Missing.

[crystal]

Solen var lige gået ned bag bjergende. det regnede pænt meget. en sort hest kom stille traskende hen mod grænse kroen. dog stoppede den op et godt stykke der fra så den rytter kunne kigge på den fine gamle kro. Crys sukkede svagt. hun kiggede på kroen mens hun tænkte på alle de minder hun havde fra den tid hun faktis ville snakke med sin mor og far... Hun var iført en sort kjole uden stropper. ´som sad tæt ind til hendes krop for oven, mens den hang løst omkring hendes ben. dog havde hun også en hættekappe på. hætten var trukket godt op over hendes øre så man ike ville kunne kende hende hvis man da ikke kiggede godt nok efter. et let suk gled over hendes læber. i det hun lod sig glide ned langs sin hest ryg. og gik hen og bandt den fast. og gik så stille ind i kroen. og stoppede lidt op i døren og kiggede rundt på de få mennesker som var der inde. dog smilede hun da hun så der var ingen hun kendte der. det var vel også bedst på den måde. hun ville ike ha zill skulle høre at hendes datter havde forladt bjergende og var nede på hendes kro. et let suk kom fra hende i det hun gik op. og fik sig et glas vand. så satte hun sig bare ned i hjørnet hvor de fleste sikkert ikke ville kigge hende. og lyttede bare til den slader der kom der. for hun savnede enligt at høre slader det var der ike så meget af oppe i bjergende efterhånden. for de fleste forlod dem aldrig. ike som hende da. et lille køligt smil gled over hendes læber. mens hun bare sad der og drak lidt af sit vand. og kiggede rundt.

[Khaine]

Drakonés gotiske vægge og dunsten af blodsugere havde drevet Khaine til at forlade slottet denne våde aften. Han havde forladt uden sine mænd, men han havde dog hele tiden mistænkt nogle af sortelverne til at skygge ham stort set hele dagen. En ting der helt sikkert ville kunne øge deres erfaringer. Grænsekrogen var ikke ligefrem et sted han særligt havde udpeget som hans mål, men det havde vist sig for hans åsyn. Khaine stod i mørket under dråbernes færd og betragtede roligt kroen. Khaine bar hans karakteristiske rystning, med en mørkegrøn kappe slynget om kroppen og i forlængelse en hætte over hovedet. Døren ind til krogen blev åbnet og lukket hurtigt derefter, med Khaines skikkelse i døren. Han hævede sine hænder op til ansigtet og fjernede hætten fra hovedet. Dette afslørede hans grålige og kolde ansigt, med det nu våde og hvide hår der å ned langs hans ryg. Ikke mange blikke blev vendt imod ham, men de som blev vendt, genkendte ham. Khaine havde før i tiden blot kommet til denne kro i søgen efter vold og slagsmål, hvilket han fik dagligt. Med elegante skridt trådte han længere ind på kroen, og så sig omkring. han væmmedes ved synet af alle de svagelige racer som sad rundt omkring. Et par liderlige nymfer sad omringet af ligeså liderlige menneskesønner, da søgte tryghed i natten. Khaines ansigt forblev dog udtryksløst og han kolde blik blev rettet imod manden der stod bag baren, og lidt efter fik Khaine et krus med stærkt brændevin. Han satte sig ned hvor lyset fra kaminen og lysestagerne ikke nåede over, og tog en slurk af hans drink. Da han ikke ønskede at blive forstyrret, lagde han en grusom kniv med modhager på bordet foran ham, hvilket ville kunne ses af alle. Et lille hint til de som overvejede at sætte sig.

[crystal]

Crys kiggede stille op i det der kom en ny mand ind i kroen. hun kunne dog med det samme gætte det var en af zills krigere. så hun rejste sig bare op og gik op i kroen. og smed nongle penge. som hun enligt altid gjorde når hun da var der. dog ville hun ikke blive længer nu hvor en af zills krigere var kommet. for hun ville ikke genkendes for hun lignede sin mor for meget. nongle af de få ting der kunne få folk til at vide hun ike var zill var hendes blå øjne. og hendes lige nu alt for lange pjuskede hår. et let suk gled over hendes læber. i der hun daskede ud af kroen. og trak sin hætte mere op omkring sig. dog gik hun bare hen til sin hest. og fik den bundet op fra den pæl den stod op a. i det et oka hurtigt vindstød ramte hende i hovet og slog hendes hætte tilbage. et lettet irrertende støn gled over hendes læber. dog orkede hun ikke at sætte hætte på plads igen. dog satte hun sig bare op på hesten. og nussede den nu alt for våde pels og hviskede stille "vi finder et stæd hvor du kan stå i læ og tørre... men vi holder os fra begge land husk det"så nussede hun den bare stille igen. og lænede sig ind over dens hals. og lod den bare traske stille den vej den ville. hun sukkede stille mens hun kneb øjnende let i. pga den alt for irrertende regn ramte hende lige i hovet nu. men hun ville stadig ike tage sin hætte på igen. det var hun for doven til.

[Khaine]

Der gik ikke mange øjeblikke før Khaine fik øje på en genkendelig skikkelse. Han hævede sit øjenbryn og vendte blikket imod baren og døren, som en ung skikkelse gik ud af den. Khaine lagde sit hoved på skrå, og puttede kniven på plads i hans rustning, og rejste sig. Han tog kruset i hånden og gik roligt og elegant hen til døren. Han lagde sit hoved imod døren, og kunne trods regnen høre hvad hun havde gang i derude. Med stor elegance og smidighed fik han sig sneget ud på terrassen ved fordøren og kiggede nu koldt på den unge magiker. Han havde ingen sympati for hendes forhold til hendes hest, og hævede blot et øjenbryn som hesten langsomt begyndte at bære Crystal væk derfra. "Det er en sen time i hvilken De befinder Dem langt væk fra Drakoné." ytrede Khaine med hans mørke og lidt hæse stemme. Han havde dog styr på sproget, og ikke så meget som en enkelt ting blev sagt forkert. Khaine havde altid været så adelig som en royal skovelver, men grusomheden og kulden over hans magiske krop var blevet tilføjet efter hans livs pinsler og plager. Khaine stod stadig på terrassen og kiggede lettere indgående på Crystal. Han tog endnu en slurk af brændevinen, som smagte godt på hans tunge. Den stærke drik havde ikke den samme effekt på hans elverkrop som den ville have på en menneskekrop, men smagen kunne han ikke undvære længere end en uges tid.

[crystal]

Crys satte sig op og tog fast i sin hest tøjler. og fik den vent rundt lidt for hurtigt. nu hvor hun havde givet den lov til at slappe af. "undskyld mig men jeg forstår ike hvad du mener"sagde hun blodt køligt. det var ike hendes mening at lyde så kølig. men når folk opdagede hende på den måde. blev hun bare kølig med det samme. dog fik hun sin hest til at smutte lidt tættere på denne sortelver. "burde du ike være oppe på slottet og træne ?"spurgte hun så bare selvom det enligt ike vedkom hende nu hvor det kom til stykket. hvorfor red hun ikke bare væk? sikkert fordi han ville følge efter hende det skulle ike undre hende... eller måske var hun bare parnoid igen. det var hun jo altid når nongle genkendte hende. dog fik hun vendt sin hest rundt. uden at vente på svar fra hans side. fik hun sin hest til at traske mod bjergende. for hun havde ingen planer om at tage hjem. ingengang om 1000 år!. zill savnede hende jo heller ike. det gjorde ingen sikkert hun var bare zills dumme datter der smutter til bjergende når hun ike længere gider sin mor.

[Khaine]

Khaine blev roligt stående og fæstnede sit blik på den unge datter af dronningen, som hun sad på hendes hest. Han begyndte roligt at gå ned af trapperne fra terrassen, og tog en sidste slurk af sit krus inden han smed den fra sig. Da det stadig regnede faldt vandet over hans ansigt og vådgjorde igen hans hvide hår. Udtrykket i hans ansigt var dog uforandret, og han begyndte roligt at træde hen imod hende. Han behøvede ikke at tænke længe over hendes spørgsmål, og så sig blot omkring. "Lad os blot sige at jeg ikke bryder mig om selvskabet på Drakoné." svarede han koldt uden at ligge skjul på noget. Han kunne nu bedre lide de ruiner han boede i, hvilket nok også var stedet han senere ville drage hen denne nat. Han lagde hovedet let på skrå som Crystal lod hendes hest ride i en anden retning end slottet. Khaine vendte sit blik imod horisonten og fik med det samme øje på bjergene. Han gik derfor ud fra at det var der hun ville hen, et farligt sted, selv for en talentfuld magiker som hende. Hvis Crystal ikke gad opholde sig på slottet, forstod han det sikkert godt, da han uden tvivl besad den samme slags foragt for Darklia såkaldte "hof", som var faldet i fordærv siden Crystal morfar. "Og hvad, om jeg må spørge, driver Dem til at drage væk fra Drakoné?" spurgte Khaine med sin listige sortelver-tunge og med hans typiske skumle smil på læben.

[crystal]

"blodsugere. og den kongelige pligt."svarede Crys bare tørt det var sandt nok hun haede enligt de fleste af de blodsugere der randt rundt på slottet. dog haede hun hærføren mere end nogen anden. han var så irrerterende og falsk han fortjente ike hendes mor. eller noget overhovet. den status han havde var gået ham til hovet. så vente hun sin hest hen mod ham. og lod sig glide ned af siden på den. og klappede den let bagi så den bare gik i forvejen mod bjergende. hvor hun havde levet de sidste par år efter hun stak af hjemme fra. så gik hun hen til ham. og havde allerede på fornemmeren han også var en blodsuger hader. "de burde stadig være på slottet hvem siger ike at dronningen måske får brug for dig?"sagde hun bare med et lettet barnligt smil på læberne. eftersom hun ikke troede på nongle fra den kongelige hær måtte forlade stedet uden tilladelse. ike som hende selv. hun skred jo bare når det var der. for ingen skulle holde på hende når det kom til stykket.

[Khaine]

Khaine blev stående og hævede et øjenbryn da det nu også blev klart at at hadede blodsugerne. Khaine havde dog hørt anderledes, igennem de mange år han havde levet havde han stort set samlet meget information om hoffet og den kongelige familie. Han havde selv haft æren af at føre en lang samtale med Drazillas far, og Crystals morfar, Drake. Khaine lagde hovedet på skrå da Crystal kom hen til ham, og det skumle smil hang stadig fast i læberne af ham. Han betragtede hende med sine blege og kølige øjne, som skar de igennem hende. "Deres moder ved endnu ikke hvad hun har brug for, og bliver ved med at sætte hendes lid til selvfede blodsugere. Som med deres godser og indflydelse forgifter din moders sind." sagde han først, tydeligvis spottende, og bramfi som kendetegn for hans race. Khaine var ikke bange for at sige hvad han mente, og selv foran dronningens fortabte datter ville han sige sin mening. "Der vil komme en tid hvor dronningen indser hendes fejl og mangler, og til den tid vil jeg befinde mig på slottet. Måske burde De også befinde Dem på slottet til den tid?" tilføjede han med sin snu og mørke stemme. Hun skræmte ham ikke, nej, det var mere respekt der faldt over ham i hendes nærvær. Hun havde det samme blod i årene som hendes moder, og Khaine kunne kun håbe at Crystal ville vokse op og lære at bruge hendes medfødte intelligens og list. Måske endda på bedre vis end hendes moder, som langsomt og sikkert var i gang med at forvandle Darklia til et vampyrernes land, som med deres ædle positioner og indflydelse, ville overtage magten når som helst.

[crystal]

Crys sukkede svagt. og kiggede på ham og daskede så stille lidt hen mod skoven. imod slottet nu selvom hun ike ville hjem. "hun burde sparke de blodsugere ud. de forgifter hendes sjæl på den forkerte måde. hun hersker ike længer det gør de. hun burde tage sagen i egen hånd. eller lade sin søn tage over. selvom han er lille er han mere værd end hende lige nu. hendes sind er forgiftet af ren blodsuger gift. det ender med de overtager det hele når de finder en måde på at komme ind i den kongelige familie. som Damian allerede er godt på vej til at komme ind i..."mumlede hun mest til sig selv. mens hun nu begyndte at gå lidt fram og tilbage med et tænkende blik. mens hun gennem gik alt i hovet. hendes móder. skulle slippe af med nongle af alle de blodsuger især damian han var den type der en dag ville gifte sig med hende. og overtage det hele. og hvis hun fødte ham et barn. som skulle tage tronen. ville hun sikkert gøre det bedste for at slå det barn ihjel. det var forkert at lade andre blodsugere komme så tæt ind i familien. udover valentine. så kiggede hun på ham og svarede "jeg er til ingen nytte på slottet. jeg er bare min mordes ældste barn. som nok kun dur til at lave balade og få hende til at grine ikke andet. så jeg tror ikke jeg er på slottet til den tid. ike med alle de blodsugere der rander rundt der"sagde hun ganske ærligt. hun havde skam planer om at komme tilbage men ike til slottet. det ville hun nok aldrig.

[Khaine]

At høre hvorledes hendes vrede imod blodsugerne og hendes moder, havde plaget hendes sind i lang tid, gjorde blot Khaine bare en smule mere fascineret af hende. Hun havde potentiale, og Khaine var sikker på at denne unge magiker ville komme til at spille en stor rolle i fremtiden, hvilken var dog ikke sikkert. Tavs stod Khaine og betragtede Crystal som hun mumlende begyndte at gå frem og tilbage for sig selv. Han vidste ikke hvad han skulle tænke om denne unge magiker, og om han skulle stole på hendes umiddelbare udbrud og indrømmelse med hensyn til hendes had mod blodsugerne. Khaine havde igennem tiden hørt rygter om hvorledes Crystal skulle have en "svaghed" for disse blodsugere, enten godt eller ondt. Faktisk stod han lidt og håbede at hendes år i bjergene havde gjort hende mindre sindssyg, hvilket blot ville gøre det bare en smule mere fascinerende. Khaine førte noget af hans hvide hår om bag hans ene øre, og kiggede ned i mudderet under hendes fødder. "Om De er til nogen nytte er blot op til Dem selv, men at være dronningens ældste barn kan dog have visse fordele?" sagde han og smilte lidt for sig selv. Smilet var fremkaldt af den påstand at hun fik hendes moder til at grine. Drazilla grine? Det nægtede han næsten at tro på, men det var noget han måtte undersøge yderligere.

[crystal]

Crys stoppede op med at gå fram og tilbage. og rettede blikket mod ham. og smilte nu sit lala glade smil. der ville få de fleste til at se hvordan hun kunne få sin mor til at le. hendes barnlighed og sødme. gjorde hende tit til en farlig fjende. for hun kunne godt lide at få sine modstannere til at stoppe op og tro hun bare er et lille barn der ikke kan slås. selvom det var en lang. løjn. for hun var intet sødt lille barn der ikke kunne klare sig selv. for det kunne hun. "visse fordele ved at være dronningens ældste datter?.. der er ingen efter min mening... måske er der men jeg har ikke opdaget dem. og er ikke villig til at opdage dem. for. efter min mening. kan kongefamilien. altid bruge et fornuftig hovede ind imellem. som min morfar var. han var fornuftig af det jeg ved"sagde hun lidt enlig med sig selv. så kiggede hun lidt på ham og lagde hovet på skrå. mens hun bare betraktede sorte elveren foran sig.

[Khaine]

Khaine hævede sit ene øjenbryn da hun nævnte hendes morfar, Drake, den tidligere konge af Darklia. Khaine blev hurtigt enig med sig selv om at Crystal selvfølgelig ikke havde mødt hendes morfar, og kun måtte have stillet sig selv tilfreds med historier og fortællinger om ham. Khaine tog et enkelt skridt nærmere Crystal og kiggede hende ind i øjnene, men med hovedet på skrå på samme måde som hende. "Deres morfar var stærk og besad kræfter ud over enhver forstand. Hans visdom ledte også mig på rette vej." sagde Khaine først, og tænkte på hvorledes Drake var kongen ansvarlig for Khaines gamle kongeriges fald, og egentlig grunden til at Khaine blev forvandlet fra skovelver til sortelver. En ting Khaine ikke så ondt på længere, men han så det mere som en frelse... selvom hans mareridt sagde anderledes. "Min teori er at Deres morfar blev vildledt ligesom Deres mor er ved at blive vildledt... Af blodtørstige rådgivere og politikere." Sagde han koldt og nu uden smil på sine læber, da han ikke havde lyst til at give hende nogle ideer om hvordan han var. "Jeg var der da Deres morfar døde og Darklia faldt fra storhed til forfald." sagde han koldt og tog endnu et skridt imod Crystal. Men det var fortid, og Khaine havde absolut ingen grund eller lyst til at dvæle i fortiden. Han så kun frem imod hvilken storhed han selv ville kunne udrette.

[crystal]

Crys så på ham og lyttede til hans ord mens hun bare stod stillle og betraktede ham. dog da han var færdig med at snakke sagde hun intet. smilede bare sit lala glade smil. og gjorde intet for at bryde den stilhed der havde lagt sig over dem. hun havde for meget at tænke på lige nu. hans ord ramte svagt hårdt. det hele var jo sandt. hendes mor var ved at blive ledt ud på vildspor. og hendes morfar.. det hele var sandt nok. men det var fortid. ikke nu. når hendes moder engang giftede sig med en. bare en hun var ligeglad med hvem efterhånden. dog håbede hun på det var geralt så var der i det mindste en arving til tronen. hvis der nu skulle ske hendes mor noget. så sukkede hun svagt. og vente blikket op af. selvom hun godt vidste man ikke skulle tage blikket fra de folk der var i nærheden af en. men hun stolede lidt på denne sorte elver. "du er gammel. riktig gammel vil jeg tro. siden du har mødt min morfar.. jeg ville gerne havde mødt ham dengang han var en stor og stærk og vis mand. men det nåede jeg aldrig. jeg ville også havde mødt min mor dengang hun ikke var på vildspor. men det der er sket. kan ikke rattes op på. vi kan ikke gøre andet end at vente og se hvad der sker... selvom det en dag ender med at blive landets undergang.. "sagde hun så. og kiggede nu på ham igen. denne gang uden et smil på læberne.

[Khaine]

Khaine tog hætten over hovedet og kiggede kort op i luften. Men hans blik hvilede ikke der, og vendtes igen imod Crystal da hun brød tavsheden. Khaine tænkte at hun måtte have givet op, og frasagt sig al ansvar for kongeriget og dets fremtid. En skam, da Khaine i al virkelighed havde troet at Crystal netop ville kunne være den som ændrede det hele. Khaine trak sig nogle skridt tilbage, stadig med blikket fæstnet på Crystal. "Men Deres morfar var ikke bange for at handle i trange tider. En egenskab der tydeligvis ikke er bragt videre til afkommet." Sagde Khaine koldt, og meget provokerende. Det var også meningen, og han var jo trods alt også sortelver... den sidste slags person man burde stole på. Khaine vendte sig om og begyndte roligt at gå, men satte derefter i løb for at springe op i et mørkt træ og forsvinde ud i intetheden.

//OUT

[crystal]

Crys sagde intet til det han havde sagt. snurede blot elegant rundt på hælende. og gik mod bjergende. den vej hendes hest var forsvundet. hun kunne jo intet gøre udover at få sin mor tilbage på de ratte spor men vidste. at det aldrig ville være muligt. hun var heller ikke hendes morfar. hun var hende selv. hun ville ikke lade landet gå helt fortabt. det ville hun ikke tillade. men hun kunne intet gøre nu. et svagt smil gled over hendes læber. i det hun satte i løb efter sin hest. og forsvandt bare ind mellem træernes mørke
//out