkroge af Ulrics sind, i et forsøg på at forsvare ham, eller for at håndtere de forfærdelige ting Ulric gjorde. Men nærmere en personlighed skabt ved hjælp af fejlagtige og desperate eliksirer, kombineret med tabet af hans egen sind efter nedslagtningen af Jord Dæmonerne han var vokset op hos. En, så og sige, inkarnation af det bæst der lever i enhver mand, og af Ulrics undertrykte minder og karakteristikker. Modsat Ulric, så kan Morrslieb til tider høre Ulrics stemme i sit hoved, og kan til sin vis; føre en samtale med 'sig selv'. Eller kommunikere Ulrics tanker til enhver der måtte være modig nok til at være i selvskabet af denne varulv. Men til trods for den åbenbare trussel en varulv som Morrslieb byder, så er Morrslieb sit eget væsen, der lever indeni Ulric. Med sine egen motivationer, sine egne lyster og behov. Det er, i hvert fald ikke længere, i Morrsliebs interesse at slagte og fortærre de uskyldige og uheldige.
Siden Morrslieb begyndte at udvikle sin egen intelligens, har Varulven været besat af idéen om et menneskeligt 'normalt' liv. Besat af konceptet om en ophøjet eksistens, frem for livet som en frådende galning. Moorslieb er besat af at imitere Ulrics sædvanlige personlighed, så og sige. At lære at agere og opføre sig som en mand, frem for et bæst. Han er et aggressivt, bramfrit, og hæmningsløst monster; som desperat forsøger at undertrykke den bestialske vrede der driver ham. Til fordel for at agere civiliseret og fattet. Men selv efter de mange år siden Ulric blev forbandet; har Morrslieb ikke formået andet end en større intelligent årvågenhed omkring sin egen eksistens. Som Varulv bruger han det meste af sin tid i sine egne Gemakker på Godset, eller laboratoriet. Hvor han mumler til sig selv i en evigt aggressiv men melankolsk tone, der tyder på en indre strid imellem intelligent og dyrisk adfærd.
Så imens Ulric vedholder sin civiliserede og dannede adfærd, men bliver vildere i sin konstante søgen efter nye sensationer; Forsøger Morrslieb at danne sig selv som et individ, og afkaste den indre vildskab han ikke syntes at kunne slippe. Ulric og Moorslieb er i stand til at kommunikere med hinanden. Og de har nået en form for forståelse. Ulric indtager ingen eliksirer der modarbejder fuldmånens magt, og tillader Morrslieb at opleve en begrænset eksistens under dets lys. Til gengæld, tager Morrslieb ingen voldige initiativer, og forlader aldrig Godset. Langt de fleste af Ulrics mænd ved at han er Varulv, og ved at han ikke vil forstyrres under fuldmånen. Men nærmest ingen kender til Morrsliebs eksistens. Sammen besidder Morrslieb og Ulric en fælles sans for overlevelse, der ofte forhindrer de to i at modarbejde hinanden. Morrslieb har endda beskrevet Ulric som værende hans mest kære og nære ven. Men det betyder bestemt ikke at de to lever i fred og fordragelighed, eller at den ene kontrollerer eller påvirker den anden. Ulric ved, at han ikke kan stole på Morrslieb. Og Morrslieb ved, at Ulric potentielt har magten til at fjerne hans sind for evigt. Så der er, til trods for deres forhold, en stor mistillid imellem de to samlevende personligheder. To væsner og individer, levende i samme krop.
Svagheder (min 3):
Sølv
Som enhver anden Varulv, er Ulric særdeles følsom overfor sølv. Ulrics overfølsomhed overfor sølv, er så intens, at han kan smage det i luften, eller mærke det kildre mod huden; hvis så meget som en ørering af sølv er i nærheden. Lys reflekteret i en overflade af sølv, brænder næsten hans øjne, og blænder ham i et øjeblik. Han forbyder absolut alt sølv på sit Gods, og tillader ingen at nærme sig hvis de bærer det mindste sølv.
Eksperimenter
Ulrics mange eksperimenter på egen krop, har givet ham fysiske fordele, og på sin vis skabt Morrslieb som en uafhængig personlighed; levende i sig. Men en kraftig negativ effekt disse eksperimenter har haft; er fysisk ufølsomhed. Hans krop kan have svært ved at registrere selv den kraftigste smerte, eller den mest overvældende nydelse. En ufølsomhed overfor smerte kunne ved første øjekast synes en fordel at besidde. Men hvis han ingen smerte føler, hvordan skulle han så kunne vide hvornår han er ved at bløde ud? Hvordan skulle han kunne identificere indre blødninger eller lignende? Og med manglen på smerte, kommer også manglen på så meget andet. Hans smagsløg er degraderede, og kan knap nok opfange smagen af selv den mest luksuriøse vin. Han lider til tider af kraftige hovedpiner, og et slørret blik deraf. Blodet der flyder i hans årer har også ofte svært ved at vedligeholde kroppens varme. Han er ikke direkte koldblodig, men nyder og behøver ofte en varm og lun atmosfære. Og den broderede robe han bærer, er formet af adskillige lag, og hjælper ham med at holde varmen. Kulden er bestemt ikke hans ven.
Udfordringer/Ultimatum
I sin konstante søgen efter nye sanseindtryk, erfaringer, viden, og visdom; har Ulric meget svært ved at afsige en udfordring. Både af den direkte, eller den indirekte slags. I Ulric vil man ofte finde en værdig sparringspartner og en mindst lige så værdig modstander. På samme tid bryder han sig ikke om at blive stillet et ultimatum. Og anser sådanne verbale konfrontationer, fra selv de mest magtfulde individer, som værende meget fornærmende.
Magi
Ulric er ganske habil i brugen af sine magiske kræfter, men har i høj grad specialiseret sig indenfor de mere tidskrævende emner og fag. Ritualer, eliksirer, polymorfi, alkymi, er iblandt hans stærkeste punkter. Men dette gør også at han, på trods af ganske gennemsnitlige magiske evner, bestemt ikke er en mester i brugen af besværgelser med hverken stav eller hånd. Og sætter derfor sin lid til sine formidable fægteevner, kløgt, og fysiske styrke i enhver voldelig konfrontation.
Ridderlighed/Ære/Ekstremer
Ulric besidder en stærk sans for ære, og praktiserer i høj grad en lettere forskruet form for ridderlighed i alt hvad han gør. Han besidder dannede manerer og en stærk forståelse for etikette. På samme tid er han en mand af ekstremer. Værdige kvinder behandler han med respekt og manerer, imens han behandler uværdige kvinder sadistisk og dominerende. Han tillader meget i sit nærvær, men slår hårdt ned så snart noget strider imod hans forudindtagede forståelse for moral og ridderlighed. Hans aristokratiske væremåde bidrager med særlige principper og leveregler; efter hvilke han oftest lever sit liv. Og på grund af hvilke, han hurtigt kan miste besindelsen, skulle de blive brudt. Dette kan hæmme ham i visse konfrontationer og/eller situationer, med skrubler og eftertænksomhed. Og kan bruges af de ressourcefulde til at manipulere og påvirke ham.
Fuldmånen
En stor del af Ulrics planlægning og hverdag vedrører månens cyklus. Han modtager ikke gæster, besvarer ikke tilkaldelser, og sørger aktivt for at være på sit Gods, under den fulde måne. Under lyset af den fulde måne mister han til dels også sig selv, både ved forvandlingen til Varulv, men også ved Morrslieb's fremtræden.
Søvnløs
Den konsekvens han mærker mest til fra eksperimenterne på egen krop, er søvnløshed. Han er næsten fuldstændig ude af stand til at falde i søvn, eller vedligeholde en sovende tilstand i mere end en håndfuld minutter. Dette kan virkelig påvirke en mands sind, og lede til overanalyserende og rastløse træk der nogle gange driver ham til uagtsom og trængende opførdsel. Dette er en konsekvens han stadig forsøger at rette op på. Men såvidt han ved, vil han aldrig igen mærke sensationen og komforten af en god nats søvn.
Kvinder
Dette ville næsten virke åbenlys for enhver heteroseksuel mand. Men Ulric helt igennem bedårer kvinder, deres krop, deres væremåde, og deres sind. En sexet og forførende kvinde ville ikke skulle arbejde særligt hårdt for at fange hans opmærksomhed, eller vække hans lyst. Samtidig tillader han også kvinder i sit nærvær en masse privilegier, og har en tendens til at behandle dem fordelagtigt, sammenlignet med mænd. Dog afhænger dette også af kvinden, hendes klasse, og hendes elegance. For hvad angår ludere, skøger, og ligende; er han meget sadistisk, krævende, og dominant. Til trods for dette, stoler han dog sjældent på kvinder. Ikke at han konstant er direkte mistroisk overfor dem; men han lader dem sjældent komme for tæt ind på livet.
Laster/Trængsler
Især grundet søvnløsheden af hans sind, den konstante strøm af tanker og analyser, og ufølsomheden af hans krop - må Ulric tyde til endnu mere ekstreme midler for at føle sig levende, og for at opnå den ønskede nydelse. Ulric er, i mange tilfælde, en misbruger. Han er direkte afhængig af seksuel nydelse og forløsning, hvilket ikke ligefrem bliver gjort nemmere af det faktum; at der ofte skal meget til for at bringe en sådan nydelse frem for hans krop. Han er også en habil misbruger af søvndyssende, hallucinerende, og nervedulmende urter, eliksirer, opiater, og narko. Han har en tendens til at leve livet til dets fulde potentiale. Eller i det mindste forsøge at gøre netop det. Han kender til de risici der stammer fra mange af hans handlinger, men ignorerer dem ofte, for at kunne føle sig levende blot en enkelt gang mere. Dumdristig eller Modig, er ikke passende ord til at beskrive hans tilstand... Tørstig, ville måske passe bedre.
Disse svagheder gælder også for Morrslieb
Styrker (max 5):
Overlegen Intellekt
Ulric Van der Eretain er en ekstremt belært og vellæst mand. En stor del af hans liv har været, og er fortsat, dedikeret til en konstant søgen efter ny lærdom og viden. Fra hans år som Lærling under hans gamle Mester, til hans år i Nirelia som student i Kirurgi og Anatomi. Han har besøgt Rigernes største biblioteker, og besidder selv et bibliotek af betydelig størrelse. Han ofte læser nyt materiale, eller genopfrisker sin viden vedrørende velkendte emner. Hans intelligens og visdom er dog ikke kun boglig i sin form. Når han ikke har studeret, har han erhvervet sig et væld af erfaringer fra livet. Og søvnløshed giver ham masser af tid og overskud til fortsat at lære imens resten af verden sover trygt.
Fægtemester
Ulric har ligeledes spenderet efterhånden mange år af sit liv som soldat, lejesvend, dusørjæger, og lignende. Han har i høj grad tilsidesat perfektionen af besværgelser og praktisk magi, til fordel for udviklingen af formidable fægtevner. Hans foretrukne våben er sin sabel, og den daggert der oftest hviler i hans brede skærf om livet. Men besidder også betydelige evner i brugen af alskens slags nærkampsvåben. Såvel som i brugen af sine næver og lemmer. Afstandsvåben som bue og armbrøst er ikke hans stærke side, og er våben han ignorerer.
Polymorfi
Polymorfi er en magisk, næsten primitivt videnskabelig, praksis; der indvolverer manipulationen af kroppen på det genetiske niveau. Ved hjælp af magi og kirurgi. Enten ved at erstatte gener og celler med disse af andre racer eller væsner, eller ved at fjerne eller tilføje det samme. Dette er en ganske avanceret variant af den praksis mange magikere benytter sig af, for at forlænge deres levetid. Men også en praksis der bærer store risici og konsekvenser. Og derfor en praksis der ofte ses meget skævt på. Disse polymorfiske eksperimenter på egen krop, har været den ledende årsag bag den ufølsomme tilstand hans krop lever under. Men har dog også været til fordel på visse punkter. Ulrics krop er, som resultat af disse mange eksperimenter, ganske unik. På trods af hans menneskelige dødelighed, er hans krop i stand til at overleve enorme mængder afstraffelse, såvel som selv drabelige og fatale sår og skader. Et sværd igennem brystkassen, eller en stridshammer mod kraniet(begge ting han har prøvet); er skader hans krop potentielt kan overleve. "Potentielt" er en vigtig betegnelse hér... Skulle Ulric f.eks modtage et fatalt angreb, eller en dødelig skade; vil det ikke have nogen videre øjeblikke effekt. Men hvis hans unikke krop ikke får tid til at regenere, og hvis han indenfor nogle få dage derefter ikke kan få adgang til de ingredienser han skal bruge for at reparere skaderne - så vil han lide en langsom og smertefuld død. Skulle han f.eks modtage sådanne skader i fængsel, på nogen måde være adskilt fra et laboratorium, eller modtage et væld af sådanne skader indenfor kort tid - vil han dø. Dette gælder selvfølgelig ikke når det kommer til skader og sår modtaget fra våben eller midler der involverer Sølv. Hans krop har måske en minimal forøgelse af tolerance overfor dette drabelige metal; men sølv kan egentlig dræbe ham lige så let som det kan dræbe enhver anden Varulv. Ligeledes har disse polyformiske eksperimenter gjort ham, til dels, hærdet og lettere immun overfor en lang række gifte. Store doser af f.eks gift kan dræbe ham, da det nedbryder, og forhindrer kroppens regenerative evner i at tage hold. Men små eller traditionelt typiske doser af næsten enhver slags gift, har en mere ekstatisk og hallucinerende effekt på Ulric. Af denne selv samme grund bruger Ulric ofte særligt udvalgte gifte, eller blandinger deraf, som opiater og nervedulmende medicin.
Karisma
Ulric kan i høj grad være en meget charmerende mand og karismatisk leder. Dette gør at mange individer følger ham i hans Kompani, eller er ansat på hans Gods. Ulric ses derfor sjældent alene, eller uden selvskabet af sine loyale følgere. Og kan til enhver tid forvente hjælp og støtte fra sine kumpaner og partnere. Til trods for hans ofte indadvendte og ensomme liv, foretrækker han gensidigt fordelagtige forhold og venskaber, frem for en overflod af fjendtlige bekendtskaber.. En smule svært, når man som Ulric har et væld af personligheder der ikke bryder sig særligt om ham.
Dyr:
På sit Gods ejer han adskillige velplejede heste, samt alskens slags land- og husdyr. Derudover ejer han også 3 personlige rughårede jagthunde.
længe siden 
