Intet at lave

[Roxanne Nicolia Tirenas]

Det var mørkt og Silva var henne ved sladre træet, hun sad oppe på en af de gamle grene og så op i himmlen, hendes tøj denne dag var lavet af noget tyndt stof og nogen belter der holdte det sammen hvor det var ved at gå i stykker, hun lignede noget katten havde slept med ind som man sagde. hun sukkede let og hoppede langsomt ned og begyndte at læse på de få ting der hang på træet, måske var der noget om nogen slaver der skulle findes? nej det var der ikke og der gik ikke lang tid før hun satte sig hen til vandet og begyndte at kigge ned i det med sine utrolige blå øjne der virkede så blide i nat, ærlig talt havde hun intet at lave.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut gik bare rundt og lavede nogle illusioner at nogle små flyvende katte rundt om sig de var sne hvide og havde vinger han havde kun lavet dem for at forfine dem men han vidste ikke hvad han skulle lave og satte sig ved noget vand ikke langt fra en anden person

[Roxanne Nicolia Tirenas]

Dette var ikke ubemærket af Silva, hun vendte langsomt hovedet mod denne nye person, hun rejste et det ene øjenbryn men vendte så blikket væk igen og rynkede på næsen. *Magiker.. Det er så tydeligt at lugte* hun så ned på vandet igen før hun langsomt lukkede øjnene og prøvede at slappe af, dog hang den lugt stadig ved hende så hun vidste han stadig sad et stykke fra hende. hun gemte langsomt hovedet ned mod sine knæ og prøvede at slappe en tand mere af.

[Griffith Falconsoul Den 13]

En af kattene fløj foran den anden person og en ørn landet på hans ene skulder og alamut tog den besked der sad på dens ben og læste det hurtigt og tog noget kul fremog skrev et svar hurtigt og satte beskeden på benet og ørnen fløj væk igen

[Roxanne Nicolia Tirenas]

hun rynkede endnu mere på næsen og prøvede at vifte katten væk, hun hadede dyr i forvejen hvorfor skulle hun nu sidde her og være omgivet af dem? hun gemte hovedet endnu mere ned mod sine ben og begyndte langsomt at tænke på sin gud istedet, måske kunne det få hendes tanker væk fra dette sted, hun holdte sig for ørene mens hun prøvede at koncentrere sig om sin gud.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamuts tanker var langt væk så hans hans illusioner gjorde næsten hvad de havde lyst til og nogle af kattene landet på personen og prøvede at slikke kvinden hende i øret og sagde stille "hvad hvad er der"

[Roxanne Nicolia Tirenas]

hun rejste sig hurtigt op og begyndte at skrige mens hun slog ud efter disse katte og prøvede at rive dem midt over af rasseri, hun hadede dem allerede. hendes rasseri var som en ulv med hundegalskab, og man kunne se hvordan hendes tænder nærmet blev blottet af vrede og had til disse katte.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut så op da den anden kvinden skreg og kattene forsvandt og han sagde "undskyld jeg glemte de var der" og han så undskyldende på kvinden og sagde "kan de tilgive mig den unge dame"

[Roxanne Nicolia Tirenas]

hun vendte hurtigt hovedet mod denne mand og gemte hurtigt tænderne for ham, hun lagde armene over kors og så bare på ham, med et blik der nærmest gennembordede ham før hun langsomt vendte sig om og gik hen mod træet igen "Kan jeg vel.." hun havde ikke lyst til at tilgive nogen, det var jo ikke hendes problem, men hun prøvede virkelig at opføre sig ordenligt så der ikke skete for mange mord omkring hende.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut gik efter kvinden og sagde "er der noget kan gøre så de rent faktisk tilgiver mig i stedet for den dårlige forsøg på at lyde du tilgiver mig den dame" og bukkede lidt for hende men han holdte stadig med hende

[Roxanne Nicolia Tirenas]

hun vendte blikket mod ham, hendes blå øjne stirrede koldt ind i hans og hun viste sine tænder et øjeblik i et smil der ikke var et smil. hun lukkede øjnene et kort øjeblik "Spørg en gud om tilgivelse istedet..." hun hoppede hurtigt op i træet og satte sig roligt på en gren og så op på himlen og begyndte at bede, dog en anden form for at bede end man så i kirkerne.

[Griffith Falconsoul Den 13]

"Ingen guder kun mestre og dem som tror der er guder er folk som ikke selv vil bestemme" sagde alamut og begyndte at gå væk fra kvinden det var sådan han så på folk der troede at der var guder

[Roxanne Nicolia Tirenas]

Hun så ned på ham og begyndte at le "Min kære Magiker.. Jeg er ingen gud og det indrømmer jeg gerne.. men jeg vil gerne være hos min herre og min elskede" hun sukkede let før hun så op i himlen igen og begyndte at nede dog meget lavt. "Min herre og min elskede..Tilgiv mig at jeg ikke har bragt dig nogen offre denne gang.. jeg lover på min sjæl at du vil få.. Nej ikke min sjæl, men mit ikke bankende hjerte at du vil få et offre inden næste fuldmåne, jeg lover det.. og jeg glæder mig til at se dig igen" hun sad bare og bad til sin gud med øjne der viste kærlighed til denne gud, hendes kærlighed var høj nok til at tro hun kunne være sammen med ham.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut rullede med øjnene og sagde "at elske noget som ikke findes må være svært Vampyre og hvordan har du fået den skøre ide" og så på hende han kunne forstå hun var så godtroende at der var en gud som kunne elske hende

[Roxanne Nicolia Tirenas]

hun så på ham igen og hendes blå øjne blev lavet om til hadefulde øjne og hun hoppede hurtigt ned fra træet og stod nu foran ham. "Bare fordi der ingen der elsker dig skal du ikke gøre nar af min elskede.. Magiker.. du stinker langt væk.. gå hen og vask dig" hun grinte lidt og begyndte at løbe lidt, hun var sindsyg i forvejren, hendes sind var ødelagt efter den første eliksir hvor hun havde 'set' mørkets gud.