enomme nætter.

[crystal]

Natten var næsten lige faldt på. vinden blæste en svag munter vind. Crys sad på en lille blok i ruinerne. mens hun kiggede ¨på de gamle smukke ruiner. hun elskede dette stæd. der var næsten aldrig nongle her. og når der var sagde de ikke så meget men viste stædet respekt. et let suk gled over hendes læber i det hun rejste sig op. og begyndte at gå lidt rundt. mens hun tænkte. hun var faktis glad for at være hjemme igen,. på en måde hun havde savnet sin mor. og alt faktis ike alt det konge halløj men bare sin familie. selvom hun ikke ville kendes ved sine søskende savnede hun dem aligevel. hendes lala glade smil dukkede op på hendes læber mens hun sprang lidt fra sten til sten. uden tøven. og uden problemer. og med en let elegance. hver hop hun tog var elegant og yndefuldt. eftersom hun havde lært at være yndefuld og elegant i alle sine bevægelse. nu lignede hun mere og mere en princesse end før i tiden. dog stoppede hun ikke med at hoppe fra sten til sten da en fugl fløj hen over hendes hovede. hun smilede bare mer end før. pga det. hun var iført en stram kort kjole der lige gik hende til over knæende. så man kunne se hendes lange finde ben. dog var kjolen stropløs. så man også kunne se hendes skuldre. og nongle af de mange ar hun havde på sine skuldre og ben. dog var hun ligeglad med hva folk ville tænke på når de se dem. for hun var faktis stolt over at have dem.

[Rai Mirriko]

At færdes i nattens skær var ikke altid ufarligt og det var noget som Rai vidste næsten alt for godt. Han kom farede igennem skoven og man kunne tydeligt høre nogle bagved ham. Hvad havde han mon lavet denne gang. Det var jo ikke færdig at han kom udenfor slottet så tit, men det skete af og til, og så skulle der laves ballade, det lå jo i hans natur. det kunne dog virke underligt at han ikke viste sig i sin ulveskikkelse, men måske var det sjovere med en jagt, hvor det var en smule fair.
"Fang ham dog fjolser?!"
råbte folkene bagved ham. Men Rai fik hurtigt et forspring og til sidst måtte mændene give op og vende vejen den anden vej. Han var sprunget op i et træ, hvor han bare holdt sig skjul indtil det var sikkert at komme frem igen. Så snart de var væk hoppede han ned og bevægede sig mod ruinerne. Det var et sted, hvor de nok ikke ville fare efter ham, der var jo nogen som havde respekt for stedet. Mon Rai var en af dem? Rais skridt var ikke så tydelige mod skovbunden, men de var der. Der gik ikke lang tid før han stod midt i det hele og bare så rundt på de store ruiner.

[crystal]

Crys havde ikke hørt nongle komme. derimod var hun hoppet op på en forfaldet mur. som hun nu gik hen langs. med sine lange yndefulde skridt. hendes blik var rettet lige fram for sig. mens vinden rev let i hendes lange brune hår. man kunne enligt tydeligt se at hun ikke var zill. men hendes datter. nok fordi hun var blevet mere voksen.
og ikke lignede sin mor så meget som da hun var yngre og det glæede hende enligt lidt. så folk ike troede hun faktis var zill. det var der jo nongle der havde troet dengang hun ikke kendte sin mor. et svagt smil gled over hendes læber mens hun traskede vidre hen af muren. hun viste self ingen respekt for stædet. derimod viste hun en brundring. og glæde ved det. for hun elskede virkelig det stæd mere end noget andet. her var jo sårn set aldrig nongle når det kom til stykket. og det var det der glæede hende så meget. for så slap hun for frammede blikke. og hvisken bag sin ryg. dog hoppede hun let ned fra muren lidt efter. og traskede hen til sin sorte hest som stod bundet til et træ. og grassede for sig selv. eftersom den nok ikke ville længere ind i ruinerne.

[Rai Mirriko]

Skridtene i skoven forsvandt hurtigt, og der var ikke så mange lyde mere omkring ruinerne. Der var en form for fred på dette sted, noget man ikke oplevede så tit. Så det var det perfekte sted at slappe af før man skulle vende tilbage til pligterne på slottet, hvor der ingen fred var. Rai var dog fortsat opmærksom, da han aldrig kunne være i fred sådan rigtigt. Han lyttede lidt efter og kunne høre nogle skridt i nærheden. Roligt sprang han hen over en mindre mur og landede bagved en skikkelse, som mindede ham om en, men på den anden side ikke.
Efter at have studeret hende i stilhed for at finde ud af hvem hun var. Gik det pludselig op for ham. Han havde mødt hende uden for slottet på et andet tidspunkt, hvor han var endt med at havne i søen eller tæt på. Bare fordi hun ønskede det. Han rystede let på hovedet og lod de rolige øjne hvile på hende.
"Jamen er det ikke Crystal, Zills datter"
sagde han roligt uden at virke for høflig. Dog var det ikke rigtig som om at det var den samme Crystal, som han havde mødt sidst. Der var noget helt forandret ved hende og hvor havde hun egentlig været henne? Rai havde i hvert fald ikke set hende, eller måske bare undgået at støde ind i hende.

[crystal]

Crys vente sig bare elegant og yndefuldt rundt og kiggede på drengen der var dukket op bag hende. og nikkede så bare selvom hun haede at blive kaldt for zills datter. dog kunne hun ikke kende ham. hun havde glemt alt om dengang hun var en lille led kælling. dog virkede han så bekendt. "jo jeg er zills datter"sagde hun så bare med et lala glad smil på læberne
mens hun strøg en hånd igennem sin hest hår. mens den stod og prustede utoldmodigt som om den vidste de snart skulle vidre. den havde dog ike lagt mærke til den frammede der pluseligt var dukket op. og var sikkert også ligeglad med ham. et lille smil gled over hendes læber i det hendes lala glade smil forsvandt.

[Rai Mirriko]

Så han havde altså haft ret. Så var det jo bare godt, at han ikke havde spurgt om det var Drazilla, selvom der var noget som adskilte de to fra hinanden og siden han havde set Crystal sidst, så var der sket en større ændring, hun lignede mindre og mindre sin mor. Mon det var noget hun var glad for? Eller kunne det irritere hende.
"Godaften Crystal, længe siden sidst"
sagde han roligt og bukkede bare for ham. Selvom det var noget han kun plejede at gøre inde på slottet. Men måtte man ikke også være bare en smule høflig udenfor slottet også. Rais blik gled over mod hesten, der virkede en smule utålmodig. Han forstyrrede måske?

[crystal]

Crys nikkede høfligt til ham. eftersom hun viste alle respekt for tiden. så klappede hun bare beroligende sin hest på hasen. og gik så hen mod ham.
"er du ike ham der.. rai tjener på slottet jeg ville smide i en flod??"spurgte hun så. en smule undskyldende. for det var ikke hendes mening at smide ham i floden. og ville gerne gøre det op med ham. altså undskylde for hun fandt det meget respektløs overfor tjenerene at smide dem i floden. selvom det måsle var sjovt. dog var det ikke hendes mening. så hun håbede han kunne tilgive hende. så de måske kunne blive venner. hun kunne godt bruge bare en ven på slottet eftersom de fleste var godt sure på hende efter hun havde den drille periode. men det var fortid nu sårn var hun ikke længere.

[Rai Mirriko]

"Nej, så du kan faktisk godt huske mig og ikke en gang for noget dumt jeg har gjort"
sagde han med et drillende smil på læben. Normalt var det fordi at han havde lavet ballade,a t folk kunne huske ham på det. Men denne gang var det fordi at hun havde prøvet at smide ham i floden. Han så lidt på hende, hun virkede en smule forandret og var slet ikke som da han havde mødt hende første gang. Det var vel ikke helt så tosset igen.
"Hvad laver De så herude?"
spurgte han efter en mindre pause, for at få en bedre samtale igang. Det var ikke nødvendigt at grave mere i fortiden. Desuden så var det en episode, som ikke havde været så slem ikke i forhold til hvad den kunne være blevet til.

[crystal]

"venter "sagde crys bare med et smil. hun ventede enligt på noget med hvad vidste hun ingengang selv. hun ventede bare... for det virkede mest passende lige nu. så lagde hun hovet let på skrå og betraktede ham og sagde så.
"hvad med dem selv burde de ikke være på slotter og underholde min mor eller nongle andre? du er jo kendt for at lave balade. vi må lave noget ballade sammen en dag. det er ved at blive kedeligt på slottet. og tjenestefolkende. har jo brug for noget at lave hele tiden"sagde hun med et lettet grin. mens hun blinkede let drillende til ham. så satte hun sig ned i skrædder stilling. og kiggede på ham med et smil på læberne. og ventede enligt kun på han også ville sætte sig så de kunne snakke. eller måske lave noget.
dog var hun ikke den samme som han havde mødt udenfor slottet den pige havde hun ikke været i mange år nu. og var enligt glad for hun var væk. for hun var godt uopdragen. og ikke serlig sød overfor andre mennesker. som hun var nu.

[Rai Mirriko]

Rai lyttede roligt efter til hvad hun sagde. Da hun først satte sig nød følte han det en smule naturligt at sætte sig ned overfor hende. Desuden ville det virke meget mærkeligt, hvis en af tjenerne så ned på de kongelige? Det ville der måske endda blive kigget skævt til, og ende i problemer. Roligt fik han sat sig til rette på den kolde jord, det var bare noget man skulle vænne sig til.
"Venter på hvad dog?"
spurgte han undrende og så lidt rundt, det var ikke fordi at der var andre i nærheden, de var altså alene. Men sådan var det jo altid, hvis der endelig var nogen omkring Rai, så var det for at holde øje med ham eller hundse rundt med ham, en slags hverdag for ballademageren. Et større smil viste sig på hans læber, da han hørte hendes næste kommentar.
"Det ville da være mig en ære, at skulle lave ballade sammen med Dem, De kan altid give mig skylden. De siger da bare til, når det passer Dem bedst, jeg har altid tid til bare lidt ballade"
sagde han med et roligt smil på læben, da han godt kunne bære konsekvenserne, som ville komme mod ham, så længe de var til at holde på afstand i sind. Han kunne virkelig ikke fatte at han på et tidspunkt skulle lave ballade med Crystal. Han havde heller ingen ide om hvordan det ville foregå. Men sjovt ville det blive!

[crystal]

"det ved jeg faktis ikke. det føles bare riktigt at sidde her og vente på noget men hvad ved jeg virkelig ikke. måske dig... hvem ved."sagde crys med et lettet drillende smil på læberne. så kiggede hun svagt rundt. hun kunne ike se eller høre nongle i nærheden så de måtte jo være alene. og hvis de ikke var kendte hun da et stæd de kunne smutte hen og snakke i fred. for hun gad sjældent at snakke med nongle mens andre er tilstæde. det passede hende ikke. ikke mere da. for hun var ikke den søde lille drillesyge pige som hun engang var.
"jeg har næsten altid til. med mindre jeg skal noget andet som jeg sjældent skal. vi finder bare en dag... eller vi støder bare på hinanden en dag. og laver noget balade. og jeg gir dig skam ikke skylden. du glemmer hvem jeg er får jeg skylden slipper vi godt fra alt hvad vi laver"sagde hun lende. det var jo sandt nok fik hun skylden ville de slippe så godt afsted med det at man skulle tro det var løgn. for hun var jo zills datter. så ingen turde sige noget til det eller gøre noget ved det. kun hvis man var virklig dum. og naiv. og tror man kan slippe afsted med at sætte dronningens ældste datter på plads.

[Rai Mirriko]

Et breder smil bredte sig over hans ansigt. Det lod til at blive en udmærket dag eller aften. Hans blev hvilede mod hende, hun var blevet så anderledes, at det næsten føltes underligt, men hvad, han kunne ikke sige at det var dårligt.
"Mig venter man da ikke på, jeg bliver jo bare tilkaldet, når der er behov"
sagde han med et roligt smil på læben. Han lod sine hænder støtte ham i græsset, da han lænte sig tilbage i en mere afslappet stilling. Hans blik gled kort op mod den klare himmel.
"Den plan virker jo næsten idiotsikker"
sagde han lettere grinende, da han godt kunne lide ideen med at hvis hun fik skylden for balladen, så ville det ikke gå ud over nogen af dem. Det var da næsten også fair, selvom det kunne give bagslag senere, hvis Drazilla fik noget at vide, at han havde skubbet skylden over mod hendes datter, men hvad, det kunne han sikkert godt klare.

[crystal]

Crys smilte bar et barnligt smil. men rejte sig så op og rettede på sit tøj. for hun satte sig ved siden af ham. "jamen jeg har ikke kaldt på dig og her er du. du sidder lige der"sagde hun og prikkede ham drillende på panden. som om det var normalt at se sad sårn og snakkede om aftnen. så lænede hun sig bare bagover og gloede op på de stjerner der lige var dukket op. et lettet gled suk gled over hendes læber i det stjernerne. dukkede op hun elskede dem noget så inderligt uden dem ville det hele være så trist?.

"jamen den er idiot sikker. for jeg er med i den. og mine planer er altid sikre. så du skal slet ikke tænke på det. du får ikke slag. jo af mig hvis du ikke følger med"sagde hun så med et drillende grin på læberne. og daskede lettet drillende til hans arm. hun slog ikke på folk. jo dem hun ikke kunne lide men. dem hun brød sig om slog hun ikke på. eller skældte ud alle andre kunne få de slag de ville ha.

[Rai Mirriko]

Rai så lidt op mod himlen og havde mest lyst til bare at ligge sig ned, men det ville heller ikke være høfligt overfor hende, bare sådan at ligge sig ned lige pludselig. Det kunne undre ham lidt, at hun satte sig ved siden af ham, men det gjorde det på en måde mere hyggeligt. Det var endt som en god dag selvom det startede med mindre problemer.
"Du har sikkert tænkt på mig og så er jeg dukket op"
sagde han drillende og prikkede hende bare igen på panden. Det virkede så roligt, deres samtale. Han nød for en gangs skyld hendes selskab.
"Jeg skal nok følge efter dig uden at du behøver at slå selvom jeg ikke bider fast i ting, når folk slår mere"
sagde han med et let smil på læben. Han var jo van til at få nogle slag, når han ikke gjorde tingene ordentligt. Det var efterhånden blevet til en mindre vane, som ikke gjorde så ondt mere. Det var en form for hverdag.

[crystal]

Crys uglede ham let i håret. det hele virkede så naturligt som om de havde været venner i flere år. dog daskede hun ham lidt drilsk på armen. "jamen jeg vil da ikke slå dig!!!, Det nytter ikke at slå for at få sin vilje, eller få folk til det man vil ha dem til. man skal bare være tolmodig. og vente på personen selv vil være med. ellers er der noget der hedder at overtale""sagde hun leende men ærligt. hun ville jo ikke slå ham som hendes mor sikkert gjorde. men der var problemet hun var ikke sin mor. hun var hende selv. og hun fandt ingen grund til at slå ham. når han ikke behandlede hende som zills datter. dog lagde hun sig bare ned på maven og begyndte at pille noget gras op. og grinte lidt over det føreste han havde sagt "det kunne være en mulighed. men hvorfor skulle jeg tænke på en gemen og ondsindet lille ulv?"sagde hun drillende og prikkede ham på benet mens hun jo lidt.