En tur ud i det blå

[anrestian]

han lod hende være i et stykke tid men efter som at hun nu havde nævnt at hun kom fra et slot men hun virkede nu ikke som en prinsesse selv om hun nok var lige så snoppet som en, men han var ikke sikker men han viste ikke om han kunne spørge om det eller om hun så ville være fornærmet over det.
"er slottet et sted de arbejder eller er det et sted de ejer?" spurte han så endelig efter et stykke tid stadig med øjende rettet mod himle.

[Maka De Silver]

Stilheden bød hun egentlig velkommen for nogen gange så var stilhed bare guld og så kunne lidt bedre koncentere sig om at være på vagt over for ham og tænke lidt over hvor dårlige manere han egentlig havde. Da han så begyndte at tale betragtede hun ham roligt i stedet for at se udover det rolige vand. "arbejder, jeg er en af barnepigerne" svarede hun roligt selvom hun nok burde holde mund omkring i det så kunne hun alligevel ikke lade være med at være stolt over at have det arbejde og være stolt over de små børn.

[anrestian]

Han kikkede på roligt over mod hende "de må virkelig var en dygtig kvinde" han smilte og rettede mod himlen igen "det skulle have overrasket mig de er jo et syn for de fleste mænd, med deres skønhed" en mil vind tog stille fat i hans hår og gled stille ned over øjnende på ham han lukkede øjne og nød den mile brise nok en gang.

[Maka De Silver]

"Dygtig måske, men jeg havde den rigtige forbindelse til at være så heldig at få det arbejde" svarede hun roligt for det var jo sandheden, havde det ikke været for hendes bror så havde hun aldrig nogensinde kommet i betragtning hos dronningen, selvom det i sidste ende nok kunne koste hovedet hvis hendes bror blev ved med at klokke i det. "Deres sind er lige så mørkt som de mænd der tager kvinder med magt" sagde hun lettere spydigt over hans kompliment som tydeligt ikke gik ind hos hende, for det passede hende bestemt ikke at få sådan nogen.

[anrestian]

Han så atter roligt og forundret på hende "forbindelser" sagde han blot, og smilte "det må virkelig være en nær forbindelse de har frøken" han lod tankerne flyve et stykke tid og rettede nok en gang sin tanker mod hende "men jeg tror at de er noget for dem selv og bare rolig the siger jeg til alle jeg mener er speciele på hver sin måde" smillet blev større, men lod sig falde med at han drejede hovedet den modsatte vej end hvor hun sad.

[Maka De Silver]

Gina så roligt men også lettere irriteret på ham mens hun overvejede om hun skulle sige hvem forbindelse var eller ikke men det eneste hun nåede frem til var "Desværre ja" for hun havde ikke lyst til at uddybe det yderligere men hendes bror havde jo været grunden til at hun det første år efter sin befrielse atter var blevet fange. "Desværre kan jeg ikke sige det samme om dem". Det var tydeligt at hun virkelig ikke brød sig om mænd men med hendes fortid burde man forstå hende, dog var hun ikke gået skridtet videre og var gået over til at ville være med kvinder eftersom hun jo stadig gerne ville have en mand med denne skulle være speciel.

[anrestian]

Han vente hovedet og så over mod hende og satte sig derefter op nok en gang, med den ene hånd under hagen. han åndede roligt ud og sagde "Men det er godt at de fik den hjælp den gang for ellers ville de måske ikke have sat her i dag" hvor efter han rettede blikket mod floden og rejste sig og stregte hele kroppen for der efter at gå helt ned til breden af floden og kikkede ned i det rolige vand.

[Maka De Silver]

Gina betragtede ham roligt men det var nok fordi hun alligevel ikke helt kunne lade være med at studere ham i stilhed, selvom noget i hende sagde hun skulle passe godt på. "Det ville måske være godt det samme. Min redning kan blive min død" sagde hun lettere ligegyldigt selvom hun jo nok ikke ville give op alt for let, hun ville ihvertfald kæmpe for hendes job og familiens ære selvom hun ikke kunne sige det samme om hendes bror, for han virkede da fuldstændig ligeglad med alt og alle, noget der gjorde ondt i hendes hjerte når hun tænkte over det eftersom han ikke havde været sådan da de var vokset op sammen.

[anrestian]

Anrestian rettede hovedet mod hende og kikkede ikke lige på hende nærmere mod de øde træ ikke lang fra dem som om der skulle komme noget ud fra dem, men der var stille meget stille det eneste der lavede lyde var når Gina eller Anrestian sagde noget til hinanden ellers var stilheden over dem det var næsten for stille "du siger at vis jeg redder sig kan jeg dræbe sig?" han var ikke helt med på hvad hun mener eller hvorfor det var det hun havde sagt.

[Maka De Silver]

Gina hævede elegant det ene øjenbryn som hun så lidt undrende på ham "Den der redde mig kan blive min død fordi den mand bruger ikke hovedet og desværre går det udover flere end det burde" svarede hun roligt for hun kunne da se denne mand heller ikke rigtigt kunne bruge hovedet når han ikke tænkte sig særlig meget om. I hendes hoved havde hun desværre ikke mødt den mand endnu der kunne bruge hans hoved ordentligt.