Natten i ruinerne

[Catherine Dominique]

Ruinerne kastede sine skygger mens solen gik ned. Naturen omkring var stille, kun vinden rørte svagt på sig, dyrene var ikke i nærheden. Mørket frembragte jo alle væsnerne frem da deres hjem i Darklia. Solen var gået helt ned, så kunne man endelig komme frem. Catherine kom frem fra sit skjul i ruinernes mørke, hun havde været nødt til at blive der da hun var flygtet fra nogle mennesker der, uheldigvis for hende, havde set hende stjæle fra en kvinde. Hendes lange røde hår, krøllede forfærdelig meget og det irriterede hende næsten. De lyseblå øjne så rundt efter fare, alle hendes sanser prøvede at finde ud af hvor hun var, så hun kunne vide om hvorvidt hun var alene eller ej. Da der ikke virkede til at være nogen, satte hun sig på en stor sten og fandt sin taske, som var gemt deromme bag ved. Hun rodede igennem tasken, for at finde noget rent tøj, hendes egen sorte kjole var blevet fuldkommen beskidt, så hun ville gerne have noget rent på. Hun fandt en anden sort kjole, som ville sidde stramt om hende, den var kun så lang at den gik hende ned over knæene, havde den været længere havde hun revet den lidt i stykker. Ingen kan løbe i en kjole som går en til anklerne, ikke uden at falde til sidst i hvertfald. De lange ærmer var løse, ligesom skørtet, selvom de var besværlige hvis man sad fast et eller andet sted. Efter at have kigget lidt rundt efter andre, skiftede hun hurtigt kjolen, selvom hun havde lidt svært ved korsettet, men det gik bedre og bedre, jo mere hun øvede sig i det. Efter at have fået det hele på, tog hun en stjålet børste frem fra tasken for derefter at rede sit krøllede hår.

[Khaine]

Ikke mange kom ud til ruinerne, og især ikke i de tider hvor mørket regerede. Det var derfor Khaine havde valgt at bo der under rimelig kummerlige forhold, men han kunne godt finde sig i det. Tilfreds var han ikke, da han godt kunne bruge en stor og blød seng og fine forholde. Som mange andre Sortelvere holdte han sig for sig selv, og brød sig ikke om at blive forstyrret, med mindre han ville forstyrres. Byttedyrene var svagelige i aftentimerne, og Khaine havde udnyttet dette til at nedlægge sig et byttedyr. Hvis han ville kunne han bevæge sig igennem skoven uden så meget som at knække en tvist under hans fødder. men nu hvor han havde fanget bygget var det ikke nødvendigt.

Han nærmede sig ruinerne, iklædt hans mørkegrønne og lette rustning. Over hans skuldre bar han på byttedyret, noget der lignede en hjort. Hans bevægelser var elegante, men ikke forsigtige eller møjsommelige. Han sparkede ting og grene til side som han nærmede sig ruinerne. hans grålige hud og det hvide hår gjorde at han som skikkelse ville virke mere faretruende for de fleste personer. Han nåede nu op hvor der engang var en vej af granitsten, derved gav hans skridt genlyd imellem ruinerne. Han havde ikke lagt mærke til andet end det sædvanlige syn af ruinerne som han havde vænnet sig til over årene. Han smed byttet fra sig i en lille lysning af en nedlagt bygning.

[Catherine Dominique]

Hun burde have forudset at hun ikke ville være alene længe, men ruinerne virkede bare tit øgede, så hvordan skulle hun kunne regne ud at der ville komme nogen? Det kunne hun ikke, så i stedet for at tænke over det, skyndte hun sig at pakke sine ting, gemme sin taske af vejen, godt skjult bag stenen af blade, grene og små sten. Hun løb, så lydløst som muligt, hen til en bygning ved lysningen og gemte sig bag en mur, hvor hun kun få gange kiggede frem for at se om der kom nogle. Hun var gået imod lyden, så hun burde vel have vist at hun ikke var alene eller sikker der. Nysgerrighed slog katten ihjel. Det var ikke nu man skulle huske ordsprog, det var nu hun skulle koncentrere sig om ikke at blive opdaget, eller i største fald kunne komme væk hvis hun blev opdaget. En sort elver? Catherine kendte til dem, men havde aldrig stødt på en, ikke en gang ved Grænsen, hvor det var så normalt at støde på alle mulige slags væsner. Han virkede ikke til at være i specielt godt humør, hvorfor mon? Så længe han ikke blev fjendtlig over for hende var hun vel sikker, men han lignede nu en som godt kunne finde på at gøre andre fortræd, bare for at få sin vilje. Langsomt og roligt, rettede hun sig op for at kunne se ham bedre. Hun havde en sådan lyst til at springe frem og lade sin nysgerrighed udfolde sig, det var hvad hendes hjertes inderste ønskede, men for at overleve skulle hun holde lav profil, meget lav profil.

[Khaine]

Efter at havde smidt byttet fra sig vendte Khaine sig om, og gik over til en stor kiste. Han låste den op og fandt en skål af sølv frem. han lukkede kisten igen og gik tilbage til byttet. Han faldt roligt ned på knæ, og placerede skålen lidt væk fra ham. Han havde slået byttet ihjel ved hjælp af hans lille armbrøst, som han trak af ryggen og smed på gulvet. Den giftige pil havde lammet byttets strube, derved forsaget at den ikke kunne trække vejret, og måtte dø. Han hev den lille pil ud, uden at blod spildtes fra såret. Efter at have fundet en dolk frem, skulle han til at sprætte dyret op, og stoppede i et sæt og knep sine øjne sammen uden at røre på sig. Efter et øjeblik stak han dolken ind i dyrets hals, og placerede den ved skålen, således at blodet ville flyde ned i skålen i stedet for ud på gulvet. "Stanken af død og blodet i din mave følger dig. Unge vampyr" sagde han med et skævt og sadistisk smil, uden at kigge hen imod den mur hun stod lænet op ad. Han havde tidligere fået et glimt af en skikkelse, hvilket blot gjorde det nemmere for ham at identificere den nye lugt iblandt ruinerne.
Vampyrer var ikke ligefrem de væsner han brød sig allermest om. Et væsen der klyngede sig til livet ved at suge blod og ellers tro man er noget så nobel og værdig. Khaine havde flere gange mødt selvfede vampyrer som eje godser og havde slaver... ynkelige.

[Catherine Dominique]

Den måde han stivnede, gjorde hende klar til at løbe, men så fortsatte han med, hvad han nu lavede. Sølvskålen var måske ikke så farlig nu, men nu havde ingen jo prøvet at tage hendes liv med sølv før, så hun regnede med at leve hvis hun kom tættere på, ikke fordi hun ligefrem ville tættere på. Så meget altså. Den måde hans stemme lød overraskede hende, det overraskede hende dog mere at han vidste hun var der, det var der jo så ikke noget at gøre ved. Hun trådte frem og lænede sig op ad muren så han fuldkommen kunne se hende, hendes blik forlod ham ikke et eneste øjeblik. Hun burde løbe, hun skulle da ikke blive stående og vente på at han sagde noget mere, eller til at han så på hende. "Og tænk, at jeg gør mig så meget umage for at vaske den lugt af," sagde hun ganske roligt. "Spild af tid." hun kunne have sparket sig selv. Hvis hun ikke passede på, kunne hun blive det bytte som blev drænet for blod, eller ihvert fald skåret op. Tanken om blod fik hendes tænder til at gøre ondt. Mens hun kiggede på ham, blev hun godt klar over at hun ikke var særlig velkommen, men nysgerrigheden i hende var vakt til live, hun ville måske ikke direkte snakke med ham, bare se lidt på hvordan en sortelver kunne leve eller opføre sig. Nysgerrighed ejede hun meget af, ligesom at hun var meget naiv, men det var en anden sag. "Kan jeg spørger Dem om hvordan De vidste jeg var her?" hendes tone var fuldkommen rolig, hverken kold eller ond, bare helt rolig.

[Khaine]

Khaine gad ikke engang at vise hende den gestus at kigge på hende, selv da hun trådte frem. Han kunne tydeligt høre hendes bevægelser, og se en svagelig skygge i gulvet af hendes skikkelse. Skålen var efter ikke ret lang tid, fyldt med blod og Khaine tog forsigtigt fat i skålen og placerede den ovenpå kisten. Han tog fat i kniven som allerede sad i dyret, og begyndte at brække ribben og skære op, selv imens hun snakkede. Da han ikke havde lyst til at svare på hendes ligegyldige monolog. Han vendte syret om efter at have skåret brystet og maven op. Hans blik og bevægelser var fuldstændig upåvirket af dét at sprætte dyret op. Han havde ingen sentimentale følelser overfor dette dyr, som nu var død og snart skulle blive hans føde. Han stoppede op og lyttede til hendes endelige spørgsmål inden han lod en af hans hænder glide ind i såret på dyret, og trække organerne ud. Dampen fra det stadig varme blod og det døde væv ramte hans ansigt, men stadig forblev han upåvirket. "De befinder Dem i Darklias land, og stadig tager De asyl et sådan sted som dette, med kun få tanker om at gemme Dem fra Deres omgivelser?" sagde han roligt og smilte skævt, og morede sig ved tanken om hvad hun dog måtte tænke, du hun virkede som en der ikke havde set en sortelver før. "Som De sikkert har bemærket, er dette mit opholdssted. Hvis en vampyr befinder sig her, ved jeg det hurtigt." tilføjede han afslappet, og stadig i den konstante kolde tone. Han var fuldstændig ligeglad med denne blege tøs.

[Catherine Dominique]

Skålen med blod der blev placerede på kisten, stank langt væk af gift, ikke ligefrem appetit vækkende, hvor heldigt at hun kunne lugte giften, ellers havde hun nok forsøgt at drikke det. Tag aldrig imod ting fra fremmede, som ens mor plejede at sige, men hendes mor var der ikke, og hun tvivlede lidt på at han overhoved ville tilbyde hende blodet. Da han begyndte at skære dyret op, troede hun at hun skulle kaste op, hvis hun havde været i stand til det. Det så ikke ligefrem lækkert eller appetit vækkende ud, faktisk ville hun gerne stikke af, hun var også nysgerrig omkring dette så hun blev hvor hun var. Der kom ikke nogen kommentare omkring det han sagde. Hun havde aldrig set en sortelver før, alligevel vidste hun godt når man ikke skulle svare, slet ikke hvis det kunne få en til at virke dummere end man virkede til, eller måske var. Det skæve smil da viste sig på hans ansigt, gav hende den lyst til hele tiden at gøre noget så han ville smile, hun elskede at se andre smile, det var bare ikke noget som hun selv gjorde. "Hvordan vidste De, jeg er en ung vampyr?" spurgte hun roligt. Det ville ikke nytte at spørgede om, hvordan han vidste, helt konkret, at hun var der, det ville ikke føre nogen vegne og han havde jo egentlig besvaret hendes spørgsmål, mere eller mindre. Hun blev bare mere og mere nysgerrig.

[Khaine]

Khaine var hurtig til at få indvoldene ud af dyret, og skubbe dem væk, hvilket efterlod rende af blod imellem fliserne. Der kom skam også lidt blod på hans rustning, hvilket dog overhoved ikke var noget problem. han rejste sig elegant op og stå og tog fat i tarmene, hvilket var det eneste som ikke kunne spises. Han gik hen imod et hul i muren og smed tarmene ud, således at de mangfoldige dyr der kom om natten, kunne spise det, i stedet for at der skulle lugte af ekskrementer i rummet. Han vendte sig imod hende og kiggede nu for første gang på hende med et koldt og gennemborende blik. "I vampyrer er skabt med et exceptionelt overlevelsesinstinkt. Men at udvise den samme nysgerrighed som De viser, er noget som jeg kun har set hos unge og håbløse tilfælde af vampyrer." sagde han først og kiggede ned på hende, ligesom han snakkede ned til hende. Hun skulle ikke tro hun var velkommen dette sted, men så længe hun holdte afstand gjorde det vel ikke noget at hun var der? Han begyndte at betragte hende noget mere, ja nærmest analysere hendes udseende og fremtræden. "Deres tøj tyder på en aktiv livsstil." sagde han først og hentydede selvfølgelig til hendes korte kjole som gjorde det muligt for hende at løbe. Hun havde åbenbart ikke andre ting på sig, så intet at sætte fingeren på der. Han gik igen hen til dyret, som han løfte op uden besvær. Han gik hen til en jernstang som voldeligt var blevet hamret ind i væggen. han hang den op i struben, således at han kunne vende tilbage til den senere. "Jeg går ud fra at De er forældreløs? og fra Nirelia?" sagde han i et form for spørgsmål. Han kunne kun gå ud fra at hendes nysgerrighed og ikke-fjendtlige natur skyldtes at hun var fra Nirelia, og hendes lidt brogede udseende og tøj tyede på at hun ikke var af nogen form for nobel vampyr-slægt, og højest sandsynligt forældreløs.

[Catherine Dominique]

Det var ikke det spor lækreste hun havde set, og ærligt, så ville hun meget gerne kaste op hvis hun havde noget at kaste op. Det gjorde hende dårlig at se tarmene fra et dyr, hun var godt klar over at hun selv var fyldt med tarme, men hun ville da heller ikke se det ude foran sig. Da han endelig fik skaffet det af vejen, tog hun en dyb indånding, for at slette lugten af dyrets indvolde fra sin lugtesans. Det havde været ubehageligt nok at se det, hvorfor skulle hun også kunne lugte det? At være vampyr var ikke det nemmeste, slet ikke når man så tydeligt blev påvirket af dufte, smage og lyde, det var ikke ligefrem sjovt at lugte til noget dårligt, eller smage noget som kunne få ens egne indvolde til at trække sig sammen, så man selv ille kaste op. Smilet der var forsvundet var hurtigt savnet, hun kunne dog ikke tvinge ham til at smile, når han så tydeligt ikke var typen der gik rundt og var glad og lykkelig hele tiden, eller gik rundt med et smil. Det var egentlig trist, men det kunne hun jo være lige glad med. Det kolde og gennemborende blik, var ikke noget hun ville have ramte hende, det gjorde det dog og hun mødte det kun med rolige øjne, som måske virkede lidt gennemborende på grund af den lyseblå farve. Hun brød sig ikke om den måde han så op og ned ad hende på, hvis han gerne ville analysere hende, kunne han så ikke bare se lidt ud som om han ikke gjorde det? Det sagde hun dog ikke højt, ville ikke ende med at få en fjende så hurtigt, etfer blot at have mødt ham. Catherine holdte øje med ham, slev da han tog dyret og hang det op på væggen, det var vel bedre end at det lå på jorden. "Ja til begge ting," svarede hun roligt, mens hun blot så på ham. Hvordan han vidste det, var åbenlyst ud fra den måde hun var og sikkert også hendes udseende, så det ville være dumt at stille et spørgsmål til det.

[Khaine]

han sagde intet, men nikkede bare tilfreds over hans korrekte antagelser. Han vendte nu opmærksomheden imod skålen med blod. Han tog roligt fat i den og satte den ned fra kisten, for derefter at åbne kisten og lede lidt efter noget. han fandt frem til en lille læderpose og en eliksir. Han lukkede igen kisten og samlede skålen op. 5 meter fra hvor vampyren stod, var der et bord af sten, som han placerede skålen på. Efter et flygtigt blik på hende placerede han eliksiren og posen på stenen ved siden af skålen. Det var ikke kun magikere der kunne lidt af hvert med magi og eliksirer. Han var jo trods alt elver, og forstod sig på elvernes magi. Han snørede op for posen og tog en håndfuld af det sorte pulver som var i posen. Han lod det roligt smuldre ned i blodet. Pulveret ætsede hurtigt, og mindre bobler begyndte at vise sig i blodet. Giften som var i blodet begyndte at binde sig til pulveret, og efter et øjebliks tid var al giften i overfladen, hvilket dannede et mørkegrønt lag ovenpå blodet. han fandt 2 dolke frem, som han sleb imod den store sten, hvilket skabte gnister. Da blot en af gnisterne ramte laget af gift, begyndte det at blusse op i brænd... som var det olie. Han stoppede hvad han gjorde da han bemærkede at hun stadig stod der. "Var der mere De ville?" spurgte han med et koldt udtryk uden tegn på irritation eller vrede.

[Catherine Dominique]

Hun holdte fuldkommen øje med ham, med hver evig eneste lille ting som han gjorde. Det var underligt at se ham arbejde med det han gjorde. Normalt så hun ikke sådan noget, men nu hvor hun gjorde, kunne hun ikke lade vær med at lade nysgerrigheden lyse ud af hende, blive ved med at se på hver evig eneste lille ting som han gjorde, bare i håb om at se hvad han lavede. Selvom hun så på alt hvad han gjorde, så forstod hun ikke hvorfor han gjorde det. Hvad var det for noget pulver han hældte ned i skålen med blod? Hun så nøje på den måde alt giften blev suget op, så blodet blev rent. Da der blev sat ild til det, var hun lige ved at rykke sig, men kun lige ved. Da han snakkede til hende så hun på ham, uden at vide om hun skulle svare ham eller ej. Hvis hun blev næsvis, ville han så gøre hende fortræd? Hun gættede på ja. Hvis hun svarede ham høfligt, hvad ville han så gøre? Hun overvejede lidt bare at gå, selvom hun ikke regnede med at det ville gøre ret meget foreskel på noget som helst. Måske skulle hun smutte, men hun var stadig nysgerrig. Det hjalp ikke noget, hun måtte vel se at gå, inden hun gjorde noget som ville være dumt, som at tage blodet og sølvskålen. "Må De om," svarede hun ham roligt. Forkert svar tænkte hun hurtigt.

[Khaine]

Imens han ventede på at hun svarede, tog han fat i skålen med de små flammer og den tykke røg. Han rejste sig op og førte sit hoved ind i røgen, for at sniffe til den euforiske duft. Han begyndte roligt at bære skålen langs væggen, imens han sugede røgen ind, og pustede den ud igen, på muren. Dette var et ældgammelt trick og ritual ibland de såkaldte Druchii-lejemordere, designet til at sprede frygt i dyr og væsner som ville nærme sig dette sted i natten mørke. "Så forsvind." sagde han hurtigt, og fortsætte igen sin gang rundt langs murene og hullerne. Han stoppede op og kiggede på hende, igen med et analyserende blik, der ville sikre sig at hun nu ikke så anderledes ud end da hun kom. Han var mistroisk af natur, og at en tøs som hende kunne finde på at stjæle ville ikke komme bag på Khaine. "Kom aldrig tilbage hertil, for ellers kunne det blive Dem der hænges op på muren." sagde Khaine nu med en stemme meget mere gennemsyret af brutalitet og ondsindethed. Han kiggede kort på byttedyret som stadig hang på væggen, og kiggede derefter på hende. Han vendte igen sin ryg mod hende og begyndte at blive færdig med hvad han havde gang i.

[Catherine Dominique]

Hun var ikke overrasket over at han ville have hun gik. Folk i Darklia var ikke just venlig sindet, ikke så vidt som hun kunne forstå det. Hvilket egentlig var synd, folk ville have det meget bedre hvis alle var venlig sindet, på den anden side, så ville verdenen jo være en smule kedelig, ville den ikke? Hun var ikke sikker, hun havde ikke noget svar på det. Da han sagde at hun ikke skulle vende tilbage, medmindre hun ønskede at ende oppe på hans væg, ligesom dyret, skar hun en grimasse med tanken om det. Det lød ikke som noget hun havde lyst til. "Som du vil," sagde hun roligt, inden hun vendte om og gik sin vej. Hun gik hen imod stenen hvor hun havde efterladt sin taske, hun tog den på ryggen, men så sig hurtigt tilbage. Hun var nysgerrig, men ikke dum nok til at blive og lade ham skære hendes hals over. Det var så nu hun blev nødt til at gå, hun kunne nok ikke komme tilbage, medmindre hun havde et døds ønske. Så hun valgte at gå. Catherine vendte sig om og gik sin vej, ud fra ruinerne og væk derfra.

//Out