Post by Kolgrim Meiden. on Dec 27, 2010 0:18:50 GMT 1
Fulde navn: Kolgrim Meiden
Alder: 9 år.
Fødselsdag: 20. November.
Race: Skovelver
Bo Pæl: Hos Are og Meta sammen med sin mor.
Job: Intet.
Våben:
Sine evner.
En lille kniv han har i lommen.
Fortid: Kolgrim, den lille dreng af isfolket blev født en november nat da det var mørkest, hans far sad ved hans mors side og hjalp hende med at føde, resten af familen stod på side linjen og så på, da den lille dreng var ude så de på ham og fik et shock, han havde jo de gule øjne, noget der ikke tegnede godt da han var ramt at den forbandelse der var over deres familie, han var ikke helt normal da han var ramt, de gule katte agtige øjne lå der og så rundt mens hans mor vuggede ham i søvn med en sang, den gang var han ikke så farlig, nærmere harmløs da han stadig ikke vidste hvad han gjorde, dog med tiden blev han større, dog ikke kønnere, de store øjne fik ham til at ligne noget man helst så i et mareridt og ikke i vågen tilstand, men det kunne han jo ikke gøre for og derfor ikke dømmes, men at opvokse uden en far var jo heller ikke nemt da man altid har brug for sin fader rolle i sit liv, noget Are ikke rigtigt kunne give da det ikke var hans søn, dog prøvede han da alt han kunne, men da Kolgrim ikke kunne se forskæl på godt og ondt, virkede det ikke særlig godt at prøve, for man fik bare en ting i hovedet, men en kunne dog styre ham, en der ved at fortælle eventyr fik ham helt rolig og slappe helt af, hans tante Cecilie som var hans fars bror kunne få ham til at slappe af, så hun blev hans barnepige, og som tiden gik kom hun til at holde af den her lille fyr så meget at hun nok aldrig ville slippe ham igen, og Kolgrim havde det jo nok på samme måde, for hun var der altid når der var noget galt, hver gang han blev sur eller ked af det, så var hun der og fik ham rolig og mange gange kunne hun fortælle historier i timevis, noget Kolgrim holdte meget af, og siden første gang han blev sur havde han fundet ud af at han kunne noget de andre ikke kunne, han kunne få små ting til at springe i luften, dog var det sjovest at få små fulge til at sige 'Pop' og derfter fjer ud over det hele, eller at flytte små ting rundt omkring, så som at flytte gaflen væk når man skulle til at tage den, eller fjerne maden på gaflen så man ikke fik noget ind i munden, alt det som var sjovt for en dreng, nu var han heller ikke mere end de 9 år, og det at han ikke kan kende forskæl på ondt og godt, og aldrig vil kunne komme til det.
Familie:
Mor: Sunniva af isfolket.
Far: Tarald Meiden.
Mormor: Sol Angelica af isfolket.
Farmor: Liv Hanna af isfolket.
Farfar: Dag Christian Meiden.
Faster/Tante: Cecilie Meiden.
Kusine: Villemo Meiden.
Oldemor: Chalotte Meiden.
Oldemor: Silje Arngrimsdatter.
Oldefar: Tengel af isfolket.
Oldemor: Sunniva af isfolket.
Oldemor: Charlotte Meiden.
Granonkel: Are af isfolket.
Grantante: Meta af isfolket.
Granfætter: Tarjei Lind af isfolket.
Granfætter: Trond af isfolket.
Granfætter: Brand af isfolket.
[li]Kropsbygning: Spinkel dog ikke svag.
[/li][li]Højde: Som en 9 årig dreng ville være.
[/li][li]Hårfarve og Hårlængde: Hår der går ned over ansigtet, dog ikke længere end til hans næse, det er brunt som resten af familiens, og er en smule spaltet og pjusket, det går dog for det meste ned over øjnene så han kan se ud, men folk kan ikke se ind.
[/li][li]Øjenfarve: Gule katte øjne.
[/li][li]Hudfarve: Meget lys i huden.
[/li][/ul]
Personlighed:
Han er blid og rar dreng, når han er i humør til det.
Hans rolige udstrålet er et dække over hvad der gemmer sig dybt inde, som for det meste kommer frem ved latter af ham, eller onde ord om ham, eller det han betegner som onde ord, han er ikke typen der kan sidde stille længe af gangen, dog kun hvis tante Cecilie fortæller historie, han kan være en led ond dreng, men han kan ikke se forskæl på hvad der er godt og ondt, så hvis han slår kan det betyde mange ting, han er dårlig til ord, hvilket viser sig når han gerne vil sige noget med ikke kan få ordene frem.
Han kan være en spasmager der ikke ved hvornår legen er slut, det viser sig ved at han ikke bare stopper med at 'lege' og bliver ved selvom folk siger stop, han får små ting til at springe i luften, flytter på stole når folk skal til at sætte sig, han løfter ting væk, gir folk mareridt ved at se dem ind i øjnene, gir stik rundt omkring på kroppen ved at se folk ind i øjnene, og alle disse ting gør han med sin evne, ikke ligesom næsten hele familien, de kan heale og gøre gode ting, han kan kun dem der gør folk ondt, hvilket mange gange får han til at undre sig over hvorfor han er så anderledes, og når folk kalder ham ting, så som: Katteøje, misfoster, den der, gule osv, bliver han for det meste meget rasende, men det er noget der ligger til hans gener, det at han er ramt gør at han ikke ved hvornår det er godt og ondt, så han misforstår mange gange ting, også selvom folk siger gode ting, dog når hans kusine siger noget, er det altid ondt, eller det mener han at det er, hvilket også mange gange får Cecilie til at tage over før han begynder at slå på Vilemmo.
Han har sin tante snoet om sin lille finger og omvendt, de har et tæt bånd og det er nok noget der ikke brydes let, han kan ikke rigtigt undværre hende i længere tid, hun har jo været der fra han blev født, men det ændre ikke på at han elsker sin mor som han boet sammen med hele sit liv, en han skam heller ikke vil miste, eller sin far, hans far har jo lært ham små unoder, ligesom alle fædre nok har, han ser ham dog ikke så tit da de jo ikke bor sammen, men det gør ikke noget, han har jo en masse andre, dog savner han ham når han ikke er der.
[li]Sit bånd til dem han har kært.
[/li][li]Temperement.
[/li][li]Det at han er ramt.
[/li][li]En smule naiv.
[/li][li]Sin evne.
[/li][li]Svært ved at koncentrere sig om mere end én ting af gangen.
[/li][/ul]
[li]Sin evne.
[/li][li]Charmerende.
[/li][li]Stærk rent fysisk.
[/li][/ul]
Dyr: Ingen lige pt.[/color]
Andet:
Alder: 9 år.
Fødselsdag: 20. November.
Race: Skovelver
Bo Pæl: Hos Are og Meta sammen med sin mor.
Job: Intet.
Våben:
Sine evner.
En lille kniv han har i lommen.
Fortid: Kolgrim, den lille dreng af isfolket blev født en november nat da det var mørkest, hans far sad ved hans mors side og hjalp hende med at føde, resten af familen stod på side linjen og så på, da den lille dreng var ude så de på ham og fik et shock, han havde jo de gule øjne, noget der ikke tegnede godt da han var ramt at den forbandelse der var over deres familie, han var ikke helt normal da han var ramt, de gule katte agtige øjne lå der og så rundt mens hans mor vuggede ham i søvn med en sang, den gang var han ikke så farlig, nærmere harmløs da han stadig ikke vidste hvad han gjorde, dog med tiden blev han større, dog ikke kønnere, de store øjne fik ham til at ligne noget man helst så i et mareridt og ikke i vågen tilstand, men det kunne han jo ikke gøre for og derfor ikke dømmes, men at opvokse uden en far var jo heller ikke nemt da man altid har brug for sin fader rolle i sit liv, noget Are ikke rigtigt kunne give da det ikke var hans søn, dog prøvede han da alt han kunne, men da Kolgrim ikke kunne se forskæl på godt og ondt, virkede det ikke særlig godt at prøve, for man fik bare en ting i hovedet, men en kunne dog styre ham, en der ved at fortælle eventyr fik ham helt rolig og slappe helt af, hans tante Cecilie som var hans fars bror kunne få ham til at slappe af, så hun blev hans barnepige, og som tiden gik kom hun til at holde af den her lille fyr så meget at hun nok aldrig ville slippe ham igen, og Kolgrim havde det jo nok på samme måde, for hun var der altid når der var noget galt, hver gang han blev sur eller ked af det, så var hun der og fik ham rolig og mange gange kunne hun fortælle historier i timevis, noget Kolgrim holdte meget af, og siden første gang han blev sur havde han fundet ud af at han kunne noget de andre ikke kunne, han kunne få små ting til at springe i luften, dog var det sjovest at få små fulge til at sige 'Pop' og derfter fjer ud over det hele, eller at flytte små ting rundt omkring, så som at flytte gaflen væk når man skulle til at tage den, eller fjerne maden på gaflen så man ikke fik noget ind i munden, alt det som var sjovt for en dreng, nu var han heller ikke mere end de 9 år, og det at han ikke kan kende forskæl på ondt og godt, og aldrig vil kunne komme til det.
Familie:
Mor: Sunniva af isfolket.
Far: Tarald Meiden.
Mormor: Sol Angelica af isfolket.
Farmor: Liv Hanna af isfolket.
Farfar: Dag Christian Meiden.
Faster/Tante: Cecilie Meiden.
Kusine: Villemo Meiden.
Oldemor: Chalotte Meiden.
Oldemor: Silje Arngrimsdatter.
Oldefar: Tengel af isfolket.
Oldemor: Sunniva af isfolket.
Oldemor: Charlotte Meiden.
Granonkel: Are af isfolket.
Grantante: Meta af isfolket.
Granfætter: Tarjei Lind af isfolket.
Granfætter: Trond af isfolket.
Granfætter: Brand af isfolket.
[li]Kropsbygning: Spinkel dog ikke svag.
[/li][li]Højde: Som en 9 årig dreng ville være.
[/li][li]Hårfarve og Hårlængde: Hår der går ned over ansigtet, dog ikke længere end til hans næse, det er brunt som resten af familiens, og er en smule spaltet og pjusket, det går dog for det meste ned over øjnene så han kan se ud, men folk kan ikke se ind.
[/li][li]Øjenfarve: Gule katte øjne.
[/li][li]Hudfarve: Meget lys i huden.
[/li][/ul]
Personlighed:
Han er blid og rar dreng, når han er i humør til det.
Hans rolige udstrålet er et dække over hvad der gemmer sig dybt inde, som for det meste kommer frem ved latter af ham, eller onde ord om ham, eller det han betegner som onde ord, han er ikke typen der kan sidde stille længe af gangen, dog kun hvis tante Cecilie fortæller historie, han kan være en led ond dreng, men han kan ikke se forskæl på hvad der er godt og ondt, så hvis han slår kan det betyde mange ting, han er dårlig til ord, hvilket viser sig når han gerne vil sige noget med ikke kan få ordene frem.
Han kan være en spasmager der ikke ved hvornår legen er slut, det viser sig ved at han ikke bare stopper med at 'lege' og bliver ved selvom folk siger stop, han får små ting til at springe i luften, flytter på stole når folk skal til at sætte sig, han løfter ting væk, gir folk mareridt ved at se dem ind i øjnene, gir stik rundt omkring på kroppen ved at se folk ind i øjnene, og alle disse ting gør han med sin evne, ikke ligesom næsten hele familien, de kan heale og gøre gode ting, han kan kun dem der gør folk ondt, hvilket mange gange får han til at undre sig over hvorfor han er så anderledes, og når folk kalder ham ting, så som: Katteøje, misfoster, den der, gule osv, bliver han for det meste meget rasende, men det er noget der ligger til hans gener, det at han er ramt gør at han ikke ved hvornår det er godt og ondt, så han misforstår mange gange ting, også selvom folk siger gode ting, dog når hans kusine siger noget, er det altid ondt, eller det mener han at det er, hvilket også mange gange får Cecilie til at tage over før han begynder at slå på Vilemmo.
Han har sin tante snoet om sin lille finger og omvendt, de har et tæt bånd og det er nok noget der ikke brydes let, han kan ikke rigtigt undværre hende i længere tid, hun har jo været der fra han blev født, men det ændre ikke på at han elsker sin mor som han boet sammen med hele sit liv, en han skam heller ikke vil miste, eller sin far, hans far har jo lært ham små unoder, ligesom alle fædre nok har, han ser ham dog ikke så tit da de jo ikke bor sammen, men det gør ikke noget, han har jo en masse andre, dog savner han ham når han ikke er der.
[li]Sit bånd til dem han har kært.
[/li][li]Temperement.
[/li][li]Det at han er ramt.
[/li][li]En smule naiv.
[/li][li]Sin evne.
[/li][li]Svært ved at koncentrere sig om mere end én ting af gangen.
[/li][/ul]
[li]Sin evne.
[/li][li]Charmerende.
[/li][li]Stærk rent fysisk.
[/li][/ul]
Dyr: Ingen lige pt.[/color]
Andet:
længe siden 
