Losing my mind or

[Isabella de Clare]

Selvom der havde gået noget tiden siden, at Isabella var vendt til brogen, hvor hun var voksede op indtil hun var de 14, da hun var blevet sendt væk til et andet land for, at skulle bo der hos noget familie. Men efter, at hun var vendt tilbage til hendes barndomshjem så havde hun forsøgt, at få et overblik over hvad der var sket i samfundet mens hun havde være væk og det var ikke fordi der var sket de helt store ting udover de normale skandaler ligesom der var standdart rygter omkring de forskellige personer i overklassen, hvilket var det samfundslag, som hun hørte til.

Dog, så var det tidligt om lørdagen - faktisk så havde solen knap nok stået op og alligevel så havde hun forladt sit trygge hjem for, at søge over i bjergene. Noget, som hun ikke rigtig kunne gøre normalt og det, som havde gjort det muligt for hende denne dag var fordi, at hendes forældre samt to ældste børn af familien var på besøg hos nogle venner i en anden del af landet. Det var ikke noget, som hverken Isabella eller hendes lillesøster havde noget imod fordi, at det betød bare, at de kunne være mere frie samt være sig selv end når de var sammen med deres familie på grund af de forventinger, som der normalt var til dem.

Isabella havde kun tage en lille lur i løbet af natten inden at hun havde fortalt den ældste kvinde, som arbejdede i køkkenet at hun ville være tilbage omkring midt på dagen - ikke fordi, at det var noget nyt, at Isabella forsvandt i flere timer af gangen på grund af det var noget, som hun har haft gjort i så lang tid, som hun kan huske. Kate den ældre dame i køkkenet havde altid være mere moderlig end Isabella's rigtig mor. Men da Isabella var noget nåede et godt stykke fra brogen så var hun nåede til den lille hytte, som tilhørte en af de familier, som arbejde for hendes familie og det var også den hytte, som var blevet fast sted, hvor hun skiftede overfra hendes kjole til det tøj, som hun altid brugte når hun var på jagt.

Efter, at hun havde skiftede over til andet tøj så snakkede hun lidt med den familie, som boede i hytten inden at hun forlod den. Endeligt så havde hun noget særlig behov for, at skulle gå på jagt og dog, så havde hun kunne mærke på sig selv i løbet af den foregangene uge, at hun havde brug for at komme lidt væk fra brogen og alle de forventinger, som der var der til hende - noget, som ikke var blevet mindre efter, at hendes storesøster var blevet gift. Da der nu var kommet større forventing til, at Isabella snart også giftede sig. Men det var ikke noget, som hun ville gøre og slet ikke hvis det ikke var en, som hun havde følelser for - ikke noget, som der var normalt i det samfundslag.

Men der gik ikke særlig længe før at hun hørte nogle grene knække og hun rækkede hendes bue i den retning af lyden, som hun havde hørt. Knap nok havde hun gjort det før, at der dukkede en brun nærmest sort ulv op og alligevel så affyrede hun ikke pillen afsted med det sammen på grund af hun fik øjenkontakt. Der var noget ved dens øjne, som gjorde at hun ikke havde skudt pilen og jo i længere tid, at hun så i dens øjne jo mere sikker blev hun på, at hun ikke skulle skyde den ulv, hvilket også var derfor hun meget langsomt skænkede hendes bue ned igen. Lige hvor længe at hun havde stået på måde overfor ulven kunne hun ikke sige med sikkerhed fordi, at den havde stoppet op og stået stille lige så snart, som den havde fået øje på hende. Der var noget over den, som minde Isabella omkring den ulve hvalp, som hun havde stødt på for flere år siden - en gang, hvor hun havde være på market ved grænsen og var blevet væk fra hendes barnepige, der ellers skulle holde øje med hende. Men lige hvad der præsit var sket dengang hun ikke helt huske fordi, at hendes minde var en del tåget og alligevel så huskede hun helt bestemt at hun mødte en ulve hvalp - en, som hun ikke havde være bange for selvom hun ikke havde kunne sætte finger på hvorfor det var.

Pludselig så lød der en stemme i nærheden og det fik revet hende tilbage til virkeligheden igen. Hun kunne ikke lade vær med at kaste et kort blik i retningen af stemmen og da hun kiggede tilbage mod stedet, hvor ulven havde befandt sig. Men dog, så var den ikke der længere, hvilket fik hende til at ryste kort på hovedet og blive lidt i tvivl omkring hvorvidt den ulv havde virkelig var der eller det havde være et plus, som hendes sind havde spillede på hende. Hun kunne alligevel ikke lade vær med, at smile et lille skævt smil for sig selv mens hun mumlede "I must be losing my mind" Med et sidste blik i retningen af hvor ulven havde muligvis være så begyndte hun at gå i en anden retning og alligevel så var det ikke retningen af hvor stemmen havde lydt fordi, at hun var usikker på hvor vidt hun havde lysten til at snakke med andre - især da en af grundene til at hun havde forladt brogen var fordi, at hun havde brug for noget tid for sig selv.



Jagt outfit

[Griffith Falconsoul Den 13]

Griffith havde været ude i bjergene for de sidste par dage i en forhåbning at han kunne finde et eller andet som han kunne jage og ville give en god pris så han kunne få fjernet en god bid at hans gæld men han havde ikke haft den store held ved det havde et par simple brune bukser og en trøje af samme farve og sin store to hånds sværd liggende over skulderen klar til at blive svingede hvis noget eller nogen prøvede at angribe ham og han var lige ved at give op da han fik øje på en kvinde med bue i hendes hænder og stod bare og stirrede på noget han ikke kunne se hvad var men hun havde bestemt hele hendes opmærksomhed rettet mod hvad nu hun kiggede på og han begyndte at gå roligt mod kvinden han havde forhåbning at måske ville hun være lidt frisk på at have lidt sjov sammen med ham så den her tur ud til bjergene ikke var en helt spild at tid og efter et par skridt kunne han se det var en sort ulv hun stirrede på og at ren refleks råbte til hende ”skyde den før den angriber” og begyndte at løbe mod ulven men den noget af løbe ud af syne og det virkede til kvinden var kommet tilbage til jorden af hans råb og sagde venligt ”måske en smule når du ikke tager et skud imod et vildt dyr når du har chancen” han kunne ikke rigtig se grunden til kvinden begyndte at gå væk fra ham men han gik bare rolig efter hende

[Isabella de Clare]

Da den fremmede begyndte at tale til hende, så var det tydeligt, at hører på hans ord hvad det måtte havde være han havde haft sagt tidligere - det, som hun ikke havde hørt tydeligt og alligevel det, som havde fået hende til at komme ud af hendes trancetilstand. Men lige de ord, som han brugte var ikke nogle, som Isabella brød sig om og derfor kom der nærmest et lydløs suk fra hendes læber inden, at hun stoppede op for, at vende sig om imod personen "Så hvor sikker er De på det var et vildt dyr?" startede hun ud med at spørge mens hun søgerede for at holde hendes stemmelege fri for alle spor af følelser ligesom der ikke var den mindste smule varme at se i hendes øjne. Dette var en maske, som hun kun alt forvandt til at havde på når hun stod overfor personer, som hun ikke kendte. Faktisk så det øjeblik så sagde hele hendes kropssprog, at hun ikke var nogle normal menneske, da hendes kropssprog udstålede magt.

Normalt så Isabella ikke typen, som så ned på andre personer. Nej hun var mere imødekommende og ligeglad med hvad for en race den pågældende person måtte tilhøre. Men det kunne være, at personen ikke havde ment noget ondt med det han havde sagt og det var tydeligt at høre i måden, som han havde tiltalt hende på og alligevel så ændrede det ikke på, hvordan hun opførte sig. "Lade De virkelig mærke til ulven? For hvis De gjorde det så ville De nok også sikkert havde lagt mærke til, at det ikke var nogle normal ulv" Begyndte hun at sige inden hun rigtig havde givet personen en chance for, at svare på det første hun havde spurgt om. For hvis der var en slags personer, som Isabella virkeligt slet ikke kunne udstå så var den slags, som dømte andre før at de vidste noget omkring den pågældende person - hvilket også var derfor det var en mindre kamp for hende, at holde hendes følelser intakt og ikke give udtrykt for den vrede, som rasende indeni hende i det øjeblik. "De er åbenbart den slags, som vil dræbe før at havde en forståelse for, hvad der endeligt forgår" Det at han tiltalt på den måde, som han gjorde hjalp slet ikke på det hele fordi, at det ikke var den rigtig måde, at tiltale folk på, som man ikke havde mødt før. Alt for mange år havde hun brugt på at lære hvad der var den rigtig opførelse og hvordan man kunne tillade sig at tiltale andre på og derfor var en god del af grunden til, at hun tiltalte ham med De og Dem - ikke ud af respekt. Nej mere for at søge for at der var en afstand mellem dem.

Alt i mens hun ventede på, at han skulle svare så udnyttede tiden til, at analysere ham så godt, som hun kunne og der var noget over ham, som gjorde at alt indeni hende råbte, at hun skulle være på vagt overfor ham, hvilket også var derfor hun stadigvæk havde hendes finger i godt tag på både pilen og buen. Da det ville være spørgsmål om sekunder før, at det ville være rettede imod ham, hvis han så meget, som forsøgte at komme tætte på hende - det at det ikke ville tage hende særlig længe før at det ville være rettede imod ham var noget, som hun kunne takke alle år, som hun havde brugt på at gå på jagt for. Når alt kom til alt så havde hun ikke nogle lyst til, at snakkede med den person og alligevel så havde hans ordvalg gjort at hun ikke kunne lade vær.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Griffith blev åbenlyst forvirret at kvindens sagde til ham for det gav slet ikke mening for ham at hun var en fuld forsvar over en ulv og det hjalp slet at hun talte uden nogen former for følelser i hendes stemme næsten som om hun var en del af adelen men det gav heller ikke mening for hvorfor ville en adelig kvinde jage ude i bjergene uden nogen andre med hende og han sagde ”ja den var sort men den er stadig en ulv og for det meste vil ulve ikke holde en stirrer konkurrence og springe folk og spise folk og nej jeg dræber kun det som prøver at dræbe mig først og eftersom jeg bruger en nærkamps våben er det mere sikkert hvor du er nødt til at udnytte afstand for at være mere sikkert” og han begyndte at finde meningen at hendes reaktion men hun var en menneske så vidt han kunne se så det var nok ikke fordi hun havde en dybere bånd med dyr og hun lignede en jæger så hun burde vide at ulve var farlige så jo mere han tænkte over det jo mere forvirret blev han