|
Post by sylvia on Sept 12, 2010 19:09:41 GMT 1
sylvia smilede kort og virkede næsten var, " der er altid noget at fortælle, selv mine yngste patienter fortæller, nogen gane om et stykke sukker de har smagt eller om en frø de har sset. man kan ikke måle og veje en historie i hvor meget den er værd"
|
|
|
Post by Catherine Dominique on Sept 12, 2010 19:18:31 GMT 1
Hun smilede lidt. "Men jeg ved ikke hvad du vil vide," sagde hun og trak lidt på skuldrene. Hun var egentlig blank omkring hvad hun kunne sige, eller ville sige. "Jeg ved ikke hvad jeg kan fortælle dig, uden at jeg ved hvad du for eksempel gerne vil vide.. så øhm.. hvad vil du for eksempel gerne vide?" hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige.
|
|
|
Post by sylvia on Sept 12, 2010 19:32:10 GMT 1
sylvia så på pigen " det jo det der er svært, for jeg har kun lyst til at vide det du har lyst til at sige, også selvom det er ligegyldigt, dumt, smærteligt eller trist" hun tog en slurk af den kolde vand og kastede lidt frø ud til ravnen der var begyndt at skrappe
|
|
|
Post by Catherine Dominique on Sept 12, 2010 19:38:54 GMT 1
Hun tænkte sig lidt om. Hvad var ikke nær så smertefuldt at snakke om? Der var vel nogle få øjeblikke som ikke var så svære at snakke om. "Tjah," sagde hun og tænkte sig lidt om, inden hun fortsatte. "Jeg født ind i en normal menneske familie, jeg havde en storebror, en tvillinge søster og selvfølgelig min mor og far." hun tænkte sig yderligere om, inden hun snakkede videre. "Min søster, Sacha var min modsætning, hun havde selvtillid og hun var egoistisk, hun fik hvad hun ville have og jeg blev overset ad dem alle, undtagen min bror som var der for mig.. indtil jeg blev forvandlet til vampyr." hun så ind i ilden, vidste ikke om hun skulle sige mere eller ej, så hun valgte bare at tie stille.
|
|
|
Post by sylvia on Sept 12, 2010 20:22:19 GMT 1
"du holdt meget af din bror " sagde hun og lænede sig lidt tilbage i skindene for at invitre pigen til at slappe lidt mere af i hendes nærværd, sylvia bedømdte ikke igen værken på vad hun var eller hvad hun fortalte, det havde længe været hendes opgave som healer ikke bare at kurere den fysiske krop men også den åndelige, især kvinder kom til hende og fortalte ylukkelige historier, men også mænd og mærkelige væsner havde gennem tiden besægt hende
|
|
|
Post by Catherine Dominique on Sept 12, 2010 20:30:16 GMT 1
Hun nikkede. Det at prøve og slappe lidt af, var ikke så svært, men hele hendes krop spændtes ved tanken om at huske den del af sin menneskelige fortid, som skræmte hende så meget. "Jeg holdte meget af ham, ja," sagde hun stille og smilede lidt, men smilet forsvandt hurtigt igen. Hvis Sylvia sagde at som healer, hørte hendes job også indunder at rense den åndelige del af folk, så ville Catherine nok tror at hun lavede sjov med hende. Catherine havde ingen sjæl, ingen åndelig side, den var blevet taget fra hende. Hun vidste dog ikke om hun havde halvdelen af sin sjæl tilbage, for hun havde ikke set ind i et spejl i meget lang tid.
|
|
|
Post by sylvia on Sept 13, 2010 9:25:10 GMT 1
som så meget andet var det bare et udtryk, det var simpelt hen bare et udtryk for alle de lidelser man ikke kun se eller forklare med kroppen, sylvia tog en slurk til og nikkede " hvor bode i så henne af i verden, "
|
|
|
Post by Catherine Dominique on Sept 13, 2010 13:54:28 GMT 1
"I Nirelia," svarede hun roligt, ingen grund til at holde det skjult. Hun vidste ikke om hun skulle være stolt over at være fra Nirelia, uanset hvad, så var det jo bare et land, det var ikke bedre end nogle andre steder. Hendes blik var rettet imod Sylvia længe, inden hun bare så ind i pejsen og så på de dansende flammer. De slog gnistre og gjorde hende underligt rolig.
|
|
|
Post by sylvia on Sept 13, 2010 20:16:42 GMT 1
sylvia nikkede " det sted har jeg hørt om " sagde hun roligt " da jeg var barn var der ikke noget sted derhed det, alt var noget andet og fungerede alnderledes, om det er blevet beder eller værrre ved jeg ikke rigtigt"
|
|
|
Post by Catherine Dominique on Sept 14, 2010 9:29:33 GMT 1
Nysgerrigheden lyste igen ud af hende, mens Sylvia snakkede. Hun lyttede og man kunne se hun var ved at sprænge med spørgsmål, spørgsmål som hun ikke vidste hvordan hun skulle sige, eller om hun overhoved skulle sige dem, så hun var stille. Helt og aldeles stille, så hun ikke sagde noget forkert overhoved. Det var svært at forstille sig Nirelia som noget helt andet, det var svært overhoved at forestille sig at tingene havde været meget mere anderledes, for så mange år siden.
|
|
|
Post by sylvia on Sept 14, 2010 12:50:20 GMT 1
sylvia kunne se det på hende, se spørgsmålene brænde sig på so de gjorde det ved alle der kom her ud, der var dog en ofrskel hende her vidse allerede hvor gammel sylvia var så der var ikke nogen fare i at lade hende spørger " du vil spørge om noget"
|
|
|
Post by Catherine Dominique on Sept 14, 2010 13:26:39 GMT 1
"Hvordan var det for så mange år siden?" spurgte hun nygserrigt. "Har der altid været krig her i landene? Ved du hvad der startede det hele?" hun anede ikke hvad hun ellers skulle spørger om, altså lige nu. Senere vidste hun det sikkert godt, men lige nu gjorde hun ikke. Nysgerrigheden lyste stadig ud af hende, hun virkede ivrig efter svar, som en lille hundehvalp der bare ønskede at blive klappet og kælet. En helt normal vampyr var hun da ikke, for sådan var de fleste vampyrer vist ikke, så vidt hun havde opdaget.
|
|
|
Post by sylvia on Sept 14, 2010 15:51:46 GMT 1
sylvia smilede kort og trak let på skuldrende " jeg husker ikke så klart hvordan tingende var på forskellige tidspungter, nøjagtigt ligesom et almindeligt menneske kun kan huske højede pungterne fra de var lille, hvordan verden var da jeg var på din alder husker jeg ikke så tydeligt mere, men der har altid været krige, og de kommer altid igen, og af de samme årsgaer, magtbegær, uennighed, jalusig, og en par enkelte gange på grund af kærlighed, men ofte stammer det hele fra 2 mennesker eller en lille ruppe som så tager restenmed ind"
|
|
|
Post by Catherine Dominique on Sept 14, 2010 16:38:42 GMT 1
Hun lyttede. Selvfølgelig nysgerrig omkring dte hele. Hun kunne ikke sætte sig ind i folks tanke gang, så hun kunne ikke vide hvad Sylvia mente om alle de krige, men selv syntes hun det var dumt. Hvis man så gerne ville have nogle at slås med, så kunne man jo lave en slags arena hvor man kunne slås. Det var jo ikke så svært. Men på den anden side, som Sylvia sagde, var der mange grunde til man gik i krig og det var ikke kun fordi man kedede sig.
|
|
|
Post by sylvia on Sept 14, 2010 16:45:28 GMT 1
sylvia blev færdig med at sankke og så roligt på pigen mes hun tog enslurk il af sin and. det var ved at blive sent, det havde allerede været midnat da pigen kom og sylvia havde haft en hård dag
|
|