Kort pause?

[Cecilie]

Cec stod inde i bibloteket. Hun ledte efter en ny bog, som hun kunne læse i, da hun manglede lidt læsestof. Det var ikke fordi hun kunne nå at læse særlig meget, men der var da altid de tidspunkter, hvor hun ikke kunne falde i søvn om aftnen. Ellers havde hun nok at se til med at være sammen med børnene. Det var ikke fordi hun savnede lidt fritid. På ingen måde! Hun havde jo netop valgt ikke at have noget job, da hun helst ville være sammen med børnene i huset, så meget som muligt. Af den grund var hun jo blevet Kolgrims barnepige og hun elskede ham simpelthen. Ligeså meget som hun elskede hendes datter. Cec havde en hvid top på og en sort, lang nederdel. Hendes hår hang som altid løst ned af hendes ryg og hun havde hendes ynglings halskæde på. Den sølv med den blå sten som vedhæng.

[lydia]

Villemo trippede indenfor i biblioteket og lukkede omhyggeligt døren efter sig. Hun listede igennem biblioteket, uden at vide at der faktisk var andre. Hun regnede med at hendes mor var sammen med den lille møgunge til Kolgrim. Hun fnøs svagt i stilheden. Hun havde været 6 år da han var kommet ind i hendes liv og havde stjålet hendes mor. Sådan betragtede hun det ihvertifald. Hun så ikke kolgrim som et barn der skulle have hjælp, eller som et sødt barn. Hun så ham udelukkende som en konkurrent, noget der lå meget i at han tog så meget af hendes mors tid. Det irirreterede hende stadig, men nu hvor hun var på vej til at blive ung kvinde ville hun være mere selvstændig.. Hvis folk foretræk ham så fint, lad dem. Hun nåede hen til hendes yndlings sted. Det sted hvor slægtsbøgerne stod, der hvor deres historie var skrevet ned. Silje havde hørt på den gamle forbandelse og skrevet det ned, sammen med alt andet de vidste om slægten og de ramte. Hun sukkede let da hun trak den ud af reolen, hun ville gerne være i besiddelse af katteøjnene.. Være en heks som Sol var. Hun sank ned i en af de bløde lænestole der var stillet op derinde og gav sig til at bladre. Da hun nåede til passagen med sine oldeforældre blev hendes øjne en anelse fjerne og et lille smil sad i mundvigen. Gud hvor hun dog savnede dem. Hun havde en sort sweater på, og en knælang sort nederdel, hvide strømper og sorte ballarina sko på. Håret var flettet i en lang tynd fletning ned af ryggen på hende, med kun to lokker hår til at indramme det hjerteformede ansigt.

[Cecilie]

Cecilie ledte i noget tid, inden hun endelig fandt en bog der så nogen lunde interessant ud. Hun tog den ned fra reolen og læste hvad der stod bag på, inden at hun tog den og gik mod lænestolene der stod inde i rummet. Hun fik øje på hendes datter Villemo og hun fik straks et stort smil på hendes læber. "hej skat" smilte hun, mens hun gik hen til stolen ved siden af hende. "Håber det er okay at jeg sætter mig?" spurgte hun, imens hun satte sig ned i stolen. Hun vidste godt at Villemo mente at Kolgrim stjæl Cecilie fra hende, men det måtte de om. Hun elskede dem lige højt og Cecilie ville dog også have at Villemo vidste det. Derfor tog hun hver eneste lejlighed for at snakke med hendes datter og egenlig bare bruge tid sammen med hende.

[lydia]

Hendes øjne gled længere op og det fraværende udtryk forsvandt da hun fik øje på sin mor. Hun kneb øjnene en anelse sammen og lænede sig til siden for at kigge bag hende. "Well.. Det kommer an på hvor det lille misfoster er henne." mumlede hun, højt nok til at Cecilie kunne høre det, selvom det egenligt ikke var meningen. Da 'møgungen' ikke var nogen stedet at se i hælene på Cecilie lænede Villemo sig en smule tilbage, mere afslappet nu, på trods af at med ham kunne man ikke altid stole på at man bare ikke kunne se ham. Hun fulgte let sin mor med blikket, med et stille smil på læben "Selvfølgelig mor.. Hvad læser du?"

[Cecilie]

Cecilie rystede blot stille på hovedet, da Villemo kaldte Kolgrim for et misforster. Dog smilte hun igen venligt, da Villemo fik et smil på hendes læber. "Jeg ved det ikke helt endnu. Mere bare inspiration til nye eventyr, så det er mest bare for hyggens skyld. Hvad med dig?" spurgte hun roligt. Hun valgte bare at ignorerer Villemo's had til Kolgrim, da hun ikke ville blandes ind i det. Det måtte de jo bare om, da de jo havde haft den snak lidt for mange gange, uden at havde ændret på noget. Hun kunne jo ikke ændre Villemos syn på sagen, så hun ville bare nyde den tid hun havde sammen med hendes børn, uden at had og foragtelse skulle være indblandet. De skulle jo bare kunne huske de gode tider de fik og havde sammen.

[lydia]

"Flere eventyr? Vokser selv ham ikke snart fra dem?" spurgte hun med et let rynket bryn. Hun sagde det som om hun selv var færdig med dem, og udadtil var hun det også. Hun rullede med øjnene og betragtede dem som barnlige udadtil, men hun kunne nu godt lide at sidde og høre dem. Hun lukkede let bogen hun sad med og betragtede sin mor, der trods at hun var over 30 var forbløffende køn i hendes øjne. Et træk der gik igen hos isfolket, var at de beholdte deres ungdommelige udseende længe. Så lidt havde hun da at se frem til.

[Cecilie]

"Vil det sige at du ikke kan lide eventyr mere?" spurgte Cecilie roligt, mens hun så over på Villemo med et smil. Hun vidste at Villemo løj, men dog ville Cecilie blive skuffet, hvis hun stadig ville benægte det, for hvad hvis hun mente det? Hvad hvis hun var vokset fra at høre historier? Nej, hendes lille Villemo ville da aldrig vokse op fra eventyr, vel? For hvis hun var vokset op fra eventyr, hvad skulle hun så bruge hendes mor til? Kunne hun være en af de børn der blev for gammel til familien og bare ikke gad dem mere? Dog holdte Cecilie hendes smil og man kunne slet ikke se alle de tanker og fortvivelser der meget hurtigt for igennem hendes hoved. Det var hendes største mareridt, at miste hendes barn.

[lydia]

Hun strakte let armene bag sig og smilede skævt. "Jeg er jo ved at blive voksen mor." sagde hun stille. Det var faktisk noget hun var ganske stolt af, endeligt ved at blive en kvinde med former og en der ville blive taget alvorligt. "Altså.. Eventyr er super og alt det.. Men det er bare lidt barnligt." sagde hun og bed sig let i læben, hun ville ikke såre hendes mor. Og kendte man Villemo vidste man også at hun godt kunne lide eventyr, men ikke ville indrømme det for at virke mere voksen.

[Cecilie]

"Jamen det skal jeg nok huske" sagde Cecilie lidt mere stille. Selvom hun inderst inde vidste at Villemo ikke mente det, så sårede det da hende. Villemo var jo ikke en lille pige mere, så hendes største mareridt var ved at komme til virkelighed. Hun så stille ned i hendes bog og åbnede den stille for bare at bladre i den. Hun blev måske også for gammel til overhovedet til at snakke med hendes gamle mor? Men det var bare hende der tænkte for meget igen.

[lydia]

"Lad være med det der." sagde Villemo stille og lagde hovedet en smule på skrå samtidigt med at hun skar en grimasse. "Jeg kan godt lide du fortæller eventyr.. Men mest for hyggens skyld." sagde hun stille og bed sig let i læben. Hun kunne læse sin mor godt nok til at hun vidste at hun lige havde gjort hende ked af det.. Og det var jo ikke meningen når hun for en gangs skyld havde hende for sig selv. Hun kunne jo godt lide at snakke med hendes mor, og høre eventyr. Men hun ville samtidigt gerne betragtes som en moden ung kvinde, der ikke var et barn længere.

[Cecilie]

Cecilie så op igen på Villemo igen og smilte så bare stille til hende. "Det var bare det jeg ville høre" smilte hun. Det var jo rimeligt nok at hun voksede op til at blive en kvinde, men i det mindste ville hun altid være hendes lille Villemo, lige meget hvor stor hun end blev. Cecilie var næsten altid glad, men derfor var det også tydeligt at se når hun ikke var. Dog skulle der også en del til for at gøre hende vred eller ked af det og hvis det endelig var, så var det meget let for at få hende til at smile igen.