Ulvemanden.

[noah]

Det var næsten aften da Noah endeligt var helt hjemme. Hesten fulgte med hende ind i skuret.. Det gjorde den i øvrigt altid om vinteren. Men denne gang for et helt andet formål. Hun var kommet af veje som de fleste ikke kendte, små smutveje for smuglere og tyveknægte. Ingen havde mødt dem, hvilket var godt.. Hvordan så det ikke ud, at hun kom gående igennem byen med en haltende hest og en nøgen, bundet mand?

Hun var træt i sine ben, og armen dunkede endnu modbydeligt. Hun kunne se og mærke at hun var blødt igennem hendes 'forbinding'. Hun sukkede overdrevent, da hun lukkede døren efter sig. Så gelejdede hun hesten hen til hvor hendes halmseng var. Hesten så også temeligt medtaget ud.

Så greb hun fat i en af snorene med den frie hånd og trak, hvilket løsnede hele rebværket hun havde bundet 'Ulvemanden' fast med. Han ville trimle direkte ned i sengen, men landingen ville være blød.. Så blød som den nu kunne blive. Derefter fjernede hun det primitive hovedtøj, og rebene fra hestens krop og lod den få noget at spise før hun tjekkede til ham. Han havde overlevet så længe.. 5 minutter ville ikke gøre meget. Derefter tjekkede hun hestens ben. Det var hævet, men ikke overdrevent. Et par dages hvile burde gøre det bedre, og hvis ikke måtte hun have den til læge. Den blotte tanke fik hende til at skære en grimasse. Medicin og læge behandling til hesten, og behandling eller ihvert fald remedier til behandling til 'Ulvemanden', som hun havde døbt Zeev.. Det ville løbe op i en betragtelig sum. Da hesten havde fået dens mad, og en spand vand gik hun roligt over til Zeev, nervøs for om han overhovedet var ved bevidsthed endnu.

[Zeev]

Zeev var besvimet et sted på vejen, og havde derfor bare ligget livløs, uden bevidsthed, på hestens ryg, mens hun førte ham med sig. Han gad ikke engang kæmpe længere for at holde sig ved bevidstheden, selv hvis han havde kunnet gøre en forskel. Nu overgav han sig bare til skæbnen, og ville bare lade tingene gå sin gang. Han regnede ikke med at overleve dette her. Eller at vågne igen for den sags skyld.

Efter noget tid, han havde ingen ide om hvor længe, vågnede han. Han havde ikke mange kræfter endnu, og var stadig udmattet, så han kunne dårligt bevæge sig, uden anstrengelser. Han lå inde i en bygning. Så meget kunne han se. Men heller ikke mere. Han så sig omkring, selvom han ikke kunne se meget fra sin stilling, og hvis han drejede hovedet for meget, eller bevægede sig generelt, blussede smerterne op igen, så han bestemte sig for det nok var bedst at lade være. han kunne høre en gå rundt, og gik ud fra det var kvinden fra skoven. Han ventede på at se hvad hun ville gøre nu. hvorfor havde hun taget ham med sig. Hvad regnede hun med at få ud af det her? Hvad ville hun med ham?

[noah]

Noah puslede rundt i den lille hytte. Der var ikke meget plads, når en hest var derinde, hende selv og 'Ulvemanden' lå i sengen. Hun havde sat vand over, på det lille ildsted og ventede på at det blev varmt. Hun ville gerne have et krus te, og han kunne også bruge noget at få varmen på - Om hun så skulle made ham med det. Hun sukkede og satte sit hår op, han var livløs, bevidstløs.. En god ting når hun skulle tjekke hans skader.

Hun satte sig på knæ ved ham, og lod et par fingre følge musklerne ved brystkassen florlet. Så lænede hun sig over til hans højre side, tog forsigtigt fat i hans højre arm, løftede den, strakte den, tjekkede den for brækkede knogler. Hun rynkede let brynene da hun så brændemærket - Zeev - og bed sig i læben. Så han havde et navn? Så gled hun ned på knæ igen og begyndte at undersøge hans venstre side, endnu mere forsigtigt. Hun vidste at det var der hun havde ramt ham, og at, hvis han havde nogen skader, det var her de ville være. Hun begyndte forsigtigt at bevæge hans arm til at starte med, håbede bare at han ikke ville vågne op.

[Zeev]

Zeev havde været bevidstløs det meste af tiden, og lå der bare, som en lilvløs klump. Meget ulig hans sædvanlige, stærke, stolte jeg.
Efter noget tid begyndte han dog så småt at genvinde bevidstheden, og vågnede langsomt, og da han endelig slog øjnene op, nu helt vågen, så han menneskepigen fra skoven, som nu sad lænet ind over ham, selvom han ikke kunne se hvad hun gjorde. Han så på hende med et vagtsomt blik, dog gjorde han ikke noget. Han vidste jo ikke om der var andre i rummet, om hun var bevæbnet, eller for den sags skyld hvor han befandt sig.
Han gjorde dog et svagt spjæt med kroppen da hun begyndte at rode rundt omkring hans venstre side, hvor han tilsyneladende havde et brækket ribben, og det kunne han tydeligt mærke. udover det gjorde han dog ikke noget, og selvom han normalt nok ville være sprunget på hende nu, havde han allerede besluttet ikke at gøre det. Så længe hun ikke gjorde noge skade på ham, eller fremstod som en trussel, havde han ingen grund til at gøre det. Desuden var han ikke i sin vanlige ulveform, så han var langt fra så stærk som han plejede, og havde ingen ide om hvor stor en chance han ville have for at vinde en eventuel kamp, selvom han ikke et øjeblik tvivlede på den ville være stærkt nedsat i forhold til normalt.
Han forsøgte at skifte tilbage til sin ulveform, men kunne ikke. Han var nok stadig for svag til det, efter kampen.

[noah]

Hun lagde mærke til hans spjæt, og hans åbne øjne. Hun sendte ham et advarende blik - Hun ville ikke tøve med at slå igen hvis han gjorde hende noget. Hun lagde hans arm, så hun havde fri adgang til hans side, som hun begyndte at trykke lige så stille på. Mærkede hvilke ribben der var brækket, og hvor slemt det stod til.

Hun forsøgte at gøre det, så det gjorde mindst muligt ondt. Han ville nok kunne mærke det, i sær da hun trykkede imod det ribben der var brækket. Hun skar en grimasse selv, det var jo hende der havde forårsaget det. Hvis han havde noget med hovedet, regnede hun med at han selv ville gøre opmærksom på det. Om han så ville eller ej.. En person med en hjernerystelse ville f.eks. have en kraftig hovedpine.

[Zeev]

Han lå bare stille på sengen uden at sige noget, og lod hende gøre hvad hun ville. Man kunne registrere små bevægelser en gang imellem, når hun rørte på meget medtagede steder, men ellers forholdt han sig roligt. Han kunne godt mærke allerede at det var begyndt at gå bedre, og det havde hjulpet en del at komme i læ for al den sne og kulde som havde været udenfor. Dog ville han sandsynligvis ikke have de bedste chancer for at overleve turen tilbage til sin flok, hvis han overhoved kunne finde tilbage gennem al sneen. Han anede jo ikke hvor hun havde taget ham hen, hvor langt væk han var fra grotten han havde efterladt de andre i, eller i hvilken retning han skulle gå.
Han kunne dog stadig ikke finde ud af med sig selv hvorfor hun havde taget ham med. Hvad regnede hun med at få ud af det her? Hun kunne umuligt have gjort det ud af sit hjertes godhed, han var overbevist om hun ville have noget ud af det selv, selvom han ikke kunne regne ud hvad

[noah]

Hun sagde ikke noget imens hun undersøgte ham, holdte bare et vågent øje på ham, hun var stadig nervøs. Det dunkede modbydeligt i hendes arm, og så snart hun var færdig med ham skulle hun rense sine egne sår. En ting som ville have gjort ondt nok, uden at armen havde været brækket. Hun sukkede da hun var færdig med at tjekke det. Siden han ikke havde sagt noget, regnede hun faktisk ikke med at han kunne sige noget. Ingen spørgsmål, og han ville heller ikke kunne fortælle hende hvordan hans hoved havde det. Det irirreterede hende.

"Jeg tror du har et brækket ribben. Men jeg tror ikke det er livstruende.. Det er ingen af dine skader. Selvom du nok får nogen ordenligt blå mærker." sagde hun langsomt - Mest til sig selv. Hun talte til ham, som man ville tale til et kæledyr, fordi det var den nemmeste måde at hun kunne relatere til ham på ligenu. Så rejste hun sig og gik over til gryden, hvor vandet kogte. Hun begyndte at hælde noget op, imens hun spekulerede på hvad hun kunne bruge til forbinding. Hvordan plejede man overhovedet ribben?

[Zeev]

Han så bare på hende da hun snakkede til ham. Han forstod ikke hvad hun sagde, så det eneste han kunne bedømme det på var tonen, som dog ikke virkede truende så han tog det heller ikke som en trussel. Han forstod dog ikke et ord af det, så han anede ikke hvad det var hun ville med det. Det var nok også ret tydeligt at se på hans uforstående og lettere desorienterede blik. Det afsprang delvis af at han stadig var lidt omtåget efter skaden til hans hoved, og delvis at han stadig forsøgte at regne ud hvorfor hun havde taget ham med her tilbage. Og det at han ikke forstod et ord af hvad hun sagde, hjalp ikke på det. Så selv hvis hun havde tænkt sig at forklare sig, ville han ikke forstå noget af det. Han kunne dog ikke bare ligge der mere, det lå ikke i hans natur bare at ligge passivt til, så trods hans skader, og hans menneskeform han lige nu var fanget i, valgte han stædigt som han var, at komme væk derfra. Han rejste sig besværet fra sengen han var blevet smidt i, selvom han ikke var vant til at gå på to ben eller i hans nuværende form. han stod derfor lidt usikkert på benene, og var allerede med det samme ved at vælte igen, på grund af den uvante stilling. Han tog et par forsigtige, prøvende skridt, selvom det ikke gik så godt. Han svejede, og var ved at vælte, men formåede dog, for nu, at holde sig oprejst, selvom han måtte vakle hen til en væg og støttede sig op af. Han kastede hele tiden vagtsomme blikke mod hende, han var stadig ikke sikker på om han stolede på hende. Hun var trods alt et menneske

[noah]

Sengen knirkede svagt da han rejste sig op, og det fik Noah til at vende sig om da hun var færdig med at hælde op. Hun skar en grimasse ved handlingen - At holde den store kedel med én hånd... Zeev havde gjort alting meget mere besværligt for hende. Hun så at han stod op, temmeligt vakkelvorn Enten var han mere skadet, end hun troede, eller også var han slet ikke vant til at gå på 2 ben. Han havde også opført sig som en alpha ulv ville.. En ulv af mindre rang, størrelse og styrke ville være forsvundet. På trods af at hun og hesten havde set ud som et let bytte.

Hun tog den ene kop med sig over, og gav ham et blidt puf i brystet - Hvor hun vidste at han ingen skader havde. Hun regnede med at dét var nok til at få ham til at 'falde' tilbage i sengen, eftersom han stod så usikkert som han gjorde. De skridt han havde taget, havde ikke ført ham længere væk, at hvis han faldt ville han ende i sengen. Lidt skævt, men han ville ikke slå sig.

[Zeev]

Zeev stod meget usikkert, og skulle til at sætte sig ned igen, eller i det mindste komme lidt tættere på gulvet, da han følte sig alt for akavet og malplaceret i den stilling. Det føltes unaturligt. Han kunne ikke forstå hvordan menneskene kunne holde ud at gå rundt på den måde. Han var ved at få overbalance og falde bagud da Noah puffede til ham, men nåede lige at genvinde balancen, om end meget knapt, inden han dog til sidst væltede ned i sengen. Han kravlede hurtigt sammen på alle fire, en stilling som var ham meget mere komfortabel og faldt naturligt for ham, hvorefter han med sin efterhånden tilbagevendende kræfter, krøb helt over i den anden ende, så langt han kunne komme og så på hende med et vagtsomt, forvirret blik. Det sås tydeligt på ham at han ikke forstod ret meget af situationen, og han var ikke sikker på om han burde stole på hende. Hvad ville hun med ham? Han krøb sammen i en forsvarsstilling, og lignede mest af alt en hund eller lignende som krøb sammen i en klump for at skærme sig mod farer udefra, dog uden at fjerne de vagtsomme øjne fra hende.

[noah]

Noah kunne ikke lade være med at smile lidt af hans opførsel.. Det var.. Bizart at se en voksen, muskuløs, mand sidde og trykke sig sammen i hjørnet. Opfører sig som en hund ville gøre det.. På den anden side, fik det Noah til at ville behandle ham mere som det han tydeligvis troede han var: Et dyr.

Hun stillede koppen på gulvet ved sengen og flyttede sig over til den modsatte væg fra ham. Gav ham plads og tid, ville ikke skræmme ham mere end nødvendigt.. Hun forsøgte at gøre hendes bevægelser bløde og venlige, undgik at se ham i øjnene da det kunne virke truende. Der satte hun sig, efter at have taget sin egen kop, og pustet på den kortvarigt, inden hun nippede til den varme te.