Feeling the wind.. ~Kelvin~

[Charlie]

Tiden er?; 19.21
Stedet er?; Skoven i Nirelia
Omgivelserne er?; Træer og buske og et tyndt lag sne..
Vejret er?; Lettere mørkt, en smule koldt og stjerner kan skimmes gennem de få skyer der er på himlen..

Det var ikke mere end 2 timer siden at mørket havde begyndt at ligge sig hen over Nirelia og skoven for den sags skyld og nu var der næsten helt sort. Men både de stjerne der kunne ses og lysene fra byen ikke langt væk holdt dette på et tilpas level så man stadig kunne se lidt hvis man bevægede sig udenfor. De visne blade kunne kun lige fornemmes under det tunde lag af dette viunderlige frosne regn der havde faldet i løbet af dagen men nu var stoppet.
Små hurtige skridt kunne meget svagt høres gennem denne knasende sne og et frittelignende dyr med smukt blandet brundt pels nærmest sprang hen over jorden. Dette var for at være præcise var dette en ilder. Efter lidt tid stoppede dette uskyldige dyr op på en høj træstup. Så startede denne lille forvandling endnu engang. Og der gik igen ikke lang tid før at en ikke ligefrem høj på stod der med fuld balance. Hun havde en ret så spinkel men så igen kvindlig kropsbynging under hendes normale stofkjole der var delt op i tre forskellige dele eller farver. Det øverste stykke ved hendes barm og ærmer havde et noget mere mørkebrunt stofstykke mens at selve det lystige kjoleskjørt havde ne mere sandbeige farve. Hun havde selv piftet de kedelige farver op med et tyk måt blåt bånd omkring livet for at dække det punkt der skilte kjolens stykker. Men så igen. Denne kompination passede perfekt til hendes lange lette chokoladebrune hår der nu flagrede om hendes smilende ansigt. Amelia indtog denne friske vinter luft og lod sig selv dreje ubekymret om sig selv. Hendes sko mindede mest af alt om et par hjemmelavede balletsko. Udover at de blot var lavet af noget mørkt læder som hun havde frisket op med et par lange silkebånd der var viklet op om hendes slanke skindeben..

[Kelvin]

Kelvin slog øjnene op, ligeså snart han hørte lyden af poter mod den hvide sne og indenfor milisekunder havde hans skarpe syn og hørelse allerede registreret kilden til denne afbrydelse af den ellers fredelige stilhed. For et hvilket som helst almindeligt menneske, ville man selvfølgelig ikke kunne have hørt forskel, men Kelvins vampyriske gener havde skærpet alle hans sanser og gjorde ham blandt andet også i stand til at se ligeså tydeligt i mørke, som ved højlys dag- Ikke at han nogensinde ville bevæge sig udenfor i solen.
Det overraskede ham heller ikke, at ilderen uden varsel forvandlede sig til et menneske, eftersom han i løbet af sit lange liv havde overværet ikke så få transformationer, og selvom han sad omkring 14 meter væk, havde han heller intet besvær med at skelne hendes ansigtstræk fra hinanden. Ung kvinde, konkluderede han. Eller pige.
Han kunne ikke rigtigt bedømme hendes alder, men han gættede på de 16 år eller deromkring.
Kelvin lænede sig tilbage mod den store træstamme og overvejede at gøre sig bemærket. Selv var han iført et par lyse bukser samt en sort skjorte, der dog var delvis skjult af den kappe, han bar.

[Charlie]

Som den ikke helt så udviklede tøs hun nu var havde Charlie hverken opdaget eller fornemmet at der var andre væsner i menneske former omkring hende. Ikke så tæt på i hvert faldt. Hun var helt opmærksom på den lette vinterbrise der lod hendes lange lokker danse om hende. Hun elskede disse tidspunkter. Det sneede ikke men man kunne se at det havde gjort. Der var ikke helt mørkt og hun havde fri fra arbejde på kroen der lå på Flower Mark. Hendes yndlings tid på dagen! Hun lod sine arme strække sig lidt bag ud mens at hendes brystkasse automatisk blev skydt lidt frem. Hendes ansigt var rettet mod himlen og hendes øjne var lukkede i for at skjule deres hasselnøddebrune farve. Hun lod dette vindstød ramme hende og holdt stadig balancen perfekt på denne træstup.
Men så da vinden fortog sig selv og hun igen lod sine øjne åbne sig faldt en svagt fornemmelse hen over hende. som om at der sad nogen og kiggede på hende. Ikke ligefrem nogen stirren. Hun blev nu mere undersøgende og der gik ikke lang tid før at hun drejede sig halvt om sig selv og rettet hendes rolige blik mod denne skikkelse hvis omrids jeg lige kunne skimme. Den lyse hus kunne svagt ses under kappen. Hun lagde sit hoved lidt på skrå. Så godt hun nu kunne og så studerende mod denne mand var det nok. I starten faldt det hende ikke ind at det måske kunne være en vampyr. For hende var det blot en normal person der ligesom hende havde ladet sit instinkt fører ham her ud i skovens smukke natur. Hun sagde ikke noget men stod bare der og betragede manden mens at at imådekommende smil havde samlet sig på hendes bløde læber og fremhævet hendes æblekinder meget svagt i hendes kønne ansigt..

[Kelvin]

Halv skjult under den sorte hætte, betragtede Kelvin stadigvæk pigen, der lod til at have opdaget ham. Altså behøvede han ikke engang at gøre noget, for at gøre hende opmærksom på hans tilstedeværelse. Med en let bevægelse rejste han, fejede kort sneen af kappen og bevægede sig hen mod hende. Efter cirka meter, hvor man nu ville kunne se hinanden meget tydeligere en blot som skikkelser, fjernede Kelvin sin hætte, for at virke mindre mistænkelig eller skræmmende. Selv foretrak han at kende ansigtet på de mennesker, han talte til. I det mindste skulle øjnene være synlige. Kelvin fortsætte endnu et par meter, indtil han stod to armslængder fra hende. Et roligt smil hvilede på hans læber, idet han sagde:" Det lader til, at jeg er blevet opdaget." Den blege hud og det helt hvide hår synes at skinne i mørket, da det reflekterede måneskærret. Et drilsk glimt lurede i de grålige øjne, der til tider kunne virke mystiske og drømmende og andre kolde og udtryksløse.

[Charlie]

Charlie blev stående mens at hun så ham komme nærmere på hende. Virkede ikke skræmt som sådan. Men heller ikke frygtesløs. Det var hun ikke. Hun var godtroende og det var nok det der gav hende det første håndsindtryk af hun var nem at få på krogen. Hun trippede lidt på stedet får så at stå med hele fronten mod denne unge mand der nu havde ladet sit ansigt og hår komme helt frem. Hun stod lidt og studerede det. Betragede det en smule. Det hvide hår der passede perfekt til den blege hud og de grå øjne der godt kunne gå hen og få at svagt sølvagtigt glimt efter hendes mening. Hun lyttede koncentret da han snakkede til hende og kunne ikke lade være med at få sit smil til at brede sig lidt mere og et svagt grin kom fra hende over hans kommentar til at hun ahdve opdaget ham. "Ja.. Desværre, hva? Men nu gør du jo heller ikke særlig meget hvor ikke at blive opdaget.." lød hendes overraskende blide og rolige stemme som ikke lagde skjul på hendes alder. Mens at hun stod på træstuppen var hun blot en smule højere end ham men hun var sikker på at blive meeeget lavere hvis hun hoppede ned fra. Hun kunne godt lide at kunne se ned på folk da hun ikke fik den mulighed så tit. Men nu var det ikke ment på nogen dårlig måde. Hun havde nu en større fornemmelse af hvilken race denne person kunne være. Vampyr måske? Men nu ville hun ikke sætte i løb på grund af den lille ting. Ville lige se hvordan at han var. Men hvis han så meget om prøvede at bide hende eller gøre hende fortræd uden hendes vilje ville hun ikke tøve over at trække end af knivende frem der gemte sig i spænd om hendes ene lår. Eller tryllestaven for den sags skyld. "Men hvad er det så der for dig hele vejen her ud, hr?? På denne tid..?" Hendes hoved blev nu igen lagt på skrå med et spørgende blik i de hasselnøddebrune dådyr øjne..

[Kelvin]

Kelvin overvejede hendes spørgsmål i godt 6 sekunder, før han stadig med et eftertænksomt blik svarede:" Det er et ganske godt spørgsmål... Måske det er natten, der har lokket mig herud. Eller stilheden. Eller blot den smukke udsigt til stjernerne...?" Han kunne sagtens have remset flere grunde op, men valgte at standse, før han blev revet med af stemningen. Idet han nævnte stjernerne, lænede han hovedet lidt tilbage, så han med et tilfredst smil kunne se de små, glitrende prikker på himlen, der synes at skinne om kap med hinanden. "Mit navn er Kelvin," svarede han derefter og undlod bevidst at opgive sit efternavn. Lige siden sin mors død, var han blevet ekstra forsigtig, ekstra mistænksom, og nu var dette blevet en del af ham. Derfor valgte han altid af sikkerhedsmæssige grunde at fortælle så lidt som muligt om sig selv, "Og hvad med Dem? Hvad laver en yndig frøken som Dem helt herude?" spurgte han med hovedet let på skrå. Han kunne ikke lade være med at smile, idet han kiggede ind i hendes store, brune øjne, der synes at skinne af ærlighed. Usædvanlige. Ganske smukke.
Med hensyn til det faktum, at han rent faktisk var nød til at læne hovedet en smule tilbage for overhovedet at kunne få øjenkontakt, generede ham ikke særlig meget. Mest fordi hun virkede som en pige, der ikke var opsat på at være overlegen, men mere én, der bare for engang skyld ville prøve ikke at være den, der hele tiden skulle se op på de folk, man talte med.