Ashs hytte - damn

[Ash Demonheart]

Adfæren var ikke ligefrem noget Ash tænkte sig over som han bare gik tættere på hende i håb om at trænge hende op i en eller anden krog eller bare op af væggen så hun ikke kunne komme nogen steder. Dog ikke for at slå hende men for at sætte hans hænder på væggen ved hver af hendes side så hun ikke kunne stikke af mens han så lidt hårdt ind i hendes øjne. ”Hvad forventer du? Du kommer sent hjem, ser herrens ud og så snakker du om at møde en mand alene i mørket?” spurgte han lettere koldt for han kunne jo gætte sig til 2 ting, det ene var at hun havde været sammen med manden som han dog ikke regnede med hun havde for det lå vidst ikke til hende, det andet var så at hun var listet ud for at mødes med en og det møde havde ikke endt særlig godt, så han kunne jo godt være vred over hun alligevel ikke havde valgt at tage en med sig.
Han anstrengte sig dog for at slappe af og bare lytte til hvad hun sagde men han var dog også en del vred over hun bare havde pakket hendes ting inden de havde nået rigtigt at snakke om tingene, for han ville jo helst være kølet lidt ned så der netop ikke skulle ske noget som det her.

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Lige at Ash måske ikke tænke over hans adfærd var ikke noget, som hun overvejede og da han trænge hende opad væggen så var det ikke nogle rar følelse for hende på grund af hun følte sig fange, som et dyr i et bur og følelsen blev ikke bedre af det hårdhed, som var i hans øjne hvilke gjorde det meget sværer for Mimi at holde øjnekonkakten med ham "Se du lytter kun med et halv øre.. Havde du lyttede til hvad det var jeg forsøgte at forklare dig så ville du også havde hørt at jeg ikke havde noget valgt" svare hun tilbage mens hun kunne mærke at vandet igen var ved at samlede sig i hendes øjne og hun havde bestemt ikke lige der lyst til at Ash skulle havde lov til at se hende græde. Det var også derfor hun forsøgte at bukke sig under en af hans arme for at komme lidt væk fra ham på grund af det virkede slet ikke til at han ville lytte til noget af det, som hun havde at sige "Alt sammen ville nok bare havde været meget nemmer hvis den vampyr havde vundet istedefor mig" mumlede hun stille for sig selv mens hun tørte en tårer væk og havde det lykkes for hende at komme under Ashs arm havde hun stillede sig lille stykke fra ham med ryggen vendt imod ham. Men lige at hun havde afsløret nogle af de tanker, som hun havde fået sig mens hun havde sidde alene i mørket og grædt tænke hun slet ikke over.

[Ash Demonheart]

Det skræmte hende måske nok at han virkede så hård mod hende, noget han jo ikke havde gjort før, i hvert fald ikke virket så hård men det var nok lidt det med han havde ejerfornemmelser over hende. ”Du kunne have sagt noget til mig, så ville jeg tage med dig eller give dig en eller anden eliksir du kunne bruge til beskyttelse” sagde han lidt hårdt men man kunne antyde bekymring i hans stemme, for måtte han ikke tage med så ville han i det mindste have givet hende nogle eliksirer hun kunne bruge til forsvar bare så han kunne føle sig mere tryg ved at lade hende gå alene.
Da hun forsøgte at bukke sig under hans arm brugte han i stedet armen til at tage om hendes liv for at få hende op af væggen igen eftersom hun ikke skulle slippe så let væk fra ham. ”Tag de ord i dig igen” sagde han bestemt for sådan noget skulle hun i hvert fald ikke sige sådan noget overfor ham, eftersom det sårede ham at hun sagde det selvom man ikke lige kunne se det på ham. I stedet for at holde hende op af væggen med armene brugte han nu hans krop til at presse hende tættere ind i mod den, idet han lagde hans kind i mod hendes kind. ”Forstår du det ikke Mimi? Jeg vil bare beskytte dig og det kan jeg ikke hvis du bare stikker af på den måde uden at sige noget til mig” hviskede han stille i hendes øre uden at det der vrede eller andet men mere som en stille bøn om at hun i fremtiden skulle sige noget til ham i stedet for bare at stikke af og komme hjem og se sådan ud. Efter en lille pause forsatte hans hvisken ”Jeg elsker dig Mimi” bare for at få hende til at forstå hvor hårdt de ord egentlig ramte ham med at det havde været bedre hvis vampyren havde fundet.

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Aldrig noglesiden før havde hun oplevet at Ash var så hård overfor hende, som var der og lige hvad det bundet i havde hun slet ikke overskuet til at forsøge at regne ud. ”Nej, det kunne jeg ikke for du var allerede taget på din vagt i går da jeg kom hjem og det vil nok ikke havde virkede nogle eliksir på grund af blev angribe af andet end bare den vampyr” svaret hun stille og hun vidste godt at hun nok havde brude fundet Ash aften før. Men så kunne hun ikke svare på hvorfor hun ikke havde gjort det og alligevel så havde det nok noget at gøre med at møde havde fundet sted så langt væk fra hytten. Men på ingen måder kunne nogle sige at hun havde haft en nem nat med alt det, som hun havde været igennem og hun havde også virkeligt svært ved at holde sig samlede helt.
At det ikke lige lykkes hende at komme væk fra Ash gjorde at hun ikke så ham i øjne på grund af hun ville ikke have at han skulle se hvor hårdt hans hårde, truende adfærd havde ramt hende. ”Nej når det passer.. For har ikke rigtig noget at leve for når du så tydeligvis er ligeglad” lød det stille og med gråd i stemmen fra hende. Men lige at hun havde såret ham at sige sådan noget, som hun havde, var ikke noget, som hun tænke over på grund af lige der så røg alle ordnerne bare udad munden på hende uden at hun tænke særligt meget over dem.
Der var et eller andet indeni hende, som bare havde lyst til at kaste hendes arme om ham da han brugte hans krop til at presse hende tættere ind imod væggen og alligevel så havde hans hårde adfærd overfor hende gjort sådan at hun ikke gjorde det. Men hun mærkede hvordan tårerne stille løb af kinderne på hende selvom på den ene løb de langs med både hans og hendes kind ”Det gør jeg også. Men du må også give mig en chance for at forklare mig uden at flippe helt ud når der sket noget, som jeg ikke har nået at fortælle dig om” hviskede hun stille tilbage. Men da han forsatte efter en lille pause med at sige nogle ord, som hun aldrig havde troede at hun skulle hører så blev simpelthen for meget for hende og hun brød helt sammen mens hun lade hendes arme omkring hans krop for at søge indtil ham, som altid havde give hende tryghed. ”Elsker også dig og det var derfor jeg kampe så meget for at overleve. Sådan at jeg kunne komme tilbage til den eneste, som jeg noglesiden rigtig har elskede” lykkes det hende at få udover hendes læber mens hun græd. Mens hun havde brudt helt sammen ved ham så var hun også begyndt at ryste i hele kroppen på grund af hele den oplevelse, som hun havde haft om natten og hun havde indset hvor meget hun egentligt havde såret Ash ved at sige de ord omkring hendes kamp mod vampyren.

[Ash Demonheart]

Nok havde Ash aldrig været så hård overfor hende men hun havde jo ikke gjort det her før, eller jo den ene gang men det havde været deres første eller anden dag med bekendskabet så det talte han ikke rigtigt med. ”Så kunne du have sagt det før jeg tog af sted eller en dag eller 2 før og du kunne have fået forskellige med til forskellige ting” sagde han lettere vredt for det var jo ingen undskyldning, da hun bare kunne opsøge ham over på hospitalet eftersom han jo nok skulle finde tid hvis hun ville snakke, så travlt havde han det jo meget sjældent.
Det at hun nok havde haft en hård nat kunne han lidt gætte sig til eftersom hun jo havde set herrens ud da hun var kommet hjem til ham og tydeligt overrasket over at finde ham hjemme, som om hun havde et eller andet at skjule for ham. ”Jeg er ikke ligeglad” sagde han ret irriteret da hun kom med den anklage at han var ligeglad, når det jo var langt fra sandheden eftersom han lige måtte have bevidst at han ikke var ligeglad da han var kommet for at hente hende hjem igen for gud ved hvor mange gange.
Det at han brugte hans krop til at presse imod hende var nok også lidt for at holde hende oppe da han kunne mærke hendes tårer imod hans kind hvilket jo gjorde ondt på ham at mærke, nok derfor han havde hvisket som han havde gjort. ”Jeg skal nok prøve smukke, men du ved godt jeg er dårlig til at lytte når jeg bliver vred, så du bliver nødt til at lade mig køle lidt ned først” sagde han lidt stille imod hendes øre for hun burde jo kende ham efterhånden eftersom han jo havde været rasende ind i mellem og hver gang skulle han bare holde lidt afstand til hende og lave et eller andet som kunne køle ham lidt ned så han bedre kunne lytte, det havde dog ikke altid været hende som havde vakt hans vrede for det var også sket nogen gange over på hospitalet hvor en eller anden lærling eller patient havde gjort ham rasende.
Da hun så brød sammen efter han havde hvisket at han elskede hende lod han sine arme glide om hende og holde hende i sin favn i stedet for at nærmest at holde hende fanget. Han begyndte stille at vugge hende fra side til side og strøg hende over håret så hun kunne slappe en smule af mens hun kunne græde ud. Det varmede dog hans hjerte at hun også sagde at hun elskede ham selvom han til tider godt kunne regne det ud for ellers var hun nok ikke blevet, han var ikke ligefrem den letteste person at leve med. ”Kom med hjem så skal jeg nok lytte, men så må du love mig at lade mig hjælpe i fremtiden” sagde han lidt stille som han strøg hende over håret for at få hende til at slappe af.

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Et eller andet sted så irriterede det Mimi at Ash slet ikke rigtig lyttede til hende på grund af hun havde lige fortalt ham at hun ikke havde fået noget forvarelse med mødet - sådan at hun ville havde haft tid til at finde ham og snakke med ham. "Jamen jeg fik det først at vide da jeg selv var på vej hjem! Så hvordan vil du havde at jeg lige skulle nå det samt nå hen til stedet hvor mødet skulle forgå ?" røg det udad hende uden at hun tænke over at hun afsløret hvor irriterede hun blev når det var tydeligt han ikke havde lyttede med begge øre til det, som hun havde sagt få sekunder forinden. Men dog, så vidste hun godt at hun bare kunne komme hen på hospitalet for at snakke med ham selvom han havde vagt.
Lige Ash havde opfattede hendes måde at komme hjem på samt hendes reagtion over at se ham hjemme var noget, som han havde misforstået var noget, som hun slet ikke havde overvejede. "Det virker det ellers til" svare hun igen med en undertone af irritertion og sårhed. Selvom hun inders inden godt var klar over at han var alt andet end det efter alle de gange hvor han havde ledt og hentede hende hjem når hun havde været forsvundet.

Havde det ikke været for at han havde brugt hans krop til at holde hende oppe på den måde, som han havde så havde hun nok også snukede sammen på gulvet. "Ved det godt og skal nok prøve at huske på det fremover" lykkes det hende at få udover hendes læber selvom hun kunne mærke på sig selv at det blot var et spørgsmål om tid før at hun ikke længere var i nogle stand til at holde tårerne tilbage. Men lige selv at hendes tårer også gjorde ondt på ham var ikke noget, som hverken vidste eller tænke over. Dog, så vidste hun udemærkede godt at han skulle havde noget tid til at køle af når han var blevet vred og normalt så holdte hun også sin afstand til at han var klar til at snakke med hende.
På alle måder så virkede det utroligt beroligende på hende da han bare holdte hende i hans arme mens han trøstede hende. Der gik dog, en del tid før at Mimi fik sådan styr på tårerne at de ikke bare løb nedad hendes kind, som et vandfald hvilke også passede sammen med at han bad hende om at komme med hjem og dog, så var hun ikke helt i stand til at svare med et ord hvilke var derfor hun blot nikkede stille til det. Hun havde ikke rigtig lyst til at forlade hans trygge favn og hun ønskede egentligt lidt at hun bare kunne gemme sig i den resten af hendes liv. Men efter lidt tid så rejste hun sig selv op og tørte hendes øjne selvom der stadig faldt et par enkle tårer bagefter "Mine ting er inden soveværelset" lige hvorfor hun havde sat hendes ting i et rum blot for at sætte sig selv i et andet kunne hun ikke svare på.
Da de var på vej udad hytten så spurgte hun stille "Mon vi noglesiden bliver bedre til det ?" lige at hun sagde hendes spørgsmål højt troede hun ikke og dog, så slog det hende at de aldrig rigtig havde været gode til at snakke sammen

[Ash Demonheart]

Det at Ash ikke lyttede særlig meget var nok grunde i at han bare forsøgte at få hende med hjem igen selvom han da forsøgte. ”Fra nu af skal du have et eller andet på dig til beskyttelse.” sagde han roligt selvom han var meget bestemt over for det, da han ikke kunne få lov til at beskytte hende så måtte han arrangere det på en eller anden måde så hun kunne få noget beskyttelse når hun nu valgte ikke at komme til ham når det var, for han ville jo stoppe alt arbejdet hvis hun bedte om det.
”Men det er jeg ikke, ellers ville jeg ikke havde gjort alt det for dig som jeg har gjort” sagde han roligt for han mente det jo, han helede gang på gang hendes sår, bragte hende hjem når hun var forsvundet og så det han hjalp hende med at bygge den skole op som hun gik og drømte om men ikke havde nået at gøre noget rigtigt ved udover at finde huset. Og så alt det som han ikke rigtigt havde gjort endnu.

Han holdt hende bare oppe så hun kunne få lov til at græde ud i hans favn, da det nok måtte have været noget af en nat for hende, og hvis han forstod det rigtigt så havde hun sloges med en vampyr på et eller andet tidspunkt og de var da ikke ligefrem nemme at fælde. Ikke at han kunne sige hvordan det var eftersom han jo ikke rigtigt havde kæmpet med en men altid undgået det og den sidste vampyr han havde mødt var ikke ligefrem kommet til kamp på den måde. Men så vidt han havde forstået på folk så var de vidst ret stærke. ”Godt smukke” sagde han stille og kyssede hende på kinden for at vise han regnede med hun i hvert fald ville prøve det i fremtiden, så de ikke skulle igennem dette igen. Da hun ikke virkede til at kunne tage sig helt sammen stod han bare stille og strøg hende over håret for at trøste hende mens han bare lod hende græde sådan som hun nu lige trængte til.
Dog da hun selv rettede sig op smilede han varmt til hende og strøg en tårer væk med tommelfingeren for at vide at det var okay hun græd, han var jo bare glad for at hun ville med hjem igen. ”Jeg henter dem lige så vi kan komme hjem igen” sagde han roligt inden han forlod hende, dog ikke helt frivillig, men han ville nu godt have hende med hjem igen derfor gik han ind i soveværelset og tog de tasker og løse ting som hun havde taget med sig her til skolen.
Da de gik ud af hytten og hen imod hans hest så han roligt på hende da hun stillede det spørgsmål højt. ”Det ved jeg ikke smukke, det kan tiden jo kun vise” svarede han roligt selvom han godt kunne se hvorfor hun tænkte over det, de havde jo aldrig været gode til det og specielt ikke ham for det eneste han rigtigt tænkte på var at få hende til at blive sammen med ham, uanset prisen nærmest dog at han ikke ville slå hende på noget tidspunkt.

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

På ingen måder havde Mimi helt styr på hvordan det havde lykkes hende at fælde vampyren og alligevel så var hun blot glad for at hun havde gjort det selvom hun mente selv at det blot var en sammenblanding af held og tilfælde at hun havde overlevet.
Det betød så utroligt meget for hende at han blev ved med at holde om hende da hun ikke selv kunne få taget sig sammen til at stoppe med at græde og hun havde under ingen omstændigheder lyst til at det skulle gentage sig, det som næsten lige var sket mellem ham og hende selv på grund af han havde skræmt hende en del ved hele hans adfær og det at han var så hård overfor hende på grund af han lige der havde minde hende lidt omkring hendes egne far i hendes barndom.
Hun forsøgte at give ham et smil tilbage da han tørte en tårer væk efter at hun havde rejst sig selv op og alligevel så følte hun det, som at smilet slet ikke nåede nogle steder hen end lige udkanten af hendes læber. Men hun nikkede let til det med at han ville hente hendes ting indeni soveværelset og dog, så vidste hun at det ikke lige havde været alt sammen, som hun havde fået med sig på grund af i hendes hastværk for at komme væk havde hun kun nåede at gribe fat i nogle enkle kjoler samt et par af de få bøger, som hun brugte til at undervise med.
Mens de gik udad hytten så havde Mimi lagt hendes ene arm om hans for at finde noget støtte der på grund af hun havde det, som at hun slet ikke ejet stryken selv at holde sig selv oprejst. Men lige om det skyltes alt sammen, som havde sket om natten eller bare det, som var sket indeni hytten eller om det var begge ting var ikke noget, som hun selv var i stand til at svare på. "Det har du ret i at det må vise" svare hun stille tilbage selvom hun havde været i tvivl om hun blot havde tænk det spørgsmål eller om hun havde sagt det højt, som hun rent faktisk havde gjort. Lige at han ikke var den nemmeste at leve sammen var noget, som hun slet ikke var enig i på grund af hun mente selv at hun ikke var det, da hun efter hendes mening havde en masse fejl, som gjorde at hun led af dårlig selvværd i den form at hun var overbevist om at hun ikke var god nok til nogle overhovedet og slet ikke Ash.

[Ash Demonheart]

Det at Ash nok havde mindet hende om hendes fortid var ikke lige noget han havde tænkt over, det var egentlig meget sjældent han huskede hvordan hun havde levet før han kom ind i billedet, for hvis han havde tænkt over det ville han nok havde reageret anderledes og i stedet snakket med hende og måske slå ind i væggen i stedet hvis det blev alt for meget, for han havde jo ikke været ude på at skræmme hende eller minde hende om noget dårligt. Han var bare blevet så sur over hun havde tilbragt natten ude med et han væsen, selvom han nok skulle have lyttet noget bedre for at vide at det ikke var på den måde han tænkte, den darklianske måde hvor alle kvinder jo var nemme at komme under kjolerne på, også selvom han udmærket godt vidste at Mimi ikke var sådan en.
Da de gik ud af hytten havde han hendes ting i den ene hånd mens den anden blev brugt til at hun kunne støtte sig til ham, bare for at tingene ikke kom i vejen for hende. Dog da han kom hen til hesten løsnede han sig kort fra hende for at binde hendes ting fast på hesten og hjælpe hende op eftersom der ikke rigtigt mere at kommentere i den sag med at de begge skulle lærer at lytte og forstå hinanden, det var jo bare noget de måtte prøve på, i hvert fald skulle han prøve en del mere at være bedre til det men det var ikke så nemt igen når det i hele hans liv havde gået efter hans hoved så var det lidt svært at tage hensyn til andre når det kom til stykket og han havde jo egentlig aldrig lukket nogen ind i hans sind som han nu forsøgte at lade Mimi komme så de bedre kunne forbedre sig på de ting der i fremtiden ville dukke op, dog kunne han jo ikke sige noget om hvor mange børn der måske var af hans derude i verden så den detalje undlod han gerne men hun måtte jo godt vide mere så hun bedre kunne forstå hvorfor han reagerede til tider som han nu gjorde. Det kunne nok til tider at virke som om ingen kvinde var gode nok til ham selvom han inderst inde mente at Mimi var god nok til ham, ikke lige den han havde troet han skulle ende med faktisk var hun jo det modsatte, men det kunne han nu også godt lide.
Efter han havde hjulpet hende op på heste satte han sig selv bag hende så han kunne have armene om hende mens de red, bare så hun kunne slappe af på vejen og vidste han ville beskytte hende for verden omkring hende, eller bare i tilfælde af de skulle støde ind i nogen.

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Det var en dejlig trygende følse for hende at mærke hans arm omkring hende mens de red på grund af hun fik fornemmelsen af han ville forsøge at bestykke hende imod alt ondt, som var i vereden selvom hun godt vidste at det ikke var noget, som nogle kunne gøre for andre. Lige da de var begyndt at ridde så havde hun lagt let hendes hænder ved hans arme og forsøgt at slappe af selvom hun ikke rigtig kunne finde noget ro indeni sig.
Efter at de havde redde et lille stykke tid så sagde hun stille "Ash, undskyld jeg sagde det der med vampyren.." Hun kunne ikke få sig selv til at forsætte sætningen på grund af efter at de begge var falde ned på jorden igen så havde hun virkelig fået det rigtig dårligt over det med at hun havde sagt at det måske ville havde været bedre hvis vampyren havde vundet kampen om natten og noget af det, som hun ønskede at gøre var at sårer Ash. Men lige at Ash måske havde børn var ikke noget, som Mimi noglesiden havde tænk på og lige at han aldrig havde troede at han ville ende sammen med sådan en, som hende var heller ikke noget, som hun vidste noget omkring selvom Ash havde vist sig at være meget mere end hvad hun noglesiden havde true at drømme omkring en mand på grund af han havde altid været der for hende og han havde heller aldrig slået hende.

[Ash Demonheart]

Da hun lagde hendes hænder ved hans arme smilede han stille bag hende og bare sørgede for at styre hesten mod deres hjem, som måske ikke var deres hjem så længe eftersom de jo måske flyttede ind i Mimis skole når den var helt færdig bygget, for ellers ville Ash i hvert fald ikke være der selvom han var vant til trænge forhold så skulle der alligevel være plads til at deres fremtid kunne begynde og hvis han kunne arbejde mindre på hospitalet kunne han måske begynde at undervise sammen med hende, han havde jo erfaringer fra hospitalet hvor han ind i mellem havde lærlinge efter sig som skulle lære af ham, så undervise kunne han nu godt gøre men det blev vidst kun på områder hvor han selv kunne nogle ting, som magi og eliksire, alt det andet måtte Mimi nok stå for.
Da hun begyndte at sige noget kyssede han hende kort på siden af hovedet ”Du skal ikke undskylde smukke, vi har begge været på det punkt hvor vi har ønsket sådan noget” sagde han roligt selvom han ikke ligefrem havde ønsket det om hende, men han havde jo selv på et tidspunkt havde ønsket at dø dog var dette længe siden, i hvert fald før han mødte Mimi. Men det var jo også den gang hvor alt bare handlede om de samme ting, druk, kvinder og så arbejde ikke nødvendigvis i den rækkefølge for han var aldrig fuld når han mødte på arbejdet. Tømmermænd ja selvfølgelig havde han haft dem mange gange når han var mødt på jobbet, dog aldrig fuld.
”Bare ikke sig sådan noget igen, medmindre du virkelig vil såre mig” hviskede han nærmest til hende bare så hun var ret sikker på at den del virkelig havde gjort ondt på ham at hun havde ønsket sig at vampyren vandt. På nogen punkter havde det været bedre for ham hvis han ikke havde vidst det men på den anden side ville han nu gerne vide det så han vidste hvordan hun havde det med ham og om hun virkelig ønskede sig at forlade ham.

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Lige at Ash overvejede at flytte ind i skolen når den var helt færdig byggede og han ville opgive hans job på hospitalet for at undervise sammen med hende var nogle tanker, som hun intet kendte til. Dog, så underviste hun blot i de mest basis ting så, som at skrive, regne og læse foruden de ting, som var nødvendige at lærer når man befandt sig i en skov.
Men hvordan Ashs liv havde været før at hun havde kommet ind i det vidste hun intet om og dog, så kunne hun ikke sige sig fri for ikke havde gjort tanke omkring det. Dog, så havde hun altid holdt sig fra at spørge på grund af hun på et eller andet sted ikke havde lyst til at få hendes billede ødelagt af Ash, som ridder der altid redde hende. ”Undskyld” lød det stille fra hende efter at han lige havde sagt at hun ikke skulle undskylde og alligevel så havde hun ikke kunne stoppe sig selv fra det.
Hun fik bestemt en rigtig dårlig samvidighed da han afsløre at hun havde såret ham med kommentaren omkring hendes kamp om natten. ”Det virkede bare sådan. Er ikke sikker på at jeg har lyst til at leve i en verden hvor du er så sur på mig eller i en verden uden dig i den” svare hun og kunne mærke hvordan der trillede en lille tårer nedad hendes kind. Det var noget, som fik hende til at være glad for at Ash sad omme bagved hende og på den måde så var chancerne for at han ville opdage tåren meget lille.

[Ash Demonheart]

Hvad Mimi gik og tænkte omkring ham vidste han ikke rigtigt selvom han nu godt kunne gætte sig til det med hendes billede omkring ham for det havde hun vidst fortalt ham på et eller andet tidspunkt, men igen han havde reddet hende så mange gange efterhånden og efter hans hoved havde han da også behandlet hende ordentligt fordi han ikke havde slået hende eller råbt for meget af hende samt til tider givet hende gaver og hygget om hende så godt som han nu formåede for det var ikke altid det gik efter hans hoved.
Da hun igen sagde undskyld rystede han kort opgivende på hovedet af hende for han ville jo ikke til at skændes med hende for det havde de vidst haft nok af på denne dag selvom de ikke rigtigt havde skændes så orkede han det nu ikke alligevel.
At hun fik dårlig samvittighed var nu noget han havde håbet lidt på for hun havde jo såret ham ret meget ved at sige sådan noget. ”Jeg bliver da sur hvis du pludselig bare forsvinder om natten uden at sige noget til mig. Men at miste mig gør du nu ikke, så skulle det da være døden der skilte os ad” sagde han roligt og hvis det ikke var fordi de red så ville han give hende et kys på kinden men han kunne ikke rigtigt gøre det med hende når hun havde ryggen til ham og han skulle sørge for de ikke faldt af hesten. Så at hun havde en tårer der gled ned af hendes kind kunne han ikke se selvom han ville have tørret den væk hvis han havde set det og kysset hende på kinden for at gøre det bedre.