Rigtigt efterårs vejr

[Hirotio Senso]

Han betragtede hende roligt og smilede mildt. Svarede ikke for der synes ikke at være noget svar til hendes ord. Da hun sagde den gamle kunne han automatisk regne ud at hun snakkede om den rådgiver han selv havde tænkt på for ganske få sekunder siden og smilede over hans læber blev blot større. Han morede sig gevaldigt over hende, at opføre sig afslappet var nok ikke spor svært og noget sagde ham at han ikke behøvede formelhederne i hendes nærhed for hun ville nok være ret ligeglad med om han kaldte hende for ”du” eller ”De”. Alligevel beholdt han den rette tiltaleform da det var det bedste at gøre. At blive dus med dronningen når han knap kendte hende ville blot få folk til at snakke. Da hun rejste sig op og erklærede at han kunne deltage med i et eller andet senere så han forundret på hende ”Med glæde, men… hvad er det De invitere mig med til?” spurgte han venligt.

[Clarisa Nemay]

hun havde ikke svaret ham på det da hun allerede var gået og der gik lidt tid før hun ville komme ned, imens var der nogen tjenestepiger der kom ind i tronsalen til ham med et fad med mad og drikke på så han bare kunne begynde at spise. Clarisa kom langsomt gående ned af trapperne igen og ind i tronsalen, så på tjenestepigen der satte fadet på et lille bord. "De hed.. julie ikke?" pigen nikkede roligt og dronningen smilte endnu. "endelig jeg kunne huske det.. men vil de gøre en sæk kød klar.. så vil jeg være meget glad.. jeg må jo ikke selv..." hun rullede med øjnene lidt før hun vendte opmærksomheden mod Hiro igen med et smil på hendes læber. "jeg hørte ikke hvad du sagde jeg skulle skynde mig at klæde om..undskyld.."

[Hirotio Senso]

Hun havde ikke svaret ham men han havde ikke taget det så tungt, hun havde nok bare ikke hørt ham. Da hun var væk havde en fin lille latter forladt hans læber, hun var nu ret sjov, ikke komisk men hendes opførsel og væremåde var blot så anderledes. Da tjenestepigen var dukkede op med maden smilede han venligt til hende og satte sig ved det bord hun havde sat maden på. Han havde takkede hende venligt men hun var blevet stående og betragtede ham mens hans spiste hvilket var delvist irriterende men han sagde intet. Da dronningen dukkede op igen rejste han sig op af ren høflighed. At sidde ned mens dronningen stod op var upassende. Han bemærkede hendes udveksling af ord med tjenestepigen og kunne nu gætte sig til hvad hun skulle udenfor. Da hun henvendte sig til ham og undskyldte så han forundret på hende inden han smilede. En eller anden måtte tage denne unge dronning under vingerne og lære hende og andet om hendes nye liv. Det ville ikke undre ham hvis hun var blevet smidt hovedkulds ind i det hele. ”Jeg spurgte blot om hvad vi skulle foretage os udenfor” gentog han mildt.

[Clarisa Nemay]

hun smilte igen til ham og ventede lidt, drejede ordene inde i hovedet "Tjo.. jeg skal ud og træne lidt. en af de eneste ting jeg er god til. har haft den bedste lære jeg kunne ønske mig til netop dette" hun smilte igen før hun vendte opmærksomheden mod tjenestepigen der kom tilbage med en kæmpe sæk, hun gik hurtigt hen for at tage den da tjenestepigen tog den væk med ordene "deres mejestæt... de må ikke bære på noget der kan gøre dem snavset" clari blinkede lidt "Sig mig vil du gerne ædes af en drage? hun er sulten og hun er ikke tam" tjenestepigen stivnede og ragte bare sækken frem før hun trak sig tilbage og så ned i gulvet. Clari så roligt på hende før hun så ud til at tænke. "Julie.. gå ned og få noget at spise.. de har brug for det.." hun vendte opmærksomheden mod Hiro igen. "hvis du vil deltage kan du bare komme ud" hun begyndte langsomt at gå mod døren igen med sætten over skuldern.

[Hirotio Senso]

Hirotio betragtede de to kvinders ret så korte konversation og fulgte dronningen med blikket idet hun tog sækken over skulderen og smuttede hen imod døren. Hendes ord til ham og blot det der lige var sket fik ham til at glippe med øjnene. Han overvejede om den nye dronning i det hele taget havde fundet en ven på slottet, en hun kunne snakke frit med i stedet for alle de formelle personer omkring hende. Hun var ung, og dette var nyt for hende så hun måtte have det hårdt. Hun så ud til at elske sin drage hvilket da var godt, men hun havde brug for mere end en drage som ven uanset hvor tæt de var knyttet. Da dronningen smuttede ud af døren så tjenestepigen på ham ”Hr. Senso, De må gøre noget” han så tilbage på tjenestepigen og smilede mildt til hende ”Bare rolig frøken Julie, det skal jeg nok” han smuttede ud af døren og nåede snart op på siden af dronningen. ”Jeg undskylder på forhånd for mit upassende spørgsmål men … er De faldet til på slottet?” spurgte han venligt og var allerede i færd med at tage sækken fra hende med en rolig dog fast bevægelse ”Hun spiser mig ikke, De vil opdage at jeg er ret god til levende væsner uanset størrelse, race og alder” sagde han venligt.

[Clarisa Nemay]

hun så på ham da han tog sækken fra hende og gik nu helt i stå, hun rystede let på hovedet og så bare på ham "Faldet til? nej.. det vil jeg aldrig gøre, men jeg vil gøre mit bedste.. jeg fik trods alt staven. jeg offre mig gerne for mit land." hun så roligt rundt et øjeblik før hun så på sin veninde der kom flyvende ned mod hende og landede lige foran, dragen puffede let til hende og kom med nogen lyde. "Ja,ja jeg skal nok.. du.. jeg snakker til dig unge dame! nej du bliver her du skal ikke ud og flyve nu.. vil ikke have du bliver fanget! så hør dog på mig!" hun tog hurtigt fat i hornet på sin veninde og tvang hendes hoved nedaf og så hende roligt ind i øjnene før hun lod sin hånd glide over hendes ansigt og nussede hende, clari lagde derefter sit ejet hoved ind til hendes og gemte det. "undskyld.."

[Hirotio Senso]

Han betragtede hende roligt idet hun sagde at hun ikke var faldet til og at hun aldrig vil falde til. Trist. ”Deres land ønsker ikke at De ofre dem for Det, ikke medmindre det skulle blive nødvendigt og selv da er der mange der ikke vil tillade det.” han tav og tænkte sig om nu hvor de kort var standset ”Hvis De ønsker at snakke med nogen, blot almindelig snak der intet har med arbejde eller stilling at gøre, så vil jeg med glæde være der for Dem.” sagde han mildt og venligt inden de fortsatte og forlod slottet for endnu engang at stå ude i gården. Dragen var igen dukket op og det så ud til at dronningen og dragen havde en samtale kørende. Interessant. Da dronningen undskyldte overfor dragen betragtede han hende roligt, sukkede et lydløst suk inden han satte sækken med kødstykker fra sig på græsset.

[Clarisa Nemay]

hun stod nu og så på sin veninde der fnøs og satte kursen mod Hiro og sækken med kød, hun tog det ikke særlig tungt at han stod der men begyndte at flå i posen for at få maden ud. Clari så hurtigt tilbage på hende og på Hiro. "Jeg har måske brug for at snakke, men jeg vil helst ikke virke svag. især ikke nu hvor jeg skal styre et land.. Jeg har brug for en der kan hjælpe mig med det, hjælpe mig med mange ting som jeg ikke selv kan klare." hun bed sig let i læben og så på sin veninde. "Men ham jeg altid har kunnet søge til er her ikke mere."

[Hirotio Senso]

Han betragtede dragen roligt idet den vendte opmærksomheden mod ham, eller rettere sækken med kød som nok var langt mere interessant end han selv var medmindre hun følte sig sulten efter at have tømt sækken. Så ville hun måske gøre ham til sin måltid men han tvivlede ærligt på det. Han åbnede sækken for dragen og fremdrog et stort stykke kød som han kastede til dragen som hapsede den i luften. Hans opmærksomhed blev vendt mod dronningen på ny ”De kan være sikker på at jeg ikke vil fortælle noget til nogen. Det er dog svært at holde ting for sig selv og nogen gang har man lyst til at lufte ud hvilket De sikkert vil trænge til med alle de forandringer der er indtræffede den seneste tid” han tav og betragtede hende fortsat roligt kastede endnu et stykke kød til dragen som tog glædeligt imod den og slugte den straks i sig. ”Er her ikke mere? Vi kan muligvis bringe ham til Dem hvis han altså lever” sagde han usikker på om manden hun snakkede om var levende eller ej.

[Clarisa Nemay]

hun så på ham med rolige øjne, dog begyndte de at skine ved dette emne. "Min bror døde kort tid forinden jeg fik staven i hånden og kronen på hovedet." hun så på sin veninde igen og gik hen og lagde hånden på hendes hals. "Men om han var her gjorde det nok ikke rigtigt en forskæl, jeg ville stadig være dronning.. Jeg skal jo også til at blive voksen.. og det skal være hurtigt." hun sukkede let og vendte blikket mod ham igen. "hvis de vil hjælpe mig med nogen af de opgaver jeg bliver belæset med hele tiden ville jeg blive meget glad, virkelig glad. for mange områder kender jeg slet ikke noget til, mens andre, er mere kendte for mig"

[Hirotio Senso]

Okay han havde vist haft den rigtig fornemmelse for hun snakkede om sin døde bror. Han forstod delvist hvordan hun havde det. Selv havde han også mistet en bror, eller mistet var så meget sagt, men han havde haft en storebror som var død kort efter opdagede hans mor at hun var gravid med ham. Forældrene havde så forkælet ham og forventet en del af ham, og havde nok set ham som en erstatning for deres døde søn hvilket Hirotio havde forstået siden han var helt lille men som han ikke brød sig om. At blive sammenlignet med andre var aldrig godt. Han vendte opmærksomheden mod dragen som udstødte en lille lyd der mindede ham om at give den mere kød hvilket han straks gjorde. Han lyttede til Clarisa og smilede mildt ”Jeg vil med glæde så ved Deres side, guide og hjælpe Dem med deres pligter” sagde han venligt og gav dragen yderligere tre store stykker kød som den slugte af sig. snart var sækken tom og han så nu på Clarisa.

[Clarisa Nemay]

hun nikkede let til ham som et tak og aede sin veninde ned af halsen før hun langsomt gik med hende hen til den plads hun havde fået i gården og hjalp hende ned at ligge, ikke fordi hun skulle have hjælp, men fordi hun plejede at gøre det, som for at sikre sig at hun var okay, hun nussede hende hurtigt hen over kinden før hun vendte sig om og gik tilbage mod hiro og lavede et hovedkast mod døren og begyndte at gå ind igen, hendes skridt var hurtige og hun var på vej mod sit arbejds værelse hvor alle papirene lå.

[Hirotio Senso]

Han betragtede roligt dronningens behandling af dragen og fulgte tavst efter hende idet hun smuttede med hastige skridt ind på slottet igen. Han havde ingen problemer med at følge med hendes skridt og nåede uden besvær op på siden af hende. Hans holdning var endnu rank, hans blik var rettet forude for sig og han vidste at de var på vej mod hendes arbejdsværelse. Vagterne de gik forbi stod alle ranke og rolige, men det betød desværre ikke at de kunne stille meget op mod en fjende, det vidste alle selv dronningen af Drakila, det var blandt andet derfor at slottet havde ham til at beskytte sig. Han trådte ind i hendes arbejdsværelse efter hende og stod ellers blot roligt og betragtede de velkendte omgivelser.

[Clarisa Nemay]

hun så ikke lige på ham da hun bare hurtigt gik hen til det overfyldte skrivebord, så på de mange papire og sukkede før hun langsomt satte sig ned og tog noget op læste hurtigt. "Høsten går dårligt.. hvorfor er der ingen der har gjort noget ved dette.. nu der mange der dør af sult denne vinter" hun lagde den lige så stille over i en lille bunke og så på et nyt et. "Familier der klager over at havde mistet mænd i krigen..." hun vendte blikket mod Hiro for at få lidt hjælp med netop denne opgave, hun vidste jo intet om krig endnu, og ville nok heller ikke komme til det.

[Hirotio Senso]

Han betragtede hende tavst og stillede sig på den anden side af skrivebordet med hænderne folede på ryggen. Han vendte blikket mod gulvet mens hun fortalte om høsten. Sommeren havde været hård og med en del regnbyger hvilket havde ødelagt en del af høsten. Da hun fortsatte og nævnte familierne der klager vendte han blikket mod hende og bemærkede hendes blik der fortalte at hun ønskede hjælp her. ”Jeg foreslår at De holder en tale for folket. Som ny og en meget ung dronning er der nok mange der tvivler på deres lederevner, derfor vil det være oplagt at holde en tale hvor De forsikre folket om at alt nok skal ændre sig til det bedre, trøster familierne der har mistet nogle mænd med nogle få ord og fortæller at i krig er der nogen der må lade livet, hvilket er uafhængigt om det er bønder eller soldater. Fjenden kender ingen forskel og vil derfor ty til de grusomste metoder for at bringe vore land til fald” han tav og så roligt på hende, om hun vil bryde sig om hans forslag anede han ikke, han var hendes rådgiver ikke andet så hun kunne selv bestemme. Kunne hun ikke lide hans forslag måtte han finde på noget andet.