To die or to live

[Sol Angelika]

Denne nat var perfekt til at finde et offer i eller bare ved at være alene til at hun kunne drikke sin eliksir og blive genforenet med hendes elskede herre og gud, selvom dette jo ikke var rigtigt men det var noget som hun troede på så det var nok for hende at hun vidste han var der for hende. Den smukke skabning hun forstillede sig når hun var under eliksirens påvirkelse var sikkert noget andre fandt skræmmende og måske afskyeligt.
Månen skinnede oppe over træerne og lod sig ind i mellem komme til syne ligesom stjernene ind i mellem tittede frem fra deres plads på himlen. En smuk nat hvis hun selv skulle sige det og ret perfekt til at finde et offer eller tage eliksiren, men nu skulle hun lige besluttet sig selvom det var ret svært efterhånden for hun kunne jo også bare nyde natten som den var.
Hun satte sig i skyggen af et træ og så rundt med de gule øjne for at følge dyrs bevægelser eller bare om skyggerne rørte på sig for man vidste aldrig om man var alene herude i Darklias skov.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut gik rundt i skoven han skulle finde et mål han havde ikke fået meget at arbejde med at kunne finde personen kun det mest nødvendige hendes navn og nogle former på kendetegn på personen og det kunne stadig være svært at finde en kvinde med gule øjne

[Sol Angelika]

Sol sad roligt og betragtede skoven for hun kendte ingen som ville ønske hende død eftersom hun intet galt havde gjort, de eneste som måske skulle ønske hende tilbage var hendes familie men andre personer havde hun ikke rørt og ihvertfald ikke i flere år for hun passede sig selv og hendes familie som hun nød til tider at betragte på god afstand ligesom hun til tider sad på afstand af folk bare for at studere dem mens hun tænkte over hendes tilværelse.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut så en kvinde der sad under et træ og han gik hen til hende og spurgte hende "undskyld mig har du set en kvindelig slavehandler der har gule øjne i dag" han gjorde sig umage med at prøve at gemme sit ansigt i skyggen fra sin hætte men man kunne godt se hans mund

[Sol Angelika]

"guløjet kvindelig slave handler?" spurgte Sol lidt undrende for det var da en lidt speciel ting han ledte efter "Den eneste slavehandler jeg nogensinde har mødt har vidst ikke gule øjne eller har hun?". Hun tænkte sig lidt om for hun kunne ikke huske om Silva havde gule øjne, men hvis de ikke var gule hvad farve var de så? Hun havde ingen ide om det men så måtte hun jo se Silva bedre an næste gang hun så hende, hvis hun så hende for den var hun ikke helt sikker på.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til hende og sagde "ved du så hvor de fleste slavehandlerne er henne i denne land den dame" og satte sig på sine knæ og smilede til hende han vidste godt at de fleste som kom fra Darklia ville tro han var fra Nirelia men han måtte finde nogle oplysninger om sit mål

[Sol Angelika]

Sol betragtede ham roligt med de gule øjne for at finde ud af hvem han egentlig var siden han ikke vidste de ting. "alle og en hver ved da at er på de sorte marked i Darklias by" sagde hun roligt med en legende stemme som virkelig var tæt på sindsyge men det var ikke ligefrem noget hun selv lagde mærke til det for sådan snakkede hun hele tiden.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede og rejste sig op og vente sig om og sagde "for mig er de ting alle ved noget nyt for mig den dame og jeg tror du har evner til at fortælle eventyr" og begyndte at gå lidt hurtigt ikke så det virkede som han ville alt for hurtigt væk fra hende men han ville gerne lidt hurtigt væk fra hende for hvis hun nu begyndte at fortælle et eventyr

[Sol Angelika]

Sol så undrende efter ham for hvad havde hendes udseende at gøre med eventyr? "Du mener som i eventyr der var en gang for længe siden?" spurgte hun roligt som om hun ville til at starte på et eventyr for hun kunne da sagtens fortælle et eller flere eftersom hendes tro jo kunne laves om til eventyr eller så kunne hun fortælle legenden om hendes egen slægt. Men det var da også kun fordi han selv nævnte eventyr og hun havde da lyttet til cecilie ind i mellem på afstand når hun fortalte Kolgrim et.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut stoppet op uden han ville det man kunne se på ham at han stoppede uden at tænke over det og vente sig om og sagde "ja det kan det godt det kan også være nogle historier men din stemme passer godt til det" og vente sig om og gik videre

[Sol Angelika]

Sol så roligt efter ham men smilede lidt for sig selv for det her kunne måske blive underholdende i længden. Så hun begyndte roligt på hendes historie for at se om det fik ham til at stoppe ellers var der jo ikke særlig meget spildt foruden ord som virkede til at lege på hendes tunge. "For meget længe siden levede der en ung elver, som levede i en skjult dal oppe i bjergene, hvor han levede sammen med sin familie og andre, alle ønskede kun at leve i fred og harmoni med naturen omkring dem, de ønskede intet ondt og ville ikke deltage i krigene uden for deres smukke dal. Ikke at det ikke bekymrede dem men de nægtede at vælge side og risikere at mange af deres folk døde i en unødvendig krig."

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut stoppede op og sagde stille for sig selv "møg" og han gik tilbage til kvinden meget modvilligt men han kunne næsten ikke gøre noget ud over et par illusioner og at bevæge sine øjne og satte sig foran kvinden og så på hende med åben mund som et lille barn

[Sol Angelika]

Sol smilede lidt for sig selv for nu gættede hun på at hun havde fundet en af hans svagheder, nok ikke ligefrem en hun ville udnytte for hun havde ingen ide om han kunne bruges til noget eller ikke så lige nu var det kun for sjov.
"Den unge elver, var en meget smuk mand men også mærkelig for ingen kom ham særlig nær, ej heller det meste af hans familie som alle boede bagerst i dalen lidt væk fra alle de andre. Den unge elver ønskede intet andet end at blive som de andre men også at folket ikke blev tvunget i krig, så en dag forlod han dalen for at gå ud i en ødemark, ingen ved hvor dette sted er selv ikke den dag i dag. Herude tilkaldte han Mørkets Gud ved hjælp af en hemmelig eliksir han lavede en gryde. Mørkets Gud skænkede ham nogle kræfter men det ændrede også den unge elver, hans smukke blå øjne ændrede sig til gule ligesom et dyrs og hans krop blev mere dæmonisk, nogle ville ligefrem sige han blev mere frastødende og sære end før. Men på vejen tilbage til dalen mødte han en smuk ung kvinde, der forelskede sig i dette sære og skræmmende væsen og han forelskede sig i hende. " fortalte hun roligt men stoppede kort for at se om han stadig lyttede efter eller bare sad og drømte.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut lukkede munden og rystede lidt på hovedet så hans hætte faldt af så man kunne se hans ansigt og sagde "ingen guder kun mestre og kan du blive færdig med eventyret så jeg kan komme videre den dame" han havde på fornemmelsen at hun ville begynde igen når han begyndte at gå igen

[Sol Angelika]

"Der findes guder for dem der har brug for det." svarede hun kort for hun gad ikke tage en større diskution med ham eftersom hun havde hendes holdning og han havde sikkert sin, selvom det undrede hende lidt hvor den person havde været henne hele sit liv eftersom både Nirelia og Darklia var skabt af guderne, det vidste alle og enhver.
"Nå men den unge elver forelskede sig som sagt i den smukke unge kvinde og de giftede sig også, de var lykkelige sammen og blev kun mere glade for hinanden som tiden gik og med tiden fik de da også et barn sammen, selvom dette kostede den unge kvinde livet. Så elskede elveren alligevel barnet og gjorde alt for at det skulle have et godt liv sammen med de andre i dalen, men en person i dalen var misundelig over den unge elver havde så meget magt og alle kom til ham, så derfor gjorde personen det mest forfærdelige man kunne gøre nemlig at fortælle folk uden for dalen hvor dalen befandt sig. Inden Dalboerne havde nået at forbedre sig på krig kom krigen til dem, så de fleste af de fredelige dalboer blev myrdet, slagtet uden nogen grund, så var der også nogen som overlevede og den ene var den unge elvers barn som flygtede over bjergene. Med tiden blev både dalen og dette barn glemt for de overlevende var mennesker og nogle få magiker som ikke fortalte deres efterkommere om stedet, da smerten over tabet var for stort" sagde hun roligt selvom den slutning både kunne lyde som en slutning og en begyndelse på den næste eventyr.