General siger du?

[damian]

Damian stod og så ud på de fine krigere der trænede, han ville se hvem der var kvalifiseret til at komme med ham, sammen med de nadre generaler, han havde hørt at der var en ny kriger der gerne ville være General, ham måtte han da se lidt på for at se ham an, hvis han nu blev General skulle han kunne snakke med ham, han sukkede kort og så lidt rundt før han begyndte at gå ned mellem dem, efterfulgt af to livvagter, to toptrænet soldater af hans egne, han stolede ikke på mennesker til at passe på ham, han var jo gået fra General til hærføre da han kom tilbage, han lod øjnene glide rundt på dem, han vidste ikke hvem denne nye var, men det ville han finde ud af, alle dem han gik forbi stoppede op og saluttede ham som de nu skulle, han så hen på en sortelver og løftede øjenbrynet. det måtte da være ham der blev snakket om.

[Khaine]

Det var en fin dag at træne i, med mange soldater at udfordre og mange udfordringer af acceptere. Khaine opholdte sig i træningsgården, hvor han blot drev sin tid. Han var en af de eneste sortelvere der blev lagt mærke til på slottet, så han var ikke svær at få øje på i en mængde af trænene soldater og krigere. Khaine gled hen af jorden med en hånd i jorden og sit kurvede sværd i den anden, med retning imod en jorddæmon han kæmpede imod. Jorddæmonen var stærk og skulle ikke undervurderes på kort afstand, men dens sløve attitude var dets store fejl. Khaine parerede et kraftigt slag mod jorden fra dæmonen, og gled om bag ved den store skikkelse. Khaines kraftige og lette rustning gjorde at han kunne bevæge sig ubetinget og med stor bevægelighed. Han var voldelig i kamp, selv fysisk, og var ikke bange for at stille sig op imod en dobbelt så stor modstander. Khaine kom hurtigt op og stå, og hoppede op på stedet. Med begge benene samlet sparkede han til dæmonen bagfra, og den klodsede skikkelse faldt forover. Khaine skulle til at falde over sin modstander, da han opfangede en lugt der skar i hans næse. Khaine vendte sig med et spejdende blik ud i mængden, og fik med det samme øje på Hærfører Damian der trængte igennem mængden med sine livvagter. Lugten af blod og død over hans unaturlige skikkelse gjorde blot at Khaine hævede at enkelt øjenbryn som Hærføreren nærmede sig. Brystkassen pumpede lidt endnu, og hans blik var fæstnet på de to livvagter der blev ved med at sende truende blikke. De var sikkert også blodsugere, åbenbart en race der af en eller anden grund blev favoriseret af dronningen. Måske nød hun at blive bidt? Et skummelt smil afslørede en hvid hjørnetand på Khaines ansigt.

[damian]

Han fik et kort smil på læben der afslørede de to hjørnetænder, han kiggede rundt "Har ikke træning?" spurgte han og de fleste skyndte sig at træne videre igen, han så bare på Khaine og lod smilet svinde ind "Har du tid?" spurgte han og kiggede op og ned af ham, hans sorte rustning gjorde at han så stor ud, han jo også stor, de to vagter stod jo som altid klar på det værste, han sukkede kort "Gider i lige?" spurgte han dem og de saluttede og trak sig tilbage, han sukkede dybt "Ikke for kloge" sagde han griende, han havde ingen grund til at være et dumt røvhul, ikke endnu, han gik stille tættere og lagde sin hånd på Khaine's ryg og trak ham med væk, eller de ville nok begyndte at gå nu, på vej væk fra flokken.

[Khaine]

Khaine sænkede sit førhen hævede øjenbryn og vendte sig for at kigge nedladende på dæmonen der lå og ømmede sig lidt på jorden. "Tid er heldigvis en luksus jeg besidder i øjeblikket." sagde han stadig med samme skumle smil på læben. Synet af Damians hjørnetænder opfordrede ikke ligefrem til ro, da Khaine hadede de blodsugende vampyrer over alle de andre svagelige racer. Khaines smil forsvandt brat da vampyrens hånd faldt på hans ryg, men han viste bestemt ikke sin ubehag, det ville kunne sætte ham i et dårligere lys. Khaine skjulte modviljen og fulgte Hærføreren lidt væk fra mængden, og Khaine sendte et flygtigt blik til livvagterne. "Hvad ønsker De af mig?" spurgte Khaine, med hans sædvanlige, lidt skræmmende afslappede fremtræden. En afslappet fremtræden der blev gjort skræmmende ved tankerne om den uendelige brutalitet der gemte sig under hans iskolde, glatte og grålige skind. Med blikket på Damian fæstede Khaine al sin opmærksomhed imod Hærføreren, hvem han misundte forfærdeligt meget, men som stadig var hævet over ham.