where is home?

[Thrakan]

Thrakan som havde bestemt slagets udfald, til egen fordel vidste at hun sandsynligvis ville dø, den lille pige, hvis de kom op at slås, også selvom det bare var næverne, for selvom Thrakan var en elver var han helvedes stærk og så havde de mange år på slagmarken jo også lært ham et trick eller to "Nåh, ja hvad kan jeg sige? Du er jo også bare en menneskepige" sagde Thrakan, det kunne nok sagtens fortolkes som en provokation af den rette person.
Har det lige så godt i live? Tænkte Thrakan, måske turde pigen ikke dø? Tydeligvis ikke, denne verden var fuld af krig og had, derfor måtte nogen altså dø., de svageste måtte dø, det var der ingen der kunne ændre på, men det kunne da kun blive bedre?
Da pigen var på vej væk, opgav Thrakan at fortsætte samtalen og ville egentligt gå den anden vej, men da han hørte et ynkeligt hyl fra pigen vendte han sig om, hun havde åbenbart fået en hudafskrabning.
Thrakan gik over til hende og bukkede sig ned uden at sige noget, og hev hende op at stå hvorefter han løftede hende op i armene, om hun ville det eller ej, for han holdt fast. "Hvad vej skal du?" spurgte Thrakan som ville bære pigen hele vejen ud at skoven, så hun ikke risikerede at falde og gøre mere skade på sig selv, i en venligere tone.

[Neimi Silvertung]

Hans mindre provokation ændrede ikke på hun stadig var irriteret på ham men slås ville hun nu ikke for den mand kunne vel ikke finde ud af at slås for sjov, sådan uden virkelig smerte for ellers havde hun det aldrig sjovt, eftersom hun kun virkelig sloges for at forsvare sig eller så skulle det være i sjov.
At der var krig vidste hun godt men hun havde andre måder at overleve på og det krævede ikke ligefrem hun sloges med folk, eftersom hun fik flok til at slås for sig så hun meget sjældent behøvede at løfte en finger. For hun vidste udemærket godt at hun ike ligefrem var den fødte kriger men hun var født til at finde måder at overleve på.

Da han så kom op og løftede hende op bare fordi hun havde fået en enkelt hudafskarpning så hun lettere irriteret på ham som hun forsøgte at vride sig så hun kunne komme ned på jorden igen.
"Sæt mig så ned, jeg er ikke en sæk kartofler" sagde hun lettere vredt for hun hadede virkelig at blive rundt på den måde. "Hvorfor skal i Nirelianer altid gøre det?". Det var typisk nirelianer at bære rundt på hende når hun bare var kommet en smule til skade, den sidste havde båret rundt på hende bare fordi hun havde slået foden da hun var snublet under hendes flugt, men okay hun havde fået set noget af slottet inden fra på grund af det.

[Hûrin Éalomîel]

Hûrin havde hørt sin broders stemme og en anden ukendt stemme ikke langt fra, hvor han havde siddet og slappet af til lyden af det rislende vand, han havde fulgt lidt med i deres samtale, men så snart Thrakan havde begyndt sin lettere voldelige snak, havde Hûrin rejst sig op. "Hvad roder han nu sig selv ud i?" Mumlede Hûrin lavt til sig selv, efterfulgt af et lige så lavt suk. Hûrin havde det med at skulle holde lidt øje med sin kære broder og han gjorde det jo nemlig fordi han var hans broder, han ville ikke have, at der skete ham noget, men han måtte dog også af og til sørge for, at det var andre, som der ikke skete noget med, Thrakan havde det med at være meget overbeskyttende overfor skoven, men Hûrin kunne nu godt forstå ham, Hûrin elskede selv skoven af hele sit hjerte. Han havde sat kursen imod dem, men havde nu ikke afsløret sig selv, han havde i stedet bevæget sig op i et af træerne, som stod tæt på dem, han var iført mere eller mindre det samme sæt tøj og havde de samme våben med sig, som Thrakan havde på og var derfor ganske svær at se, når han stod helt stille, som han gjorde lige nu der på en af træets tykke grene og lænede sig imod stammen. "Jeg tror godt den unge kvinde kan gå selv, kære broder," lød Hûrins stemme. Hans stemme var klar, blød og venlig. Hûrin lignede Thrakan en hel del, det var egentligt kun de små ting, som at Hûrin smilede mere end Thrakan og den slags, som gjorde at de ikke var to ens dråber vand.

[Thrakan]

Thrakan havde lagt mærke til Hûrin længe før han åbnede munden, dog havde han ikke gjort noget, han slap bare pigen i det samme Hûrin begyndte at tale, han vidste alligevel at Hûrin ville kræve pigen blev sat ned, så det gjorde hun, da Thrakan slap hende sikrede han sig dog hun ville lande på benene.
Thrakan stillede sig over ved siden af Hûrin med armene i siden, en anden forskel var deres kropssprog, Hûrins var meget blødt og mildt hvor Thrakan lignede en der konstant forventede at få et sværd stukket i ryggen.
Thrakan åbnede munden og sagde "Havde hun ikke været så uforskammet, så havde jeg måske reageret anderledes. Desuden bar jeg kun rundt på hende fordi hun faldt og slog sig... Tsk, venlighed kommer man ikke langt med." Thrakans stemme var elvisk, blød og syngende dog var den stadig langt mere ru og hård end Hûrins, endnu en måde at kende forskel på dem, Thrakan klappede sin bror på skulderen.
Ofte var det Hûrin der sørgede for at Thrakan ikke lavede ballade, og tit kunne det ligne at Hûrin var Thrakans babysitter, men ikke så få gange havde Thrakan dræbt fjender af Hûrin, bare fordi de jokede med at komme efter Hürin.

[Neimi Silvertung]

Da der pludselig dukkede en stemme mere op så Neimi lidt forvirret rundt men denne irriterne person der bar hende reagerede åbenbart på stemmen så personen måtte jo betyde noget for Thrakan. Så lige inden hun blev sat ned kyssede hun ham på kinden for hun havde jo ikke bedt om andet end at blive sat ned, ellers havde hun nok begyndt at slå manden i hovedet hvis stemmen ikke havde bedt ham om at slippe hende så det var hun da lidt taknemmelig for eftersom hun virkelig hadede at blive båret rundt på som ting.
"Mange tak" sagde hun roligt til den fremmed stemme som åbenbart gemte sig lidt men det tog hun sig nu ikke af som hun gik ned til den lille å igen for denne gang at vaske hendes mindre hudafskarpning eftersom hun hadede at være beskidt men på den anden side var det også fordi der ikke skulle komme skidt i det selvom hun ikke lige kunne se noget blod.

[Hûrin Éalomîel]

Hûrin trådte frem ud i luften og lod sig falde ned, men han landede dig sikkert på fødderne. Han fulgte Thrakan med blikket, som han gik hen til ham, men rettede det så imod den unge kvinde. Han lagde godt mærke til det kys, som hun gav Thrakan på kinden, han vidste at han ikke just var vant til den slags og vidste også, at det her kunne ende ganske sjovt. "Uforskammet? Jeg er sikker på, at du har oplevet værre end det og så er hun jo også bare en ung menneskepige," sagde Hûrin, en let vind tog fat og ramte ham blidt i ansigtet og fik hans lange, gyldne hår til at svaje let i vinden. "Venlighed kan føre en ud på lange og gode rejser, Thrakan. Venlighed er en af de ting, som skiller os fra Sortelverne og du ved, at de i sandhed er onde. Vi må skille os fra dem, kære broder," sagde Hûrin og gengældte det klap, som Thrakan havde givet ham på skulderen. "Jeg er dog sikker på, at du mente det i godhed, du fik jo et tak for det og måske du ikke kan få flere?" Tilføjede han og hentydede til det kys på kinden, som hun havde givet ham og han sendte sin broder noget, som var en blanding af et grin og et smil. Han måtte alligevel også anstrenge sig lidt for ikke at grine højt imens han trådte imod menneskepigen. Den slags fandt han ganske underholdende. Hûrin stoppede kort fra menneskepigen, hans grin var nu blot et smil. "Hvad er dit navn, menneskepige?" Spurgte han venligt og betragtede hende, "og hvad laver du her i skoven?" Tilføjede han også.

[Thrakan]

Det gik først op for Thrakan hvad pigen havde gjort nu og Thrakan tabte kæben og kiggede mærkeligt på Hûrin et øjeblik, før det gik op for Thrakan at Hûrin lo af ham.
Thrakan surmulede lidt, og lignede en der bestemt ikke var tilfreds, Thrakans blik søgte hen på pigen, da Hûrin jo påstod at menneskepigen måske havde flere kys til ham, det var Thrakan dog bestemt ikke interesseret i.
Thrakan rykkede tættere på sammen med sin bror, han frygtede ikke at hans bror kunne komme til skade, men det var altid godt at dække sin brors ryg.
Thrakan rakte hånden frem til pigen da Hûrin, hans højt elskede bror spurgte pigen hvad hun hed og hvad hun lavede "Jeg er Thrakan. Måske du kender mig?"

[Neimi Silvertung]

Hvad mændene snakkede om interesserede hun sig ikke rigtigt i efteersom hun sådan set havde lært hun ikke skulle lytte til sådan noget for man kom bare ud for dårlige ting hvis man hørte alt for meget. Men da de kom tættere på kunne hun ikke rigtigt lade være for de begyndte jo at snakke til hende og da Thrakan rakte hende hånden så hun lettere irriteret på ham inden hun pegede på ham i stedet for at give ham hånden "Dig kan jeg ikke lide så du kan kalde mig Neimi, men din bror eller ven må kalde mig hvad han vil" sagde hun roligt for hun var stadig lettere utilfreds med Thrakan selvom hun havde givet ham et kys på kinden, men det var nu mest fordi Hûrin ikke havde været i nærheden. Hun sænkede hånden igen for at vaske sig helt ren fra skidt. "Jeg er bare på gennemrejse væk fra dette irriterne land, hvis folk bære rundt på en bare fordi man har fået en lille skramme" sagde hun ligegyldigt men det irriterede hende en smule for i Darklia blev hun aldrig båret rundt på, jo måske af Leo men ikke rigtigt andre og selv det havde irriteret hende og han havde også fået skæld ud for det.

[Hûrin Éalomîel]

Hûrin så fra Neimi til Thrakan og tilbage igen. "Tilgiv min broder, vi har haft nogle.. Sammenstød med jer mennesker, så han er blevet lidt for hurtig til at dømme din slags," sagde han med et mildt smil og rettede blikket imod Thrakan igen. "Tag det roligt, broder, der er ingen grund til at være på vagt. Hun er forholdsvis fredelig," sagde han til Thrakan på det elviske sprog, et mystisk, men smukt sprog, der når Hûrin talte det, næsten lød som blød, klokkeklar sang. "Mit navn er Hûrin," præsenterede han sig selv, "min broder og jeg holder til her i skoven," tilføjede han og kastede et blik på Thrakan. "Hm.. Jeg er nu ked af, at du har det sådan med vores land. Min broder prøvede blot at hjælpe, at være venlig, men det blev måske vist på en lidt.. Speciel måde," sagde han og endnu en blid vind fik hans hår til at svaje let i vinden, for et menneske var brødrernes hår sikkert utroligt lagt, men det var jo meget normalt for en elver at have så langt hår, mange havde endda længere. "Men lad os i det mindste eskortere dig til grænsen," sagde han så. Som elvere var de jo gode væsner og for Hûrin virkede det kun rigtigt, at de så handlede ud fra det gode og gjorde gode gerninger.

[Thrakan]

Thrakan smilede til Hûrin og nikkede, Hûrin havde ret.
"Ja, lad os følge hende til grænsen, broder, jeg har hørt at sortelverne laver ballade herude omkring igen." sagde Thrakan på det smukke elviske sprog, som nærmest betød lige så meget som skoven for Thrakan, dette var elvernes kultur, man kunne tage skoven fra dem, det ville de kunne overleve, man kunne tage deres våben og de ville stadig klare sig, men tog man deres sprog, så ville elverne være færdige, de ville ikke kunne leve uden det sprog, Thrakan og hans slags ville i hvert fald ikke kunne.
Thrakan tog sin bue i hånden og havde en pil i den anden hånd, det ville tage ham et splitsekund at putte pilen på strengen og placere den mellem øjnene på en person.

[Neimi Silvertung]

Hun svarede ikke rigtigt på hvad Hûrin sagde omkring at Thrakan var hurtig til at dømme for den havde hun nærmest allerede regnet ud siden han havde truet med at drukne hende i åen uden hun havde gjort noget som helst og desuden havde han jo fået grine anfald over hende bare fordi hun var irriteret på ham.
Deres sprog var smukt ja men det irriterede hende nu lidt over hun ikke forstod noget af det de sagde, i hendes hoved kunne de jo lige så godt planlægge et overfald på hende eller slæbe hende et eller andet sted hen.
"Jeg kan sagtens selv komme til grænsen, men du må da gerne give dine bror nogle slag for at true med at drukne mig og grine af mig" svarede hun roligt inden hun rejste sig og børstede hendes bukser og trøje sammen med kappen men da skidtet ikke ville komme af trøjen sukkede hun kort, så skulle hun jo til at vaske tøj.

[Hûrin Éalomîel]

Hûrin rettede blikket imod jorden og sukkede opgivende. "Jeg har mødt mange af din slags og én ting går igen hos jer alle. Stædighed," sagde han og rystede kort på sit hoved. "Er du sikker på, at du ikke vil have vi eskorterer dig? Du vil nå hurtigere frem til grænsen og sikkerheden vil være væsentligt større. Du kan støde på elvere, som ikke er helt så venligtsindede, som om os," forklarede han og håbede nu på, at hun ville tage imod tilbuddet, han var jo ikke ligeglad med alle de andre folk og forskellige racer og så ville det også være bedst for skoven, hvis blod ikke blev spildt imellem dens træer. "Hans metoder er måske ikke specielt rare, men han prøver blot at beskytte skoven og som du nok ved, så er skoven alt for os elvere," forklarede han og ignorerede den del om at give Thrakan nogle slag. Det var en af forskellene på mennesker og elvere, elvere ville ikke angribe deres egne, medmindre de havde vendt det gode ryggen til, men Hûrin dømte nu heller ikke menneskerne ud fra det, han dømte dem ud fra, hvordan de hver især var som personer.

[Thrakan]

Thrakan virkede opgivende og sagde til Hûrin på elvisk "Vi følger hende, som jeg sagde før, der er sortelvere i skovene for tiden." Thrakan overvejede det lidt og sagde så "Vi kan jo altid snige os efter hende, hun hører ikke en pind." Thrakan kiggede lidt på buen som han havde i hånden og pilen i den anden, det kunne nu være meget sjovt at skyde pigen med buen, Thrakan overvejede det faktisk et øjeblik, men forkastede idéen igen, Hûrin ville alligevel ikke billige at Thrakan skød hende, det kunne Thrakan forudse.
Forskellen på Hûrin og Thrakan var at Hûrin var meget fair overfor menneskene og at Thrakan mente at de alle var ens, de var ude på at skade hinanden og alle andre.
Thrakan var altså ikke specielt glad for menneskene, men faktisk kom det også lidt an på hans humør, en dag som idag kunne han sagtens tale med menneskerne uden at hade dem eller være gal, men idag var også en god dag.

[Neimi Silvertung]

"Selvfølgelig er jeg stædig. Det er jo den ting der får mig til at overleve" svarede hun roligt for det var i grunden sandt nok. Det var altid hendes stædighed der fik hende til at komme ud af alle mulige situationer som hun havnede i, og det var meget sjældent hun endte der med vilje men som tidligere bevist havde hun det med at tiltrække problemer fordi hun ikke ligefrem var den stærkeste person.
"Hvorfor skulle jeg være bange for elvere der ikke var venligsindet? jeg har hængt ud med vampyrer og nogle af de mest onde folk der findes og jeg er stadig i live..Desuden hvis jeg følger med jer er jeg ret sikker på han vil skyde en pil i ryggen af mig eller noget" sagde hun roligt og havde kort peget på Thrakan for hun var ret sikker på at han godt kunne finde på det, specielt efter det billed hun havde fået af ham, men det var nu også lidt interessant eftersom hun havde det med at synes de mest farlige og gale personer var de sjoveste.