And you are... ?

[Hirotio Senso]

mørket var faldet på for godt 3 timer siden. Hirotio havde netop gjort sit sidste arbejde færdigt inden han havde forladt slottet for at få sig noget frisk luft inden han ville gå op og gå til ro. Dagen havde været lang, men dog stille og rolig. Der var ikke sket noget usædvanligt, hvilket også kun sjældent skete. Dronningens død havde forsaget en del problemer for kongeriget, og nu forsøgte de ældste, samt rådgiverne at stikke hovederne sammen og finde frem til en løsning. En tronarving skulle findes, og når den afdøde dronning ingen børn havde måtte de finde en der kunne overtage hendes plads. Uanset hvem det blev, skulle det være en retfærdig konge eller dronning der ville sætte riget frem for sine egne behov. Indtil nu havde man ikke fundet frem til den rette, og som den yngste og nyeste blandt rådgiverne havde han ikke så meget at skulle have sagt, selvom de forslag han var kommet med havde været op til overvejelse.

Hirotio bevægede sig nu ud af slottet og ned mod haven. Han havde blot i sinde at tage sig en lille tur, ikke andet. Ved hans venstre side hang den lange slanke sværd hvori han havde sin stav klar til at komme i brug hvis det skulle blive nødvendigt. Resten af hans påklædning var hvidt, løst og let at bevæge sig rundt i. den hvide skjortes to øverste knapper var ikke knappede, desuden var den lavede af silke og smøg sig smukt og hans velformede krop. På benene havde han hvide bukser, og på fødderne et par brune støvler. Hans skridt kunne knap høres, hans brystkasse hævede og sænkede sig roligt idet han åndede ind og ud, og de gyldne lokker blev sat i bevægelse af den lette brise som ikke var kold. I venstre øre havde han en fin ørering i form af et fjer, på højrehånds lillefinger og ringefinger havde han to ringe med sten. Han skridt var rolig og elegante, ryggen var lang og han nærmest strålede i mørket. Til trods for dette var det mest bemærkelsesværdig ved ham hans øjne. De havde en turkis farve der nærmest var selvlysende og som straks vakte opmærksomhed. Mange havde tit spurgt om de måtte se hans vinger i den tro at han var engel, for hans udseende, ro og harmonien der fulgte med ham kunne få folk til at tvivle på hans race. Han bevægede sig om bag slottet, til den mere rolig og afsides ende mens han blot nød stilheden omkring sig.

[Neimi Silvertung]

At dronning var død vidste Neimi udemærket godt eftersom det jo var kendt i begge lande, folk ændrede sig bare over hvem staven var givet videre til for spioner havde jo sagt at ingen på slottet havde det, men igen folk var til tider også i tvivl om hvordan Anno havde fået det den gang. Det eneste som de ikke vidste, som ingen vidste udover de kongelige var at den specielle stav eller sværd blev givet videre efter arvingens død, hvor denne døde arving viste sig for den nye for at give våbenet videre hvis denne ville have den. Ellers ville landet gå til grundene hvis staven eller sværdet ikke blev givet videre ved første valg, for arvingen havde kun EN mulighed for at give den videre til den de syntes ville passe bedst medmindre der var født en arving af dronningen men det ville kræve hun skulle være gift med faderen til barnet for at staven automatisk ville blive givet videre ellers måtte de jo tage deres valg.
Derfor troede mange bare at der endnu ikke var blevet valgt en eller at Anno ikke havde testemateret tronen videre til en anden. For ikke en gang de nærmest rådgivere ville vide hvordan det hele rigtigt gik til da dette var noget som kun arvinger vidste.

Efter mørket var faldet på denne aften havde Neimi sneget sig ind i haven efter have skabt en mindre distrehetion for vagterne, så hun med lethed kunne smutte ind. Hvor hun lige nu gemte sig bag en busk og ventede på at alt virkede roligt så hun kunne finde en vej ind på slottet for at finde noget mad, det var godt nok en underlig ide hun havde fået men det skulle lige afprøves og gik det helt galt så var de jo nok godtroende nok til at tro hun bare var en fattig dum tøs, eftersom hun nu lignede en. Hendes langærmede brune trøje var der huller i forskellige steder, blandt andet i det ene ærme og ved maven, mens i de brune lange bukser manglede noget af det ene ben efter hun var blevet angrebet mens der i det andet bukseben var en revne efter hun havde kommet for tæt på en busk. Sko ejede hun nu ikke noget af selvom hun nok burde skaffe det nu hvor det var blevet koldere i vejret for efteråret var begyndt og dermed stormene ville snart komme, så det betød hun nok skulle trække sig tilbage til Nirelia eller finde huler i skovene hvor hun skulle bo men så ville mad jo være et problem.
Hun havde allerede undersøgt busken hun gemte sig bag ved men der var ikke nogen bær på for det var en ganske almindelig blomsterbusk som var ved at visne en smule.

[Hirotio Senso]

Selvom Hirotio virkede ung, og blot en knægt så var han en af de største magiker man kunne finde. Sådan som han dog bevægede sig virkede han mere til at være en vagt der tjekkede slottets have an. For selvom han var magiker kunne han skam fuldt ud håndtere det sværd han bar på sig. Så ja, skulle magien ikke være tilstrækkelig havde han altid sværdet. Mange troede ikke på at han var den han var når han fortalt det, de lo af ham fordi han sagde den slags og nogen gjorde endda grin med ham. Hans eneste svar på dette var at det måtte de selv om, at skulle bruge magi, og den stor af slagsen for at bevise for den slags folk hvad og hvem han var, fandt han unødvendigt. De måtte selv om, om de ville tro på ham eller ej, han tvang ingen til at tro ham. Netop sine magiske evner havde han ikke brugt i nogle dage nu, dette betød ikke at de var mindre brugbar blot at han havde sparet på kræfterne og nok derfor vil kunne bruge sine kræfter langt mere end sædvanligt, hvis han brugte dem på den rigtige måde.

En lyd fik ham pludselig til at spidse øre, men ikke andet end hans høresans reagerede. Han standsede ikke, hans blik gled ikke rundt og han end ikke spændte musklerne. At gøre dette ville få vedkommende han havde hørt til at tage flugten hvilket på ingen måde var nyttigt. Han fortsatte derfor roligt og idet han bevægede sig synes han at kunne høre lyden tydeligere. En eller anden skjulte sig i en busk i nærheden, lyden af kviste der blev trådte ned var ikke til at forveksle, hellere ej lyden af bladende der svagt hvislede når personen bevægede sig. Han lyttede opmærksomt og efter nogle sekunder lokaliserede han stedet hvor lyden stammede fra. Han bevægede sig roligt tættere på og skridtende virkede ret spontane hvilket betød at det blot så ud til at han bevægede sig tættere på rent tilfældigt. Han var dog klar til at sætte et skjold foran sig hvis det viste sig at være en farlig fjende. Han standsede foran busken, og dog en meter derfra, lod hovedet glide på skrå og læberne skilles ”Du behøver ikke skjule dig der” hans stemme var blid, blev ført med vinden og lød ganske rolig og hviskende.

[Neimi Silvertung]

Det at hun var blevet hørt havde hun nu godt gættet selvom hun altid forsøgte at være så lydløs så mulligt så virkede det sjældent godt for hende, det var meget sjældent noget lykkedes for hende egentlig, hverken magi, at skjule sig og nogen gange det at holde kæft fungerede ikke. Det eneste hun kunne være en smule stolt af var hendes tyveri og overtalelses evne men andet havde hun nu ikke noget at skulle sige om, selvom hun egentlig var en smuk ung kvinde, der kunne lokke mænd til så var det nu heller ikke noget der for det meste var meningen for hun havde det nu bedst når hun var alene eller sammen med Valentin eller Leonardo også selvom de var vidt forskellige så havde hun meget at lærer af dem, for det at lærer noget var for det meste noget som bandt hende til en person og noget der gjorde hun ikke ville angive dem overfor andre..

Da hun hørte skridt komme tættere på var det som om hun holdt vejret og ventede i stilhed og uden bevægelse på hvad personen gjorde, så da skridtene kom tættere på forsøgte hun at gøre sig så lille som en mus. Så selv da personen talte sagde hun intet mens så bare på ham igennem busken med de brune øjne mens hjertet i hende bankede hurtigere i spænding over hvad der nu skulle ske.

[Hirotio Senso]

Intet svar. Ikke at han havde forventet nogen svar. Han blev roligt stående, med hovedet endnu en anelse på skrå og blikket rettet mod busken. Han var sikker på at der var nogen så han skulle nok få vedkommende ud derfra. Han kunne skræmme personen ud, og han kunne fjerne busken med magi. Han valgte dog ingen af delene og blev blot stående ganske roligt ”Jeg gør dig intet, og jeg går ingen vejene før du kommer ud” fortsatte han. Blikket var rettet mod busken. Den der gemte sig der holdt helt sikkert været og forsøgte at være utrolig stille, han kunne nærmest fornemme vedkommendes nervøsitet over hvad der nu skulle ske. Hvis vedkommende troede at han var vagt kunne han jo passende lade vedkommende blive i troen. Han trak dog ikke sværdet af flere grunde, den første at han ikke ville skræmme personen, den anden at han lige havde sagt at han intet ville gøre ham eller hende så at trække sværdet vil helt klart give det forkerte indtryk. En kølig brise gled ind over det og fik ham svagt til at gyse af kulde. Han var jo skrøbelig som et menneske og kulde bed desværre på ham, frygten for at blive syg var ham dog fjern selvom hans moder helt sikkert ville være gået amok hvis hun så ham stå derude med så lidt tøj på når det nu var efterår og kulden tog hårdt fat om natten.

[Neimi Silvertung]

Skulle hun flygte eller skulle hun blive? Hun hadede jo dette land så at blive fanget i det ville være en forbandelse for hende, den rene tortur man kunne udsætte hende for foruden at tvinge hende til at være i noget vand. Personen virkede da ellers ganske flink selvom hun ikke rigtigt kunne se ham tydeligt i mørket så kunne hun da gætte på det var en ham ud fra stemmen selvom den var utrolig mild og blid så den virkede lidt om Leos når han hviskede til hende.
Hun valgte dog at tage flugten for at kæmpe med ham ville hun næppe klare godt så hun smuttede hurtigt ud fra hendes busk og gjorde et mindre flugt forsøg for det plejede normalt jo at give ballade hvis man blev fanget på et af slottene, så hun indså at det nok var den dummeste ide hun havde fået i lang tid, hun skulle bare have holdt sig til at stjæle fra fulde mænd om aftenen. Det var ikke særlig langt hun nåede før hun trådte på en lidt skarp sten og dermed snublede omkring 10 meter fra ham, noget hun bandede høj lydt over inden hun igen forsøgte at komme på benene og humpe i alt hast væk.

[Hirotio Senso]

Han kunne høre den svage raslen der nu kom fra busken. Enten var personen kommet til fornuft eller også forsøgte denne på et eller andet, som fx at flygte. Da den unge kvinde dukkede op trådte han svagt til side for at lade hende løbe forbi. Han havde ingen planer om at fange hende og han ret hurtigt sendt hende et blik fra top til og kunne konkludere at hun nok bare var en af de fattig der søgte føde. Han havde ingen planer om at løbe efter hende for hun kendte tydeligvis vejen ud af slottet, desværre havde hun intet på fødderne hvilket resulteret i at hun trådte i noget, snublede og faldt. Han opfangede tydeligt da hun bandede idet hun forsøgte at komme på benene og humpe væk. Det var ikke spor svært at nå op på siden af hende da hun humpede og derved nåede han hurtigt op foran hende. ”Jeg mente det skam da jeg sagde at jeg ingen planer havde om at gøre Dem noget frøken. De er tydeligvis trådt i noget så det vil være klogt hvis De lo mig se på deres fod og eventuelt kom en forbinding på.” sagde han venligt. hun kunne gå forbi ham hvis hun ønskede det, for han stod godt nok foran hende men holdt hende ikke eller så ud til at ville holde hende tilbage. Godt nok var hun ind på slottets område hvilket var på alle måder forkert men hun skulle ikke tro at dette land, at denne befolkning og at de øverste i dette land havde i sinde at jage en svag person på porten blot fordi denne sneg sig ind på dem. På den anden side betød det ikke at han stolede på hende.

[Neimi Silvertung]

Egenltig burde hun kunne gætte sig til at hun ikke ville blive jagtet men på den anden side så havde hun tidligere prøvet at blive banket, mishandlet og jaget af folk fra Nirelia så hun stolede slet ikke på nogen af dem. Men alligevel blev hun overrasket over han pludselig stod foran hende så hun faldt ned på røven og man kunne høre et knæk hvorefter Neimi så chokket lige frem for sig så man kunne nærmest læse i hendes at hun tænkte *Shit* i nogle sekunder inden hun lettede sig en smule og tog en gren frem under hende som fik hende til at sukke lettet over at det bare var den og ikke hendes stav.
"lover du det?" spurgte hun lidt stille og så op på ham med lidt bedene øjnene efter hun havde smidt grenen væk for den var jo nytteløs og den kunne nok ikke lige hjælpe hende ind på slottet. Hun havde aldrig været på slottet til trods for hun egenltig havde snakket med Anno adskillige gange og været en mindre spion for hende eftersom hun fortalte om ting hun vidste der foregik i Darklia.

[Hirotio Senso]

Han kunne se hvor overrasket hun blev og da hun faldt på enden bemærkede han chokket i hendes øjne da der lød et knæk af træ. Han stivnede selv for han kunne regne ud hvad det kunne være der var gået i stykker. Han havde selv været i situationer som denne hvor han havde troede at sin stav var gået i stykker. Da hun fremdrog en gren åndede han nærmest lettet op. Han satte sig på hug foran hende og nikkede da hun med en bedende tone spurgte om han mente det og på samme tid ønskede at han lovede hende at der ikke ville ske hende noget. Han rakte hende hånden, en fin ret bleg hånd med lange slanke klaverfingre og som var ret varm. Den var den hård på indersiden hvilket fortalte at han havde brugt den rimelig tit. Den var dog på ingen måde ubehagelig. Han så roligt og afventende på hende mens han ventede på at hun tog imod hans hånd.

[Neimi Silvertung]

Den naive lille pige i hende fik hende til at lægge sin gylden brune hånd i hans, der bare fik den til at virke meget mere brun end den var, for at blive hjulpet op igen, dog ømmede hun kort hendes bag for hun havde jo landet på grenen noget hun godt kunne mærke. Det hele måtte dog havde set lettere klodset ud men hun var heller ikke ligefrem den bedste til at flygte for selv det endte meget af tiden galt for hende på grund af hun var så klodset.
Da hun endelig var kommet op at stå blev der alligevel lokket et lille uskyldigt smil over hendes læber for det kunne jo være hun kunne smirger sig lidt ind på ham så hun kunne få lov at se slottet eftersom der jo måtte være noget spiseligt og noget hun kunne sælge måske endda nogle informationer hun kunne give videre til Valentin som han kunne bruge imod landet for at holde hende i live.

[Hirotio Senso]

Hun lagde sin hånd i hans og han hjalp hende på benene. Var dog ret forsigtig for ikke at gøre skade på hende. Godt nok var han venlig og varmhjertet men hverken dum eller naiv. Han var forsigtig og han havde ingen planer om at lukke hende ind på slottet, ikke nogen vigtige steder i hvert fald. Han så ned på hendes fod og besluttet ved sig selv at det var bedst at bære inden hvis nu såret var dybt eller hvis hun havde fået glassplinter eller andet i. Derfor fejede han benene væk under hende og snart lå hun i hans arme. Han tvivlede på at hun havde noget imod det, nok ville hun muligvis få et chok men heller ikke mere, og hvis hun skulle have noget imod det, måtte hun i så fald sige til for så ville han sætte hende ned igen. Han gik roligt hen imod slottet og dog ikke gennem den velkendte indgang men ind via en sidedør der førte direkte til tjenerfløjen. Denne dør var kendt og brugt af tjenestefolk og derfor ingen hemmelighed for nogen. Han gik roligt op ad en trappe og hen af en gang for derefter at befinde sig i slottets køkken. Der var ikke mange folk, endelig kun to kvinder, en på de tyve år og en ældre kvinde på mindst 40 år. De så forundret på ham men nejede begge høfligt. ”En skål vand Teresa og en klud hvis De vil være så venlig” den unge kvinde skyndte sig af sted og dukkede op ved hans side igen. I mellemtiden havde han sat kvinden han endnu ikke kendte navnet på, på en stol og havde trukket en anden frem foran hende. Teresa så spørgende på ham og rødmede da han tog imod skålen og kluden og takkede hende. Hun vendte sig rundt og smuttede. ”Man kalder mig Hiro, har De et navn?” spurgte han venligt og havde allerede blidt og forsigtigt taget fat i hendes fod og lagt den over på sit ben. Hendes fod var ret beskidt og såret blødte en smule.

[Neimi Silvertung]

Han gættede vidst rigtigt for Neimi fik et chok over hun pludselig blev løftet op på den måde dog lagde hun armene om hans hals i tilfælde af han nu skulle tabe hende og så det hun ikke var helt vild med at blive båret rundt på den måde, det havde hun nu aldrig været men alligevel havde hun nu ikke sagt meget til at blive det, det kom lidt an på hvor hun blev båret hen for ellers kunne hun nu godt blive rasende over at blive båret rundt på lige pludselig som en eller anden sæk kartofler.
Mens de gik så hun dog lidt diskret rundt for at finde ud af detaljerne ved tjenernes indgang, om der var vagter eller om der var bestemte trin han ikke ville træde på for der kunne jo være skjulte fælder der ligesom der var i slottet i Darklia. Men det virkede egentlig ikke til at der var nogen så det burde være rimeligt let at liste sig ind en anden gang hvis hun skulle have lyst til det, selvom hun ikke rigtigt kunne bruge grunden længere med at hun skulle besøge en bestemt person for hun kendte jo ingen her mere.
Kvinderne i køkkenet studerede hun kort for selv dem burde være nemme at kunne lokke sig ind på, men stadig forholdt hun sig tavs som hun gav sig til at studere køkkenet og lidt gik og forstillede sig hvordan det var at arbejde på sådan et sted, selvom hun nok ikke ville kunne finde sig i det. Da den yngre kvinde som åbenbart hed Teresa kom tilbage med skålen efter Neimi var blevet sat ned, så Neimi undrende på hende da hun rødmede for hun havde nu aldrig forstået hvorfor folk rødmede men det irriterede hende nu mest at hun aldrig selv havde oplevet det, dog da han snakkede til hende vendte hun ansigtet imod ham for at studere ham lidt bedre i lyset med de brune øjne, som havde set mere end de fleste, "Jack kaldte mig for Neimi" svarede hun roligt som hun så lidt på hendes fod hun havde skadet, men hun udviste nu ingen tegn på smerte, noget som hun meget sjældent gjorde eftersom det altid bare gav flere problemer og hun ville ikke rigtigt vise fremmed at hun led, så hun gjorde det i stilhed.
Hun sad roligt med hænderne foldet i skødet eftersom hun ikke anede hvad hun skulle bruge dem til for hendes kappe sammen med bæltet og den lille læderpose der hørte til havde hun gemt et andet sted, hvilket nok var endnu en dum ting at glemme men hun ville være hurtig og let til bens i tilfælde af flugt, så kappen ville bare komme i vejen hvis den gang fast i noget og læderposen og bæltet vidste hun ikke hvorfor hun havde taget af.

[Hirotio Senso]

At hun ikke brokkede sig var bare godt. Han havde håbet på at hun ikke ville have noget imod det og at spørg og vente på et svar ville tage lidt for lang tid derfor havde han blot gjort det og hvis hun skulle brokke sig måtte han jo bare sætte hende ned. Hun havde som han forventet fået et lille chok men ellers bare slyngede armene rundt om hans nakke som forventet. Slottet var ikke nær så ubevogtet som det så ud til og derfor ville mange nok få et chok hvis de forsøgte at snige sig derind.

Da han endelig fik hende sat fra sig – ikke at hun vejede særlig meget – havde han betragtede hende kort. Køkkenet var lyst og de kunne nu begge se hinanden bedre. Hun var ikke just ren men til trods for at hun var snavset og tøjet var beskidt og gammelt så kunne han skam se hendes kønne træk, hun var desuden yngre end han havde troet nok omkring tyve som tjenestepigen som var kommet med vandskålen. Han så kort over på den ældre kvinde og gjorde lydløst tegn til hende. Denne vendte sig om og begyndte at finde mad frem, den unge tjenestepige betragtede dem, eller rettere ham, med stjålne blikke. Mange unge kvinder så efter ham, selv mente han at det skyldtes at han var anderledes end de sædvanlige unge mænd. Han var faktisk venlig selv for overfor tjenestefolkene. Han vendte atter blikket mod den unge kvinde foran sig og smilede skævt da hun svarede på hans spørgsmål ”Jack?” sagde han spørgende. Forventes det af ham at han skulle kende denne Jack siden hun nævnte ham.

[Neimi Silvertung]

Hvad der egentlig skete omkring Neimi lagde hun så ikke meget til udover hun kort havde skævet til den ældre kvinde da Hiro havde gjort det men kun lige for at se hvad han satte hende til, og så senere på den anden kvinde for at se de blikke hun sendte til Hiro inden Neimi vendte hovedet imod ham igen og studerede ham ret åbenlyst eftersom hun ikke kendte særlig meget til høflighed og blufærdighed.
"Min tidligere herre" svarede hun kort eftersom det jo ikke var løgn, udover Jack havde været lige så meget fader som herre da hendes egen havde behandlet hende skidt. Så Jack havde nok været tættest på den person som hun ville sige var hendes fader, til trods for hun ikke havde set ham i mange år efterhånden så hun vidste egentlig ikke om han stadig var i live. Han var sådan set også den mand der havde fået hende til at være mere til Darklia end Nirelia.

[Hirotio Senso]

Han smilede og nikkede. Bemærket at hun gloede på ham men sagde heller ikke noget til det, det bragte blot et smil frem over hans læber at se hendes åbenlyse interesse som endda morede ham. Han var dog høflig nok til at lade som ingenting og selv ikke stirre alt for meget selvom han selv aldrig stirrede. Det ord kunne slet ikke beskrive hans blikke for de var altid fulde af varme, blidhed og omsorg akuarat som nu hvor han med blidhed og forsigtighed rensede hendes fod. Da han var færdige forbandt han såret med en anden klud som Teresa havde hentet. Han satte hendes fod på den kolde marmor gulv og rejste sig op. Teresa var dog straks henne hos ham med en ny skål lunt vand som han vaskede fingre i. Et håndklæde rakte hun ham som han tørrede fingrene i og rakte hende tilbage ”Tak Teresa, du læser mine tanker” sagde han blidt og endnu engang rødmede pigen. Den ældre kvinde satte noget mad på bordet bag Neimi og noget at drikke. Hiroto takkede hende og denne smilede ”Det var så lidt min dreng” han smilede da hun kaldte ham for dreng, det var ikke så tit han hørte det og det glædede ham at høre den gamle kone kalde ham for det.