Mit efterår

[nadine]

Så smuk en dag måtte bare nydes på ryggen af Star, hesten red stille igennem skoven, den nærmest luntede stille og lod til selv at lyde efteråret dufte. Nadine tog en dyb indånding og lukkede øjnene for at høre fuglene synge, da hun åbnede dem igennem, så hun på hvordan solen strålede ned igennem de brune, gule og orange blade. Efteråret havde sin helt egen charme og hvor var netop dette efterår specielt smukt. Nadine havde lært om det onde i livet, hvilket gjorde hun nød hver eneste dag, endnu mere end førhen. Hesten vrinskede let, en lille, meget lille å, lå lige for næsen af dem. Nadine svang sig ned fra hesten ryg, hun gav den lov til at få noget vand og klappede den let. Det var tegn på hun ville gå lidt omkring, så hun forlod hesten og begyndte at gå, men samme beundring i sine blå øjne som før. Det blonde hår strøg blidt om hendes ansigt når en stille vind måtte træde til, hun lo blidt når det kildede hende på halsen og gik så bare videre i sit fine hjemmelavet tøj.

[Thrakan]

Thrakan sneg sig langsomt frem, i skoven hørtes høj latter, og noget der kun kunne være økser der hamrede i et træ, Thrakan havde allerede på trods af at han endnu ikke havde set dem hørt at de var tre, på trods af kun to af dem snakkede, det var det gode ved at have levet et par tusinde år, man lærte alt der skulle til for at overleve og sandsynligvis var man bedre end alle andre til det... Thrakan så skovhuggerne, ved siden af dem lå flere træer, som de havde haft fældet, roligt og uden at forhaste sig tog Thrakan sin bue af ryggen, han sigtede et halvt sekund før et halvkvalt skrig hørtes gennem skoven, råb hørtes også nu, endnu et skrig hørtes og derefter var der stille, Thrakan havde skudt to af mændene med sin bue og halshugget den tredje, denne lysning ville ligge øde hen meget længe nu, for folk frygtede Thrakan, især skovhuggere, når de hørte han var kommet til denne skov, så ville folk tænke sig om en gang mere før de gik herind for at fælde træer.
Thrakan hev sine pile ud af de to mænd og bevægede sig videre, efter lidt tid nåede han en sø, han bukkede sig for at drikke.

[nadine]

Det gøs i hende, hun stoppede op, lyden af skrig og råb fik hende til at mindes den nat ved grænsen, hun stoppede op, stivnede lidt og gik lidt i stå. Nadine stod sådan ret længe, men rystede så på hovedet for at tage sig sammen. Solen lyste ned for hendes fod i en lysning hvor et lille egern sad, det fik hende til at smile lidt, men hun så sig lidt mistroisk om. Uden at vide hvor hun gik hen af, forsatte hun bare, hun var let på tå, men meget varsom, hvilket gjorde hende klodset. Nok ville det ikke hænge sammen for andre, men Nadine plejede at tosse rundt og aldrig komme til skade, for der tænkte hun ikke over hvad hun gjorde, men gjorde det bare af natur. Den nye lidt forsigtige Nadine var klodset, hun tænkte for meget over tingene og det resulterede i slemme fald. Som hun forsatte hen over skovbunden, væltede hun over noget som ellers var ret let at se. Nadine fandt sig selv liggende i blod fra et afhugget hoved og et skrig satte sig fast i hendes hals som hun blev mundlam. Det var et være syn end det ved grænsen, hun sank en klump og skyndte sig op og væk. Hun løb i retningen af søen og da hun nåede derhen smed hun alle sine våben og sprang i for at få blodet væk. Det løb hende stadig koldt ned af ryggen, synet var svært at glemme.

[Thrakan]

Thrakan hørte vild løben gennem skoven hvorefter en person, svøbt ind i blod, smed sine våben og kastede sig skræmt i søen og skrubbede på sit tøj med sine hænder som en sindsyg, personen havde åbenbart ikke opdaget Thrakan, som sad i sit mørkegrønne og brune tøj, han havde ingen kappe på. Thrakan tog sit sværd det var lidt blodigt, "Hey..." sagde Thrakan roligt og meget koldt, i et neutralt toneleje før han kørte en finger over sværdsæggen og samlede noget blod på den som han derefter suttede af med en smasklyd, "Mennesker er for dumme nogle gange." konstaterede Thrakan, og smilede et sekund eller noget lignende til pigen, hun var elver ud fra hendes ører og kropsbygning havde Thrakan bedømt, dog var hun utroligt klodset. Thrakan slog over i elvisk "Hvad laver en køn ung pige som dig her?" spurgte Thrakan og svang sit sværd og lavede nogle kombinationer, han viste sig frem for at tøsen ingen dumme idéer skulle få, desuden havde han bevæget sig over mod hendes våben langsomt, og de lå bag ham nu.

[nadine]

Hendes lille krop gav et kæmpe hop fra sig, hun så skræmt mod elveren som stod med sværdet, måden han smaskede med blod i munden gjorde hende helt dårlig og pænt skræmt. Hun dykkede kort ned og tvang så sit blonde hår tilbage som hun dukkede op igen i overfladen, hun bevægede sig stille op imod ham, lidt tøvende. "Nyder efteråret, det vil sige, jeg nød det, indtil jeg blev dækket af blod." Lød det roligt fra hende, hun tog en dyb indånding og var nu kommet helt op af vandet, men stod stadig et godt stykke fra ham. At nogen kaldte hende køn var lidt unaturligt. I hvert fald når det var andre end hendes forældre eller bror. Vandet dryppede fra hende og dannede en lille pøl under hende, hun følte sig stadig helt snasket ind i blod, men lod det ikke påvirke hende for meget. "Jeg ved ikke så meget om nogen som helst, jeg befinder mig mest alene. Så hvad angår mennesker, hvad har du imod dem? Hvis jeg altså må spørge?" Nadine var nysgerrig af natur, hun gav de fleste en chance, selv hvis de skræmte hende som ham her gjorde. Indeni kunne han jo være en anden, alle havde deres meninger, men hun ville gerne høre grundlaget dertil.

[Thrakan]

Thrakan smålo og satte sig på hug, så de var omtrent i samme højde, da hun jo var i søen, godt nok på vej hen mod ham, men i søen endnu.
Nu hvor de sad i øjenhøjde kiggede Thrakan hende dybt i øjnene og gjorde et indbydende kast med den ene arm "Kan du se alt det her?.. træerne, buskene, græsset, søerne.. Ja, skoven generelt.. Den tilhører os elvere, hvem tror du - uden så meget om at spørge lov, dræber de dyr der bor i vores skove? De dyr der er under vores beskyttelse? Hvem tror du uden at spørge om lov, fælder de træer i skovene, og fjerner dem langt væk, og dermed fjerner vores retmæssige ejendom? Det gør menneskene, tro mig.. Jeg har prøvet at komme i dialog med dem, men tror du det er muligt? Bestemt ikke, nogle mennesker er okay, men lad mig sige dig en ting, stol aldrig mere på dem end nødvendigt." forklarede Thrakan på elvisk, med sådan en glød i sine ord, en styrke, det bedste han faktisk overhoved kunne, hun skulle have lov at forstå hvorfor han hadede dem.

[nadine]

Sådan en passion havde hun aldrig oplevet før hos andre end sig selv, hun studerede hans læber mens han snakkede og nikkede lidt ind i mellem det han sagde. Nadine forstod godt hvad han mente, men hun havde aldrig oplevet det på den måde før, faktisk havde hun ikke rigtig været her før. Hun ville også blive tosset af at se mennesker ødelægge deres natur, ja deres hjem. "Jeg forstår. Men lære de det aldrig? Du sender en rimelig klar besked om de skal holde sig væk jo." Spurgte hun nysgerrigt, det var imponerende at se folk kæmpe på den måde for det de troede på og det de levede for. Som ham hun mødte ved grænsen, hvis navn hun faktisk allerede havde glemt, han kæmpede for at slaver skulle gå fri. Nadine havde aldrig kæmpet for noget i den forstand, men nu var hun også kun 16 år. Nærmest en lille pige, men alligevel ung dame, dog i betragtning af hvor gamle elvere kunne være var hun en lille pige. "Jeg må indrømme jeg ikke er helt tryg ved det at dræbe andre, selvom man mener det er det bedste. Alligevel forstår jeg det godt, men jeg tror bare ikke selv jeg ville kunne gøre det." Forklarede hun stille, som hun begyndte at vride sit hår. Hun havde holdt øjenkontakten mellem dem hele tiden og havde følt hans passion, hvilket var lidt af en oplevelse.

[Thrakan]

Thrakan kiggede pigen dybt i øjnene "Jeg tror de er for dumme... Ellers er budskabet for svært. Men selv mennesker burde forstå det, når de finder de døde, så vil de nok forstå det er en elver der har dræbt dem, men så giver de sortelverne skylden, og fortsætter med at dræbe løs, næste gang bliver jeg ved ligene til de bliver fundet, og så fortæller jeg dem det direkte, hvorefter jeg vil dræbe dem alle undtagen én, for at udpensle hvad jeg mener." sagde Thrakan, det var tydeligt at han ikke frygtede at pigen ville sladre til nogen, tvært imod, det ville bare sprede hans budskab.
"Tror du, at en mand uden videre vil dræbe? Tror du at en mand uden videre vil kæmpe mod andre levende skabninger, og dræbe dem uden grund?... Lad mig give dig svaret: Nej, en mand skal være presset, ellers vil han aldrig reagere sådan her. Aldrig." Thrakan løj lidt for pigen, for selvom hans problemer med skovhuggere forsvandt, faktisk alle hans problemer forsvandt, så ville han nok blive ved med at slå ihjel, han var jo opforstret til det, han havde jo været kriger i mere end et millenium, altså mere end et årstusinde, måske 1400-1500 år efterhånden? Vidste nogen det længere?