|
Skoven
Mar 2, 2011 20:57:53 GMT 1
Post by Mark Ash Paolini on Mar 2, 2011 20:57:53 GMT 1
Solen stor højt på himlen lige over de grålige skyer hvor sneen dalede lige så stille og fint fra, med fine store snefnug der alle havde deres forskellige størrelser og former. Egentlig meget smukt selvom der skulle lidt mere til før jorden ville blive dækket af sne, dog var nogle af træerne ved at få den hvide farve som var ret køn. Myst havde endnu en gang længtes så meget efter skoven at hun havde taget dagen fri og overladt det hele til hendes nye køkkendreng for han kunne sagtens klare det ellers ville de andre jo nok hjælpe til, så hårdt var det jo ikke at arbejde på bordellet. Dette var dog ikke ligefrem Mysts yndlings årstid så hun undrede sig over hvorfor hun egentlig var gået så langt fra byen men på den anden side havde hun savnet skoven, så derfor havde hun gået ud i dette vejr, ihvertfald en lang lettere tyk rødbrun kjole under en tyk brun skindkappe til at holde hende varm i denne kulde. Det lange røde hår hang løst med brune blade flettet ind i det, så hun var egentlig nem at opdage i disse lettere hvide omgivelser. Hun studerede træerne som hun gik forbi og nogle enkelte af dem lagde hun da også hånden på for at mærke barken under hendes hud, mens hun mindes om hendes hjem, den gang hun havde boet i en af Nirelias skove.
|
|
|
Skoven
Mar 2, 2011 21:53:32 GMT 1
Post by Elvolganta Chimorá Ambërâ on Mar 2, 2011 21:53:32 GMT 1
Under de nu hvide trætoppe som ranke og stolte stilede lige mod himlen, vandrede en mærkværdig og på alle måder unik skabning afsted med tunge trin, med en lang slangehovedet hale liggende over begge hans skuldre, og hans massive højde på næsten samfulde 4 meter, ville han ikke være et væsen nogen ville overse. Skabningen var en Kimær, og et pragteksemplar af racen, han havde levet hele sit liv i skjul på slottet i Darklia hvor han loyalt havde gjort tjeneste under Dronning Drazill, men siden dronningen var forsvundet, havde Elvolganta ikke længere vidst hvad han skulle stille op, og hvad han skulle gøre af sig selv.. Han vidste at han helt bestemt måtte finde sin dronning, men han vidste ikke hvor han skulle lede, så han vandrede for tiden hvileløst rundt på tværs af landegrænser, og slog alle ihjel som ville bremse ham i sin søgen, ikke kunne han finde fred i sit simple sind før hans dronning var ved ham igen, og i god behold
|
|
|
Skoven
Mar 2, 2011 22:05:23 GMT 1
Post by Mark Ash Paolini on Mar 2, 2011 22:05:23 GMT 1
Myst vandrede stille og roligt rundt selvom hun godt kunne høre nogle meget tunge trin ikke så fjernt fra hende men det var nok mest på grund af hendes elverøre at hun kunne høre meget bedre end et normalt menneske, det virkede dog også til at dunke i jorden hver gang hun hørte et dump så hun undrede sig over hvad dette kunne være, måske et meget stort dyr eller en sten der faldt ned fra nogle klipper, dog tvivlede hun på det sidste eftersom der jo ikke rigtigt var nogen klipper i nærheden. Hun stod kort og overvejede om hun egentlig skulle undersøge det eller bare skynde sig væk, men nysgerrigheden rev i hende så hun begyndte at gå imod de lettere høje dunk og bump som med tiden bare blev mere og mere tydelige så hun blev mere sikker på hvilken retning hun egentlig skulle gå for at komme derhen. Et chok gik igennem hende da hun opdagede hun egentlig ikke skulle gå særlig langt før en eller anden høj skikkelse gik imellem træerne og sikkert med lethed kunne bøje de fleste træer han nok kom forbi. Væsnet var dog interessant fordi det var så usædvaneligt at hun aldrig havde set noget lignende i over 500 år.
|
|
|
Skoven
Mar 2, 2011 22:32:42 GMT 1
Post by Elvolganta Chimorá Ambërâ on Mar 2, 2011 22:32:42 GMT 1
Fortvivlet over ikke at kunne finde noget spor af sin dronning, lod han sig falde tungt ned på jorden, til en siddende stilling, og lænede sig op af et træ som dog var nær ved at vælte, til trods for en tyk stamme og et solidt rodnet, ved hans enorme vægt som havde rettet sig mod stammen. Han havde godt hørt at der var nogen eller noget i hans nærhed, men han gik blot ud fra at det var skræmte dyr der forvildet forsøgte at gemme sig fra ham, sådan reagerede folk såvel som dyr altid når de så ham, til trods for at han egentlig ikke var nogen skidt personlighed, han kunne dræbe og var veltrænet til netop dette ene formål, men intet ville han gøre nogen som ikke gjorde ham noget, uden ordre fra sin dronning, og hun var væk for tiden, så kun meget få var slået ihjel på denne dag. Han sukkede kort for sig selv, og trak en knude på en næsten helt skjult sort lædersnor op, hvorpå en mindre lærredspung kom til syne og dumpede let ned i hans frie hånd "Snart Zill.. Snart Elvo vil finde hvor du er.. Snart hjerte komme hjem.. Snart Elvo komme hjem..." lød hans dybe og grove manderøst, i en mild og ganske sagte hvisken, alt imens hans mange øjne vogtede over området
|
|
|
Skoven
Mar 3, 2011 6:13:58 GMT 1
Post by Mark Ash Paolini on Mar 3, 2011 6:13:58 GMT 1
Myst stod stille og betragtede dette store væsen som faktisk var smuk på sin egen måde men alligevel også et skræmmende syn, mange ville nok løbe skræmt væk men Myst var nu ikke bange af sig nok fordi hun så skønheden i alle indtil de selv beviste de modsatte. Dog blev hun nærmest helt trist over det han nærmest hviskede, det virkede da helt trist som om han savnede en der hed Zill, helt hvem denne kvinde var hun ikke lige sikker på eftersom hun ikke var vant til forkortelser af navne. Hun stod lidt og overvejede om hun skulle give sig til kende eller ikke, men det endte alligevel med at hun gjorde det, hun trådte nogle skridt tættere på dyret med et meget stille dog glad smil for hun ville træde lidt forsigtig frem. "goddag store ven" sagde hun blidt fordi hun ikke ville skræmme ham, han kunne jo trods alt knuse hende under en fod.
|
|