Forbandede sne.

[Zeev]

Zeev sprang frem, med al sin sidste kraft han kunne samle, og bed til idet han mærkede hud under tænderne. De spidse tænder borede sig ind i hendes arm, hvor han låste kæberne så hun ikke ville kunne rive sig fri. Han havde dog ikke forudset grenen som hun havde svunget, som øjeblikke efter ramte ham hårdt på hele den ene side. Det meste af slaget ramte hans hoved og skulder, hvilket tvang ham til at slippe hendes arm, og han faldt til jorden, og landede hårdt på den bløde sne. Udepå virkede han mere eller mindre uskadt, men det var tydeligt at nogle af de indre organer var blevet beskadiget under slagene, idet han begyndte at hoste blod op, som snart blandedes med blodet fra hendes arm, i den kolde sne. Mindst et par knogler havde også taget skade, idet han, haltende på det venstre forben, forsøgte at rejse sig, inden han måtte opgive og igen faldt til jorden.
Han havde ikke kræfter til at rejse sig igen, da han havde brugt de sidste kræfter han havde på det sidste angreb, og han brugte nu de sidste smuler, på at holde på den sidste smule kropsvarme han havde, for ikke at fryse ihjel, da han nu igen kunne mærke kuldens stikkende berøring, nu kraftigere end før, på grund af alle hans skader, som gjorde at alt lige nu føltes meget stærkere.
Han var en stolt, stædig og kraftfuld ulv, og han ville sikre sig sejren for enhver pris, men var heller ikke dum, og han vidste hvornår han havde tabt. Han havde ikke kræfter til at kæmpe videre, og var sikker på hun ville gøre det af med ham nu, eller efterlade ham her til hans skæbne. Det er trods alt hvad han selv ville have gjort i hendes sted. Han var nu i hendes nåde.
Han følte sig omtåget og træt, sandsynligvis som en eftereffekt af slaget til hovedet, kombineret med kulden og hans allerede udmattelse. Og han forsøgte derfor nu med sine sidste kræfter at holde sig ved bevidsthed. En svag klynkende lyd kunne høres fra hans strube, blandet med en ubehagelig rallende lyd, idet han hostede endnu en klump slimet blod op. De to slag havde ramt virkelig godt, og forstærket af kulden var han virkelig medtaget. Han havde virkelig undervurderet hende.
Han havde ikke længere nogen kontrol over sin krop, og af en grund, udenfor hans forstand, tog hans underbevidsthed nu over, og transformerede ham til hans menneskeskikkelse. Om det var en form for instinktivt selvforsvar, en naturlig mekanisme når kroppen kunne mærke den var ved at sætte ud, eller noget helt andet, vidste han ikke. Han vidste kun han ingen kontrol havde over sig selv længere, og lå nu bare som en paralyseret tilskuer, fanget i en akavet stilling, i sin menneskeform. For første gang nu i evigheder. Bedre blev det ikke af, at han naturligvis var nøgen, da han jo normalt ikke gik rundt med tøj på i sin ulveform, og med den kulde som omgav ham lige nu, ville han ikke overleve i mange timer derude.

[noah]

Tårer steg op i Noahs øjne, og begyndte hurtigt at trille ned af hendes kinder i stride strømme. Hun krummede sig sammen om hendes arm, og hikstede i undertrykt gråd. Hun havde aldrig brækket noget før.. Aldrig oplevet den smerte hun oplevede nu. Det blødte voldsomt, hans tænder havde skåret dybt ind i både undersiden, og oversiden af hendes arm, og hun vidste at hun blev nød til at få det forbundet. Hun faldt ned på knæ og forsøgte endnu engang at holde gråden tilbage.. Det lykkedes kun med nød og næppe.

Hun havde to par lærreds bukser på, et par holdte simpelthen ikke kulden ude. Det gjorde 2 heller ikke, for hun havde frosset hele dagen, og det var egenligt både besværligt og ubekvemt.. Men nu kom det hende til gode. Hun fik revet nogen strimler af, og trykkede det i mod de værste sår. Så kiggede hun over på ulven, som lå der.. Ynkelig. Hun så så ned på sin arm igen og gav sig til at forbinde den, ikke engang et minut efter græd hun ynkeligt over smerten i den brækkede arm. Ulven tog hun ingen notits af mere... Ikke lige da. Da armen var blevet bundet ind, rejste hun sig, uendeligt langsomt. Forsigtigt med ikke at bevæge armen der stadig dunkede voldsomt. Hun skævede over til hvor ulven lå, og fik et chok. Hun vaklede et øjeblik, måtte støtte sig til hesten.

Så steg vreden op i hende.. Gråden var endeligt stoppet, men tårer af vrede kom frem igen.
"H-hvad.. I helvede... Bilder du dig i-i-nd." spurgte hun, langsomt og hikstende. Hun gik derhen, igen, meget langsomt for ikke at fremprovokere smerten i armen yderligere. Hun faldt på knæ ved ham og stirrede på ham. Hun kunne ikke få sig selv til at bare at slå ham ihjel. Men heller ikke forbinde. Hun trak vejret dybt, og hikstende. Forsøgte at holde tårerne tilbage. Hun skubbede til ham med den ene hånd, så han ville lande på ryggen.. Hun havde den største lyst til at slå ham. Men på den anden side kunne hun ikke få sig selv til det. Han virkede så.. Ynkelig nu.

[Zeev]

Det var længe siden Zeev havde lidt nederlag i en kamp, og aldrig så alvorligt som nu. Han måtte dog erkende sit absolutte nederlag, og han var nu helt i hendes magt. Han var klar til at dø, han regnede ikke med hun ville skåne ham, og selv hvis hun gjorde, ville han dø indenfor relativt kort tid. Han ville aldrig nå tilbage til sin flok i denne tilstand, i dette vejr. Han skulle have lyttet til de andre, og være blevet i grotten, i sikkerhed for sneen. Og nu ville det koste ham sit liv. Han havde været dum og skødesløs, og havde fejlet sin flok, og ikke været i stand til at sørge for dem, han var ikke engang i stand til at tage vare på sig selv. Han håbede bare at deres næste alfahan ville klare sig bedre. Og at mennesket her ville have nok integritet til i det mindste at tillade ham en ordentlig, ærefuld død, og ikke bare lade ham ligge og fryse ihjel her, eller vente på rovdyr som sandsynligvis alligevel ikke ville komme, i frygt for det ubamhjertelige klima. Kun han havde været dumdristig nok til at vove sig ud.
Hans blik formåede, trods hans skader og hans ynkelige, hjælpeløse stilling, at beholde sin sædvanlige udstråling af stolthed og styrke. Selvom hans stolthed netop havde lidt et stort knæk. Han var en ynk. Intet andet. Og han skammede sig over sig selv. Han håbede bare hun ville dræbe ham snart, lægge en ende på det hele, så han slap for at blive liggende i denne skamfulde stilling meget længere. Hun havde skubbet ham om på ryggen, så han nu bare lå livløst på ryggen, og stirrede op i himlen. Afventede hendes dom. Det var alt han kunne gøre nu.

[noah]

Noah sad i adskillige minutter og stirrede på ham. Hun var stoppet med at græde nu, kun sporene efter hendes tårer var tilbage. Hun trak vejret dybt ind, og langsomt og skælvende ud.. Hvad skulle hun nu gøre? Noah var ingen morder. Og selvom han ville have slået hende ihjel, uden at tøve... Vidste hun at hun ikke bare kunne gå fra ham. Måske vidste han ikke bedre? Eller måske var det af nød? Maden var knap i disse egne når vinteren kom, det vidste hun.

Hun tøvede, hvad skulle hun gøre?
Efter endnu et minuts tid, rejste hun sig langsomt. Hendes sind var som bedøvet da hun gik over til hesten, rodede i den lille filt taske der hang om dens hals og fandt det reb frem hun ville have brugt til at binde brænde fast til hesten med. Hun stod med det i hånden, blot et øjeblik, inden hun langsomt gik over til ham, hun klikkede samtidigt med tungen så hesten fulgte med hende. Den stod uroligt ved siden af ham, og langsomt fik hun den til at lægge sig.. Hun havde ikke kræfter til at få ham op på en stående hest. Det vidste hun allerede hun. Hun ville knap kunnet gøre det med sin normale styrke, og slet ikke med en brække arm. Så begyndte hun, uendeligt langsomt at trække ham op på hesten. Hun fik ham lagt foroverbøjet på hesten - hvis han gjorde modstand gav hun ham et slag over nakken, eller trådte lidt tilbage, og begyndte så at binde ham fast med rebet. Hun ville selv blive nød til at gå hjem, men det var der ikke noget at gøre ved.. Hesten måtte også blive tjekket når hun kom tilbage. Så begyndte hun langsomt at trække hesten hjem af, imod Frontiera, ad skjulte veje til sit eget lille skur.

[Zeev]

Hvad ville hun nu? Hvad ville hun med ham? Muligheden at hun kunne finde på at lade ham leve, helt uselvist uden selv at søge at få noget ud af det, lå ham meget fjernt. Det havde han selv aldrig gjort, det lå ikke i hans natur, så han kunne ikke forstå hvorfor nogen anden skulle gøre det. For nu lod han hende dog bare gøre hvad hun ville, der var alligevel ikke meget han kunne gøre. Selv hvis han havde villet forsøge at gøre modstand, eller protestere på nogen måde da hun besværet fik ham trukket op på sin hest og bundet ham fast, havde han ikke haft kræfterne til det. Så han lå bare helt passivt til og lod hende gøre hvad end det nu var hun havde tænkt sig.
Under hele turen på vej til deres mystiske destination lå han bare livløst på hestens ryg, og lod hende styre det hele. Hans del i dette her var udspillet, nu var han bare en ubevægelig brik, og helt i hendes magt og nåde. Nu afventede han bare at se hvad hun nu ville gøre

[noah]

Ad veje, få kendte i Frontiera, kom Noah hjem til sit eget, med sin dyrebare last.
Helt uselvisk var det ikke.. Hun ville vide mere om hvem han var, og hun ville have en undskyldning for at han havde angrebet hende.. Hun ville vide om der var en grund. Hun brød sig heller ikke om tanken, om sig selv som morder. Hendes samvittighed ville fortærre ved, bare ved tanken. Hun håbede inderligt at han ville klare turen - Han fik mere varme end hun gjorde, når han nu lå på hesten.

Noah var ikke typen der ville kunne klare at tage en andens liv, uden samvittigheds kvaler..

//Out.