En rutine rundt.

[Rai Mirriko]

Rai kunne ikke lade vær med at grine af hende, da hun forvandlede sig til en lille pjusket kat. Det var egentlig utroligt så mange som kunne forvandle sig til katte i landet. Han rystede let på hovedet og gav slip i dørkarmen, før at han forvandlede sig til ulv og bare så ned på hende. Hans pels var hvid, men nogle steder kom der sår til syne, som han normalt skjulte under hans tøj i sin menneske skikkelse. Grunden til at han forvandlede sig vare bare at hentyde til at hun ikke var den eneste med den evne. Dog gik han hen i sengen og lagde sig, dog fortsat i sin ulveskikkelse. Hans ulveskikkelse var dog større end så mange andre ulve, men sådan var det nu engang blevet. Roligt lukkede han igen øjnene og lå bare med hovedet ud over sengekanten.

[gwenia]

hun lavede et lille nik med hovedet og fulgte med ham ind i værelset igen og gjorde sig til menneske igen hvorefter hun gik hen og lukkede døren. hun satte sig hen på sin stol igen og lukkede øjnene før hun begyndte at nynne igen, hun så mod ham med et lille smil før hun så sig om i rummet og gik hen og satte sig ved skrive bordet igen og begyndte at læse igen, det var jo noget hun var vant til, hun rettede blikket op og så sig om før hun langsomt blev til katten igen og lagde sig til rette på stolen. hun vidste ikke hvorfor men måske var det fordi hun havde selvskab af en at hun søgte tilflugt i sin katteform. hun så sig om igen og begyndte at spinde lavmælt og lukkede øjnene for at få lidt søvn.

[Rai Mirriko]

Imponerende alligevel. Rai lå roligt i sengen og faldt langsomt ind i en dybere søvn end han normalt plejede at være i, når han skulle sove sin rus ud. Han vred sig lidt, men det endte med at han bare lagde sin pote over øjnene, hvorefter at han bare faldt roligt i søvn igen. Han kunne tydeligt mærke luften ude fra og savnede på en måde at rende rundt uden nogen som helst bekymringer omkring sit arbejde og hvad der kunne ske, hvis han nu gjorde det eller noget helt andet.
Rai sov faktisk længe før at han til sidst slog øjnene op og var en smule forvirret over hvad klokken mon var og hvad han lavede i sin ulve skikkelse, han satte sig op i sengen, men valgte ikke at forvandle sig tilbage til menneske. Hans blik hvilede på katten, som lå trygt på stolen eller det var hvad han troede. Stille og roligt lagde han hovedet på skrå og ventede bare.

[gwenia]

et lille vip med det ene øre kom fra hende da han satte sig op i sengen og hun lyttede lidt før hun langsomt åbnede de blå øjne og så på ham, hun rejste sig langsomt og stragte sin lille kattekrop før hun hoppede ned og blev sig selv, hun så på ham med et rolige blik før hun langsomt gik hen til ham "Er du frisk nok i hovedet nu dreng?" hun lagde armene over kors og ventede på hans svar. hun vendte blikket let og roligt bort et øjeblik før hun vendte det tilbage på ham, hun rykkede lidt på dynen så den ikke fyldte så meget på sengen og satte sig ned på kanten, stadig med blikket hvilende på ham.

[Rai Mirriko]

Rai valgte bare at nikke med hovedet, han orkede ikke rigtig at forvandle sig tilbage. Doven var han også blevet efterhånden. Men sådan var han jo bare. Han vendte blikket mod hende og lagde hovedet ned på hendes skød, da hun først havde sat sig i sengen. Han smilte inderligt og blev bare liggende. Nu ville han se, hvad der ville ske, det kunne ende galt eller måske ganske godt. Der var selvfølgelig noget han håbede mere på end andet. Hun kunne jo også bare lige pludselig skubbe til ham, selvom han nok var svær at skubbe ned af sengen. Han var ikke et lille dyr. Og den hvide pels var glat og ren. Som om den faktisk blev passet godt. Bortset fra at pelsen rundt om sårene ikke var blevet passet lige så godt pga smerterne.

[gwenia]

hun så på ham og smilte før hun begyndte at nynne lidt igen, lod sin ene hånd undersøge hans sår på en måde som ikke ville gøre ondt. et lille smil forsvandt fra hendes læber mens hun undersøgte dem men tog så hånden til sig og aede ham på hovedet og begyndte at synge en sang, en gammel sang som kunne minde om en vuggevise men man kunne ikke helt forstå hvad hun sang eftersom at mange af de ord hun brugte ikke længere var brugt i det nye sprog som man talte. hun stoppede dog lidt efter og så mod vinduet. " Jeg må nok heller se at komme tilbage på slottet selvom der næsten aldrig er brug for mig mere" hun sukkede lavt og så på ham igen, for at vente på at han flyttede hovedet hvis han nu ville flytte det, for hun vidste godt at det var umuligt at flytte en ulvs hoved når de ikke ville have det.

[Rai Mirriko]

Rai undrende sig en smule, da hun sagde slottet, for han havde ikke selv set hende på slottet, men så gik det op fra ham at hun nok kom fra den andet land. Lige med et satte han sig op og forvandlede sig tilbage. Han sad nu med et lumsk smil.
"Slottet i Nirelia? Hvordan kan der ikke være brug for dig?"`
spurgte han undrende, selvom hun nok ville gå nu hvor han havde flyttet sit hovede og endda havde forvandlet sig tilbage, men hvis hun ikke ville være der, skulle han da slet ikke holde hende tilbage.
"men nu du siger det, så kalder pligten sikkert også på slottet, ellers er der ballade"
sagde han med en form for ro og ligegyldighed. Da han ikke var bange for at komme for sent på arbejdet. Han var i det mindste ikke beruset mere, så det skulle nok hjælpe på undskyldningen senere. Men alligevel havde han ikke lyst til at tage tilbage nu hvor der var en at snakke med uden at få ballade.

[gwenia]

hun så på ham med et smil og rejste sig "Tjo jeg er bibliotikar for den konglige familie.. men siden den nye dronning kom til har jeg ikke haft noget at lave.. jeg går kun rundt og samler oplysninger eller renskriver en gammel bog" hun trak på skuldrene og gik langsomt hen til sine tasker og begyndte at pakke sine papire ned i en af dem og gik hen til den bog der nu lå i stolen og tog den før hun gik hen til tasken og satte sig på hug for at få den til at passe ned sammen med alle de andre ting.

[Rai Mirriko]

Rai tænkte lidt og smilte så bare, imens at han fulgte hendes skridt rundt i værelset. Han rejste sig roligt op og stilte sig hen foran døren, så hun i hvert fald ikke kunne komme ud denne vej. Faktisk lidt som hun havde prøvet på før.
"Det lyder afslappende i forhold til mig arbejde på Drakoné. Tjener arbejde er hårdere end man skulle tro"
sagde han med et let smil på læben og så ned i hendes taske, som virkede til at være godt proppet med alle hendes ting. Han lænede sig op af døren og stod bare i en mindre afslappet stilling end før. Han var også kommet til sig selv, så han vidste godt hvad han sagde, selvom alt nok ikke skulle nævnes.

[gwenia]

Et blik fra hende viste at hun holdte øje med ham, hun rettede sig langsomt op og gik langsomt hen til ham for at komme forbi, hun så bare på ham da hun jo ikke kunne komme ud. hun lagde langsomt armene over kors igen. " Tjo det er meget afslappende.. og jeg ved at tjenere arbejder hårdt, tro mig. jeg har set tjeneste piger dø på et slot på grund af deres arbejde" hun smilte lidt og lagde armene ned langs siderne et øjeblik før hun tog hånden frem for at hive ham lidt til siden så hun kunne komme ud af værelset og nedenunder. " Hvis de syntes deres arbejde er hårdt så prøv at søge et nyt?" sagde hun roligt stadig med et smil på læben.

[Rai Mirriko]

rai fulgte hende med øjnene og smilte bare lidt, da han jo stod i vejen for hende, men det var åbenbart ikke noget hindring for hende.
"Det sker desværre for nogle, som ikke kan holde til presset"
sagde han roligt, som et svar på hendes først kommentar. Rai var selv blevet truet på livet, hvis han ikke snart tog sig sammen, men det var langsomt blevet en hverdag for ham, så han tog det ikke så tungt mere. Og desuden havde det ændret sig lidt med tiden. Til noget bedre.
"Jeg tror at jeg er der hvor jeg hører til"
sagde han roligt og lod blikket følge hende i det at hun gik ud af værelset. Han stod stille i et øjeblik før at han fulgte efter hende. Men grunden var måske noget, som man måske kunne regne med. Grunden til at han valgte at holde lidt afstand var fordi han ikke ønskede at det skulle fortælles videre til Drazilla.

[gwenia]

hun gik roligt hen til kroværten med nogen penge, hun skulle jo havde sovet der men nu ville hun af en eller anden grund gerne hjem igen. hun så lidt på ham før hun stilte sig hen til døren med alt sin oppakning, hun vendte blikket væk fra ham og gik langsomt ud og så sig om, hun var jo enlig kommet i vogn derhen så nu skulle hun jo bare finde ud af hvor den var, ellers måtte hun jo gå, havde hun jo heller ikke noget imod, hun var jo blevet skab for at bruge benene, men når hun nu kunne sidde i en vogn og blive kørt hele vejen.

[Rai Mirriko]

Rai stod bare stille på trappen og lod blikket følge hende, imens at hun nærmede sig døren. Han gik selv roligt hen til baren, hvor krofatter stod og pudsede nogle glas. Egentlig så var Rai stadig træt, men det kunne han ikke gøre for. Han stak krofatter nogle penge, selvom han egentlig ikke havde lejet et værelse. Roligt stak han hænderne ned i lommerne og gik ud af døren, han vendte blikket til begge sider og begyndte så at gå roligt. Han var afslappet selvom han måske havde en lille smule travlt med at nå hen til slottet. Tiden måtte vise om han kunne nå det i tide eller skulle liste sig frem.

[gwenia]

hun så på ham da han forlod kroen og smilede lidt. "Burde de ikke sove?" hun stod stadig og ventede på sin vogn og så på ham mens, det kunne jo være at hun kunne få lidt selvskab til vognen kom og så behøvede hun jo heller ikke at gå nogen steder. hun satte sig langsomt ned på sin taske og lukkede øjnene en gang før hun hurtigt åbnede dem igen og så mod ham.