Jeg hader stadig dette land

[Neimi Silvertung]

Foråret var sat ind og alt virkede til at live op igen, fuglene var efterhånden vendt tilbage så de sang lystigt denne eftermiddag, hvor Neimi var på vej tilbage fra et besøg til ruinerne af hendes families gamle hjem, dog var det ikke ligefrem noget der havde glædet hende men mere husket hende på hvor meget hun hadede dette forrædderiske land med alt deres skuespil og gode ting som bare var en facade til de monstre de virkelige var, derfor foretrak denne ensomme skikkelse Darklia frem for Nirelia for de lagde i det mindste ikke skjul på noget som helst.
Neimi var nået til søen som hun skulle uden om inden hun kunne komme tilbage til grænsen så hun igen var hos folk som hun i det mindste havde det en smule sjovt ved.
Neimi bar en brun kappe af tykt skind ligesom hendes bukser og langærmet blue under, ligesom støvlerne med pels øverst. Alt sammen hun havde fået af Efran fordi han fik medlidenhed med hende og givet hende det så hun ikke skulle fryse ihjel. Hætten var trukket godt over hendes hoved for at skærme hende imod den kølige brise der nærmest dansede over søen og imellem træerne.

[Cecilie]

Cecilie kom roligt gående ned mod søen, med en bog i hendes hånd. Hun havde endelig sat sig lidt tid af, til at kunne gå ned til søen, for at få lidt frisk luft. Hun nød den køllige brise mod hendes ansigt og hendes lange hår bølgede let i vinden. Hun havde som altid hendes hår hængende løst ned ad ryggen, da hun på den måde faktisk følte sig mere fri. Naturen var der for hende og der var intet hun skulle nå.
Da Cecilie nåede ned til søen, så hun sig omkring og hun fik øje på en pige. Cecilie smilede roligt og gik imod pigen. Hun kunne måske tale lidt med en, inden hun ville sætte sig og læse i hendes bog. Det var jo altid hyggeligt at møde nogle nye mennesker og det kunne også være at pigen senere hen kunne blive en ven? Det måtte tiden jo bare vise.

[Neimi Silvertung]

Neimi stoppede op ved søen og så lidt udover den, med et let rynken over næsen for vandet var ikke ligefrem tiltalende for hende og hun hadede egentlig den flydende væske så hun undgik den gerne når hun kunne men det var ikke altid lige let. Hvorfor hun hadede det stads var hun ikke helt sikker på men det kunne have til grunde i at hun blev tvunget i bad og det at bade var en straf for hende.
Der gik lidt tid inden hun registerede at hun ikke længere var alene nede ved søen, men igen det var så typisk at hun skulle støde ind i folk når hun var i Nirelia. Det var så meget nemmere at rejse rundt i Darklia for der var hun da alene for det meste. De smukke brune øjne så i retning af den fremmede som lignede en kvinde, dog havde Neimi stadig hætten over hendes hoved for at skjule det meste af hendes ansigt.

[Cecilie]

"Godeftermiddag. Mit navn er Cecilie. Cecilie Meiden. Hvem er De?" smilte Cecilie venligt, da hun nåede hen til pigen. Faktisk vidste Cecilie ikke om det var en dreng eller en pige, men hun ville blive lettere overrasket hvis det viste sig at personen var en dreng. Dog var selve tøjet ikke særlig beregnet for en pige, men Cecilie var blevet vant til at ikke alle piger og kvinder viste deres feminine sider frem, af mange forskellige grunde. Cecilie stoppede op lidt væk fra pigen, da hun ikke ville komme for tæt på, men samtidig ville de sagtens kunne tale sammen, hvis pigen ville snakke med hende. Cecilie ventede bare tålmodigt på et svar, mens hun holdte det venlige og imødekommende smil på hendes læber og så på hende med blå og nærmest rare øjne. Der var intet vredt eller ondsindet at sporer i hende og heller ikke falskhed. Hendes glæde og venlighed var ægte, og ikke bare en facade for at få pigen til at snakke med hende.

[Neimi Silvertung]

Neimi så på hende med de let undrende og ellers tomme øjne for der var ikke nogen videre følelser i denne pige selvom hendes øjne til tider virkede meget barnelige men stadig nogen der var hemmelighedsfulde. "Meiden? som i Villemo Meiden?" spurgte hun roligt for der var ikke nogen videre grund til at afsløre hendes navn endnu, selvom det undrede hende der rendte så mange Meiden rundt i nærheden for det var ikke særlig længe siden hun havde mødt den unge Villemo Meiden ved hendes gamle hjem, der nu blot var ruiner. Hun forstod egentlig heller ikke hvorfor villemo ville bygge et sted op der var så fyldt med smerte og sige hun ville gøre det smuk, intet kunne jo blive smukt ved det og når Neimi først havde sagt det til Valentin ville Villemos sted nok heller ikke forblive smuk, selvom der nok ville gå nogle år endnu.

[Cecilie]

Da pigens stemme kom frem i luften, vidste Cecilie med sikkerhed at det var en pige og hendes smil blev lidt størrer. Hun havde altså haft ret, hvilket gjorde hende i et lidt gladere humør. Hun holdte pigens blik og nød på en eller anden måde hendes undrene blik. Hun kunne faktisk godt lide hendes blik. "Villemo er skam min datter" smilte Cecilie roligt og accepterede blot at pigen ikke ville sige hendes navn. Det kunne jo være at hun fik det senere hen, men det måtte pigen jo selv bestemme. Det var jo ikke særlig betydningsfuldt, men bare noget Cecilie var levet op med og derfor var blevet vant til.

[Neimi Silvertung]

"Er det så dig hun har de underlige ideer fra eller er det hendes far?" spurgte hun roligt for hun mente bestemt at Villemos ide om at bygge Neimis gamle gård om var underlig og ikke ligefrem noget hun selv ville tillade, nok fordi Neimi var arving til stedet, hun havde dog bare ikke noget videre bevis for det eftersom hun ikke anede hvordan hun fik det og folk ville nok ikke tro hende når hun sagde hun havde været families barn. Det var nok også derfor Neimi havde sat sig i hovedet for at hun ville sørge for at stedet blev nedlagt igen hvis Villemo ville prøve at bygge det op og hun havde da forbindelserne til at gøre det.

[Cecilie]

"Det kan jeg desværrer ikke svare på, kommer an på hvad idéen er?" spurgte Cecilie roligt. Hun kunne jo altid se om det var noget, hun selv kunne finde på at gøre, men da hun ikke kendte til Villemo's far, så kunne hun af den grund ikke sige om Villemo havde arvet det fra ham. Cecilie havde da nogle få idéer, men de var sjællendt særlig store og fantasifulde. Hun holdte sig bare til at fortælle eventyr til Kolgrim, da hun egenlig godt kunne lide hendes liv som det var. Problemet var bare tiden, da både Kolgrim og Villemo jo blev så store og hun frygtede den dag de blev for storer til at høre eventyr, men forhåbenligt ville de også få nogle børn på et tidspunkt. Men den tid, de tanker og overvejelser.

[Neimi Silvertung]

"At bygge en tortur gård op igen fordi hun tror det vil blive smukt af det? Trods dens smertefulde historie med flere døde og en pige der ikke kan føle fordi hendes forældre torturede hende i flere år" sagde hun roligt selvom det godt kunne ske hun overreagerede lidt det med flere døde for den del var hun ikke sikker på, men igen det kunne egentlig godt have sket når man tænkte over at hun selv blev tortureret af hendes forældre, så det skulle ikke undre hende at de havde været lige så hårde overfor deres medarbejder selvom de ikke havde været det overfor deres børn foruden hende.
Neimi kendte intet til at Cecilie var en som elskede at fortælle eventyr, havde hun vidst det ville hun med sikkerhed havde bedt cec om at fortælle et eftersom hun holdt af at høre historie, men sådan noget skete meget sjældent for hende. Cage havde været den eneste i mange år som havde læst op af en bog for hende og selv det var ved at være længe siden.

[Cecilie]

"Gården har sikkert oplevet dens smukke tid, før den blev en tortur gård? Før gården blev lavet har den jo tilbage i tiden, været en del af den smukkeste natur, som resten af verden. Uden vores krig og had, kærlighed og fortvivelse. Bare fyldt med dyrenes instinkter og sang. Det var sikkert det Villemo talte om. For lige meget hvem og hvad man ser, så har det på en eller anden måde en skønhed gemt i sig. Det er bare om at finde den." smilte Cecilie roligt. "Det andet er selvfølgelig tragisk, men det mørke skal nok gemme sig væk fra lyset, så længe man ikke knuger sig til den lille skygge. Man skal på et tidspunkt ud i lyset igen. Ikke fordi at man skal glemme mørket, men man skal bare huske at det kun er nogle små skygger, som ikke kan gøre noget imod en" Cecilie havde en lettere alternativ måde at se tingene på, hvilket var med til at gøre hende til en god eventyrfortæller. Hun elskede at lege med ordene og tænke i andre baner, end hvad man ellers plejede at gøre. Træerne var ikke bare træer, men en hel verden, hvor hver eneste blad havde skrevet en livshistorie i sig, på sin egen mærkværdige facon.

[Neimi Silvertung]

Alt det som Cecilie sagde lød bare som sludder i Neimis hoved så hun rynkede kort irriteret på næsen over det for hun så stadig ikke meningen i det men igen hun havde aldrig forstået skønhed og så ikke det gode i noget som helst. "Stedet var aldrig smukt og det vil det heller aldrig blive igen for nu ligger der en forbandelse over stedet" sagde hun lettere irriteret for hun kunne ikke finde hoved eller hale i det hun snakkede om. Hun vidste bare at stedet ikke skulle blive smukt igen, uanset hvad så ville hun sørge for huset aldrig blev bygget op igen lige meget om der var folk i det eller ikke. Selvom det ville være sjovere for hende hvis der selvfølgelig var mennesker som blev dræbt samtidig med at huset blev revet ned.

[Cecilie]

"Så skal jeg selvfølgelig heller ikke blande mig i det. Men du skal bare lede i lidt tid og så vil du finde skønheden i alt" smilte Cecilie roligt til pigen. Hun respekterede selvfølgelig pigens syn, da der jo var en grund til at pigen havde de holdninger som hun havde. Men hun kunne jo altid forslå forskellige muligheder, der måske kunne åbne pigens syn lidt mere. Hvad Villemo havde i tankerne, det måtte hun selv om og den kamp måtte hun selv tage op. Hun var jo ved at blive en selvstændig kvinde, så Cecilie skulle også lade hendes vej stå åben, så hun selv kunne vælge hvilken vej hun ville gå. Hvis hun dog valgte den forkerte vej, så ville Cecilie selvfølgelig hjælpe, men ellers så måtte hun selv bestemme.

[Neimi Silvertung]

"Desuden er den jord ikke hendes ejendom, hun har ikke nogen ret til det" sagde hun en smule irriteret selvom hun nok ville have svært ved at bevise at den jord tilhørte hende efter hendes forældre så var det stadig ikke rigtigt at andre bare kunne tage den. "Og hvem siger jeg vil se skønheden? Skønhed er kun noget som onde mennesker ser, for hver bag en smuk tanke ligger der noget ondt. Skønhed kommer fra ondskab" sagde hun ligegyldigt for hun kunne da også vrøvle om ting hun ikke var helt sikker på.

[Cecilie]

"Det har du selvfølgelig ret i. Men det må du diskuttere med Villemo, det har jeg ingen forstand på." smilte Cecilie roligt til hende. " Men det kan også være omvendt. Hvis der var ikke var ondskab i verden og alt hvad godt, hvornår ville man så vide når noget var godt?" sagde Cecilie roligt. Hun ville som sagt ikke blande sig i hvad Villemo gjorde, da hun selv måtte klarer det. Hun virkede på ingen måde plaget af pigens irritation og var egenlig bare glad for at pigen var snaksalig, så de havde en samtale kørende.

[Neimi Silvertung]

Neimi lod emnet med Villemo ligge for det gad hun da ikke diskutere med denne kvinde som skulle være Villemos mor, der var jo ingen grund til at slæbe hende ind i det hele.
"Hvis alt var godt ville folk være lige, der ville ikke findes skønhed eller sandhed. For den der kun fortæller sandheden ved ikke hvad løgn er og dermed i sig selv er ond fordi der skal løgn til at man kan leve i en god verden" sagde hun mere roligt selvom hun stadig var lettere irriteret og ikke havde nogen anelse om hvad de egentlig diskuterede for hendes tanker var lidt for langt væk til hun egentlig fattede noget af det. Det hele gik lige over hendes hoved så hun mente selv hun bare stod og vrøvlede.