Lost in the dark..

[Deleted]

Hvad hun i det hele taget lavede her i Darklia havde hun ikke helt fundet ud af, måske ledte hun efter noget? Det alt sammen virkede så forvirrende, havde det været Zeiar eller Mathayus hun ledte efter? Efter mørkets frembrud var der kun blevet mere uhyggeligt og mange af mørkes væsner var sneget sig frem fra de mørke skygger. Månen hjalp ikke meget da skyerne skiftedes til at dække den igen og igen. Essa var iført en fin hvid kjole, hun gik for sig selv og duftede til en kridhvid rose som hun havde fundet, stadig i live trods vind og vejr, en unik skat. Over den hvide lange kjole havde hun en varm mørkebrun jakke, med uldfor indeni for at holde hende varm. Selv fødderne var dækket af et par varme foret støvler. Og alligevel fandt hun det lidt småkøligt, eller det gjorde hun indtil hun var blevet jagtet af mænd med sultne blikke. Noget der fik hende til at flygte hurtigere end noget andet, hun gispede efter vejret, men løb så godt og hurtigt som hun nu kunne. Da hun løb ind igennem noget utroligt høje hække og mændene ikke fulgte med, troede hun først hun var i sikkerhed. Men efter noget tid, forsvandt udgangen, noget der fik hende til at skrige i panik. Da hun slog mod busken rev hun sig, men skyndte at holde på det i tilfælde af en vampyr skulle dukke op. Essa rystede og skælvede, hun var alene i natten, fanget i en kæmpe labyrint og udvejen var ingen steder at se, hun havde ellers ikke gået så langt. Men blev hun der meget længere, ville hun nok blive skør i hovedet, for det med at være fanget et uhyggeligt sted gjorde hende ked af det og bange.

[Demetri]

"Hey manne" kunne det høres i mørket. "Hvor i alverden har jeg ledt os hen?" den meget højtråbende stemme var Demetri. Fuld var han men ikke så meget så han ikke kunne tænke klart. De havde fået forvildet sig ind i labyrinten. "Lange John prøv at se om du kan se ud" råbte han til en pirat der gik ved siden af. han rystede hurtigt på hovedet. "Kaptajn hækken er så stor at jeg knapt kan se skyerne" råbte han tilbage. Det var tydeligt at de ikke gik sammen. Faktisk var han alene udover hans mandskab som gik et sted tilbage. Han kunne ikke se noget i mørket men det var lige meget for en fuld pirat. Han frøs heller ikke selvom det kolde vejr. Han havde jo også kun sin hvide skjorte på og den sorte coat udover. udover det havde han også sine sorte bukser på hvor han havde et tørklæde hængene fra. Hans ene sværd hang halvt gemt bag hans tørklæde og det andet frit synligt ved hans anden hofte. Hans tryllestav havde han i en inderlomme. Bare for en sikkerheds skyld.

[Deleted]

Det gjorde det slet ikke bedre at hun hørte mandestemme råbe i labyrinten, hun var bestemt ikke alene og hun kunne tydeligt høre på sproget at der var tale om pirater. Og hvad var de kendt for? Hor, druk og plyndring. Essa følte sig langt fra tryg, hun prøvede at være stille, gøre sig helt ubemærket og begyndte nu at løbe i panik for at finde udvejen. Nogen gange når hun så sig tilbage, var vejen hun før havde løbet på, forsvundet, det var skræmmende og hun ville bare gerne væk derfra. Hendes vejrtrækning var hurtigt og hun blev helt forskrækket da hun stødte på en lille sten, alt gjorde hende vange lige nu og hun hadet det.
"Så, rolig nu Essa, alting skal nok gå, du har nok bare et frygteligt mareridt." Hviskede hun til sig selv, for at berolige sig selv, hendes grønne dybe øjne spejdede lidt rundt, da hun drejede om hjørnet så hun en flok mænd og det fik hende til at gispe og skynde sig tilbage fra hvor hun kom fra. Det var lige før hun hyperventilerede, hun begyndte at løbe igen og efter et stykke tid lykkedes det hende at løbe ind i noget som hun så faldt over, men hvad eller hvem det var vidste hun ikke.

[Demetri]

Demetri spankulerede lidt rundt før han pludselig hørte Lang øjes stemme. "Hey Kaptajn her løber en ung mø rundt herinde. Vis vi fanger hende skal hun sove i vores køjer og vis du fanger hende får hun deres kahyt hvad siger de Kaptajn er det en deal?" råbte Langøje som tydeligvis allerede var begyndt at løbe efter pigen igen. "Hvad med at vis i fanger hende får hun min kahyt og vis jeg fanger hende får hun også min kahyt. I kan få hende bagefter" råbte han til dem. De kunne ikke gøre andet end at acceptere det. Det havde de vist heller ikke noget imod. Demetri satte kort i løb men gad så faktisk ikke. Hellere at de lavede alt arbejdet end at han behøvede at gøre det. Efter ikke særlig længe kunne han høre en pige der lod til at løbe. Pludselig gik der fart i hans ben men det var ikke behøvet for da han rundede et hjørne stødte hun direkte ind i ham. Han måtte godt nok falde til jorden men han holdte godt fat i hende så ikke hun kunne stikke af igen. "Manne jeg har fanget mig en havfrue" råbte han til sine folk som ikke var langt væk.

[Deleted]

Da hun hørte deres råb, hvinede hun, Essa brød sig virkelig ikke om alt dette her og ville meget gerne snart vågne. Og lige så snart hun mærkede en holde om sig gik hun først rigtigt i panik og skreg i vilden sky, hun sprællede og prøvede at komme fri. Essa hadet berøring specielt hvis hun ikke selv var gået med til det og efter de ord hun havde hørt, så skulle hun slet ikke med dem nogen som helst steder hen.
"Slip mig din ækle hund!" Vrissede hun og spyttede efter ham, hun hadet mænd nogen gange, de var kun til skam og ødelæggelse af de kvindelige væsner. Det røde hår hang småvildt ned over hendes ansigt, hun kiggede dog væk med lukkede øjne, det her tegnede bestemt ikke godt. Hvordan fik hun reddet sig ud af dette? Det virkede desværre mere og mere som virkeligheden, noget der måtte bedrøve hende, for hun trængte ikke til flere voldtægter i sin fortid. Essa vred sig endnu mere, hun prøvede på at rive ham og slå ham, men at slå lykkedes ikke særlig godt. Desuden var det ikke pænt af ham at kalde hende for en havfrue, de sindssyge mandssjæle ædende kvinder med fiskehaler.

[Demetri]

MEd det samme at mændene nåede op til ham tog de fat i pigen og smed hende over en meget bred mand som holdte hende i et stramt tag som ligesom antydede at hun ikke skulle prøve noget. Demetri grinede meget som han lå dernede. "Det er jo ikke en havfrue jeg har fanget mig her manne det er jo en lille vildkat. Og jeg kan rigtigt godt lide vildkatte" råbte han til mandskabet. De grinede alle sammen og fik hjulpet ham op at stå. "Her eller skibet?" spurgte han dem. De var alle enige "skibet" råbte de og straks gik de alle sammen imod deres skib. Eller hvor var deres skib. Demetri sukkede han var ved at komme til sig selv igen. "Okay manne jeg går den her vej" han pegede mod højre. "Og i går den vej med pigen men lad nu være med at prøve på noget med hende" sagde han alvorligt så alle forstod at det var hans. Da de splittede op gik han kun rundt om det første hjørne før han tog sin tryllestav frem. "Fesent men jeg skal altså hjem" mumlede han før han sprængte hul i hækken og en udvej var lavet. "Hey manne jeg har en udvej" straks var mændene der. De gik nu i samlet flok imod skibet.

[Deleted]

Behandlingen af hende gjorde hende irriteret, hvad troede de lige hun var? En sæk? Sådan som hun blev kastet over en skulder, hun gad ikke kæmpe imod, for det ville gøre mere ondt på hende end ham. Dog hev hun meget efter vejret, hendes krop skælvede og angsten trængte hende op i en krog oppe i hendes hoved. Neglene borede sig ind i hans hud, dog intet hun tænkte over, hun var bare virkelig bange og havde det mere ubehageligt end dengang en mand greb ud efter hende på arbejdet, der havde Mathayus da været der til at redde hende. Essa valgte ikke at sige noget, det passede hende utroligt godt at de blev enige om skibet, der havde hun da en lidt større chance for at forsvinde. Det irriterede hende at hendes bryster blev presset mod ham som bar hende, hun prøvede at strække sig med armene, men angsten havde vundet over hendes krop og hun var faktisk gået i chok et sted.

[Demetri]

Mændene var begejstrede over at være kommet ud af labyrinten igen og nu gik den korte vej tilbage til skibet der lå fortøjet ved en lille bitte havn som de halvvejs havde raseret. eller 'sat sig i respekt' som Demetri havde sagt. Da de endelig nåede frem flygtede de få få indbyggere som stadig var der ind i halvt sprængte huse og nogle brændte endda. Nede på jorden lå der forkullede lig og stanken af brændt kød og bare død hang som en tyk tåge over havnen. Målrettet gik Demetri op på skibet og kiggede sig omkring. Ingen skade sket overhovedet. "Smid hende ind i min kahyt. Hun kan ikke flygte alligevel" råbte han til den store mand der bar hende som tydeligvis ikke havde taget notits af at hun havde klemt så dybt med neglene at der kom lidt blod ud. Hun blev lidt halv brutalt smidt ind i kahytten og så blev der låst efter ham. Kahytten var en ret stor kahyt med vinduer bagerst og et skrivebord og en stol. Ellers var der et stort kort spændt op på væggen og nogle papirer som lå på bordet. Ellers lå der en helt masse personlige ejendele rundt omkring samt et klædeskab og nogle skuffer i et skab . Demetri gav kort nogle ordrer og sluttede det hele med. "Vi letter anker manne se at komme i hug. Så vil jeg gøre det samme" mændene grinte da han sagde det. Han tog et æble og gik så hen imod kahytten Han låste sig ind i kahytten og låste døren igen. Han tog et bid af det grønne æble. "Fortæl mig så skønjomfru hvad er dit navn?" spurgte han hende

[Deleted]

Nu var det åbenbart bestemt, hun var en sæk, de talte om hende som hun var en sæk og slet ikke til stede og måden hun brutalt blev smidt ind i kahytten fik hende til at småpive. Først lå hun bare på gulvet og pev, men rejste sig så for at løbe mod døren og banke på den, hun skreg op om at hun gerne vil ud og hjem, men det lod ikke til at nogen gad høre på hende. Essa ville ikke miste sig selv, for så var det hun gik i chok og han ville kunne gøre hvad han ville. Den fejl begik hun ikke en tredje gang. Hun så sig lidt om, hun rettede på sit hår og sit tøj, der var varmere på skibet, underligt nok da de var ved havet hvor der normalt var koldere. Dog holdte hun sin jakke tæt ind til sig, for hun skulle ikke have noget som helst af. Aldrig i livet. Så hellere dø! Hun stod roligt og betragtede rummet, overvejede sin flugt nøje, men så ingen udvej da hun langt fra havde hjerne til den slags. Døren der blev åbnet fik det til at gippe i hende, hun vendte sig hurtigt rundt og stirrede på manden, han selv var rødhåret, det havde hun faktisk aldrig set før hos en mand, ikke at det betød noget som helst, men alligevel tænkte hun over noget så dumt.
"Hvad i al verden skal du bruge mit navn til? Jeg er ikke behandlet som om jeg har et navn, eller fri vilje for den sags skyld." Svarede hun spydigt, det her lignte hende faktisk slet ikke, normalt sad hun og græd i et hjørne eller var besvimmet i skræk på gulvet, men hun stod ret og var spydig.

[Demetri]

Han grinte lidt af hendes spørgsmål. Hun var faktisk meget sjov. Han gik forbi hende og satte sig i stolen ved skrivebordet. Han tog nøglen frem og viste hende den. "Dette er den ene af to nøgler til min kahyt. Den anden har min første styrmand som jeg vist nok tror du har mødt" sagde han og grinte. Han hang nøglen om halsen og fortsatte. "Vis du vil have nøglen skal du bare gør som jeg siger" sagde han og grinte. Han tog endnu en bid af æblet. Halvt skjult henne ved bogreolen var der en dør. Den havde ikke noget håndtag den skulle nemlig skubbes op. Derinde havde han sin seng og 'soveværelse' vis man kunne kalde det det. Der havde han lidt tænkt sig at smide hende ind. Ikke megen tid efter kunne man høre at ankeret blev hejst fra havets bund og skibet satte i bevægelse ud fra havnen. "Og vis du er rigtig sød kan det være vi smider dig af i den næste havn" sagde han og begyndte så at grine.

[Deleted]

jo tak hun havde mødt ham, endnu en mand, pokkers også. De havde snakket om at hun blev deres efter han var færdig med hende, føj nej, end ikke om hun overhovedet kom til at være så meget som i hans favn igen. Essa så på ham med et panisk blik, hun ville ikke noget som helst med nogen som helst. Hvorfor var hun ikke bare blevet ved grænsen? Det gik helt i sort for hende, hun stod bare helt stille og stirrede med et tomt blik i de ellers så kønne grønne øjne. Måske var det bare sådan livet skulle gå for hende, men hvad havde hun dog gjort forkert? Hun vågnede lidt op ved lyden af ankeret der lettede, hun skyndte sig hen til væggen og lyttede.
"Nej, nej, i må ikke tage mig væk herfra, jeg finder aldrig hjem. Hvordan kan du kalder mig en skønjomfru når du behandler mig så ækelt?!" Det første var sagt i en lille skræmt stemme, det sidste højtråbende og panisk. Aldrig før havde hun været ude på havet og hun ville ikke være her, hun ville væk derfra, til kroen og servere for gamle grise igen, det var i det mindste bedre end at være fanget på et skib med en flok mænd der stank langt væk af sprut.
"Hvad er det så du vil have?" Sagde hun så da hun tænkte lidt over det med nøglen, selvom det nok ikke just var bedre derude. Men han havde sikkert intet at tilbyde som hun ville sige ja til. Essa holdte om sig selv og holdte jakken godt fast ind til sig, hun hadet at blive leget sådan med, hun ønskede at få ham til at forsvinde. Næste havn, hun vidste ikke hvor hun ville ende og her ude kunne hun ikke tænke efter Mathayus, hvorfor havde hun ikke gjort det, måske kunne han have mærket hende.

[Demetri]

Han så pludseligt i hendes øjne at han blev helt tom i dem. Han grinte kort og rejste sig så op og gik hen imod hende. Dog kom hun desværre hurtigt til sig selv igen. Han grinte igen da hun løb hen og lyttede. "Om nogle minutter er vi ude på åbent hav. Dette skib er det bedste der er at finde på havene så ingen redder dig" sagde han med et lummert smil. Okay det var så en løgn men det vidste hun jo ikke. "Du er vores lille skibsskøge nu. Du må gøre dig fortjent til at komme hjem. Men bare rolig vi er alle sammen meget rare når du lærer os at kende. Eller jeg er meget rar så længe du gør hvad jeg siger" sagde han og gik hen imod hende. "Du kan vælge at sove her hos mig eller du kan vælge at sove nede hos mine mænd" han holdte en kort pause. "men så er du nøgen" hans tænder blottede sig i et ondt smil. Han gik nu helt tæt på hende så hun rigtigt kunne mærke ham. "Har du ikke hørt historierne om pirater. Hvad tror du så jeg vil have" igen var hans tænder blottede i et ondt smil. Hun havde virkelig ingen steder at flygte hen nu.

[Deleted]

Igen og igen følte hun sig fornærmet, og uden at tænke over det langede ud efter ham med sin hånd var ringen med de spidsede takker sad på. Essa prøvede at lade være med at gå i panik, hun prøvede at lade være med at tænke på fortiden og hvad der ville ske hende, men hun havde da helt klart truffet sit valg, en mand var bedre end en hel flok.
"Hvis jeg bliver...." hun måtte holde en pause og hive efter sit vejr, hun faldt sammen på gulvet og sad på sine knæ mens hun stirrede rædselslagen ned mod gulvet, det her var jo forfærdeligt og hun kunne intet gøre. men hun måtte tage den med ro og prøve at falde ned. *Du kan godt det her Essa, bare tag den med ro, hvis du opføre dig rigtigt, så kan det være han faktisk lader dig være.* Et sted vidste hun godt at hun drømte, mænd som ham stoppede ikke når de først vidste hvad de ville have. og hun var åbenbart det han ønskede nu.
".....så må du love mig jeg ikke kommer ud herfra før jeg skal sættes af igen, jeg vil ikke have noget med dine mænd af gøre." Hun færdiggjorde sin sætning og pustede ud som var hun ved at føde, bare for at få kontrol over sig selv. Det var dog svære end som så, hun hev stadig efter vejret og en tåre gled ned af hendes kind, hun var kun 19 og blev nu snart for 3 gang misbrugt. Havde folk ingen hjerter mere, hvad skulle der til for at nogen behandlede hende pænt resten af hendes liv, hvor var hendes lykkelige slutning?

[Demetri]

Han greb hendes hånd i luften. Det var ligesom lidt forventet at når han tirrede hende så ville hun selvfølgelig forsvare sig selv. Han tog endnu en bid af æblet som hun faldt på knæ. Han smilede for sig selv. Han havde vist allerede fået knækket hende. Det gik hurtigere end man lige skulle have troet. han grinte kort. "Så du vil ikke have nøglen fint så får du den ikke. Du bliver herinde under hele rejsen og næste gang vi kommer i havn så lover jeg dig at vi sætter dig af" sagde han og lød ærlig for en gangs skyld. Men ærlig var nok ikke det helt rigtige ord at bruge om ham. Han hev hende op at stå og trak hende hen på midten af gulvet. Så gik han hen og satte sig ned ved skrivebordet. "Tag tøjet af så jeg ved hvad jeg har at arbejde med" sagde han bestemt. Nu skulle han vide hvem der bestemte. Og det var ham der bestemte.

[Deleted]

Havde han valgt at forbarme sig over hende? Hun kiggede op med et kort lys i de grønne øjne, men det forsvandt hurtigt da han smed hende midt ind på gulvet. Måske hvis hun dansede for ham, så ville de være nok? De latinske trin kunne vel godt være sensuelle nok, og så behøvede hun ikke røre ved ham. Dog ville hun ikke stille det op som en betingelse, for hun skulle passe på, han kunne altid vælge at smide hende ud til sine mænd og gruppevoldtægt ville kun være værre end at blive misbrugt af en enkel mand. Essa rejste sig stille op, hun så ned og kørte lidt med sine skuldre, hun så op på ham med et sørgmodigt blik, måske skulle hun lade være, for det ville jo nok gøre ham mere vild efter hende. Hun åbnede sin jakke stille, og lod den glide ned over hendes skuldre og den hvide smukke kjole kom nu rigtigt til syne. Rosen hun havde gået med havde hun tabt i sin frygt, en synd og skam, for den havde været så smuk og betagende. Hun håbede sådan det ikke blev nødvendigt at tage mere af, det eneste hun havde på indenunder var et par hvide trusser. Dog ville hun ikke gøre ham sur, så hun bandt snørende på sin ryg op og lod kjolen falde, dog skjulte hun sin bryst og man kunne se på hende at hun fandt det ubehageligt at være så afklædt. Essa lod en tåre mere falde, dog i det skjulte, hun ville ikke bryde sammen nu, hun ville være stærk.