Et skrig igennem natten

[Drazilla Dragoens]

Solen var gået ned for nogle timer siden så alt var nærmest stille og ikke meget liv var til at finde på slottet. Ikke en gang fra Zill som befandt sig alene på hendes værelse ifærd med at børste hendes hår inden hun skulle til at sove for hun var træt, men håret skulle lige ordnes efter hun havde været i bad og havde iført sig den sorte silke natkjole så hun var næsten klar til at gå til ro.
Det var nogle måneder siden hun havde set Damian og tilbragt natten med ham i sengen, så hun undrede sig lidt over hvor han var men ville sådan set ikke tilkalde ham for at fortælle nyheden om hun ventede barn, se den lille overraskelse skulle han selv få lov at opdage. Dog havde hun haft det lettere underligt i maven det meste af dagen og da hun endelig rejste sig fra hendes lille plads foran spejlet mærkede hun det første tegn i form af smerte så hun tog sig til maven, men det virkede til at gå over igen men så kom det desværre igen hvilket fik hende kort til at skrige som hun tog sig til maven og sank på gulvet, alt imens hun nu forsøgte at bide smerten i sig men hun mærkede allerede blodet løbe ned af hendes ben. Hun så lidt panikslagen ned i gulvet for dette her havde hun bestemt ikke tænkt sig at det skulle være, hun ville jo beholde barnet og ikke miste det på denne måde, ikke når det endelig havde havde lykkes efter år med prøvelse.

[Damian]

Damian sad dybt begravet i sine papirer da han hørte hendes skrig, og der gik ikke mange sekunder før han stod der, hans øjne der var skinnende røde og vidt åbne, han skyndte sig hen til hende og lagde en arm på hendes ryg, han skulle lige komme sig over at hendes mave ikke var så slank mere, og at han havde gået glip af en masse, hans tanker kom dog hurtigt tilbage til sig selv igen da han ikke kunne stå og tænke på at hun var gravid, for han kunne jo godt tænke sig til at det ikke allerede var nu, han lagde stille sin anden arm ved hendes ben for at løfte hende over i hendes seng, hvis det lykkedes ville han løbe hen til døren og råbe efter en læge, en healer der måske kunne heale hende inden det ville gå galt, han ville dog også løbe tilbage til hende for at se om han kunne gøre noget, for der var altid 1 mullighed, dog ikke en han ønskede.

[Drazilla Dragoens]

Da hun så Damian kunne hun ikke få sig selv til at se på ham, som om hun skammede sig en smule over at virke til at miste hans barn. Dog lod hun ham hjælpe sig over i sengen selvom hun stadig så væk fra ham og hele tiden skar smertende udtryk for det her virkede til at være lige så smertefuldt at føde så hun tog sig til maven mens hun bare mærkede blodet løbe ned af hende og hun begyndte så småt at miste bevidstheden..

Flere af slaverne hørte Damian så de skyndte sig og rende rundt som de nærmest sagde til alle de skulle bruge en healer med det samme for dronningen var vidst i store smerter, så der gik nærmest panik i slottet og budbringer blev sendt ud på de nærmeste kroer for fandt de ingen der ville de ridde til hospitalet for at hente en derover, måske flere for de vidste jo intet om hvad der var galt.

[Damian]

Han sad nu ved hendes side, hans hænder der sad med en af hende hænder og nussede den i sine, dog ikke længe da han så hun var ved at miste bevidstheden, hans øjne der blev mere og mere bekymret "Skat.. Ikk fald hen.. Du blir nød til at holde dig vågen.. Vil du ikk nok?.. Lægen er her lige straks.. Det er jeg sikker på.. Skat!.." Han lagde en hånd på hendes pande, hun var mere end bare varm, det var vel normalt med så store smerter, hans fire hånd der nussede hende på kinde før han plantede et kys på hendes pande, der var vidst ikke noget at gøre, hun var ved at falde hen og det kunne ikke stoppes.
Hånden der havde været på hendes pande lå nu på hendes runde mave, hans barn lå derinde og ville nok ikke overleve dette, han sukkede og knugede om hendes kjole, for så længe Zill stadig var der, så længe ville verden aldrig se sort ud, alt ville nok løse sig med tiden, eller det håbede han.

[Drazilla Dragoens]

Hun kæmpede for at holde sig vågen, lige så snart hendes øjne var ved at lukkes blev de åbne igen men kun for få sekunder før de igen var ved at falde i. Hun havde dog godt hørt hans ord, hvilket også var grunden til hun forsøgte at holde sig vågen men hun havde svært ved det for hun havde bare lyst til at overgive sig til søvnen for der ville der nok ikke være nogen smerter. "undskyld" sagde hun med meget svag og træt stemme som hun stadig kæmpede for at holde sig vågen og ikke se på ham for det var så flov det her at hun nærmest skammede sig over det, for hun havde jo trods alt født 3 andre børn uden nogen problemer og så når det endelig kom til ønske barnet så var der problemer.

De havde været heldige, de budbringere for en af healerne havde netop befundet sig i en kro i Darklia så nu red de alle sammen i fuld galop op i mod slottet for at hjælpe dronningen selvom de stadig var uklare over problemet, men de vidste de måtte være hurtige sådan som Damian havde reageret på det hele. Da vagterne så dem lod de dem bare passere for de havde jo tralvt og skulle op til hende.

[Damian]

Hans øjne blev lidt mere kærlige "Det skal nok gå min egen.. Jeg er her altid.. Husk på det" hans hoved vendte sig imod døren da han kunne høre folk der kom løbende op ad trappen, han rejste sig op og gik derhen imod, helt nede for enden af gangen kunne man se healerne der kom løbende, forpustet men løb stadig.
Damian råbte aldrig efter hjælp eller af nogen, plus at deres dronning aldrig var syg, så de kom hurtigt ind og så bare på deres dronning der lå der, udmattet og i smerter, de vidste godt hvad det var galt, og der ikke rigtigt var noget at gøre ved det, den med mest erfaring stådte frem og så lidt ned "Deres nåde.. Meget kan vi heale.. Men ikke alt" sagde manden, og holdte hovedet nede, Damians øjne skulede til ham "Prøv!.. Hvis ikke blir det jeres død" hans stemme var hård og kold, rasende og vred, og der ikke mere end 2 sekunder før de var henne ved Zill, de begyndte at tage sig af hende så godt de kunne, Damian stod ved hendes seng og holdte et godt øje med hvad fanden de lavede, for hvis ikke de gjorde det godt nok var der et vindue.

[Drazilla Dragoens]

Til trods for at healerne gjorde deres bedste så var det allerede for sent, hun havde mistet barnet som lå et sted de mørke klæder og blodet der var røget ud af hende, men de fik dog stoppet det væreste blødning så til sidst rettede de sig bare op, noget zill slet ikke havde bemærket for hun var bevidstløs allerede inden de var kommet hen til hende, så hun hverken så eller hørte noget men lå bare i hendes eget lille mørke, helt udmattet af smerterne og havde en mindre feber eller rettere høj feber.
Den ældste af dem trådte igen frem "Deres nåde vi kan ikke gøre mere, hendes højhed skal have lov at sove og så blive i sengen i nogen dage" sagde han lettere nervøst for at Damian ville torturere eller måske dræbe dem til trods for de intet kunne gøre end at stoppe det meste af hendes blødning og så lade hende hvile.

[Damian]

Hans øjne hvilede på Zill et kort øjeblik før de igen hvilede på ham, han gik tættere på ham "Ser det ud til at hun er gravid mere?" hans ene arm kom længere op før han tog fat i strupen på healern, han så ham dybt ind i øjnene og begyndte at klemme, selvom han vidste det ikke ville hjælpe, og efter 1 minut eller 2 slap han ham, og et bump kunne høres da hans krop fald til jorden, Damian så på de andre før de fik benene på nakken og løb afsted, hans udtryk blev mere trist før han igen løftede hende op, hun kunne ikke ligge der, han bar hende ind til sig selv og begyndte lige så stille at vaske blodet væk, han havde dårligt lyst til at spise nu, det der var sket var nok noget at det væreste der kunne ske for en forældre.
Han blev færdig med at vaske hende ren før han tog hendes kjole helt af og lige vaskede det sidste blod væk som kjolen havde lavet, han gik ud foran døren og kastede kjolen hen til en slave "Gør hendes værelse klart igen" sagde han kort og sukkede før han gik ind igen og lagde dynen over hende, han lagde sig ved hendes side og så på hende, han prøvede at frembringe et smil mens han lå der og holdte om hende.

[Drazilla Dragoens]

Man kunne se frygten i healeren øjne som han halv kvalt svarede "Nej desværre...deres..nåde" og ventede enten på døden eller han blev sluppet, så da han endelig blev sluppet sad han meget kort inden han selv fik benene på nakken eftersom han jo ikke ville dø på grund af noget som han ikke kunne gøre for.
Zill selv lagde ikke mærke til at hun blev løftet for hun var bevidstløs og trak været meget stille som hun forsøgte at samle krafter igen, selvom hun udemærket godt vidste at hun ville lærer at skamme og føle nederlag lige så snart som hun ville vågne, for de havde jo kæmpet i flere år med at prøve at få børn og når det endelig havde lykkes dem så havde hun mistet det. Men lige nu var hendes krop nærmest livløs som han vaskede hende og hendes kjole for hun havde jo sin egen indre kamp med at vågne op, hvilket på et tidspunkt under vasken fik hende til at mumle noget som ikke gav mening, det virkede bare nærmest bare som nogen lyde og tegn til at der var liv i hende endnu.
Det var ikke før hun blev lagt i sengen og han lagde sig ved hende at hun virkede til at glippe med øjnene selvom det bare kunne have været mareridt eller hun kæmpede imod feberen. Så der gik en time eller to inden hun helt glippede med øjnene og åbnede dem stille selvom hun stadig var meget træt og bare havde lyst til at sove mere men hun kunne ikke være det bekendt, da hun åbnede øjnene så hun Damian hvilket fik hende til at se lettere skamfuldt ned af sig selv.

[Damian]

Han lod bagsiden af sin hånd glide ned af hendes kind "Rolig Skat.. Det er ikke din skyld.. Det hele skal nok gå.. Det lover jeg.. Og jeg er altså ikke sur" Han smilede til hende, selvom der ikke rigtigt var noget at smile af, hans øjne var rolige og blide, han prøvede at få hende til at slappe lidt mere af, dog var det jo nok ikke nemt med at tabt barn nu, hans arm omkring hende der nussede hende blidt "Skat.. Se på mig.. Vi har brug for hinanden" han nussede hendes kind igen hvorefter han platnede en blidt kys på hendes hoved.

[Drazilla Dragoens]

Blikket gled op til hans brystkasse men hun kunne nu stadig ikke helt få sig selv til at se ham i øjnene. "Måske er du ikke sur men det er jeg" sagde hun lidt stille for hun var virkelig vred på sig selv over hun ikke kunne holde på barnet nu hvor det endelig var lykkes dem at få et. Der gik noget tid hvor hun bare så ind i hans brystkasse og stille nussede den for lige som at komme over tabet.
"hvorfor skulle jeg også tabe det? nu kan det jo tage en evighed inden vi får chancen igen" sagde hun meget stille for det irriternede hende at hun ikke kunne bære dette barn som hun egentlig gerne ville have, når hun kunne holde på de 3 hun ikke havde ønsket sig men bare havde fået fordi hun ville holde på faderen.

[Damian]

Et lettere suk kom fra ham idet han fik et smil over læberne, hans øjne så ned på hende og med rolige bevægelser tog han stille fat i hendes hage og løftede hende blik, han ville gerne have øjenkontakt "Rubin.. Vi prøver igen når du er klar.. Og håber på at det nok skal gå.. Jeg lover dig.. Ligesom du lovede mig noget.. At jeg prøver mit bedste.. For du -ER- mit et og alt.. Og faktisk.. Så er jeg snart færdig med alt mit papir arbejde.. Så er jeg din på fuldtid igen.. Det lover jeg" sagde han lavt og roligt med samme smil som han havde haft mens han snakkede.
Hans arm omkring hendes liv gled ned over hendes mave og hen over før den platede sig der "Jeg ved at tålmodighed ikke er noget du har specialt meget af.. men i det mindste prøv.. For vores fremtids barns skyld skat" hans hånd nussede hendes mave roligt for at måske se om hun ville slappe mere af eller bare se ham i øjnene igen.
Lyden af vinden ude foran vinduet kunne høres i værelset, det var begyndt at blive køligt her ved efterår og snart ville man kunne se sne over alt, det ville nu blive dejligt når han fik mere tid, så kunne de også gå nogen flere ture og være meget mere sammen, for hvis nogen anden prøvede det mindste, eller bare så forkert på hende, så ville han lundte gå af, og hans lundte var nu ellers meget lang, eller kun hvad angik noget hun gjorde, dog ikke hvis det var noget slemt.

[Drazilla Dragoens]

Hun var stadig ikke vild med at se ham i øjnene for det hjalp jo ikke at han prøvede eller at de prøvede når hun ikke kunne holde på det men igen det var jo kun sket en gang indtil videre men hun havde aldrig lidt sådan et nederlag før, for før i tiden ville hun jo bare være mere lettet over at have mistet et barn for så kunne hun jo lægge med den næste mand. Hun sukkede lidt ”Hvad hjælper det når jeg ikke kan holde på barnet? Hvorfor overhovedet prøve på noget?” sagde hun lidt stille for hun anede ikke hvornår hun ville blive klar til at prøve igen, der ville nok gå nogen uger ja måske måneder før hun overhovedet ville prøve igen. Sex var jo ikke længere noget hun gjorde fordi hun havde lyst, men fordi hun havde brug for det barn med den mand hun skulle have til konge. Det var helt som om hendes lyst var forsvundet den gang han havde skældt hende ud for at være sammen med Mira, det morede hende i hvert fald ikke mere at være sammen med folk på den måde eller bare generet at være sammen med folk, noget som nok ville blive værre nu hvor hun havde mistet barnet, hun ville nok vende tilbage til at drikke sig fuld flere gange bare for at se om hun kunne glemme dette nederlag som hun havde følt.