Smuk nat

[Sol Angelika]

Denne nat var perfekt til at finde et offer i eller bare ved at være alene til at hun kunne drikke sin eliksir og blive genforenet med hendes elskede herre og gud, selvom dette jo ikke var rigtigt men det var noget som hun troede på så det var nok for hende at hun vidste han var der for hende. Den smukke skabning hun forstillede sig når hun var under eliksirens påvirkelse var sikkert noget andre fandt skræmmende og måske afskyeligt.
Månen skinnede oppe over træerne og lod sig ind i mellem komme til syne ligesom stjernene ind i mellem tittede frem fra deres plads på himlen. En smuk nat hvis hun selv skulle sige det og ret perfekt til at finde et offer eller tage eliksiren, men nu skulle hun lige besluttet sig selvom det var ret svært efterhånden for hun kunne jo også bare nyde natten som den var.

[Tazu]

Det var nat. Dog ikke fuldmåne men næsten. Så var det jo klart at han var udenfor og nyde natten. Han overvejede lidt at forvandle sig det havde jo været så længe siden men mon ikke det alligevel var en smule for farligt. Han sad alligevel bare op af et træ og nød vejret inden han skulle tilbage til ingenting. Det var jo lidt det samme han lavede hver dag. En gang i mellem overvejede han da også at give sig selv ud til Drazilla bare så hun kunne stoppe med at jage andre Lycans. Han havde lige nu en sort trøje på og sorte bukser så han gik lidt i et med natten

[Sol Angelika]

Sol gik roligt igennem skoven svøbt ind i hendes mørke grønne kappe der gik helt ned til jorden, så den dækkede rigtigt for den lille brise som ind i mellem kom imellem træerne og rev små blade med sig ligesom den ind i mellem legede med hendes kappe. De gule øjne så roligt rundt i nattens mørke for at se om hun kunne skelne skyggerne fra hinanden for måske gemte hans håndlanger sig og passede på hende, dog kunne hun godt tvivle lidt ved det eftersom hun sagtens kunne klare sig selv med den smule magi hun besad ellers havde hun jo altid den lille taske med gifte som hun kunne bruge til at smide på folk hvis de irriterede hende for meget, dette skete dog sjældent eftersom hun meget af tiden bare valgte at gå.
Mens hun gik i skoven begyndte hun at nynne lidt for sig selv, en vuggevise som Silje havde sunget for hende for mange år tilbage den gang hun stadig boede hjemme sammen med alle de andre, det var ikke ligefrem fordi hun huskede ordene men melodien sad stadig i hendes hoved når det ikke var vinden overdøvede den.

[Tazu]

Han sad lidt for sig selv og var faktisk næsten faldet i søvn da først at han kunne høre en sagte nynnen et stykke væk. Det var ikke en der ikke ville opdages det kunne høres. Men derfor kunne personen godt være farlig. Det var en kvindelig nynnen altså måtte det være en kvinde. Lidt mindre grund til at tro hun ville nogen ondt. Han rejste sig dog op og gik hen imod nynnen. Han måtte bevæge sig så lydløst som han kunne. Han skulle jo lige se hvem det var der gik rundt i skoven på denne tid om natten. Det var der ikke mange de gjorde.

[Sol Angelika]

Sol var en kvinde som elskede natten og alt hvad den bød på, så hvis det stod til hende ville det være nat konstant så det mørke kunne herske og hendes elskede gud, bare tanken om ham kunne få hende til at danse af ren og skær glæde men hun valgte ikke at gøre det som hun bare forsatte hendes sagte nynnen mens hun så rundt omkring og lyttede til naturens lyde, det var så længe siden hun havde taget tid til sig selv egentlig eller det var nu ikke mere end nogle dage men en kvinde med hendes standart kunne vel godt forlange mere?

[Tazu]

Han kunne snart skimte en person lidt længere fremme. Han gik nu eget forsigtigt og stille. Han skjulte sig op af træerne og kiggede så en gang i mellem frem for at se om han kendte personen. Men da det var en kvinde var der meget lille chance for at han rent faktisk vidste hvem hun var. Hurtigt gik det også op for ham at han ikke vidste hvem hun var. Men derfor kunne man da godt skygge hende lidt og se om der ville ske noget spændende. Desuden mindede det ham om gamle dage og så glemte han helt det han havde gjort.

[Sol Angelika]

Det hele virkede så hyggeligt og ensomt men alligevel følte Sol sig ikke helt alene, dog tænkte hun det nok var hendes egen fantasi der spillede hende et pus for hun kunne ikke videre se noget i skyggerne, så hun forsatte bare hendes gang hen imod en lille sø der lå i en lysning, det ville da være smukt bare og sidde og se på himlen inden hun nok ville drikke eliksiren i ren og skær kedsomhed fordi der ikke var mange som ville bevæge sig ud i skoven denne nat, men igen det var kun de kedelige folk som blev hjemme når det blev mørkt.

[Tazu]

Han skjulte sig efter noget tid da de kom til en sø. Han besluttede sig for at finde ud af hvad hun var for en. "Hvad laver en som dig herude på denne tid af natten" spurgte han højt så hun kunne høre det. Han kunne simpelthen ikke lade være med at drille hende en lille smule. Desuden så ville han vide hvad folk lavede i hans skov. Han skjulte sig op af et træ så han ikke kunne ses. Det gjorde det også sjovere når folk ikke vidste hvor han var.

[Sol Angelika]

Da stemmen pludselig var der vidste Sol at det ikke var hendes fantasi der spillede hende et pus så hun så sig lidt mere vagtsomt omkring for at finde ud af hvor denne stemme kom fra og hvem der forstyrrede hende på denne smukke nat.
"Det skal jeg fortælle dig hvis du lader mig se dig" sagde hun lokkende med et lidt frækt smil for det kunne måske lokke denne fremmed frem eftersom det ikke var særlig sjovt at tale ud i den blå luft og hun foretrak sådan set også at se på de folk som hun snakkede med.

[Tazu]

Han grinte lidt indvendigt da han hørte hendes respons. "Desværre så viser jeg mig ikke for alle. Overtal mig til det" sagde han med et grin. Nu måtte man se hvad hun gjorde ved det. Der var faktisk dejligt at det hele virkede meget mere normalt nu. Han glemte faktisk lidt at han var så eftersøgt og havde det bare sjovt lige nu i hvert fald.

[Sol Angelika]

Sol grinte lidt "Kom nu, hvis dig for mig jeg er sikker på du er dyrisk smuk, din stemme lyder ihvertfald forførende" sagde hun stadig med den lokkende stemme dog begyndte hun at liste rundt for at finde ud af hvor hans stemme ville komme fra bare så hun selv kunne finde ham hvis han ikke ville vise sig for hende. Men igen det var jo også lidt sjovt med en gemmeleg, det var så længe siden hun havde leget den leg med nogen, ihvertfald ikke siden hun havde været ung.

[Tazu]

*Jeg er dog dyrisk må jeg sige* kunne han ikke lade være med at tænke. "Ser du jeg kan ikke rigtigt vise mig for dig. Der er for farligt" sagde han og grinte lidt. Han sørgede for at hun ikke kunne følge hans stemme til der hvor han gemte sig. Bare så deres leg kunne fortsætte i noget tid for han havde det nu meget sjovt faktisk. Men det kunne jo altid blive sjovere faktisk. Han forlod sit skjulested og gik hen til et andet. Hele tiden sørgede han for at gøre det så lydløst som muligt.

[Sol Angelika]

Sol grinede lidt "Hvorfor skulle en fremmed dog beskytte mig fra fare?" spurgte hun stadig med den lokkende og legende stemme selvom der var en smule drilleri i det for hun var da stor nok til at passe på sig selv, eller det skulle hun ihvertfald mene eftersom hun jo stadig var i live og ikke havde nogen der passede på hende. Hun forsøgte stadig at følge hans stemme for hun ville gerne se hvem hun snakkede med og virkede til at lege med.
"Hvem siger jeg er bange?" spurgte hun med samme stemme for hun kunne jo ikke ligefrem se grunden til at være bange for en som ikke ville vise sig for hende.

[Tazu]

Han grinte kort. "Ser du jeg beskytter dig ikke på nogen måde" sagde han med et grin. Det kunne godt være at man skulle vise sig for hende. Han grinte lidt for sig selv. Så lydløst som muligt tog han sine våben af og sin trøje af. Derefter forvandlede han sig. Det var dog ikke rigtigt lydløst faktisk. Da han var forvandlet gik han så ud i månelyset så hun kunne se ham. Bare fordi det var sjovt.

[Sol Angelika]

Sol hørte godt hans grin og forsøgte at gå efter lyden, hun var da også nået rimelig tæt på da han kom ud i månelyset iført sin ulveskikkelse, som fik hende til at standse kort op uden smil på læben men bare stod og studerede ham lidt inden hun igen smilede lidt frækt for sig selv.
"Se jeg tænkte det nok, du er dyrisk smuk" sagde hun roligt for hun fik jo bare bekræftet hendes anelser da hun havde lyttet til hans stemme for der havde virket til at være en mindre brummen i det. "Alt at dømme ville jeg sige du er en Lycan for der er ingen fuldmåne så du kan ikke være varulv og med den måde du ser ud nu kan du heller ikke være en animagus"