Endnu et farvel.

[gwenia]

Gwen havde igen forladt slottet, men denne gang for at tage ned til kirken, hendes blik viste på en måde sorg og ensomhed. vognen der kørte hende var ikke en stor vogn men lidt fin var den jo, og kusken der kørte var iklædt sort tøj, det var en af hendes nærmeste, en af dem hun havde set vokse op, en af dem hun havde brugt tid på at læse en bog når han ikke kunne sove, og siden var han jo blevet der, og fik arbejde på slottet for hendes skyld, og det samme med den afdøde som de nu skulle ind og sige farvel til. vognen standsede langsomt ude for kirken og kusken hoppede elegant ned og åbnede døren for hende så hun kunne komme ud, hun smilte lidt til ham før hun langsomt begav sig hen mod kirkens port og gik ind, kisten stod oppe ved altert hvor familien til den afdøde stod for at tage imod de gæster der var kommet for at sige farvel. Gwen så lidt ned og lukkede øjnene, det var jo så svært hver gang nogen hun holdte af døde og nu skete det jo igen at hun skulle sige farvel til en hun havde set vokse op. hendes skridt gav genlyd i kirken og hun kom langsomt gående op mod familien og gav dem hendes dybeste sorg for deres tab, hvorefter hun langsomt gik hen på en af de forreste rækker og satte sig sammen med sin ven, idag havde hun ikke sin rose i håret men et sort slør der skjulte hendes blå øjne.

[efrantis]

efrantis havde sit sædvanlige pels tøj på om vinteren og var fløjet ned til kirken for at se en der sku begraves dog på afstand det gjorde han nogen gange og havde nu taget sine kløer frem og holdte fast i væggen på kirken og kikkede ind gennem vinduet der var mange mennesker og en der så ud til at være en mindre pige sidde der inde

[gwenia]

Folk rejste sig langsomt i takt med at præsten blev færdig med at snakke om hvad der ventede efter døden, Gwen rullede lidt med øjnene men sagde intet, det var vrøvle snak for hende. der gik ikke længe før nogen mænd trådte ud og tog fat i kisten for at gå udenfor med den for at putte den i jord. Gwen var den sidste der rejste sig med sin ven, hun lagde en hånd på sin vens skulder og nikkede lidt før han fulgte efter ud til graven. Gwen vendte sig om og satte sig hen til altert og foldede sine hænder for at be, hun gjorde det hver gang nogen var døde, og det var jo snart 500 år siden at hun selv var blevet født, eller noget i den retning, hun havde ikke længere tal på det og hun ville heller ikke, hun sørgede stadig over sine savnede og nu var der endnu en at sørge over i hendes hoved.

[efrantis]

da alle var gået hoppede han ned og gik stille mod sine forældres grav og kikkede ned på den og lagde nogle blomster og kikkede lidt rundt på de andre grave han hadede når nogen døede selvom han vidste det ville ske på et tidspunkt

[gwenia]

Der gik lidt før hun langsomt kom gående ud af kirken og hen mod gravpladsen og stillede sig lidt bagved alle de andre, hun så sig langsomt om da præsten begyndte at sige de nomale ting som han nu skulle sige. hendes blik hvilede et øjeblik på graven før folk blev færdige med at sige farvel. hun stod blot ved graven og sukkede lidt før hun langsomt ventede til alle folk var gået, de fleste græd og var helt ulykkelige mens hun bare stod der, hun vendte sig langsomt om og så sig om på gravpladsen det var jo helt utroligt at hun igen stod der, og alle de grave der var, hun havde jo næsten kendt dem alle. hun sukkede let og begyndte at gå hen til graven og lagde en sort rose, før hun langsomt gik hen mod nogen gamle grave der endnu ikke var blevet fjernet og satte sig så der.

[efrantis]

efrantis vidste godt at pigen var der og spurgte uden at kikke på hende " hvem er død denne gang" spurgte han bare der var så mange mennesker efterhånden

[gwenia]

hun kiggede hurtigt på manden der var der, vidste han det ikke? og hvis ikke hvorfor var han så her? hun vendte langsomt blikket mod de to grave igen og lagde hånden på dem "En ven af mig.. En som har arbejdet ved slottet" mere var der ikke at sige, og hvad skulle hun også sige til det?

[efrantis]

efrantis kikkede der over "ahh okay det jeg ked af" sagde han og lagde lidt hånden på gravstenende som han stod hved og sagde kort " mine forældre" og gik stille lidt rundt

[gwenia]

hun så lidt efter ham før hun langsomt rejste sig op, uden et ord og vendte sig roligt om for at gå ud af gravpladsen, lagde et sort slør over hendes hoved for at vise at hun sørgede over denne person der lige var død. hun stoppede ved lågen ud mod gaden og så roligt tilbage på gravene. "Farvel min kære." hendes ord var blide og fyldt med sorg og hun vendte sig roligt om og begyndte at gå ud af lågen.

[efrantis]

efran stod nu et et træ i nærheden hvilket skræmmed nogle mennesker der lige havde set ham et andet sted på grund af hans hastighed og kikkede på hende " hvem er du så" spurgte han stille i stemmen