Stuearrest.

[Kolgrim Meiden.]

Kolgrim sad på sit værelse og så ud af vinduet, igen havde han lavet ballade og denne gnag havde han bare ødelagt et gammelt ur nede i stuen, ikke med vilje dog, og han sad bare der i vinduet og så ud, han så ned i haven der så fint var rolig.
Han kunne ikke andet end at sidde der, han havde fået stuearrest, igen. Noget han ikke brød sig om, men han havde jo lavet lort i den, og det vidste han godt, men han jo ikke stoppet da der blev sagt stop og så måtte han jo tage hvad der kom derefter.
Han gav et sul fra sig da han lukkede øjnene og lagde hovedet på vindueskammen og prøvede at dagdrømme, dog var det ikke lige så let som det så ud, for han kunne ikke tænke på andet end at han havde lyst til at gå ned og ødelægge mere, men han blev på sit værelse og blev siddende hvor han nu engang havde sat sig.

[Cecilie]

Cecilie bankede stille og roligt på døren til Kolgrims værelse. Hun havde lige fået at vide at han havde fået stuerast, så derfor var hun gået op for at tale lidt med ham. Hun åbnede roligt døren, hvor hun stak hovedet ind. "Hvad har man nu lavet?" spurgte hun roligt, mens hun så på ham med et venligt blik. Dog holdte hun smilet for sig selv, da der jo ikke var noget at smile af, da han jo som sagt havde fået stuerrast. Men det betød jo ikke at man ikke kunne tale med ham og få at vide hvad der var sket og på den måde få ham til at lade være med at gøre det i fremtiden. Og hører om det overhovedet var med vilje eller ej. Cecilie stolede 100 % på Kolgrims ord og troede på ingen måde at han ville lyve overfor hende. Så derfor holdte hun ofte med ham

[Kolgrim Meiden.]

Han så hen imod hende, han skulle lige opfatte at hun var der og der gik lige de sekunder der nu normalt gik før han hoppede ned og løb hen i hendes arme, han krammede hende og smilede "Endelig kom du" kom det fra ham med et smil, for der havde jo været en grund til at han havde lavet ballade, og han slap hende roligt igen og så på hende med et smil "Uhm.. Jeg lavede ikke noget.." sagde han og vendte sig om, han var lidt flov over måden han havde gjort det på.

[Cecilie]

Cecilie tog imod ham med åben favn og klemte ham blidt ind til sig. Dog da han gav slip på hende og vendte sig om, gik hun roligt hen til ham og lagde blidt en hånd på hans skulder. "Du ved at du kan fortælle mig det. Men jeg vil nu hellere høre historien fra dig af, end fra din mor" sagde hun med et roligt smil. Hun kunne ikke rigtigt gemme smilet væk, da hun jo virkelig holdte af ham og nød hver gang hun så ham. Han var som hendes egen lille dreng og hun sig også af ham, som han var hendes egen. Dog respekterede hun da også at han ikke var, men hun havde da fået lov til at være hans barnepige.

[Kolgrim Meiden.]

Han smilede roligt og vendte sig for at kramme hende igen "Jeg kom bare til at ødelægge Granonkel Are's ur.. og så blev jeg sendt herop.. men jeg gjorde det nu mest fordi at.. erm.. at jeg savnede dig" kom det fra ham, dog det sidste lød lidt genert, han smilede og gik hen og satte sig ved vinduet igen og så ud, hans gule øjne fangede en lille fugl der sad og hakkede i et æble, og et lille frækt smil kom over hans læber, han så ikke længere på andet end den ene lille usyldige fugl, hans øjne blev større og var ikke rigtig til at få fat i.

[Cecilie]

"Kolgrim. Du ved godt at du ikke må smadre ting. Hvad hvis onkel Are kom og ødelagde di..." begyndte Cec, men stoppede da Kolgrim ikke så ud til at høre efter. Hun gik roligt hen bag ham, for at se hvor hans blik løb hen og hun fik øje på den lille fugl. "Har du nogen sinde hørt historien om den lille svale?" spurgte hun med et smil, mens hun så ned på ham. Hun vidste ikke hvad han havde i tankerne, men det smil var aldrig helt godt, så hun skulle hellere få ham på andre tanker.

[Kolgrim Meiden.]

Han så på hende hurtigt og glemte alt om fuglen "Hvilken spurv?" spurgte han og vendte sig om for at se ordenligt på hende, han stod der og så op på hende med forventning i øjnene, han ville virkelig gerne vide hvad for en spurv hun snakkede om, og så ordet historie var også noget der fangede ham, han bed sig i læben mens han bare ventede på hendes svar, de gule øjne var blev gjort store imens han så helt spændt ud.

[Cecilie]

"Der var engang en hersker, for lang lang tid siden. Han boede i et slot, som var omringet af den smukkeste have på jorden. Haven var så stor, at selv gartnerne ikke kunne finde hale i den, men da haven stoppede, så kom der en skov. I skoven boede der en lille spurv, som sang den mest pragtfulde sang i verden. Gartnerne og herskerens tjenestefolk gik altid ud i skoven for at hører spurvens sang, hver eneste gang de fik mulighed for det. Rygterne gik videre ud i byen og til resten af verden, men til aller sidst hørte herskeren om den lille spurv." begyndte Cecilie at fortælle, men hun roligt gik hen og satte sig på hans seng. "Da herskeren hørte om den lille spurv, gik han straks ud i skoven og hørte den lille fugls sang og han blev straks helt fortrylled af den. Han ville have sådan en fugl. Straks gik jagten ind og så snart den lille fugl blev fanget, blev den ført til herskeren. Dog var der noget galt. Den lille spurv gav ikke en lyd fra sig og den nægtede at spise. Herskeren beholdte dog fuglen, da han krævede at den skulle synge for ham, men da fugle kun kan synge når de er frie, så ente den lille fugl med at dø. Og dens strålende sang blev glemt med tiden" afsluttede hun roligt historien.

//OOG: Så forstil dig at Cecilie bare er lidt bedre til at fortælle historier end mig xD//

[Kolgrim Meiden.]

Han var gået efter hende og havde sat sig på sengen, han havde bare siddet helt musse stille og hørt på hende "Nøj.. Så kejsern var meget egoistisk.. Men spurven var modig.. Den gav ikke op" sagde han med et smil og så lidt ned, han tænkte så det var tydeligt at se. Han sad der lidt før han rejste sig og så på hende "Tror du Are vil tilgive mig hvis jeg siger undskyld?" spurgte han hende med et nysgerigt blik og rejste sig, for havde jo endnu ikke sagt undskyld for at have ødelagt han gamle og fine ur, nu var Cecilie jo kommet.

[Cecilie]

Cecilie så bare smilende på ham, imens han tænkte. "Selvfølgelig vil Are det. Du kan jo ikke gøre mere end at undskylde" smilte hun venligt til ham. Det var altid noget at han stadig var så begejstret for eventyr og ikke var vokset fra dem, som Villemo sagde at hun var. Og at han videre tænkte over det, betød jo at hun stadig havde det i sig og ikke selv var blevet for gammel til at fortælle hendes eventyr. Cecilie blev bare siddende på hans seng, mens at hun holdte hendes venlige blik på ham.

[Kolgrim Meiden.]

Han smilede bare til hende og hoppede hen imod døren "Vent her!" sagde han bestemt og beslutsomt før han løb hele vejen ned til Are som sad i sin lænestol, Han stod nu foran ham og bed i æben, det var ikke så nemt når man nu stod der, men han tog dog en dyb indånding "Undskyld Onkel Are med dit ur.. Det var ikke med vilje" sagde han og skyndte sig at løbe op igen, Are sad bare og stirrede efter ham, det var nu en sød dreng når han ikke var så hidsig.

[Cecilie]

Cecilie ventede bare roligt på Kolgrim, mens hun så efter ham. Et roligt og lettere tilfreds smil var på hendes læber, da han kom tilbage. [/b]"hvordan gik det så? Var det så slemt?"[/b] smilte hun roligt. Hun var virkelig stolt over ham, da han jo gjorde det rigtige. Han havde virkelig forbedret sig.

//sorry kort svar xS