Vinteres første kamp

[haze]

haze gik i det lidt bløde sne som var kkomemt i løbet af natten det var lidt koldt men han kunde holde til det han blæs og var i sin ræve form det var en ra evne at kunde have haze var sikker på at der ikke var noget som ville kunde stoppe ham lige nu andet ind en meget
kraftit stom vind men i dag var vandet helt fin haze snuse i luften der var nolge i om løb han gik lidt til bage men han hadet ikke reget med at søen var forsten så han hadet gådet ud på det for at sikker sig for at inden ville kunde gøre ham noget for det ville han ikke lige i dag det var koldt nok i forveren og ganske regtit fir gutte klædte personer kom frem i det skjuldte de viste hvem han var for han hadet mådt dem en gang før " jamen jamen jamen er det ikke den lille ræv " kom det i kor en sort elver hoved kom til syne med to svær det var en kvinde og nolge mænd hazes øre gik helt til bage ov væset af persone som var der det kunde ikke være regtit ikke igen "siste gang hadet i helte med jer men den her gang ville det ikke gå jer sådan " sagde haze i sin ræve form personeren grindet lidt " du ville ikke kunde slå os men du har rat du er blivet særker på de år vi sist måttes " haze forvalde sig og gik dirakte efter elver kvidnen med et bid men kvidnen noget af skubbe ham væk igen så haze landet ind i et træ " møj svin hvor vover du at røger mig " kom det skabt fra hinden han gik hen og samlet haze op og slog ham igen og haze kom med et piv

[lia]

Vinterens smukke landskab havde bragt lysten til en gåtur i skoven frem i hende, hun havde en pelshue i grå på og en lang pelsfrakke i grå, på fødderne havde hun sorte skinstøvler. Sneen lyste altid alting op, hun forstod ikke folk fandt denne årstid så deprimerende, hun fandt den så smuk og dragende. Hvordan kunne man andet end at ville være ude i vejret? Roligt tog hun noget sne op i hænderne, lod det smelte og hver dråbe der kom, fangede hun med sine kræfter og lod dem svæve i luften. Dog var det så koldt at de frøs til is og faldt ned i sneen igen, hun lo sødt og gik så videre. Sikke et smukt vejr, det begyndte nok snart at småsne, men det gjorde kun alting endnu kønnere. Celia begyndte at nynne, hun elskede musik, specielt stille og rolig, som hendes sind var. Da hun hørte nogle hæve stemmerne, gispede hun, stille gemte hun sig bag et træ og fik øje på hvad der skete, det så ikke rart ud, så hun kiggede væk igen, dog var hun så nysgerrig og kiggede i ny og næ. Vold var intet hun var til, så hun ville ikke blande sig, men blev noget efterladt såret, ville hun gerne tage sig af vedkommende. Ikke mange væsner kunne klare vinterens kulde.

[haze]

haze kom stille fem med hoved igen og kikket på den mørke onde sort elver kvinde " din lille forreder hvor vover du at forrede din sande Droninge " sagde hun haze var stille i et minut han logget øjne " jeg ajes ikke af nolge jeg tager den vej hvor mit føder tager mig hen og lige nu er den hos den gode Droninge " sagde han hans øjne begyndet af lyse og de mærker gjord også mens han holdet på sin nintrument det var der hans magi gik i igemmen " JEG ER HAZE En af Vagterne OVER DEN SØSTE DE TO STØSTE DORNIGER DER HAR LEVET MIG SKAL I IKKE ØNSKE AF TIR " haze viste godt han nok ikke var lige så stærk som det han todet han var haze ville bare skrame dem vis det altså lykket ham sene om kærng dem begynde af hæve sig fra jorden i lang som ud gilves og så for af stoppe " du tor virklige du er noget var " kvinden gik stille til bage for at haze samlet en kylde og kaset efter hinden med det sammen i det hun gik til bage men så haze fik af samme skuffe og fik en ild kulde til bage den var så krafti at den skubbet ham til bage over mod søen og ned i den så den flækket haze røg i gemmen det han var bevist løs med det sammen fordi han fik ramt med hovd først

[lia]

Roligt stod hun bare og så til hvad der skete, hun kunne ikke høre noget, det hele lød som mumlen og da manden røg i vandet gispede hun. Ved at bruge det mest af sin kraft lavede hun en bobbel rundt om ham som gjorde han ikke druknede, hun ville vente med at få ham op til de var gået deres vej. Celia vidste ikke hvad hun skulle stille op, i hvert fald ikke helt. Roligt holdte hun sig skjult, for hvis hun blev opdaget ville hun jo dø på stedet, for hun gjorde aldrig modstand i den forstand. vold var unødvendig og ikke noget hun udøvede, for hun kunne alligevel ikke finde ud af det og hendes far regnede jo med at hendes storebror ville tage hende til sig. Lige nu savnede hun faktisk sin bror rigtig meget. Vinden tog blidt fat i hendes hår, hun lukkede øjnene og håbede de ville gå deres vej og da de vaglte at gå, fik hun ham op fra isen og da hun havde mistet en del af sine kræfter, så kom hun til at tabe ham ned i sneen, heldigvis var den jo blød at lande i. Celia vidste at han skulle hen foran noget ild og få noget varmt suppe, så hun skyndte sig hen til ham for at se om hun kunne få ham vækket ved at give et par lussinger.
"Hallo du der, vågn op!" sagde hun højt for at få ham til at vågne.

[haze]

vis haze ønsket ikke at blive redet han ønsket bare at komme væk her fra det her liv haze frøs lidt men han håbet øjne han kunde ikke se så godt det var lidt toget for and hans øjne men hvem ville ikke være det efter sådan en tur "haze " sagde han lidt i fortvilse og logget så øjne igen det hadet været et koldt chok for ham at komme ned i det der vand det enste han stor set kunde se var en sort håret kvinde hvem det var kunde han ikke sige haze prøvet at holde sig vågen men det var svært det kom nolge kramper end gang i mellem men det var fordet meste kun forde kropen prøvet på at få varmen op i ham så det var kun godt det lange sorte hår var der kommet en smule is på da det var blive en smule vådt haze prøvet virklige at få varme men det var også rat Svært at gøre det men det skulde nok gå håbet han haze drømte til bage da han stade boget sammen med sin fammile hvor dan hans liv hadet set ud den gang han kom fra en hr gård som lå lagt væk men forde at han var andler ledes skjulte han de deres søn som så var haze faktis så var helle hans liv været hads fuld mis brugt og meget meget mere han skulde næsten state en klan op og prøve på at bekæmpe det onde ikke kun der hvor Dronige Zill boget men også her i landet kunde hans job være så meget vær han brød sig jo ikke om den Dronige som var der nu

[lia]

Det ville være hende umuligt at slæbe ham igennem sneen og til hendes hytte, hun sukkede og blev helt mut af ikke at kunne finde en løsning. Derfor satte hun sig ned i sneen og gav sig til at tænke, hn så sig lidt omkring, hun var i en skov, i skoven var der træer, mon ikke et stort stykke bark kunne bruges? Celia rejste sig og ledte efter et stort træ som kunne have noget bark der var stort nok til at rulle ham op på. Da hun fandt et stort nok træ, begyndte hun at hive og trække, det var svært, men efter noget tid fik hun det revet af og skyndte sig hen til ham med det. Hun kiggede sig omkring, hun manglede et reb lige nu. Heldigvis var der en slidt grim kjole inde under hendes flotte frakke, så den rev hun noget af og bandt på for at gøre det til en slæde af en art. Så rullede hun ham over på for så at tage sin frakke af og ligge den over ham for at holde ham varm. Celia greb fat i stoffet, snoede det om sine håndled og begyndte at trække ham hjem mod sin hytte, det var dog meget hårdt og hun prustede og stønnede.

[haze]

haze kunde mærke han bliv skubbet til og hivet i på det stykke bark mere kunde han ikke føle overhoved hvor mund han var på vej hen det var lidt svært af se hvor de var haze prøvet at Åbe øjne han kunde kun se lidt slørt i det " hvorr..er vi på vej hen?" spurte haze stille og rolige om han viste ikke helt hvad der skete lige nu men noget skete der og hvem hev i ham hvad var det haze sukket lidt han frøs lidt men ikke meget han lukket stille øjne igen og lage arme om sig så han kunde prøve at holde varme i sig men det var alt for koldt til det kunde lade sig gøre at få den varme han ville have det var ikke så helt sjovt et sted hvor han var fremte og inge kendte ham overhovet hvorfor lige ham kunde det ikke ha været i den by han kom fra

[lia]

Da han sagde noget stoppede hun med et undrende blik, han burde spare på sine kræfter, derfor gik hun helt hen til ham og strøg ham ned langs kinden.
"Mit navn er Celia, og jeg tror jeg redder dit, det var i hvert fald planen. Men du er nød til at spare på kræfterne til vi når min hytte." Hendes stemme var silkeblød og blid som foråret. Roligt rejste hun sig og gik hen til stoffet hun før havde haft fat i, her begyndte hun at trække til, selvom hun selv var ret udmattet efter at have brugt så mange kræfter. Dog kløede hun på og trak til for at nå til hendes hytte hurtigst muligt, hun piftede kort og en kridhvid tiger kom luntende, Nuggi var heldigvis i nærheden.
"Her tøs, jeg binder den her fast, vi har endnu en der har brug for hjælp." Sagde hun med en rolig stemme, hun nussede tigeren bag det ene øre og begyndte at løbe med den, som den trak ham lidt hurtigere frem af. Da de endelig nåede frem til hytten, bandt hun tigeren fri, den luntede videre, for den havde været igang med at jage og havde faktisk ikke fundet sin mad endnu. nu var det bare at få ham ind, det var et større projekt.

[haze]

haze kunde ikke regrit gøre noget så han kunde kun gøre det som han var best til at ligge stille
haze bed tænderne sammen da en kold kulde kom hen over ham haze prøvet lidt at smile da hun sagde hun prøvet at ræde hans liv hvorfor ville nolge rede hans liv? det ville ikke give minge overhovet haze logget igen øjne han var begynt at blive blå om læberne og det var tejn til at kulden hadet foget fadt i ham det gjord lidt om og der kom også nogle skub fra ham det var kroppen som prøvet at varme sig selv om der ville ikke gå mange minuter før han ville gilde ind i en dyber søvn men haze prøvet at Kæmpe sig frem for han ville ikke dø i nu der var så meget mere han kunde og meget mere han ville






haze hadet ikke prøvet at op leve at få en Famille i nu men det ville nok heller ikke ske for der var igen der ville have sådan en som ham haze viste ikke om han skulde græde eller grine lidt for det gjord ondt og så også forde han ikke todet han ville blive redet men han holdet det inde i sig i stede for haze åbet igen øjne og så nu at de var ved en hutte hvem boget helt here ude? det kunde han i var fald ikke selv finde på at gøre i sær forde han hadet haft så meget med skoven i gammel dage haze kunde høre efter lyde af fod trin at det hadet været en tiger som hadet trykket ham haze sukket stille og rolige og lukket øjne igen

[lia]

Efter at have tænkt i noget tid, besluttede hun sig for at prøve at slæbe ham resten af vejen. Hytten var meget lille og indholdte sådan set alt i det samme rum. Køkken, bad, stue og soveværelse, det hele var i et og samme rum. Celia tog fat under hans arme, for at slæbe ham indenfor. Det var nok ubehageligt, men det skulle nok blive bedre, det lovede hun. Roligt fik hun ham hen og op på sengen som kun var dækket af et linned. Pejsen var der stadig lidt gløder i, så der var dejlig varmt, men han havde også brug for al den varme han kunne få. Hun fandt alle sine tæpper frem, begyndte at putte ham godt og grundigt, mens hun ventede på at hendes urtete var færdig, de tørrede urter var perfekte til vinterens varme. Denne te ville varme lige lidt ekstra.
"Jeg skal nok tage mig af dig." hviskede hun så blidt, hun fjernede lidt af hans sorte hår fra hans ansigt og smilte varmt ned til ham, hun var en kærlig og varm person, som tog sig af folk hun mødte på sin vej. Der var efterhånden en del hvis liv hun havde reddet. Hun rejste sig igen og gik hen til vandet, hun flyttede ikke gryden, men brugte sine kræfter på at føre vandet ned i kruset, her tilføjede hun urterne og lavede en lille rørstrøm i vandet for at få det til at opløse sig. Derefter gik hun hen til ham, løftede hans hoved op og satte sig for at ligge hans hoved ned på sit lår så det var rejst nok til at han kunne drikke af teen.
"Her, du vil snart få det bedre, det lover jeg." Sagde hun stille.

[haze]

haze lavet en lille gemase da han hadet ondt i en af hans riben men stille drak han af den the som hun hadet brugt tid på at lave til ham han kunde stade ikke se så meget men han sagde dog " hvor for redet du mig? " haze to lidt af sin the igen det varmet godt op men han kunde også mærke det begynte at dynke i hans krop forde den var ved at få varme det føltes som om at der var en som sad og stikket en tuk nål i hans krop haze kikket sig lidt om kræng igen det så emget pænt ud hvor var han mund hende det var meger flort men gad vide hvad hun var hun var god til urter men vis ikke mere i det eller vad hun virket meget rag men der kunde jo også være noget andet i det han sukket stille og rolige igen mens han så sig om Kræng haze viste ikke helt hvad han skulde sige ellers han hadet stor set ikke renget med at han ville blive redet så det var lidt chokene for ham `

[lia]

Det stod en spand ved siden af hende, hun førte noget af det varme vand hen i den, imens hun sad med hans hoved på skødet. Så tog hun kluden der lå dernede og vred den, for at ligge den på hans pande. Et blidt smil gled hen over hendes læber.
"Jeg kan ikke mærke noget ondt i dig, så derfor valgte jeg at redde dig. Jeg elsker at hjælpe, du ville måske ikke hjælpes?" Hendes stemme var rolig og sød, hun elskede jo at hjælpe folk på sin vej, det var blevet en livsstil for hende. Celia strøg ham blidt i håret, hun ville have han havde det bedst muligt. Det var dejligt varmt, hun elskede varme, men hvis hun ingen vand havde, var hun fortabt og det kunne godt blive for varmt.