Spøgelsestimen nærmer sig

[Neimi Silvertung]

Solen var gået ned for flere timer siden og et sted oppe over de mørke skyer ville man kunne finde en halvmåne og stjerner, som ville have skinnet utroligt klart denne nat, hvis det ikke havde været for skyerne på himlen. De ville ellers kunne have hjulpet mange som havde turde at begive sig ud i denne mørke og tåget nat. Hvis ikke mørket og tågen gjorde at en person gik hurtigere skridt, så gjorde kulden det, for det var koldt, nærmest bidende koldt. Vinteren var i hvert fald kommet, det var der ingen tvivl om. Der havde været en mindre storm tidligere på dagen, hvor mange havde valgt at blive inde og dem som var gået ud skulle være sikker på de kunne stå fast eller være tæt på huse eller andet, som de kunne holde fast i. Tågen var så tyk at man ikke kunne se mere end et par meter foran sig, så hvis man ikke passede på hvor man gik, så ville man gå ind i halvmurerne eller resterne af de ruiner som var spredt ud over hele området og som aldrig rigtigt var blevet ryddet. 

I dette skræmmende område gik en skikkelse, klædt i gråt som tågen fra top til tå. En hætte dækkede det mørke hår som gemte sig under det og en klæde som gik over næsen og dækkede kinder og mund, sådan at man næsten ikke kunne se ansigtet. De mørke øjne med mørke øjenvipper kunne godt få det til at ligne hule tomme øjne, men de mørke brune øjne var dog opmærksom på alt hvad der skete omkring personen. Det varme tøj dækkede hele personen fra top til tå til at skærme fra kulden. Tøjet var gråt så det virkede til at personen gik i et med omgivelserne og personen bevægede sig som om at denne kendte området godt, nærmest var eneste sten, for personen bevægede sig uden meget lyd foruden de få blade som personen gik oven på ind i mellem. Skridtene var dog bevidste om hvor de skulle hen, nemlig til udkanten af disse ruiner, til en ruin som lå længere ude. Resterne af en farm som havde eksisteret for over 30 år siden. Familien der havde boet der var blevet myrdet af darklianerne på den anden side af grænsen, i hvert fald det meste af familien, en havde overlevet. En lille pige som nu var voksen med et sind som var indviklet og farlig som denne labyrinth af ruiner i denne tåge. Man vidste aldrig hvad der kunne lurer de steder man ikke kunne se. Et bagholdsangreb ville have været perfekt i disse forhold med tågen og gode gemmesteder, men det skulle man nu ikke frygte her i landet, ikke siden freden var kommet. Der havde ikke været et angreb i Nirelia i over 30 år og de sidste angreb havde kun været i udkanten af landet. Ingen i storbyen havde oplevet et angreb i over 75 år.

Skikkelsen der gik var på vej hen til stedet, som denne ikke huskede meget af inden det var ruiner, men personen vidste hvor det var og kunne finde det i denne mørke.  

[Griffith Falconsoul Den 13]

Griffith lå under et bjørneskind dækket med et fint lag sne på han havde tyk hvid bukser og trøje og sin to hånds sværd på sin ryg så han ikke ville fryse fra kulden men han kunne ikke tænde et bål af varme sig ved eftersom han havde fået til opgave at holde øje med at ikke kom nogle kult ritualer når nogen normale folk ikke ville være der og hvis kom nogle skulle han forhøre dem selvom han havde på fornemmelsen at det ikke var rigtigt noget den person ville have han skulle gøre eftersom han ville blive betale ekstra fra hver par ører han kom med tilbage med men han forventede ikke at nogen ville komme så han blev mildest talt overrasket da han lige kunne se en i grå tøj som var svært at se person så han ventede på personen kom tættere på ham

[Neimi Silvertung]

Skikkelse forsatte sin rolige gang, selvom alle sanser var åbne for hun skulle ikke overraskes igen. Su levede stadig og truede hendes eksistens hver eneste dag, selvom hun de fleste dage ikke tænkte på ham, men mere på hvordan det gik for hendes datter selvom det efterhånden var flere år siden hun sidst havde set hende. Lige nu var der dog ikke nogen af dem som var hendes prioritet som hun vandrede igennem det velkendte område. Hvor længe havde hun mon gået på disse steder i gennem årene? Mange vidste hun, for i tiderne med ensomhed havde hun boet for sig selv i disse ruiner både dem som omgav hende nu og dem som længere ude.
Stien som skikkelsen gik på var fri for sne, der var mange som havde vandret disse stier. Så det var kun de visne blade, som stadig knitrede under fødderne på en når man trådte på dem. Skikkelsen var snart nået til udkanten af ruinerne, der var ikke langt igen, selv i denne tåge, så vidste hun hvor hun var henne. Hendes øjne fokuserede på at se de næste stykker halvmure og større sten som hun kunne ramme ind i. Inderst inde forbandede hun lidt denne tåge, som ingen væsner kunne se langt i, selv ikke elvere ville kunne bruge deres skarpe syn til at se meget længere end mennesker.

En større bunke sten lå ved siden af et fint lag sne, som hun skænkede et enkelt blik men hun blev på stien for hun ville ikke for tæt på det sne. Hvor hun dog hadede sne, det var koldt og vådt, så hun vidste at det snart var tid til at finde et lunt sted at bo for vinteren, men ikke lige i dag det måtte blive en ting som hun kunne gøre i morgen eller en af de efterfølgende dage.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Han lå fuldstændig stille og holdte vejret så da skikkelse gik forbi hvor han gemte sig så personen ikke ville finde ud af han var der og da personen var et par meter væk løftede han forsigtigt bjørneskindet og gik ud på stien og gjorde sit bedste for ikke at lave en lyd for han ville sikrer sig at hvis denne skikkelse var en kult medlem var alene her eller der var andre her men han havde stadig en hånd på sit sværd så hvis personen opdagede ham ville han kunne hurtigt løbe op til personen så han kunne forhøre personen

[Neimi Silvertung]

Neimi gik stadig med rolige skridt men efter noget tid valgte hun at tage nogle hurtige skridt til høj, bag en mur , hvor hun valgte at stoppe helt op med ryggen imod muren og blikket i de retning hun var kommet fra. Hun havde følt en stirren, en stirren som hun desværre kendte alt for godt. Når hun følte sådan en stirren på hende så var det som regel enten et sulten blik eller så betød det farer. Det betød i hvert fald sjældent noget godt. Hun havde dog ikke hørt noget men hun havde også gået i hendes egne tanker i noget tid.
Hele hendes krop spændte som hun næsten gik i et med halvmuren og tågen, for hvis nogen havde fulgt efter hende så var de ikke langt væk fra hende. Denne tåge var jo tyk som bare pokker og selv hun kunne ikke se mere end få meter frem. Hun ventede i tavshed og nærmest med tilbageholdt åndedræt mens hun lyttede til omgivelser, nærmest forventede at det måske var et dyr som hun havde følt stirre på hende.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Griffith havde holdt et godt øje med personen som han forfulgte han var stadig ikke helt sikker på hvad for et køn personen havde selvom han havde på fornemmelsen at det var en kvinde så da personen sat i løb i det samme øjeblik personen han forfulgte gjorde det han havde ingen intentioner om at lade personen slippe væk men personen som noget lige at komme ud fra hans synsvinkel så da han kunne se muren tog han et gæt og hev sit sværd frem og svingede den efter den ville ramme lige over personens hoved hvis dem havde gemt sig på den anden side af muren af han ikke kunne se i en forhåbning at personen var der og sagde så hvis personen var der skulle blive intimidere personen ”hvis du skriger vil den ramme dig”

[Neimi Silvertung]

Neimi havde nærmest forventet et angreb enten fra hvor hun kom fra eller fra oven alt efter hvor let personen var til bens eller bare kendte området, så i smug havde hun liste en gemt tryllestav frem fra hendes ene støvle under bukserne. Hun sad halvt på hug bag muren og var afventende indtil hun hørte svinget så sværdet svinge et godt stykke over hende, en fordel for at være lille. Hun så armen og hørte stemme over hendes hoved. "Og hvis du gør det der igen så rister sig dig" sagde hun roligt og en smule køligt og sendte et vindpust afsted, som var alt andet en meld. Det ville kaste enhver tilbage som var foran hende hvis de ikke selv var magiske til at stoppe den eller ikke ligefrem forventede det. En normal nirelianer ville i hvert fald ikke gå til modangreb men i stedet blive skræmt og gøre som personen sagde, men nu var Neimi ikke ligefrem en normal person. Hun var en som havde set mere end de fleste og frygtede intet, da slet ikke at en person skulle angribe og at hun måske kunne dø af det, for det krævede man vidste meget om en person for at vide de var udødelige.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Griffith blev overrasket af personen som han forfulgte som åbenbart var en kvinde brugte en magisk pind til at blæse ham et par meter væk og sagde ”held og lykke din kult” og han drejede rundt på stedet for at få nok kraft til at kastede sit sværd lige imod kvinden og sprang til side så han var bag muren fra hendes synsvinkel som forberedelse på hvis hun kastede noget magi mod sværdet og løb så hurtigt han nu engang kunne og da han kom til muren slog han et stort hul i den for at give kvinden en chok og så han kunne springe igennem den hvad han også gjorde lige imod kvinden for han havde ingen ide hvordan magi fungerede han var trods alt mere vand til at kæmpe imod væsener med fysiske evner ikke noget med at bruge magiske pinde til at gøre alt ting for en

[Neimi Silvertung]

Neimi så på ham under hætten som han fløj væk fra hende. "Hvad pokker er en kult?" spurgte hun irriteret for hun var tydeligvis blevet angrebet uden nogen som helst grund af en tosset skabning. Hun så noget blev kastet imod hende og gættede det var sværdet han tidligere ville forsøge at ramme hende med. Hun undveg men dog ikke helt hurtigt nok så noget af hendes ærme blev ramt af sværdet og et overfladisk sår kom frem. Hun sukkede som hun kastede endnu en besværgelse og forsvandt med tågen og kom igen over på en større sten hvor hun lige nåede at dukke frem igen da han bankede hul i væggen. Hun sukkede kort "hvorfor angriber tosserne altid mig" hviskede hun til sig selv som hun holdt øje med ham få meter fra ham. Hun så som han fik tågen til at bevæge sig omkring ham som et vildt dyr der legede i en støvsky. Hun sagde dog ikke mere men så bare på ham med det ene ben over det andet og hovedet hvilende på armen der hvilede på det ene ben. Hun virkede sig nærmest ikke til at tage sig af det ødelagte ærme, som havde fået en kant af rødt blod. Dog var såret der ikke mere, det var væk som om hun aldrig var blevet ramt.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Griffith greb sit sværd og sagde ”du ved godt hvad kult du tror ikke på lysets og mørkets gudinde” og han kiggede efter kvinden som havde forsvundet han var nervøs for hun havde stikket at så han havde mislykkede hans opgave plus det gav ikke mening for ham at kvinden havde forsvundet på den måde ud af den blå luft men han fik øje på hende og løb imod hende og da han nåede frem til den sten hun sad på svingede han sit sværd og skar den over sådan at den ville glide ned så hun kunne ramme hende og han drejede rundt om sig selv og samtidig løftede han sværdet op igen og svingede den igen efter hende i forhåbning at han ramte hendes ene fod og tage den af så hun ville give op og fortælle ham hvad han ville vide og hvis han var heldig ville hun gøre hvad som helst for at få lov til at gå

[Neimi Silvertung]

Neimi betragtede ham roligt som virkede til at lede efter hende. "Nej jeg ved ikke hvad det er.. Jeg er et barn af gaden." sagde hun irriteret til ham før hun igen lod sig forsvinde med tågen for hun kunne se han var på vej imod hende. At han blev ved med at angribe helt uden grund irriterede hende gevaldigt for hvad nu hvis det havde været et barn eller en anden som havde forsøgt at finde vej igennem ruinerne eller måske havde forsøgt at finde et sikkert sted at slå sig ned for den mørke nat som også var omkring dem. Hun dukkede op igen ved de sten som var kommet op fra det hul han lige havde lavet. "Desuden tilbeder Nirelianerne lysets gudinde og darklianerne mørkets gud. Få dog styr på din religion inden du anklager folk". Hun var irriteret så hun overvejede at forsvinde for han angreb hende uden grund. Havde han bare spurgt pænt ville hun have sagt hvad han ville, for hun havde intet at skjule når det kom til stykket men hun havde jo heller ikke meget at miste.

Hun forsvandt med tågen endnu en gang allerede inden hun havde været på samme punkt længe, denne gang satte hun sig længere væk fra ham på en sløje sådan at han virkelig skulle anstrenge sig for at se hende. "Gider du godt lade være med at angribe. Du er som en darklianer som har fået lidt for meget" sagde hun irriteret for han var som en darklianer, hvilket hun bare ville skulle indberette til de rigtige og så ville de forsøge at finde ham. Han gik jo og forsøgte at slå uskyldige mennesker ihjel eller bare dræbte dem. Hun vidste da så meget om Nirelia at han allerede havde overtrådt flere af deres love ved at gøre dette her. Sådan noget kunne man kun forvente i Darklia, men dette var Nirelia, landet med fred.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Griffith blev forvirret at det kvinden sagde for hun var ret tydeligt en voksen og de var ikke i en by de var i ruiner så der var ingen gader og hun vidste for meget om de rigtige guder til hvad han troede en medlem af en kult det her gav slet ikke i hans hoved og han havde kun gættede hun var med en kult var fordi hvem i alverden ville gå rundt i ruiner midt om natten uden nogen former for lys det skreg af jeg prøver at gøre noget lyssky eller jeg vil helst ikke blive opdaget og da hun forsvandt igen gav han bare op og satte sig ned på jorden og råbte ”hvis du er så god hvorfor har du så ingen lys til at finde vej med” han havde aldrig været som de andre fra Nirelia så længe han kunne huske var han glad for udfordringen i kamp

[Neimi Silvertung]

Neimi var træt af hans leg med at angribe hele tiden, så hun valgte stadig at holde en god afstand til ham da hun dukkede op igen efter at han havde sat sig ned. Hun stod ved en anden halvmur med armene over kors. "Fordi disse ruiner har været mit hjem i mange år. Jeg kender hver en sten, hver en sti igennem dem og ved hvor det er nemt for andre at angribe mig fra. Lys ville afsløre mig overfor de som ønsker mig eller min familie død, så jeg ville blive et let offer" sagde hun roligt for hun var godt stedkendt dette sted, til trods for hun altid havde været en som var dygtig til at farer vild, men hun havde altid kunne finde hjem til disse ruiner. Disse ruiner passede så godt til hendes liv, som selv lå i ruiner. Hun rullede kort med øjnene før hun hev ned i masken så det meste af hendes ansigt for det var træls at tale med den foran hendes mund selvom den havde beskyttet hende for kulden. "Har du andre spørgsmål eller kan vi komme ud af denne kulde?" spurgte hun mere roligt for det var nu stadig koldt at rende rundt her, især når hun ikke rigtigt bevægede sig.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Man kunne næsten se Griffiths hjerne bryde brændende sammen som et brændende vogn som havde ramt en mur i fuld fart for det hun sagde gav mening men samtidig gav det slet ikke mening for hun havde jo lige bevis hun kunne forsvinde uden problemer så hun burde kunne bare forsvinde hvis der var nogen efter hende kunne hun bare gøre det så han puttede begge sine hænder på sit hoved og sagde i en ekstrem tydeligt forvirret tone i sin stemme ”hvorfor giver du ingen mening du får mit hoved til at gøre ondt” han brugte alle hans hoveds arbejdskraft på at prøve at kunne forstå det som var sket her men det var bare ikke nok

[Neimi Silvertung]

Neimi stod bare og betragtede ham på afstand før hun sukkede kort og gik hen imod ham. "Jeg er en meget forvirrende person" svarede hun roligt for det var vidst ingen hemmelighed. Hun havde det let med at forvirre andre lige så let kunne hun selv blive forvirret over det hun gjorde eller sagde samt hvad andre gjorde og sagde til hende. "Men bare vid. Der er farligere og stærkere magiker og væsner end jeg i denne verden. Jeg har kun lært meget få besværgelser til at beskytte mig selv med i håb om at kunne flygte inden de når at ramme mig først" sagde hun roligt for hun kendte i hvert fald nogle som gerne ville hende til livs, til trods for at disse personer også vidste at hun ikke kunne dø. Det forhindrede dog dem ikke i at gøre skade på hende eller forsøge at fange hende. "Kom nu. Jeg er kold, træt og sulten efter det her og jeg har allerede brugt for lang tid herude" sagde hun kort inden hun tog masken på igen og begyndte at gå i den retning som hun havde været til at starte på. Egentlig var hun ligeglad med om han fulgte efter hende eller ej, for han havde fået tilbuddet men hun kunne ikke bruge meget mere tid her i landskabet selvom mørket og tågen skjulte hende godt, så kunne visse væsner stadig lugte hende og spøgelserne havde ligefrem heller ikke svært ved at finde dem, til trods for hun ikke håbede at de spøgelser som hadede hende var tæt nok på til at kunne finde hende, for det betød at hendes datter ville være tæt på også.