Forbandede sne.

[noah]

Hele skoven var pakket ind i en tyk dyne af sne der var faldet om natten. Kulden og sneen var endnu så nyt at der kun hang begyndende istappe på træerne men der var ingen tvivl om at de i løbet af vinteren ville vokse sig større og større, og med tiden blive en fare for folk der færdedes her.

Noah var ikke engang tryg ved at være her. Med den tykke sne kunne hverken hun eller Loki se hvor de satte fødderne, og det bekymrede hende at der flere steder var ganske glat. Hun sad ikke længere på Loki, hesten var allerede faldet én gang, gledet på en mindre skrænt ned til et vandløb, som ikke havde kunnet ses på grund af sneen. Den haltede nu svagt, og hun ville ikke lægge mere pres på den end nødvendigt.

I stedet gik hun nu lige foran den, for at være sikker på at han ikke gled igen fordi der var glat. Hun kunne sikkert tåle det bedre. Hun havde været heldig, hun var ikke faldet en gang. Hun var til gengæld gennemblødt, til op på midten af låret på grund af den dybe sne, og det irriterede hende umådeligt. Hun bandede regelmæssigt - Hun tænkte i ihvertfald bandeordene. Hendes tænder klaprede så slemt at det næsten var umuligt for hende at udtale orderne.

Hvorfor var hun også gået herud? Hun kunne jo have sagt sig selv der ikke ville være noget hun kunne bruge, og slet ikke i meter tyk sne. Hun kunne ikke engang hente brænde. Nu ville hun bare hjem.. Hesten skulle tjekkes, og hun skulle have varmen, og det helst snart. Det eneste plus ved den tykke sne, var at et rovdyr næppe kunne snige sig ind på hende uhørt, eller ubesværet. Det mente hun ihvertfald ikke.

[Zeev]

Vinteren var hård i år, og det var tydeligt at mærke, særligt for dyrene i skoven. Zeev havde dog forberedt sig på vinterens komme, og havde allerede sent på efteråret, ført sin flok sikkert i ly af en grotte, skjult under et mindre klippefremspring dybt inde i skoven. Der var de sikret for sneen, frosten og fjendtligsindede væsener, det værende andre ulve, dyr eller mennesker. Klippeformationens form, sørgede også for at holde indgangen fri for sne, og derved åben, så de ikke endte med at blive fanget derinde.
Naturligvis havde de også sørget for at skaffe føde nok til at klare sig gennem vinteren, da det var svært, hvis ikke umuligt, at finde passende, og rigelig føde i vejr som dette.

På trods af kulden, og resten af flokkens opfordringer til at blive inde, havde Zeev, stædig og dumdristig som han var, vovet sig ud i sneen. Det havde dog ikke taget ham ret længe at indse at det måske ikke havde været den bedste ide, men nogen var jo nødt til at undersøge området for eventuelle farer, og se om de kunne finde en sidste smule føde som kunne hjælpe dem gennem vinteren. På trods af deres anstrengelser for at forberede sig til denne ubamhjertige årstid, havde Zeev en uvelkommen fornemmelse af at der måske ikke ville være nok mad for hele flokken gennem vinteren, da den synes hårdere og potentielt længere, end forudset.
Sneen var dog høj, og det meste af tiden var han helt dækket af de hvide, dunede og dræbende kolde lag. Han formåede dog noget af tiden at holde sig nogenlunde over med hovedet og en del af overkroppen. Den hvide sne stod i tydelig kontrast til hans mørke pels, og den lagde sig som et tæppe over ham flere steder, mens han med en del besvær, kæmpede sig gennem den dybe sne.

[noah]

"F-F-forhelve-de." stammede hun irriteret. Hun var faldet i den tykke sne, ikke fordi det var glat.. Hun havde bare glemt at løfte benet højt nok. Hendes ansigt sved, og det stak i hendes kinder på grund af kulden, kombineret med hendes dyb i sneen. Hendes hænder var ved at være så kolde, at hun knap nok kunne mærke dem mere. Hun sparkede arrigt i sneen - Til ingen anden nytte end at afreagere på det der blokerede vejen.

Hendes vrede forduftede dog, da hun mærkede hestens beroligende, varme ånde i nakken. Hun vendte sig om og lagde fingrene på dens mule, bare for at få lidt varme i dem igen. Hun lukkede øjnene et øjeblik inden hun så vendte sig om igen og kiggede rundt. Hun kunne huske at der var en sø, ikke så langt herfra... Hvis hun var heldig, kunne de komme rundt om den, det var i hvertfald hurtigere end at gå igennem skoven.. Hun nikkede for sig selv, og begyndte at trække hesten igennem den tykke sne igen, nu i en ny retning.

[Zeev]

Zeev var ret godt beskyttet fra kulden, af hans tykke pels, som altid var tykkere og mere isolerende om vinteren, hvilket holdt ham fra at fryse ihjel. Vinteren var dog noget hårdere end den havde været i et par år, og trods den tykke, varme pels, mærkede han stadig kulden. han kæmpede sig besværet gennem sneen, i søgen efter den mindste føde for hans flok, som ventede tilbage i grotten, og gjorde deres for at skærme sig mod kulden, efter bedste evne.
De fleste af hans kræfter gik på at holde den varme han nu engang havde i kroppen, og resten på at kæmpe sig igennem sneen, så selv hvis han mod al forventning skulle finde et bytte, ville han højst sandsynligt ikke være i stand til at jage og nedkæmpe det på egen hånd.
Han havde gået i et godt stykke tid, da han opfangede en lugt ikke langt derfra, båret igennem den kølige luft. Han fik med noget møje kæmpet sig gennem sneen, og kom indenfor synsvidde af lugtens kilde. Han kunne gennem den hvide, tykke sne tydeligt se en menneskekvinde, og en hest, som kæmpede sig vej gennem sneen. Hesten var halt, og mennesket så ikke bevæbnet ud. Normalvis ville de udgøre et glimrende bytte, selvom han sjældent jagede mennesker. Han kunne dog ikke bedømme hendes kampfærdigheder, eller eventuelle skjulte våben, og hesten var så stort et dyr, at de normalt var mindst 2-3 om at nedlægge den. Og han var så afkræftet og medtaget af kulden, at det sandsynligvis ville give bagslag. Så foreløbig glemte han det, og nøjedes med at følge dem på afstand. Han kunne dog ikke holde sig skjult så godt som han plejede, og han kunne ikke undgå sneens knasen under hans poter, idet han med sin fulde vægt gik gennem den, i samme retning som mennesket og hendes hest.

[noah]

Da de kunne se omridset af den tilfrosne, og snedækkede sø stoppede hesten brat og virrede med ørene. Den trådte et skridt tilbage og vendte hovedet - tøjlerne gled ud af hænderne på Noah der vendte sig om, undrende. Hun kunne ikke se hvad det var, kun en mørkt skikkelse ind imellem i sneen. Hun kunne svagt høre en knasen af sne og hun gøs. Der levede ulve herude. Og andre rovdyr.. Men pelsen var for mørk til at det kunne være ret meget andet. Hesten stampede utålmodigt i jorden med det gode ben, og fnyste nervøst i retning af ulven.

Noah tøvede, så fik hun sig kæmpet op på hesten, hviskede en undskyldning for at belaste dens ben men hun blev nød til at have mere fart på hvis hun skulle væk fra den.. Hun skulle også brugte et våben. Hun skar en grimasse og skævede rundt, grenene hang højt på træerne her. Hun tøvede, og rejste sig så uendeligt langsomt op for at nå op og knække en halv tyk gren af. Hun regnede ikke med at den kunne nå herned på den tid det tog hende at komme op og få den af - Sneen sinkede også den tydeligt. Hun var flere gange ved at miste balancen, dels på grund af at hesten stod så nervøst som den gjorde, dels fordi hendes ben og fødder var lige så forfrosne som hendes hænder og ansigt.

[Zeev]

Zeev stoppede op. Han observerede mennesket som hun sprang op på sin hest, som virkede noget betrængt under den nye belastning, idet den pludselig havde hendes vægt at bære på også. Den så dog ud til at klare det, og virkede ikke som om den havde noget imod det. Dette kunne Zeev ikke forstå. Han havde før set mennesker bruge heste som transportdyr, og udnytte andre dyr til deres formål også, hvad end de så måtte være. Selv ville han aldrig acceptere en sådan behandling fra nogen eller noget, men disse dyr virkede, i flere af tilfældene, til ikke at have noget imod det, hvilket Zeev fandt yderst underligt, og uforståeligt.
Han havde nu fundet en ny trussel i dette menneske, som hun nu var ved at brække en gren af et træ, og nu fremstod noget mere aggressiv og truende end hun havde gjort før. Han havde ellers besluttet at lade dem være, men nu måtte han forberede sig på hvad der kunne ende som en voldelig konfrontation, og højst sandsynligt ende i en kamp. Og i det tilfælde kunne han ikke vise nogen nåde, men måtte sørge for at uskadeliggøre denne nye trussel, på den ene eller den anden måde. Han var på vagt, og nærmede sig langsomt, men sikkert, dog uden at angribe eller vide nogen truende adfærd endnu. Han ville lige afvente situationen, og se hvad hun ville gøre, før han selv reagerede overilet. Han var alligevel noget svækket i forhold til normalt, så han ville ikke være i stand til at kæmpe så godt som han plejede.

[noah]

Grenen gav problemer. Den ville ikke knække af. Hun bed sig i læben, betænkelig ved at hænge sig med armene i den - Det var aligevel ganske højt oppe. Og hun ville ikke hoppe på hestens ryg.. Heller ikke hvis den havde været rask. Hun tøvede lidt og løftede langsomt benene, så alt hendes vægt hvilede på grenen, der begyndte at knage betænkeligt. Hun klikkede med tungen, for at få hesten til at flytte sig, og den gik et par skridt frem så hun hang i al sin vægt på grenen. Der gik et par sekunder, så lukkede hun øjnene da hun kunne høre træet give efter, og hun faldt.

Hun landede i en bunke sne selvfølgeligt, og det tog en del af støddet. Alligevel værkede det i hendes knæ, men det var ligeså meget på grund af kulden. Hun gøs og kæmpede sig ud af snedriven, nu slæbende på en gren hun havde problemer med at løfte. Hun brækkede nogen af de øvrige kviste af grenen, for at få lidt af vægten af. Så prøvede hun at svinge den rundt - Det tog nogen kræfter og var måske ikke så hurtigt.. Men hvis den ramte, ville den ramme ganske hårdt.

Hun bar den ikke. Hun slæbte den efter sig, og lavede flere kliklyde med tungen. Hvis ulven var ude efter nogen, regnede hun faktisk med at det var hesten.. Mere kød, den var halt... Og så var der det, at Noah ville slå ulven ihjel hvis den sårede hendes hest. Den var så meget mere end dét. Den var hendes bedste ven. Hun kiggede sig konstant over skulderen, hun ville være sikker på at hun vidste hvor ulven var, så nogenlunde da. Hun tænkte ikke over om hun virkede truende, hun ville bare komme væk derfra, i live og helskindet.

[Zeev]

Zeev studerede hende fra en sikker afstand, og følte sig mere og mere truet af dette menneske, og begyndte derfor at forberede sig til kamp. Hvis hun forsøgte at angribe, eller på anden måde udgjorde nogen trussel, var han klar til at springe på hende, på trods af sneen som sænkede ham betydeligt, og hans manglende kræfter.
Han nærmede sig langsomt mennesket og hesten, som han ville med et bytte, og begyndte langsomt at cirkle omkring dem, da han kom nærmere. Efterhånden var han kun omkring 6 meter fra dem, og begyndte langsomt at gå i mindre og mindre cirkler omkring dem, og var konstant på vagt og klar til at springe frem i angreb.
Hans øjne var fixeret på mennesket, da hun lige nu var den mest umiddelbare trussel, og han var fokuseret på hendes bevægelser. Trods sneen var han stadig hurtigere og stærkere end de fleste ulve, og hans sanser og instinkter var skærpede, nu mere end for et øjeblik siden. Hvis han koordinerede det ordentligt, ville han nemt kunne undvige et eventuelt angreb fra hende, og med størrelsen og vægten af hendes våben, ville han nemt kunne aflevere et fatalt angreb før hun kunne nå at svinge igen. Samtidig måtte han dog tage højde for hesten også, som lod til at føle en hvis forbindelse til dette menneske, og derfor sandsynligvis ville forsøge at angribe ham for at beskytte mennesket, hvis den følte det var i fare.

[noah]

Da han var omkring 6 meter fra hende, stoppede hun hesten og sig selv. Hun kunne mærke at hun rystede, nu ikke længere kun på grund af kulden, men hun var nervøs for ulven. Den ville da ikke komme så tæt på, hvis ikke den havde planer om at bruge dem, som bytte.. Som mad. Hun ville ikke ende som mad!

Hesten stod nu også med fronten imod ham, den prustede og virrede med ørene. Parat til at gå imellem, til at angribe ulven. Loki var en imponerende hest, med den lysebrune pels og de hvide sokker. Den var godt fodret, og fordi hun brugte ham så ofte, var han også ganske muskuløs.

Da ulven var, omkring 2 meter fra hende følte Noah sig truet nok.. Hun tog et skridt frem imod ham, og svang så grenen, af alle sine kræfter i et forsøg på at ramme ham. Hesten trådte et skridt tilbage, af hendes pludselige bevægelse, men blev ved hendes side.

[Zeev]

Zeev nærmede sig langsomt, og det var nu tydeligt for ham, at en kamp ville være uundgåelig. Men i det mindste ville han sørge for at gå herfra som sejrherre. Og under alle omstændigheder ville han ikke gå ned uden en kamp, hvis han absolut skulle lide nederlag, hun ville komme til at arbejde for det.
Han cirklede dem langsomt, som han ville have gjort med et bytte, selvom der til en sådan modstander normalt ville have været mere end en, da flere fra flokken normalt ville samarbejde om et bytte af denne størrelse og styrke. Han var dog ikke en svag ulv, og havde før taget flere og større fjender, så han veg ikke tilbage for lidt modstand.
Idet hun begyndte at svinge grenen imod ham, traf han et hurtigt valg, som han normalt nok ville have overvejet en gang mere, og istedet for at undvige, sprang han frem imod hende, da hun sandsynligvis ikke ville forvente et sådant træk, og hans hurtighed imod grenens størrelse og vægt, ville give ham en chance for at nå til hende før hun kunne ramme ham.
Han havde dog ikke taget højde for frosten, som nedsatte hans hurtighed og kræfter, og hun var derfor heldig, og ramte ham midt i luften. Grenen ramte ham hårdt i den ene side, og han blev kastet til jorden. Slaget var kommet bag på ham, og havde slået luften helt ud af ham, og det føltes som om det havde brækket eller bøjet et ribben.
Han ville dog ikke lade det slå ham ud, selvom man tydeligt kunne se at hendes slag havde haft effekt, og at han nu var skadet, da kulden nok gjorde at slaget havde haft noget større effekt end det normalt ville. Han var landet hårdt i sneen, men kæmpede sig på benene igen, og så på hende med et vredt blik, og knurrede truende af hende, og blottede de sylespidse tænder i vrede

[noah]

Noah udstødte et sejrshyl, da grenen ramte ham og sendte ham hen af jorden. Hun overvejede at tage fat i tøjlerne på hesten, men ville ikke forhindre den i at løbe. Hun ville ikke være sur over det.. Det ville være forståeligt.

Den gjorde dog næsten det stik modsatte. Hesten farede et par skridt frem, imellem Noah og ulven. Den fnyste af ham og trampede truende i jorden - Som for at skræmme ham væk. Hvis hesten rent faktisk trådte på ham, ville ulven næppe kunne gå ret langt igen.. Den holdte dog en mindre afstand, og blev stående foran hende, selvom hun trak i dens tøjler for at få Loki til at gå tilbage. I sikkerhed. Hun opgav og kom op på siden af hesten, med grenen løftet igen.

[Zeev]

Zeev var vred nu, hvilket tydeligt kunne fornemmes på ham. Han havde altid været hævngerrig, og hans tidligere erfaringer med mennesker havde ikke hjulpet på hans venlighed overfor dem. Han var dog såret nu, og ville næppe kunne kæmpe ret meget længere i hans nuværende tilstand, og langt fra så effektivt som normalt. Han burde nok forsvinde, og så kunne han jo altid finde dem igen, når han var kommet sig, og denne gang tage resten af flokken med. Og nu hvor han havde fået færden af dem, ville han aldrig miste den igen. Han ville kunne jage dem til verdens ende, indtil hans sidste åndedrag. Og han ville også gøre det.
Men nu var han vred, og ville ikke lade dem ydmyge ham yderligere på den måde, han ville ikke acceptere et nederlag.
Han var såret, kold og hun havde været heldig indtil videre, og havde støtten af sin hest. Men han ville ikke lade det slå ham ud, og ville ikke give op blot på grund af odds. Han var ikke nået til hvor han var på den måde.
Han knurrede faretruende af hende, men holdt sig dog på passende afstand, da hesten endnu var en del større end ham, og han var ikke ligefrem i en optimal tilstand, så han ville ikke bare springe frem uden at tænke lige nu. Han var vred, og ønskede hævn, men han var ikke dum.

[noah]

Hendes sanser var skærpede, og hun følte sig stærkere end hun egenligt var. Adrenalinet gik ind og gjorde sit. Hun fik hesten til at bakke lidt, og gik selv et par skridt bagud da ulven knurrede af hende og viste tænder. Det værkede i hendes skuldre, efter at have svunget den tunge gren, men hun spændte alligevel i alle sine muskler i overkroppen, klar til at svinge den hvis ulven ville gøre udfald igen.

Hvis man så godt på hende, var det tydeligt hvor bange hun egenligt var. Ikke så meget i hendes kropsholdning og udtryk, hun var klar til at forsvare sig og holdte nøje øje med hver eneste af hans bevægelser. Hendes øjne lignede dog et dådyrs - Skræmte og parate til at stikke af hvis chancen bød sig.

[Zeev]

Zeev var kold, udmattet og hans side smertede endnu efter hendes ret så heldige slag. Han var langt fra så hurtig eller stærk som normal, og han burde ikke forsøge endnu et angreb. Det bedste træk i denne situation ville sandsynligvis være at vende sig og løbe. Og så eventuelt vende tilbage senere. Men det var det sidste i hans tanker lige nu. Hans vrede var vækket, og styrkedes af smerten fra hans ribben, og han tænkte ikke rationelt eller logisk, men var lige nu under komplet kontrol af hans instinkter. Og hans instinkter fortalte ham lige nu kun en ting. Dræb.
Hans øjne var fixeret på mennesket som lige havde ramt ham, hans tænder var blottede, og han var klar til at springe frem. Med ét åbnede hans kæber på vid gab, så de sylespidse tænder var klar til at bide sammen, og han sprang frem mod hende med al den kraft han kunne mønstre, og håbede ellers på at hun ikke ville være ligeså heldig denne gang, og at han ville kunne få et angreb ind, selvom han langt fra var så hurtig som han normalt ville. Kunne han formå at få et velplaceret bid ind, kunne det dog blive fatalt, og sikre ham sejren. Om end det var et skud i tågen, og med meget lav succeschance.
En knurrende lyd kunne under hele bevægelsen høres fra et sted dybt i hans strube, som han dykkede ind mod hende, gående efter det dræbende stød.

[noah]

I det øjeblik hun anede en bevægelse svang hun grenen. Den ville ramte ham, og det hårdt.. Knap så hårdt som det sidste, men stadig hårdt nok til at slå ham ud af kurvs. Grunden til at det ikke ville ramme ham så hårdt, var fordi hun brugte den ene arm til at blokere ham med - Hun vidste at han ville gå efter hendes hals.

Og han fik fat... Hun kunne mærke de sylespidse tænder bore sig ind i hendes arm, hun mærkede knoglen splintre og blive knust og den alt overskyggende smerte der fulgte med. Tilengæld ville grenen ramme hans ene skulder, og hans hoved hårdt, eftersom bidet sad så tæt på grenen at den ville ramme ham. Hun slap grenen, kort efter den ramte ham. Hun kunne ikke holde fast længere, med kun en arm.