Nyt legetøj?

[Drazilla Dragoens]

Vinteren var over landene, sneen dalede ned uden for lige så fint som om det var små dun der faldt ned på den kolde jord, der allerede var dækket med et fint lag. Hvilket egentlig gjorde det hele meget smukt, hvis man altså havde en smule forstand på hvad der var smukt. Sådan var folk jo forskellige for nogen ville nok havde denne årstid på grund af kulden der fulgte med, men det var nu lige en årstid for Zill for det hele var netop smukt og koldt ligesom mange ville sige om hende.

Denne snefyldte dag var dog ikke forskellig fra mange andre for Zill sad på hendes trone, kede sig som altid, hun så ud af vinduet ud mod mørket der var derude så hun ikke kunne se sneen dale ned men det var der jo intet at gøre ved. Den store tronsal var helt tom foruden hende og de 2 kattedyr på hver af hendes side, til højre lå den sorte panter Kaos og til venstre den hvide tiger Genna. Her var så stille at man kunne høre ilden knitre fra faklerne og de 2 store pejse, som var med til at varme stedet op. Fra døren ud til køkkenet kunne man heller ikke høre en eneste lyd eftersom folket derude bare var i gang med at gøre rent efter dagens arbejde for nu var den tæt på midnat, så næsten alle var gået til ro foruden de vampyrer som var ved at vågne og gået i gang med at træne i træningsgården.
Hun hævede hånden for at tage en slurk af vinflasken hun havde i hånden, eftersom der jo ikke skete noget spændende og hun var alligevel ikke træt nok til at gå i seng så hun kunne lige så godt sidde og drikke lidt for sig selv selvom hun mente det var meget kedeligt. En tanke om at gå på biblioteket slog ned i hende men hun var nu alligevel for doven til at rejse sig så i stedet blev hun siddende i hendes egne tanker selvom hun egentlig manglede selskab og dyrene ved hendes var ikke til meget hjælp da de begge lå og sov med en pote over hver deres ben de havde fået til at hygge sig med.

Tøjet hun havde valgt til denne aften var et par sorte skind bukser sammen med en sort top som var bundet i hendes nakke under det lange hår, hvor noget af det var bundet op i en knold mens resten hang ned over hendes ryg. Sværdet Drakolic sad på dens plads i holderen i tronen hvor hun hurtigt kunne få fat i den hvis hun havde brug for det.

[adelio]

Stilheden i tronsalen blev brat afbrudt da de store døre blev åbnet og en af vagterne trådte ind. Han gik nogle skridt frem mod tronen dronningen sad på, og bukkede dybt og respektfuldt.
”Deres Højhed, en mester Nightstorm ønsker audiens hos Dem.” sagde vagten ydmygt, og først da dronningen tillod den besøgende at træde ind, forlod vagten igen tronsalen og sendte vampyren ind. Manden som trådte ind i tronsalen var høj og klædt i dyre klæder; det blodrøde og sorte stof løb som flydende blod ned fra hans skuldre og ned til hans fødder. Hans blege ansigt, omkranset af det let krøllede, brune hår var rettet mod dronningen som han sendte et ydmygt, men endog selvsikkert smil, idet han bukkede i samme stil som vagten havde gjort kun minutter før.
”Deres Majestæt, det er en stor ære for mig at få lov til at møde Dem ansigt til ansigt.” Selv vampyrens stemme var silkeblød og kattevenlig, præcis som vampyrernes ry lagde dem til at være. Vampyren løftede hovedet og lod sit smaragdgrønne blik falde på dronningens, idet han rettede sig op i sin fulde højde. ”Mit navn er Adelio Midajo Nightstorm, en handelsmand og loyal, trofast undersåt. Jeg kommer Dem i møde i nat for at fremme et forslag, som jeg håber De vil overveje.” Mere sagde vampyren ikke; han vidste det var uhøfligt, for ikke at nævne irriterende, hvis han bare snakkede og snakkede uden at dronningen selv fik sagt sin mening. Adelio havde en lang erfaring i hvad der sømmede sig når man tiltalte en kongelig, og i løbet af sin levetid havde han haft lang tid til at øve og perfektionere kunsten at snakke med adelige. At snakke med dronning Drazilla ville være den ultimate test i kunsten. Og hvis hun accepterede hans tilbud ville hans magtkreds kun have udvidet sig yderligere. Tanken sendte et smil over hans læber som uvilkårligt blotlagde hans ene hugtand.

[Drazilla Dragoens]

Da vagten kom ind rettede Zill hendes hoved imod ham i stedet for ud på mørket, som hun egentlig havde lidt lyst til at vandre rundt i nu fordi sneen dalede så fint og hendes træningsgård eller en af altanerne ville jo være oplyst af fakler så det kunne jo være meget lokkende, det ville jo være et meget smukt syn.
Det eneste vagten fik var et nik da han sagde der var en at se hende for så ville der jo ske noget denne nat alligevel nu hvor Damian sikkert sad på hans tilegnet arbejdsværelse og arbejdede, den mand lavede mere end hende og hun var endda dronningen, så hun burde jo lave mest. Men lige nu virkede det jo ikke som arbejde, nu hvor hun havde sat og kedet sig det meste af aftenen.

Da vampyren blev ført til døren tog hun roligt af en slurk af hendes næsten tomme flaske endnu en gang, for hun var jo ikke ligefrem kendt som dronningen med manere. Hun betragtede roligt den velklædte herre der kom ind i salen og hen mod hende hvilket fik de 2 store kattedyr til at vågne og se dovent imod ham uden at løfte hovedet. Selv gjorde hun heller ikke meget foruden at ligge det ene ben over det andet mens han stod og præsenterede sig. "Og det er?" spurgte hun roligt efter hans lettere lange præsentation, men hun nævnte nu ikke det med æren lige nu for hun kendte jo ikke noget til denne mand så hun kunne ikke sige hvor æren lå henne af endnu selvom den jo måtte ligge hos ham eftersom hun var dronningen.

[adelio]

Adelio betragtede de store kattedyr med en isnende ro i sit blik; det lod ikke just til at dyrene skræmte ham. Så langt lod det heller ikke til at de opfattede ham som en trussel, men han havde trods alt heller ikke givet udtryk for at han ville skade deres ejer. Meget kunne man sige om Adelios mangesidede natur, men hans loyalitet lå bestemt i Darklia og monarken der regerede – såfremt monarken var tronen værdig, efter hans egen mening. Hidtil havde han en god mening om dronningen.
Hans loyalitet gjorde ham dog ikke blind; han kunne se det på dronningen at han havde kedet hende så lidt. Han kunne ikke risikere at blive ved med at kede hende – så var hele hans audiens spildt. Og det havde taget ham alt for lang tid at få tilladelse til at møde hende til at han kunne lade chancen gå fra ham.
”Jeg har en interesse i at tjene Dem som Deres kongelige rådgiver.” Oprindeligt havde Adelio planlagt at have en længere forklaring på sit visit før han ville sige hvad han ønskede, men af frygt for at kede hende yderligere gik han direkte til sagens kerne. ”Jeg har en lang erfaring med sådanne tjenester, Deres Højhed, og jeg er sikker på at jeg kan tjene Dem på en måde De vil finde tilfredsstillende og effektiv.” Han tillod sig at gå nogle skridt nærmere, nu med et vågent øje på kattedyrene. Man kunne jo aldrig vide hvornår de ville anse ham som en trussel. ”De keder Dem, Deres Højhed, det lyser langt ud af Dem. Jeg kan forestille mig at Deres nuværende rådgiver tager alt arbejdet fra Dem?” Han lagde ansigtet lidt på sned og sendte hende et forventningsfuldt blik. Det ville fryde Adelio enormt hvis dronningen accepterede hans tilbud, både fordi hans egen sociale status ville forbedres – ikke at den var dårlig nu – og en andens status ville forværres. Han smilede bredt ved tanken.

[Drazilla Dragoens]

Hun sad bare roligt og betragtede ham for hun havde egentlig ikke travlt med noget som helst og lyttede jo gerne når folk ville komme med forslag specielt hvis det var noget som kunne gavne hende i sidste ende, så slog hun altid gerne handler af uanset hendes følelser for de personer som kom med forslaget.
At han kunne se hun kede sig var nu ikke den store hemmelighed for det ville alle nærmest kunne læse ud fra hendes måde at være på, ja alle tjenere og krigere vidste da hun kede sig og når det var værst fik de jo ekstra arbejde bare fordi hun mente der skulle ske et eller andet og det kunne være lige fra praktiske ting til de mest tåbelige som ikke kunne bruges til noget bag efter, så de ville være nyttesløse.
Både Kaos og Genna hævede deres hoveder da Adelio kom tættere på men andet gjorde de nu ikke for han var jo ingen trussel, eller virkede ikke sådan med den måde han talte på og opførte sig overfor Zill. Dog vendte de hovedet imod Zill da hun kom til at grine over han nævnte det med at hendes rådgiver tog det meste arbejde fra hende. ”Valentin arbejde?” grinte hun for det var da en morsom tanke. ”Nej min rådgiver er nok den mest dovne mand i Darklia som tror han ved alt.. Nok ved han meget men der er ingen handling og så kritisere han kun alt jeg laver fordi han ikke mener nogen er gode nok, ikke en gang mig selv” sagde hun mere roligt selvom der stadig var et lettere grinene smil over hendes læber for det var nu morsomt at han mente Valentin tog alt arbejdet fra hende, hun havde jo ikke en gang hørt fra den mand i flere år og det sidste hun havde hørt fra ham var kun brok over at hun den gang ikke kunne vælge mellem Geralt og Damian til forlovede, men ingen af dem havde jo været gode nok til at sidde ved hendes side.
”Men nu vel, så lad mig stille dig en række spørgsmål og så skal du svare hvad du mener er bedst at jeg skulle gøre” sagde hun roligt for hun afviste jo ikke hans tilbud men hun godkendte den nu heller ikke helt før hun havde testet ham en smule og så efter ville han kunne komme på prøve i noget tid bare så hun kunne se hvor tilfreds hun ville blive med ham, men så længe han kunne råde hende var det jo fint nok, det havde Valentin ikke ligefrem været den bedste til, måske havde han været god nok til hendes far men han fungerede ikke rigtigt for hende.

[adelio]

”Jaså?” Adelio løftede et øjenbryn. At hendes nuværende rådgiver både var doven og ikke mente at dronningen selv var god nok, var vel ikke ligefrem det mest oplagte valg for en rådgiver, efter hans egen mening. En mand uden handling, lød det også til. Adelio smilede selvsikkert; hans chancer var gode, i hvert fald efter hans egen mening. Han havde altid været en mand som foretrak handling frem for ord; sværdet frem for fjerpennen. Han kommenterede det dog ikke yderligere, da det næste dronningen sagde lød for ham til at være en test. Endnu havde han et selvsikkert smil på læberne. Så hun ville teste hans rådgivende evner? Allerede nu var Adelio fristet til at kommentere at dronningen havde begået en fejl ved at påpege hvilke svagheder hun selv mente den nuværende rådgiver bar, og at enhver der prøvede at blive den næste ville have en fordel ud fra det. Men han holdt sine kort tæt til brystet; han ville jo heller ikke fremstå som arrogant overfor dronningen. Det ville hun vel næppe synes om. Samtidig måtte han heller ikke virke for underdanig – han regnede heller ikke med at hun havde lyst til en nikkedukke der kun mente det samme som hun selv, og som bifaldte hver en beslutning hun tog. ”Test mig som De mener bedst, Deres Højhed.” svarede han med det selvsikre smil om sine læber. ”Jeg er sikker på at De finder mine svar tilfredsstillende.” Som han sagde det så han et øjeblik overvejende ud, indtil det lod til at han havde taget en beslutning. ”Hvis De tillader mig at nævne det, Deres Majestæt, har De allerede begået én fejl ved at fortælle en mulig ny rådgiver om fejlen ved Deres nuværende rådgiver. Enhver uærlig mand ville tage den chance og svare præcist som De ville foretrække for at sikre sig Deres gunst. Men jeg kan forsikre Dem om at mine svar vil reflektere mine egne meninger, som jeg inderligt håber De deler med mig.”

[Drazilla Dragoens]

Zill sad roligt og så på ham med et lettere lumsk smil over hendes læber ”Ser du nok er Valentin doven, men han er en af de ældste i landet og hans familie har altid tjent min så han ved mere end de fleste og ved hvad der er bedst for landet eftersom jeg stadig er i gang med at lærer og han har nu været min mester indenfor landets love og hvordan tingene fungere efter min faders død… Desuden er det ikke altid sikkert at jeg vil have en person er enig med mig for ind i mellem vil jeg bare have at nogen er uenige med mig og komme med andre foreslag” sagde hun roligt for nok mente hun selv at Valentin var doven og irriterede hende noget så grænseløst fordi han altid var så negativ men når det kom til stykket hvilket jo netop var derfor hun godt ville have en der var lidt mere positiv og måske var enig i nogen af de ting hun ville gøre i stedet for at rakke alle tingene ned uden at komme med bedre forslag til hvad der kunne gøres for det var jo ikke altid Zill tænkte i bestemte baner derfor kunne det måske være godt med en ny hjerne.
”For noget tid siden stod jeg og skulle vælge mellem 2 mænd, den ene er Draconian og far til 2 af mine børn mens den anden er vampyr så at få børn ville blive svært..” begyndte hun for hun ville jo lige se hvad han ville sige til hendes valg for det kunne jo være han tænkte på noget helt andet for hun havde jo ikke selv haft andre muligheder i mand, eller jo det havde hun men konge egnet var han nu ikke så han havde nærmest ikke fået en tanke..”Men husk på at Draconian er en som ikke er loyal til landet eller giver i hvert fald ikke udtryk for det som han hele tiden stikker af og har noget at kører med Nirelias dronning. Mens vampyren har en konges egenskaber og er meget loyal overfor landet.”..

[adelio]

Adelio besvarede dronningens lumske smil med sit eget, og han rettede sig en smule op i ryggen.
”Valentin kan være gammel og værdsat, men nogle gange kan der være brug for yngre blod i rækkerne.” svarede han selvsikkert. Han var ikke sikker på hvor gammel denne Valentin var, men hvis han var en af de ældste i landet var han rimelig sikker på at han var ældre end Adelio selv. Det hindrede ham dog ikke i at sige sin ærlige mening. Man skulle ikke holde sig til de ældre alt for længe – før eller senere var det tid til fornyelse. Han sagde dog ikke mere til den sag, da dronningens næste ord måtte være den første del af testen hun stillede ham. Han lyttede nøje, og skulle til at afgive sit svar, men blev afbrudt da hun tilføjede mere information. Det gav Adelio mere at tænke over. Hvis hun holdt sig til Draconianeren ville det holde deres blodlinje rent – altid velanset, specielt hos de kongelige. Det var også vigtigt at tænke på at Draconianeren var far til to af hendes børn. Men hvis han ikke gav udtryk for at hans loyalitet lå i Darklia, og at han endvidere havde noget kørende med Nirelias dronning, kunne Adelio ikke anse det som et alternativ. Samtidig vidste han hvor vigtigt det var at kongeparret kunne skabe afkom, tronarvinger, og helst en søn. Det var sandt at det var sværere med vampyrer, og det skabte komplikationer. Adelio blev stående i tavshed og tænkte, længe, men endelig gav han sit svar.
”Efter min mening har De to alternativer.” svarede han endelig. ”Det første ville være at vælge vampyren. Det vil rigtigt nok være svært for Dem at få børn med ham, men han har i det mindste loyaliteten hos Dem og kvaliteterne til at blive konge. Hvis De valgte Draconianeren ville de have ægtet faderen til Deres børn, noget som også er godt, men så længe han ikke har loyaliteten hos Dem, vil det være alt for troligt at han kunne planlægge et komplot mod Dem.” Igen var han tavs, mens han lod betydningen af hans første alternativ synke ind hos hende. ”Det andet er at vælge en anden end disse to mænd. Det ville nok være at foretrække at De valgte en Draconianer med loyalitet til landet, det ville holde Deres blodlinje ren. Men hvis det skulle være nødvendigt, ville det vel også være tilladt hvis De valgte en vampyr, eller en anden race.”

[Drazilla Dragoens]

Hun kunne jo ikke være mere enig i at der trængte til nyt blod som rådgiver men hun ville nu nok også beholde Valentin for det kunne jo være han kom til gavn igen på et tidspunkt men hun trængte jo til nogen der kunne snakke med hende og komme med forslag til forbedringer i slottet og andre ting for hun havde jo levet på denne måde i mange år ligesom hendes forfædre før hende så det var ikke altid sikkert hun så de bedste muligheder når det kom til stykket og Valentin så jo ikke særlig meget end hvad der kunne gavne ham og ikke gavne riget.
Hun sad roligt og betragtede ham mens han fik lov at tænke over tingene, dog tog hun lige en slurk mere af hendes vin for hun havde det jo bedst hvis han tænkte grundigt over hendes lille test. Så hun lyttede tålmodigt da han endelig kom med noget af svaret hvilket jo bare behagede hende for hun havde sådan set valgt den første af hans alternativer nemlig var at vælge vampyren fordi draconian ikke virkede til at ville landet noget godt selvom han jo allerede havde bevist at han kunne skabe arvinger og endda smukke nogen af slagsen, så hun smilede lidt over hans svar. ”Ser du der var 2 andre muligheder for mænd, dog ingen af dem draconianer eftersom vi er meget få i den race hvilket er en skam men ikke noget at gøre ved” startede hun roligt for hun ville jo også helst have rent blod men det var jo ret svært når hun meget sjældent mødte draconians og endnu sjældent at de var loyale overfor landet så der var jo et ret stort problem. ”Den ene af de andre er en tjener her på slottet som er magiker og animagus mens den anden er en gammel kending her på slottet. Han tjente under min far og er en udødelig magiker.. Tjenerens loyalitet ligger her i landet fordi han er meget forelsket i mig mens den udødeliges også er en som har haft noget kørende med Nirelias tidligere dronning cec, dog er denne udødelige også fader til min ældste datter men det var også ham som kidnappede mig”..
Dette var jo sådan set bare noget hun ville teste i ham for sjovt for ingen af dem ville være alternativer men det kunne nu være meget sjovt at vide noget af det alligevel, men på den måde kunne Adelio også finde ud af hvilke problemer han kunne stå overfor mens han fik noget om hvordan landet lå. Senere ville han jo blive udsat for andre ting for hendes hjerne havde så småt bestemt sig men alligevel ikke for hun så jo sjældent meget til Damian hvilket egentlig gjorde ondt i hendes hjerte men der var jo intet at gøre ved det.

[adelio]

Adelio kunne ikke undgå at fange sig selv i at løfte øjenbrynet ved dronningens ord. At hun handlede uortodokst i forhold til hvad de fleste dronninger gjorde var intet nyt, men måden hvorpå hun så letsindigt fortalte ham om hendes børns forskellige fædre med blandede loyaliteter var, ærlig talt, bekymringsværdigt. Det var ikke lige så bekymringsværdigt, måden hvorpå hendes friere udgjorde et større antal, men at hun tilsyneladende var åben overfor hvilke mænd hun tog til sin seng, det var vel den eneste ting han ikke beundrede ved hende. Dette var dog en tanke han holdt for sig selv. Nogle gange var det klogest at holde tand for tunge, og denne gang var det ikke blot for at sikre sig stillingen som hendes rådgiver, men også for at kunne beholde sit liv. Mangt et forkort ordvalg havde kostet mangt et liv.
”Jeg vil fraråde Dem på det stærkeste at tage en tjener til Dem.” svarede han. ”De kan risikere at miste Deres folks respekt for Dem hvis De lod en tjener bestige tronen sammen med Dem. Både adelige såvel som tiggere ville ikke længere fyldes med respekt ved lyden af Deres navn, men i stedet håne Dem bag Deres ryg. Hån er første skridt mod forræderi, Deres Højhed.” fortsatte han roligt. ”Den udødelige magiker må jeg også fraråde, af samme grund som Draconianeren De tidligere nævnte. En mand, hvis loyalitet ikke hviler hos Dem, ville være direkte dumdristigt at ægte. At han er udødelig ville kun gøre problemerne større. Han kunne frarøve Dem tronen, og med sig selv på tronen behøvede han ikke give den videre til Deres ældste. Med hans tidligere forhold til Nirelias dronning, ville Darklia lide under sådan et styre.”

[Drazilla Dragoens]

Hun betragtede ham kort inden hun så på flasken og i hendes hoved bedømte at hun nok burde finde noget mere eller måske skulle hun bare gå i seng, det virkede jo sådan set til at være hendes valgmuligheder for der var ikke meget sjovt at blive oppe, måske skulle hun igen holde en fest for de nærmeste i hendes omgangskreds, hvilket ville sige hendes forlovede, rådgivere og andre adelige personer, måske blande dem med nogen af hendes bedste krigere.
Da han igen begyndte at tale så hun igen på ham. ”Bare rolig jeg har ikke tænkt mig at tage en sølle tjener til min seng, så dum er jeg altså ikke men skulle jo give dig nogen andre muligheder lidt for at vise dig at jeg kunne finde meget værre… Det eneste den tjener er god til er at blive drukket fuld og bruges til at slå på” sagde hun roligt med et skævt smil efter han var færdig med at tale, for hun havde jo slet ikke tænkt sig at gøre det, hun var jo færdig med tjeneren selvom han var en fristelse så ville hun aldrig nogensinde gøre det, for lidt havde hun da godt regnet ud at en dronning ikke gjorde, men hun hyggede sig nu med at slå på den tjener for det var altid som om han gerne ville have mere hver gang hun gav ham tæsk. ”Og jeg kan se du ikke kender meget til hvordan det fungere her på slottet.. Ser du den mand jeg vælger til at blive min konge vil aldrig kunne arve tronen hvis jeg dør før ham, medmindre jeg selv vælger ham til at være arving og det gør jeg ikke hvis jeg har en arving eller en anden jeg finder mere passende til tronen… Den mand jeg vælger vil stadig være under mig, jeg vil altid være øverst befalende og ikke en gang en oprører vil kunne tage tronen fra mig for det vil sværdet ikke tillade, eller du kender måske ikke sværdets magi? Det kan kun bruges af den ægte arving, ja magien er endda så stærk at det kun er arvingen der kan røre det og uden sværdets kraft kan man ikke bestige tronen..” forklarede hun roligt for disse ting var jo ikke nogen større hemmelighed, eller hun havde det i hvert fald med at sige dem til mange mens andre selv lærte sværdets hemmelighed fordi de forsøgte at stjæle det fra hende men lige så snart de rørte sværdet døde de på forskellige måder.
”Desuden er ham den udødelige alt for doven til at ville prøve det, men det gør jo ikke noget at have beundre, for der er kun en mand jeg tager til min seng og det er min forlovede.. Sådan har det været i en del år nu” sagde hun roligt med et skævt smil inden hun rejste sig med flasken i hånden og trådte de få trin ned af tronen der var. ”Men nu til noget lidt andet, ville en rådgiver lade mig drikke alene eller ville han tage et glas eller 2 med mig?” spurgte hun roligt for hun hadede at drikke alene, så det kunne han da godt gøre hende lidt med selskab selvom han var vampyr.

[adelio]

Tavst lyttede Adelio, alt imens han skjulte den misnøje han bar ved måden dronningen talte til ham på. Han forventede naturligvis ikke at hun ville respektere ham, tvært imod. Men han hadede at blive talt ned til, som var han et barn der ikke vidste hvad han talte om. Jo, han vidste udmærket godt hvordan tingene fungerede på slottet. Det var da ikke uhørt med tronrøvere, snigmordere som havde dræbt monarken i et land og andre havde stjålet tronen, uanset om et magisk relikvie beskyttede den. Han havde sågar hørt rygter om et land langt derfra, hvor en tronrøver havde tilranet sig tronen som, ligesom Drazillas, var beskyttet af en magisk genstand. Det havde dog ikke standset tronrøveren, som simpelthen blot havde fået bygget en ny trone i et nyt slot, og hersket derfra. Igen holdt han dog tand for tunge, og hans blik faldt på sværdet, som det trofast stod ved siden af tronen. Han kendte til sværdets og dets magi, selvom at han aldrig selv havde set dens magi med sine egne øjne. Han havde hørt rygterne om dem der havde forsøgt at tage sværdet og som selv havde lidt en grusom død, noget han altid havde ønsket at se. Dronningens følgende spørgsmål fik ham dog til at vende opmærksomheden mod hende igen, og han blev roligt stående da hun trådte de få trin ned fra tronen og nærmere ham, bærende på flasken. Det var ikke blod, men Adelio havde aldrig frasagt sig en god flaske vin, og at dømme efter flasken dronningen bar, havde hun en god smag på det punkt. Han sendte hende et bydende smil.
”At lade Dem drikke alene ville da være uhøfligt af mig, Deres Højhed.” svarede han mildt, selvom at han ikke lagde sin værdighed fra sig af den grund. Hans ryg var endnu ret og hans hage hævet, så der ikke kunne være tvivl om hans velstående herkomst. Så langt, så godt. At hun bød ham på drikke kunne da kun være et godt tegn, angående hans forslag om at ansætte ham som hendes rådgiver. Han kunne i hvert fald ikke forestille sig hvorfor hun skulle byde en uønsket på vin. Og dog – dronningen var kendt for at være uforudsigbar, og hun havde da allerede givet udtryk for at have brugt vold overfor sine tjenere. Mens han selv var stærk, kunne han ikke tro at han var stærkere end en Draconianer, og da specielt ikke dronningen. Man kunne måske kalde Adelio paranoid, men det var bestemt ikke noget han så på som negativt.

[Drazilla Dragoens]

At hun havde talt ned til ham var nu ingen nyhed for det gjorde hun gerne til alle der ikke havde bevidst deres værd overfor hende eller så gjorder hun det bare overfor slaver, men når han endnu ikke havde vist hende noget der kunne gøre hun ville stoppe det, så gjorde hun det heller ikke. Men med tiden ville det nu nok komme at hun talte til ham som en mere lige mand når hun en gang var sikker på at han var det værd, selvom hun nok aldrig ville tale til ham som hun talte til hendes anden rådgiver Valentin for der virkede det mere som datter der snakkede til sin far, til trods for han ikke var det men hun havde stadig stor respekt for ham selvom hun trængte til en ny hjerne der kunne tænkte i andre baner for på det sidste var hun jo begyndt at lytte til hendes hærføre og det irriterne spøgelse til Dallcan som nok var et eller andet sted på slottet og lavede ballade.
”Godt svar” sagde hun roligt med et skævt smil inden hun drejede væk fra ham og over til døren ud til køkkenet som hun åbnede og kastede flasken efter en tjener hun så.” Væk de andre og kom med 2 stole, et bord og en af de bedste flasker vin samt 2 glas” beordrede hun koldt til den lettere forskrækket tjenere som hurtigt rendte neden under igennem en af slavernes skjulte døre og hentede nogle af de andre som også hurtigt gik i gang med at slæbe et mindre spisebord ind sammen med 2 stole, den ene mere fornem end den anden. Alt imens Zill roligt gik tilbage til Adelio og ventede på at de pokkers slaver tog sig sammen, ”Er der noget underholdning du ønsker mens vi drikker og snakker?” spurgte hun roligt mens hun så imod ham for hun kunne jo hurtigt skaffe smukke kvindelige dansere eller unge fyre der kunne underholde med forskellige ting, måske endda en hofnar hvis det var ønsket..
Den bedste stol blev sat nogle skridt fra tronen nede på samme niveau som den stol der blev tildelt til Adelio, hvis stol ryg var vendt imod porten. Zill satte sig roligt ned i stolen med ryggen imod tronen da denne var stillet op og bare ventede på at de kom med bordet som blev stillet imellem dem, inden 2 bæger af sølv blev stillet der sammen med en af husets bedste rødvins flaske.. Hun gjorde tegn til at Adelio bare kunne sætte sig for hun regnede med at hun de skulle snakke lidt så hun bedre kunne bestemme sig for om han var passende til jobbet.